Socialistisk Revy nr. 1 – Side 15-18 – Februar 1998

En verden at vinde


Det Kommunistiske Manifest

"Proletarerne har kun deres lænker at tabe.
De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, foren jer!"

Disse berømte afslutningsord i Det Kommunistiske Manifest er blevet hængende i luften, siden de første gang blev formuleret for 150 år siden. Det understreger, at Manifestet har haft en gennemslagskraft, som ingen andre skrifter eller partiprogrammer i arbejderbevægelsen blot tilnærmelsesvist har kunnet leve op til, skriver Martin Johansen

 

Mange, også på venstrefløjen, vil smile lidt overbærende af Det Kommunistiske Manifest og kalde det et forældet dokument, som kun har historisk interesse. Men Manifestets alder er samtidig dets styrke. Fordi det blev skrevet på et tidspunkt, hvor kapitalismen var begyndt på at erobre hele verden med stormskridt, så var Marx og Engels bogstaveligt talt øjenvidner til en kapitalisme, der viste sig fra sin mest utilslørede og rå side. I 1840erne var der ingen sociallovgivning, næsten ingen fagforeninger, den fri konkurrence skulle herske uindskrænket. Den tids kapitalisme betød, at børn i tusindvis blev sendt i arbejde i minerne og døde af det, at hundredtusindvis af bønder blev smidt væk fra deres jord, fordi den skulle bruges til fåreavl, der kunne levere råvarer til tekstilindustrien, at millioner af mennesker i Irland døde af sult, selvom de producerede masser af korn og andre fødevarer, men der var større fortjeneste i at eksportere kornet til England end at sælge det til de fattige irske bønder.

Netop fordi kapitalismen var så ny og ikke lagde bånd på sig selv, kunne Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest pege så præcist på de grundlæggende mekanismer i kapitalismen, der gør den så umenneskelig. Og derfor har generation efter generation af socialister siden kunne bruge Manifestet som en grundlæggende kritik af samfundet, ikke bare af samfundet i 1848, men af deres eget samfund.

 

Det Kommunistiske Manifest blev skrevet i en særdeles turbulent situation. Kapitalismen udviklede sig med stormskridt over det meste af Europa, men samtidig blev de fleste lande endnu regeret af enevældige monarker, der ikke havde til hensigt frivilligt at afgive deres magt til det nye kapitalistiske bourgeoisi. Kongerne og adelen var imod parlamentarisme og stemmeret, de var imod ytringsfrihed, og de forsøgte at begrænse kapitalismens udbredelse gennem toldmure og kontrol med handelen.

Men de store borgerlige revolutioner i Amerika og Frankrig i 1776 og 1789 lå ikke langt væk. Inspireret af revolutionernes slagord som "alle mennesker er født lige" og "frihed, lighed, broderskab" voksede der sammen med kapitalismen en radikal bevægelse frem i alle lande, som krævede afskaffelse af enevælden og indførsel af demokrati. Og netop i slutningen af 1840erne var forventningerne om radikale omvæltninger og revolution i Europa meget store.

Marx og Engels var selv en del af den radikale bevægelse, der kæmpede for demokrati, men i løbet af 1840erne fik de begge kontakt til grupper af kommunistiske eller socialistiske arbejdere, som foruden at afskaffe enevælden også ville bekæmpe kapitalismen. Det var især den engelske arbejderbevægelse, der havde inspireret Marx og Engels. Fra 1820erne havde der i England udviklet sig en ret stærk bevægelse i arbejderklassen, chartisterne, der kæmpede for demokrati og bedre sociale forhold. Chartisterne havde vist, bl.a. ved en generalstrejke i 1842, at arbejderklassen var mere end blot ofre for kapitalismens undertrykkelse og udbytning.

Generalstrejken og organiseringen af arbejderne overbeviste Marx og Engels om, at arbejderklassen var en særdeles magtfuld faktor, der ikke kun kunne kæmpe for sine egne krav om løn og arbejdstid, men havde potentiale til at indføre en helt ny type samfund uden undertrykkelse: "Proletarerne kan kun erobre de samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften."

