Aktionsprogram
 
Hvorfor?
 
Programmet
 
Hvordan?

Hent programmets tekst og spred det
 
Se forsiden

Internationale Socialister
 
Socialistisk Arbejderavis
 

Aktionsprogram for et solidarisk samfund

Hvorfor?

Vi vil ikke betale deres krise

Den internationale krise har nu også nået USA, Europa og Danmark.

Store virksomheder fyrer og betalingsbalancen er negativ. De tunge drenge i erhvervslivet kræver politisk handling. De har nedsat en "krisegruppe," hvor regeringen er inviteret med. De kræver, at konkurrenceevnen styrkes. De vil påny have lempelser, som skal betales med nye angreb på velfærden.

Overalt lyder det samme krisebudskab fra verdens ledere i regeringer og firmaer: profitten må op og velfærden ned.

Men hvorfor skal arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende endnu engang betale for kapitalismens krise?

Der er råd

Der er penge nok i samfundet. Der er råd til velfærd for det store flertal!

Nogle få tørre tal fortæller alt om, at problemet ikke er mangel på penge, men derimod at det lille mindretal som kontrollerer erhvervslivet og formuerne ikke vil give slip på deres velfærd

· selskabsskatten er sænket fra 50% til 32% fra 1985 til 1998 - iøvrigt Europas laveste.

· finanslov '98 fyldte arbejdsgivernes lommer med 3.8 mia. da de slap for at betale arbejdsmarkedsbidrag.

· danske selskaber tager de næsthøjeste avancer i verden - hvilket også giver sig udslag i flotte profittal: i foråret '98 steg proftterne med 29%, og i '98 havde de 500 største virksomheder et overskud på 55 mia.

· Den rigeste tiendedel af befolkningen ejede 63% af al formue i 1986. Det tal er steget til 80% i 1995. Den fattigste tredjedel af befolkningen har negativ formue.

Uligheden stiger, og regeringen forgylder erhvervslivet samtidig med, at samfundet bliver rigere og rigere. Produktiviteten i Danmark er blandt de højeste i verden. Den er i gennemsnit steget med 2 % pr. år siden 1970. Velstanden i samfundet som helhed kan også ses ved, at BNP er steget med 50% siden 1970.

Derfor er det hykleri, når alle lige fra erhvervsledere og eksperter til finansministeren snakker om, at der ikke er råd til velfærd.

Alternativet er at tage pengene, hvor de er: beskat de rige, nationaliser Nordsøolien, stop for flere prestigebroer og bydele, afskaf militæret osv.

Der er modstand

En mere solidarisk fordeling af resourcer og rigdom kommer ikke af sig selv. Arbejdere og studenter over hele verden oplever, at krisen betyder angreb på deres levevilkår. Kun gennem aktiv modstand, kan disse angreb kæmpes tilbage.

Det var voldsomme nedskæringer og øgede priser, der udløste protesterne i Indonesien, som væltede Suharto. I USA har en stigende militans og selvtillid udløst omfattende strejker, som er blevet vundet, fx indenfor General Motors. Arbejdere i Syd-Korea har forhindret fyringer ved at besætte fabrikker. I Frankrig, Italien og Grækenland har hundredetusinder af skoleelever demonstreret for bedre forhold.
 

Herhjemme har der også været stigende vilje til at aktionere. Storstrejken i foråret '98 slog hul på den 6. ferieuge; "oprøret" inden for især SiD og FOA mod angrebene på de arbejdsløse og privatisering, og senere oprøret mod angrebet på efterlønnen, har rystet Socialdemokratiet; der har været strejker for bedre og flere daginstitutioner i mange byer og aktioner på landets gymnasier mod stramning af fraværsreglerne.

Eksempler viser, at utilfredsheden er stigende, og flere og flere erkender, at der skal modstand og aktivitet til for at forsvare og forbedre velfærden.

Hvad kan vi gøre?

Vi ved, der er råd til velfærd. Det er et spørgsmål om prioritering. Men for at få velfærd kræver det handling - det kræver, at vi aktionerer.

Aktionsprogrammets mål er at mobilisere flest muligt til kamp for kravene - for at gennemføre en solidarisk politik, der sikrer det store flertal job og velfærd.

Toppen af siden