![[ Fleksibel arbejskraft ]](../saa/127/05arb.jpg)
Arbejdsgiverne bruger den internationale konkurrence, til at øge arbejdstempoet og at få arbejderne til at stå til rådighed døgnet rundt
"Tilpasning til det internationale marked". Dét er slagordet for den herskende klasses angreb på levevilkårene og velfærdsstaten. Men det er kun en undskyldning for at øge profitten
Mens skraldemændene i Århus strejker for at beholde deres tillidsmand, udtaler formanden for Dansk Industri, Svend-Aage Nielsen, at den internationale konkurrence betyder, at det kollektive aftalesystem om løn- og ansættelsesvilkår må afskaffes og tillidsmandens rolle må dø ud.
Den internationale konkurrence er blevet arbejdsgivernes og politikernes slagord. Skræmmebilleder om, hvad der sker, hvis danske arbejdere ikke vil indordne sig under den internationale konkurrence, fyger gennem luften:
Arbejdspladser i Danmark flytter til Østeuropa, hvor lønningerne er i bund. Faggrænser, overenskomstfastsat løn og arbejdstid må afløses af fleksibilitet, er et andet af arbejdsgivernes slagord.
Meningen er, at arbejderne skal stå til rådighed for arbejdsgiveren, når denne måtte ønske det. Lønnen skal fastsættes individuelt efter den enkeltes evner og indsats, så fedterøvene kan blive belønnet.
Også angrebene på velfærdsstaten bliver kædet sammen med den internationale konkurrence. Den tidligere ISS-chef Poul Andreasen beskylder velfærdsstaten for at fjerne grundlaget for danske iværksættere.
En nærmere granskning af den internationale konkurrence viser imidlertid, at den mest af alt bliver brugt som undskyldning for at føre en rendyrket klassepolitik i arbejdsgivernes interesse. Arbejderne skal udnyttes mere effektivt i arbejdstiden. Det er ikke andet end et forsøg på at omfordele fra løn til profit.
Liberalisterne jubler over, at nationalstaten tilsyneladende mister betydning. Men hvem skal så kontrollere det 21. århundrede?
Bag al snakken om den skærpede internationale konkurrence ligger opfattelsen af, at nationalstaterne siden 1973 blander sig mindre i økonomien, mens den direkte handel på verdensmarkedet vokser.
Konsekvensen af internationaliseringen er, at de virksomheder, som producerer til hjemmemarkedet, i stigende grad får konkurrence fra multinationale selskaber. Det vil sige, at de multinationale selskabers betydning for udviklingen i verden vokser. Omvendt betyder det så også, at demokratisk valgte regeringer og parlamenter mister sin indflydelse.
Arbejdsgiverne bruger den internationale konkurrence, til at øge arbejdstempoet og at få arbejderne til at stå til rådighed døgnet rundt
Liberalisterne jubler over internationaliseringen, mens det for andre er et meget dystert perspektiv, at verden mere og mere bliver overtaget og kontrolleret af multinationale selskaber, som konkurrerer på et verdensmarked, som ingen demokratiske kræfter har kontrol over.
Spørgsmålet er, om det passer. Nationalstaterne har ganske vist spillet en større rolle i de nationale økonomier, end de gør i dag. Men de har aldrig været i stand til at kontrollere, hvad vej udviklingen gik. De forskellige landes kapitalister har sltid været i skarp konkurrence med hinanden om, hvem der havde retten til at udnytte produktion og råstoffer i de forskellige territorier. Barbariet i både 1. og 2. verdenskrig handlede om den territoriale ret.
Kapitalismen tvinger konstant den herskende klasse til at øge profitterne. Den tvang har i de sidste 200 år sat samfundet udenfor al menneskelig og rationel kontrol.
Socialdemokratiernes opfattelse af, at man gennem staten kunne kontrollere og regulere kapitalismen væk fra dens mest barbariske sider, var en illusion, som krakelerede med den internationale krise i 1973.