Når de derfor i Manifestet skriver om proletariatet som bærer af en historisk selvvirksomhed, så var pointen, at fordi arbejderklassen ikke har ejendomsret til produktionsmidlerne under kapitalismen, så vil et samfund, der styres af arbejderklassen, helt afskaffe den ejendomsret. Og når man fjerner ejendomsretten til produktionsmidlerne, så fjerner man samtidig betingelsen for, at en enkelt samfundsklasse kan berige sig på en anden klasses arbejde.

 

Selvom Manifestets generelle konklusioner fortsat er gyldige, så må det alligevel indrømmes, at på en række punkter er det præget af det tidspunkt, hvor det blev skrevet. Som et kampskrift, der blev forfattet op til revolutionerne i 1848, kunne det ikke undgå at indeholde bombastiske formuleringer, der i sin direkte form kun havde begrænset gyldighed.

En af den slags formuleringer er følgende: "I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, synker lønnen." Dette er blevet tolket som en profeti om, at arbejderklassen under kapitalismen ville blive fattigere og fattigere, hvilket den tidligere SF-formand Gert Petersen har kaldt "den alvorligste fejl-forudsigelse".

Men Manifestets formulering må skyldes, at Marx og Engels ikke havde tænkt sig Manifestet som et eviggyldigt skrift, men som et kampskrift i den helt aktuelle situation, og derfor skulle det afspejle arbejdernes aktuelle erfaringer. Karl Marx mente ikke, at arbejderklassen automatisk ville blive fattigere under kapitalismen. Tværtimod skrev han et år før Det Kommunistiske Manifest: "Vokser kapitalen hurtigt, kan arbejdslønnen stige; kapitalens profit vokser dog uforholdsmæssigt hurtigere... Vi må...ikke tro, at jo federe kapitalen bliver, desto bedre bliver dens slave fodret." Det centrale for Marx og Engels var ikke at forudsige arbejderklassens forarmelse, men at slå fast, at kapitalismen ikke af sig selv ville højne arbejdernes levestandard, det kunne kun opnås gennem organisering og kamp.

En anden omstridt formulering er: "Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige." Dette er blevet tolket som en spådom om kapitalismens automatiske sammenbrud, af Gert Petersen affejet som "denne eskatalogiske determinisme." Men Marx og Engels kan ikke have ment, at kapitalismen af sig selv ville bryde sammen, de skriver tværtimod i starten af Manifestet, at klassekampen kan føre til "de kæmpende klassers fælles undergang". Marx og Engels ønskede snarere at understrege, at kapitalismen af sig selv producerede den klasse, der kunne bekæmpe kapitalismen, samt at borgerskabet og arbejderklassen stod i uforenlig modsætning til hinanden. Derfor peger de på, at "bourgeoisiets undergang" og "proletariatets sejr" er indbyrdes forbundne – de to klasser afgør hinandens skæbne.

 

En verden at vinde

Samfundet har forandret sig radikalt, siden Det Kommunistiske Manifest udkom i 1848. Men det er blot en yderligere grund til at fremhæve relevansen af Marx' ideer om kapitalismens udvikling, forklarer Peter Morgan

"Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse." Disse ord indleder et af de vigtigste kampskrifter nogensinde. Det Kommunistiske Manifest er blevet et af historiens mest populære skrifter. Ifølge Guiness Book of Records overgås det kun af Bibelen i salgstal. Da Manifestet forrige år blev udsendt i en ny udgave i lommeformat i Storbritannien, havde udgiverne ikke forventet et salgstal på over 60.000.

Alligevel bliver det ofte sagt, at Det Kommunistiske Manifest er blevet uaktuelt, at det kun var relevant for venstreorienterede i en nu svunden tid, og at det blev forfattet af to langskæggede fanatikere, som troede at kapitalismens endeligt var lige om hjørnet. Fordi kapitalismen har overlevet Manifestet med omkring 150 år, bliver det sagt, at kapitalismen som system har vist sig langt mere overlevelsesdygtigt, end Marx og Engels forudsagde. Og dermed er det dommedagsscenario, som de beskrev i Manifestet – revolutionen, kampen mellem de stridende klasser, proletariatets sejr – blevet modbevist.

Det faktum, at Det Kommunistiske Manifest stadig kan appellere til et stort publikum viser imidlertid, det stadig har noget at sige til de mange mennesker, som ønsker en bedre verden, men er usikre på, hvordan vi når dertil. I en tid, hvor vi får at vide, at klasser og klassekamp hører fortiden til, er der noget dragende ved at læse et skrift, der uden at tøve og med stor selvtillid slår det revolutionære budskab fast allerede i starten: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie."

