Skraldemandsmodellen drejede sig om solidarisk deling af arbejdet. De skraldemænd, der var i arbejde, besluttede at være ledige nogle dage af ugen, hvor arbejdet så kunne foretages af nogle arbejdsløse. På den måde blev både arbejdet og arbejdsløsheden delt solidarisk.
Den ide gjorde skraldemændene upopulære både i rengøringsselskabets ledelse, i bystyret og i fagtoppen. Det førte til en konflikt.
Nu har én af de rigtige skraldemænd i Århus, Hans Erik Madsen, fortalt historien om skraldemændene i Århus gennem de sidste ti år, i hans nyligt udkomne bog Vi tog skraldet. Historien sluttede brat i foråret 1996, hvor skraldemændene tabte den 111 dage lange konflikt og deres arbejdsplads og KAOS-klubben – hemmeligheden bag deres mange bedrifter.
Egentlig var Århus Renholdningsselskab en arbejdsplads som mange andre. Det som gjorde skraldemændene til noget særligt, var et resultat af et langt, sejt og aktivt demokratisk klubarbejde på initiativ af nogle politisk bevidste folk som var i stand til at vinde opbakning for deres ideer. Derfor er mange af KAOS-klubbens erfaringer også brugbare på andre arbejdspladser.
Skraldemændene og KAOS-klubben stak ofte næsen langt frem. Både når det gjaldt det, de kaldte "Solidaritet – ud af huset" og når det handlede om deres egen arbejdsplads. Først og fremmest var der Skraldemandsmodellen. Og i arbejdet med at opbygge Fagligt Aktivt Forum, lå både en kritik af den bestående fagbevægelse, og et forsøg på at opbygge et alternativ.
Allerede fra 1992 gøres der forsøg på at stække skraldemændene og KAOS-klubben. Initiativet kom først og fremmest fra ledelsen og repræsentantskabet, men både Rådhuset og LO-Århus medvirkede. Hele forløbet kulminerer i 1995, hvor skraldemændene bliver fyret to gange. Begge gange må ledelsen dog æde fyresedlerne i sig igen. Men den havde ikke opgivet sin plan og i tredje forsøg var den rede til at gå hele vejen. Den store skraldekonflikt startede den 23. december 1995.
Konflikten fik et usædvanligt og meget overraskende forløb. I bogen beskrives det udførligt. Her skal fremhæves den 11. januar 1996, hvor skraldemændene overtog skraldeindsamlingen.
'Ledelsen fik kolde fødder i løbet af dagen. Det værste, der kunne ske, var sket: Vi skraldemænd havde taget kontrollen over vores eget arbejde og selskabet. Vi havde bevist det, der absolut ikke måtte komme frem, nemlig at vi selv kunne køre en virksomhed.'
Også den aktive indsats fra koner og kærester var en vigtig del af skraldekonflikten. Allerede den 7. januar gendannede de Koneklubben fra sidste konflikt. De mødtes hver uge, både for deres egen skyld og for at støtte deres mænds kamp. De deltog i møder, lavede fest og revy og skrev masser af læserbreve. 'Jeg blev sur og gal, da jeg så den behandling, vores mænd fik i offentligheden. Det var ikke så længe siden, de var helte på grund af skraldemandsmodellen, men nu er de pludselig udråbt til skurke og ballademagere gennem en ensidig hetz, hvor deres egne synspunkter ikke kommer frem siger Margit Sørensen, som var gift med Wilhelm og mor til en anden skraldemand.'
Konflikten bølgede frem og tilbage i de 111 dage. Nogle gange havde skraldemændene initiativet, og der blev holdt tillidsmandsmøder, lavet masseblokader og solidaritetsstrejker.
Men ofte var initiativet andre steder: Hos Århus´ borgmester Thorkild Simonsen, LO-Århus og Faglig Voldgift. Eller hos ledelsen i Århus Renholdningsselskab, som ansatte skruebrækkere, fik retten over en del af produktionen og anlagde en voldgiftssag mod Århus Kommune.
Hans Erik Madsen vender alle sten i konflikten for at finde ud af, hvorfor skraldemændene tabte. Kunne de have gjort det anderledes og bedre? Konklusionen er ikke entydig, men det står klart, at ideen med at lægge sagen i borgmester Thorkild Simonsens hænder gav bagslag. Trods det, at kommunen ansatte de fyrede skraldemænd selv, så mistede de initiativet og måtte acceptere at "dele" skraldet med skruebrækkerne ansat af Århus Renholdningsselskab.
Størstedelen af de arbejdere landet over, som støttede skraldemændene, havde samme forventninger til at "Thorkild klarede paragrafferne" som skraldemændene.
Det betød ikke, at der ikke blev samlet penge ind og sympatistrejket i et betydeligt omfang. Men da alle håb og forventninger til, at Thorkild Simonsen, Faglig Voldgift eller voldgiftssagen mod Århus Kommune ville give skraldemændene deres arbejde tilbage igen, brast, så var der ikke kræfter, hverken hos skraldemændene eller på de århusianske arbejdspladser til at etablere en blokade, der kunne true selskabet og skruebrækkerne.
Skraldemændenes egen fagforening, SiD og LO-Århus havde ikke støttet skraldemændene, selvom der var tale om fyring af en tillidsmand, fritstilling af arbejdet og brug af skruebrækkere. Endelig havde Louis Andersen som skraldemændenes tillidsmand blandet sig i arbejdsgivernes ledelsesret. Og her går grænsen for hvad arbejdsgiverne kan acceptere.
De kan betale en god løn, oprette motionsrum og give tilskud til den årlige udflugt. Men at slække på ledelsesretten ville stille dem svagt. Heldigvis for dem, er fagforeningstoppen enige i den sag, og det fagretlige system mv. er bygget til at bevare status quo.
Bogens sidste afsnit, "Skraldemandsmodel, arbejderstyre og solidaritet – et alternativ," giver skraldemændenes svar på et godt liv:
'Vi viste med skraldemandsmodellen, at der kan skabes job til flere – og tid til mere – arbejdsløshed er ingen naturlov.
– Vi viste før og under konflikten, at arbejdsgivernes monopol på ledelsesretten kan brydes og undværes – vi kan meget bedre selv lede og organisere produktionen.
– Vi viste, at direkte demokrati, sammenhold, solidaritet og kamp er nøglen til forandring – en forandring, som ingen på bjerget ønsker, men vil bekæmpe med næb og klør.'
De rigtige skraldemænd i Århus er spredt for alle vinde. KAOS-klubben er væk, men på grund af Hans Erik Madsens bog er dens erfaringer og perspektiver bevaret.
Lene Junker
Vi tog skraldet – Historien om de rigtige skraldemænd i Århus
Hans Erik Madsen
Forlaget Klim
220 sider, 235 kr.
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. november 2024 kl. 01:02