Men forsvinder nationalstaterne? Direktøren for en af Englands største kemiske koncerner, Dow Chemicals, udtrykte liberalisternes ønskedrøm ved at sige, at han gerne ville købe en ø, der ikke var ejet af nogen stat og etablere Dow på den. Men i praksis kan selv de største kapitalister ikke undvære nationalstaterne.
Alle multinationale selskaber er tæt knyttet til én eller nogle få stater. Hovedparten af dem har deres investeringer i et enkelt eller nogle få lande. I USA er 1.000 af deres l.300 mia. dollars investeret i hjemlandet (77%). I Japan er det 500 ud af 750 mia. dollars (67%), i Tyskland 60%.Ikke alle varer kan uden videre sælges og produceres verden over. De fleste er afhængige af et stærkt hjemmemarked, som de kan ekspandere ud fra. Og selskaberne er afhængige af staten til at sørge for veje, jernbaner og kommunikation.
Staten skal også tage sig af arbejdskraften: uddanne den, stuve den af vejen, når den bliver overflødig, syg eller gammel, og ikke mindst holde den i ro enten ved hjælp af ideologi, reformer eller politi og militær.
Poul Nyrup udtrykker behovet for nationalstaten på følgende måde: „Solidariteten er afgørende for sammenhængskraften i samfundet. Svækkes den, er der stor risiko for social opløsning. En sådan udvikling vil ikke alene være moralsk forkert. Den vil også være ødelæggende for vor velfærd og forhindre den nødvendige fornyelse."
Problemet er, at samme Nyrup har opgivet at udfordre markedsøkonomien: „Markedet har bevist sin styrke. Ingen tvivl om det. Men samfundets dynamik er så stærk, kræfterne så komplicerede og tendenserne til ulighed så udtalte, at det er nødvendigt med regulerende mekanismer."
Overgivelsen til markedsøkonomien betyder, at Socialdemokratierne får sværere og sværere ved at sælge varen. Hvorfor overhovedet være socialdemokrat, hvis formålet ikke er at kontrollere kapitalismen.
Men socialdemokraternes største problem er, at hvis de ønsker at undgå social opløsning, så er de nødt til at give reformer til dem, der stemmer på dem.
Men internationalisering betyder også, at krise og sammenbrud i én del af verdensøkonomien meget hurtigt spreder sig til andre dele. Det betyder igen pres på staterne for at gå ind og redde stumperne. Det ser vi for fuld udblæsning i Rusland og i mindre målestok i skandalerne på Færøerne og i Himmerlandsbanken.
Regeringer verden over er fanget mellem markedets krav og den stigende modstand fra arbejderklassen mod hele tiden at skulle betale regningen. De har selv valgt at sidde i saksen. Vi andre kan kun vælge at gå til modstand eller at blive tromlet ned i markedets navn.
Selv om danske multinationale ikke er blandt verdens største, kan de presse staten til at varetage deres interesser
Kravet om tilpasning til det internationale marked er ikke et særligt dansk fænomen. Kapitalister verden over siger nøjagtig det samme for at tvinge forringelser igennem hos arbejderne.
De største danske multinationale selskaber er pygmæer i international sammenhæng. De er ikke blandt verdens 1000 største og på den europæiske rangliste er SAS nr. 280, A.P. Møller nr. 324 og Teledanmark nr. 463. Alligevel konkurrerer de på de samme betingelser som de store. Når de opererer på verdensmarkedet, placerer de derfor investeringerne, der hvor pengene tjenes.
Som oftest bliver investeringerne i udlandet forklaret med, at arbejdskraften og omkostningerne er meget billigere ude i verden. Det er langfra hele sandheden.
Når A.P. Møller laver containerskibe i Kina, skyldes det alene muligheden for at tjene på det voksende kinesiske marked. Carlsberg producerer jo heller ikke øl i Malaysia, for at eksportere det til Danmark. Det gælder for de fleste multinationale, så argumentet om de høje danske lønomkostninger er først og fremmest et ideologisk pres på danske arbejdere.