Men hvad er det så ved Det Kommunistiske Manifest, der giver det så stor appel? Hvordan kan det bruges til at beskrive en verden, som selv Marx og Engels ville indrømme, ser meget anderledes ud end den verden, der eksisterede på Manifestets tid?

Når man første gang stifter bekendtskab med Det Kommunistiske Manifest, bliver de fleste overrasket over, at det starter med at hylde kapitalismens frembringelser: "Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien ... Først har bourgeoisiet bevist, hvad menneskeligt arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes underværker end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker, det har gennemført ganske anderledes tog end folkevandringer og korstog." Dette blev skrevet i kapitalismens barndom på et tidspunkt hvor kapitalismen kun eksisterede i nogle få industrialiserede lande i verden som Storbritannien, dele af Vesteuropa og i den nordøstlige del af USA. Men allerede på dette tidlige tidspunkt anerkendte Marx og Engels, hvor stort et fremskridt kapitalismen var. For første gang i menneskehedens historie var de materielle betingelser til stede for at skabe et ægte kommunistisk samfund; et samfund, hvor mennesket har kontrol over naturen, hvor de havde evnen til at producere tilstrækkeligt med fødevarer, så ingen behøvede at sulte; et samfund, hvor der kunne bygges boliger og fremstilles klæder til at imødekomme alles behov.

Kapitalismens frembringelser – i teknologien, kommunikation og medicin – har overgået alt, hvad man har kunnet forestille sig i tidligere tider. For eksempel var sygdomme som kolera, difteritis, influenza, skarlagensfeber og tuberkulose en trussel for millioners helbred og krævede mange menneskeliv. Men opdagelsen af penicillin i 1939 betød, at der fandtes et effektivt middel til at bekæmpe infektion, og det var sat i masseproduktion i 1941. I 1950ernes USA nåede polio-sygdommen epidemiske højder med omkring 40.000 tilfælde om året. Men i 1954 var der udviklet en vaccine, der kunne hindre sygdommen i yderlige udbredelse. I slutningen af 1960 var immuniserings-programmet mod polio blevet så verdensomspændende, at sygdommen nu er næsten helt elimineret.

Under kapitalismen er mennesket rejst til Månen og har sendt sattellitter til fjerne planeter. På Jorden har vi udnyttet floder til at overrisle ørkenområder. Mennesker kan flyve verden rundt. Alt dette antydes i Marx' og Engels' revolutionære skrift:

"Borgerskabet har i de knap hundrede år, det har været herskende klasse, skabt produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har fremgragt. Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden, hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det samfundsmæssige arbejdes skød."

Men efter denne hyldest til kapitalismens frembringelser viser det sig, at Marx og Engels har en kniv i ærmet. Den dynamik i systemet, som driver kapitalismen frem, konkurrencen mellem firmaer, markedets "dynamik", nødvendigheden af konstant forandring og forbedring af produktionsmetoder, er samtidig med til at skabe de betingelser, der sender systemet i krise.

De periodiske økonomiske kriser, siger Marx og Engels, er et indbygget træk ved det kapitalistiske samfund. Mens tidligere samfundssystemer kom i krise, når der var mangel på varer, så finder kriserne under kapitalismen sted, fordi der sker en overproduktion af varer. Kapitalismen bevæger sig i en cyklus mellem opsving og nedgang, før eller siden når kapitalismen et stadium, hvor firmaerne ikke kan slippe af med deres varer på markedet, den uendelige kæde af køb og salg bliver brudt, og systemet går i stå. "Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid , den epidemi, der hedder overproduktion."

Derfor kan vi i dag komme ud for enorme lagre af usolgte varer samtidig med, at folk sulter; bor på gaden og tigger penge samtidig med, at huse står tomme; vi får at vide, at der ikke er råd til velfærd, men samtidig bliver der fyret arbejdere, som gennem deres arbejde kunne frembringe nye rigdomme. Så mens kapitalismen har frembragt enorme fremskridt i produktionen, så sker det på en måde, der helt ud i det ekstreme er irrationel og barbarisk.

Således viste FNs Human Development Report fra 1996, at verdens økonomiske output i begyndelsen af 90erne var fem gange højere end i 1950, men alligevel var fattigdommen i store dele af verden lige så stor, hvis ikke større, som for 45 år siden.

I en enkelt sætning sammenfatter Marx og Engels problemet: "Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari."

 

Men Marx og Engels kunne ikke have forudsagt dybden af det barbari, som kapitalismen har drevet os ud i. Det 20. århundredes to verdenskrige, Holocaust, atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, sulten i Afrika, det omfattende slavearbejde i store dele af den Tredje Verden – det er alt sammen produkter af det kapitalistiske system. Krisens omfang er i dag uendeligt meget større end på Marx' og Engels' tid. Forskellen mellem dengang og nu er ikke, som nogle økonomer og politikere påstår, at kapitalismen har overvundet sine indbyggede kriser, men snarere at det 20. århundredes kriser finder sted på en større og langt mere rædselsvækkende skala.

Systemet har ekspanderet enormt siden 1840erne. I dag er verdensøkonomiens samlede output 20-30 gange større end i 1840erne. Når krisen slår ned i dag, så er det ikke bare et eller to små firmaer, der bukker under – det er store multinationale firmaer eller hele landes økonomier, der står på spil. I dag rammer krisen ikke bare 100 eller 1.000 mennesker, men millioner.

Det, der gør Det Kommunistiske Manifest så overbevisende på folk, der må lægge ryg til krisens virkninger, er, at det viser en udvej. Manifestet peger på den grundlæggende modsætning i selve kapitalismens hjerte, som i længden vil skabe grundlaget for kapitalismens undergang – for det første koncentration af kapitalen i hænderne på stadigt færre, for det andet skabelsen af arbejderklassen: Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som før var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hænderne på ganske få. Og senere siger Marx og Engels i en af deres mest berømte sætninger: "[Bourgeoisiet] producerer først og fremmest sine egne banemænd."

Side om side med koncentrationen af kapital finder vi koncentrationen af mennesker. På Marx' og Engels' tid var byernes befolkning ikke ret stor. I dag domineres verden af storbyer med millioner af mennesker. I 1940 havde kun New York og London befolkninger på over 5 millioner. I 90erne findes der 22 byer med over 8 millioner indbyggere, heraf ligger de ti i Asien. Den verdensomspændende tendens er, at flere og flere mennesker forlader landområderne og de traditionelle erhverv for at finde arbejde i de gigantiske byer.

For menneskeheden er dette et stort fremskridt. Som Det Kommunistiske Manifest udtrykker det: "Bourgeoisiet har ... draget en betydelig del af befolkningen bort fra det sløvende liv på landet." Det betyder, at i dag kan et lille mindretal brødføde det store flertal – det ville i en mere rationel verden betyde, at der kunne frigøres ressourcer og arbejdskraft til at løse verdens sociale og økonomiske problemer.

I takt med, at produktionsmidlerne mere og mere er blevet koncentreret i hænderne på et relativt lille antal kapitalister, så har produktionen også ændret karakter. Fabriksarbejde er socialiseret arbejde. Det er afhængigt af mange menneskers fælles indsats. I det feudale landbrugssamfund kunne bønderne fremstille de fleste produkter individuelt eller i meget små enheder. I modsætning til dette kan den enkelte fabriksarbejder intet producere uden mange andre arbejderes indsats.

I det lange løb betyder kapitalismen med nødvendighed, at mennesker bringes sammen i arbejdets verden, alle med en fælles interesse, alle udbyttet af de samme kapitalister og det samme system.

 

Et af de mest almindelige argumenter for, at tiden er løbet fra Det Kommunistiske Manifest, er at benægte ideen om arbejderklassens revolutionære potentiale. Argumentet findes i to udgaver. For det første forsøger man at undervurdere arbejderklassens samlede størrelse. Men der findes i dag intet land i verden, som ikke har gennemløbet en proces af proletarisering af store dele af dets befolkning – et langt spring fra Marx' og Engels' dage. I mange af de største industrilande, USA, Canada, Japan, Tyskland, Storbritannien, Rusland, er størstedelen af befolkningen beskæftiget som lønarbejdere. Men vi finder et lignende billede i den mindre udviklede del af verden – i Chile er 39 pct. lønarbejdere, i Colombia 45 pct., i Thailand 56 pct., i Sydafrika 38 pct., i Uruguay 45 pct. Dette peger på en verden, hvor flere og flere omfattes af lønarbejdet, hvor den vigtigste aktivitet for størstedelen af befolkningen er at sælge sin arbejdskraft for at overleve. Vi lever ikke i en verden, hvor arbejderklassen bliver mindre, men i en verden hvor antallet af arbejdere aldrig har været større.