De danske multinationale nyder i særlig grad den danske stats bevågenhed. Særlige økonomiske ordninger, monopoler, rettigheder og statslige hensyn præger alle de største:
A.P.Møller er den danske kapitalist, der har flest særrettigheder. Hans selskab skal ikke offentliggøre regnskaber i modsætning til alle andre aktieselskaber. Han har fået indført det internationale skibsregister, hvilket har gjort tusinder af danske sømænd arbejdsløse. Folketinget forærede ham den danske undergrund for en krone, og i praksis kan han nedlægge veto mod love, der ikke passer hans interesser.
Samlet set optræder den danske stat i lighed med verdens øvrige nationalstater, som beskytter af sine største kapitalister. Alene den direkte erhvervsstøtte var på 46,9 mia. i 1994, hvilket svarer til ca. 10% af alle offentlige udgifter.
Alligevel angriber arbejdsgiverne arbejderklassen for at øge sin profitabilitet. I første omgang er angrebet rettet mod velfærdsstaten, men snart bliver det til mere generele angreb på vores levevilkår.
Finansloven var et hårdt angreb på de svageste. De arbejdsløse skal jagtes og tvinges til at sælge sig selv som billig arbejdskraft og dermed presse alle de, som er i arbejde.
Men det er ikke kun de arbejdsløse, der bliver jagtet. Ethvert større firma har indenfor de sidste år været igennem "strukturændringer", "markedstilpasning", "udviddelse af fleksibiliteten" og "omstilling til internationale forhold". Bag disse ord gemmer der sig fyringer, arbejdspres, forhøjelse af produktiviteten og lønnedgang.
Besværgelserne om tilpasning til de internationale tendenser bruges ideologisk til at forsvare angrebene. Men det er arbejderne, der må betale prisen.
De danske magthavere bruger argumentet om tilpasning til den internationale konkurrence for at presse arbejderne. Men denne logik er skruen uden ende, for det samme argument bruges i alle andre lande.
I virkeligheden handler det ikke om den internationale konkurrence, men om den internationale krise. Talen om, at vi må tilpasse os det internationale marked, er et ideologisk argument, der dækker over, at borgerskabets kriseløsning er rendyrket klassepolitik. Kapitalisternes profitandel skal være større.
Men en verden styret af de multinationale er ikke uundgåelig, fordi kapitalismen skaber forudsætningerne for sin egen afskaffelse. I dag kan vi brødføde det dobbelte af jordens befolkning, hvis bare fødevarerne blev fordelt. Den samlede mængde værdier i verden er tilstrækkelig til, at alle kan leve et bedre liv.
Men selvom kapitalismen skaber forudsætningerne for, at alle kan leve et godt liv, så er det også kapitalismen, der forhindrer det, fordi goderne bliver så fantastisk ulige fordelt. Kapitalisme betyder, at produktionen ikke bliver bestemt af, hvad der er behov for, men af profitjagt.
Der er et alternativ til markedskræfternes hærgen, og det svar hedder socialisme. En bedre verden kræver et totalt opgør med kapitalismen. Markedsøkonomien må erstattes af en planøkonomi styret af menneskets behov og fornuft. I en sådan verden kan vi afskaffe krig, fattigdom og arbejdsløshed.
Arbejderklassen er den klasse, der kan indføre socialisme. Arbejdernes arbejdskraft skaber kapitalisternes profit, og kapitalismen er intet uden arbejderklassen. Den internationale arbejderklasse har magten til at sætte det eksisterende samfund i stå og skabe et nyt uden bosser, fordi det reelt er arbejderne, som udfører arbejdet og ved, hvordan det skal gøres.
Arbejdere, som kæmper overalt i verden, udgør håbet om en bedre verden.
Udskrevet fra www.socialister.dk 21. november 2024 kl. 19:40