For det andet er der påstanden om, at arbejderklassen har forandret sig, og at nedgangen i traditionel fremstillingsindustri har fjernet arbejderklassens interesse i revolution. Dette er tydeligt udtrykt af Eric Hobsbawn i Ekstremernes århundrede:

"Storbritannien mistede 25 procent af sin fremstillingsindustri i 1980-84. Mellem 1973 og slutningen af 1980erne faldt det samlede antal beskæftigede i fremstillingsindustrien i Europas seks gamle industrilande med syv millioner, omkring en fjerdedel, hvoraf halvdelen forsvandt mellem 1979 og 1983...Vi er langt væk fra den gamle marxistiske drøm om befolkningernes gradvise proletarisering gennem industriens udvikling til det punkt, hvor flertallet ville være (manuelle) arbejdere."

Men i Det Kommunistiske Manifest bliver arbejderklassen ikke defineret som udelukkende fabriksarbejdere. Marx og Engels skrev, at proletariatet er "den klasse, som består af de moderne arbejdere, der kun lever, så længe de finder arbejde, og som kun finder arbejde, så længe deres arbejde øger kapitalen." Således består arbejderklassen ikke blot af mandlige industriarbejdere, men også af kontoransatte, servicearbejdere, offentligt ansatte, kvindelige arbejdere og så videre. Om man tilhører arbejderklassen afgøres ikke af hvilken type arbejde, man udfører, men af den objektive placering i produktionsprocessen – om man er udbyttet eller ej. Hvis man bruger denne definition, så er arbejderklassen umådeligt meget større og stærkere end på Marx' og Engels' tid.

Dette var et centralt tema i bogen Labor and Monopoly Capital, som blev skrevet af den amerikanske marxistiske historiker Harry Braverman for over 20 år siden. I denne bog beskæftiger han sig bl.a. med forandringerne i kontorarbejdet siden Marx' og Engels' tid. Indtil slutningen af 1800-tallet blev kontorarbejde i virksomhederne typisk foretaget af ganske få, ofte veluddannede, personer med tæt personlig tilknytning til ejerne. Men med kapitalismens udvikling i 1900-tallet har kontorarbejdet forandret karakter i takt med, at systemet har fået brug for en langt større kommerciel og finansiel sektor. Kontorarbejdet er blevet mere rutinepræget og underlagt det samme pres med hensyn til tempo som manuelt arbejde. De nye kontorlandskaber opslugte helt ny arbejdskraft, især kvinder, samtidig med, at kontorarbejdet blev nedprioriteret med hensyn til løn og arbejdsforhold. Som Det Kommunistiske Manifest formulerer det: "Proletarernes arbejde har...mistet al selvstændig karakter og har dermed tabt enhver tiltrækning for arbejderen." I dag gør dette sig gældende for kontorarbejde i lige så høj grad som det gjorde for manuelt arbejde i Marx' og Engels' dage.

I takt med at produktionsprocessen konstant forandres under kapitalismen, så ændrer arbejderklassen sig også.

Det er af disse grunde, at Det Kommunistiske Manifest kunne argumentere for, at arbejderklassen kunne omstyrte kapitalismen. Det er desuden blevet bevist gennem en lang række begivenheder i vores århundrede. Hvert årti har været vidne til massestrejker og oprør, der har været på nippet til at vælte det kapitalistiske system – revolutionerne i Rusland i 1905 og 1917, generalstrejke i Storbritannien i 1926, revolutionen i Spanien i 1936, revolutionen i Ungarn i 1956, de omfattende oprør i 1968, Solidarnosc' kamp i Polen i 1981 samt de politiske revolutioner i Østeuropa i 1989. Alle disse begivenheder bekræfter Det Kommunistiske Manifest. Og når oprør finder sted i vores tid, så er deres omfang langt større end nogensinde før. Det viser, at arbejderklassens potentielle magt stadig kan udfordre systemet.

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   6. december 2022 kl. 04:12