Socialistisk Revy nr. 2 – Side 16 – Marts 1998

Babes, Barbie og kønnenes kamp

"Man-kan-hvad-man-vil-kvinderne" fylder godt i såvel reklamer som film og TV. Lindsey German argumenterer for, at deres livsstil kun er et alternativ for et mindretal af kvinder

'Jeg kan lide at holde mit hår, som jeg holder mine mænd – flot og let at skifte.' Sådan lød sloganet i en reklame for hårshampoo, der kørte for et par år siden. Det er et slogan, som reklamefolk mente ville gå lige ind hos mange kvinder. Og de fik nok ret. Det er nu almindeligt at høre den slags holdninger selv fra socialistiske kvinder. Andre udtrykker det samme ved at sige "Madonna er i det mindste en kvinde, der har styr på sit liv." "Hvis du presser nok på, skal du nok få din vilje", "Hvis en fyr gør grin med mit udseende, så gør jeg bare grin med størrelsen af hans røv", "Jeg har styr på mit sexliv".

Der har fundet en seksuel revolution sted inden for den seneste generation. Forestillinger, holdninger og diskussionsemner, som var utænkelige for bare 40 år siden, er helt almindelige i dag.

Alligevel ser det ud til, at der er blevet vendt op og ned på de krav om seksuel frigørelse, som spillede en vigtig rolle i radikaliseringen i 1960erne. Det er som om sexismen har faet et comeback forklædt som seksuel frigørelse.

Således symboliseres seksuel frihed i form af plakater med Demi Moore oven på Michael Douglas. Kravet om lighed for kvinder imødekommes angiveligt ved, at både kvinder og mænd gøres til sexobjekter: Kaffereklamer der viser et billede af en mand med bule i underbukserne, mens Chippendales trækker horder af kvinder til deres forestillinger.

Slagordet "Brænd bh'en" - som godt nok altid var mere populært i medierne end blandt almindelige kvinder, men som ikke desto mindre var et symbol på behovet for frigørelse fra den restriktive tøjstil, der skulle fremstille kvindekroppen på en særlig måde – er blevet overgået. Nu har vi reklamerne for wonder-bra'en – udtænkt af en kvinde og angiveligt et symbol, ikke på kvindeundertrykkelse, men på selvhævdelse og kontrol.

Budskabet bag alt dette er, at vi ikke længere behøver at bekymre os om kvindeundertrykkelsen. Kvinder kan konkurrere på lige fod med mænd. De behøver ikke længere underkaste sig seksuelt. Deres aggressioner kommer af deres personlige karakter, livsstil og job. Det påstås endda, at de på mange områder er ved at blive så succesrige, at det ellers dominerende mandlige køn trues.

Ideen, om at uligheden kan overvindes med den rigtige blanding af selvtillid og -hævdelse, forstærkes kraftigt af nogle af de nye, unge post-feministiske forfattere. Katie Roiphe blev kendt med bogen "The Morning After", hvor hun argumenterer for, at fænomenet "date rape" (voldtægt begået af en bekendt) var et udslag af feministers fantasi. Roiphes synspunkt: "der er en gråzone, hvor det, der er voldtægt for én, blot er en dårlig aften for en anden", er et angreb på selve den kamp i 1960erne og 1970erne for, at kvinder ikke skulle betragtes som sexobjekter i voldtægtssager.

Det var kun efter megen debat og agitation, at det lykkedes at tvinge dommere, politi og medier til ikke at dømme kvindeofre pga. deres påklædning, sociale baggrund eller seksuelle liv. Udviklingen henimod anonymitet i retten var en anerkendelse af, at kvinder normalt ikke indgiver falske anmeldelser af voldtægt, men tværtimod ofte var for chokerede til at anmelde noget overhovedet.

Men selve det at se på kvinder som ofre er bestemt gået af mode blandt post-feminister. Roiphe føler, at problemet med voldtægt bliver brugt af feminister som krigssignal, og at det er vildt overdrevet, ligesom seksuel nedgørelse. Køb noget nyt tøj, brug læbestift og smut væk fra problemet, lyder det generelle budskab.

Naomi Wolf - som er mere feministisk end Katie Roiphe – mener også, at ingen vil hjælpe en kvinde, som ikke kan hjælpe sig selv. I bogen "Fire with Fire" argumenterer hun for, at kvinder må vise deres styrke, og hvis de er stærke nok, kan de opnå lighed. Hun taler om et "kønnenes jordskælv" i de senere år, og hylder begrebet "power feminism". For hende betyder det "Lær af Madonna, Spike Lee og Bill Cosby: hvis du ikke kan lide din gruppes image i medierne, så find et andet image og brug alle midler for at fremme det".

Wolf føler, at "kvinder fortjener at opleve, at suset fra stjerner og dronninger, fra sensualitet og skønhed, er noget, de kan få del i". Måske ikke overraskende er en af hendes store idoler inden for "power feminism" prinsesse Diana.

Fælles for opfattelsen af såvel den aggressive og seksuelt dominerende kvinde som opfattelsen af kvinder som nogle, der får magt på samme præmisser som mænd, er, at kollektiv kamp hører fortiden til. Vi har ikke længere brug for sociale konflikter. Vi skal bare hylde identitetsfølelse og forskellighed – eller, som det tidligere hed sig, "skab dit eget liv".

Sådan tager kvindefrigørelsen sig ud set fra den bedre middelklasses priviligerede liv: en verden med eliteskoler og universiteter, adgang til massemedier og velbetalte foredragsturneer. Det, der er fraværende i denne analyse, er virkeligheden, som den opleves af millioner af kvinder. Alligevel er der mange socialister og feminister uden denne privilegerede baggrund, som har accepteret nogle af disse holdninger, og som hellere ser kvindefrigørelsen som et spørgsmål om at ændre livsstil og få selvtillid i en verden, hvor større samfundsmæssige forandringer har lange udsigter.

Seksualiteten bliver her adskilt fra samfundet som sådan. Den seksuelle revolution kommer så ikke til at handle om et mere lige og retfærdigt samfund, eller om en fuldstændig omformning af holdninger og værdier i samfundet. Den kommer til at gå på, at kvinder bliver ligesom mænd og accepterer alle de uligheder, der er i seksuelle forhold, bare med den forskel, at det nu er kvinden, som dominerer.

I holdningen til seksualitet, som i så mange andre sammenhænge, ser vi hvor begrænset kvindefrigørelsen er, som ikke sætter spørgsmålstegn ved de grundlæggende uligheder i et samfund, hvis største skel er klasseskel.

Og naturligvis kan denne form for "power feminism" slet ikke gøre op med nogen af angrebene på kvinders rettigheder fra højrefløjen i 1980erne og 1990erne. Svaret på de tilbageslag, som de oplever for kvinders rettigheder, bliver at få flere kvinder ind i magtfulde stillinger.

Men at fremstille nålestribede stærke kvinder som det eneste mulige alternativ til en bagstræberisk, mandschauvinistisk reaktion, det ville være at misfortolke både den reelle stilling, kvinder har i dag, og enhver strategi for frigørelse. Den fører også til en overvurdering af tilbageslaget og derfor en tendens til at betone de individuelle løsninger på kvindeundertrykkelsen, som post-feministerne holder så meget på.

I de senere år har der i USA været angreb på nogle af kvindefrigørelsens landvindinger. Den generelle atmosfære, som har ført til udhuling af reallønnen, massive offentlige investeringer i nye fængsler, og som har betydet, at millioner af mennesker er blevet nægtet reelle velfærdsgoder, har haft sin indvirkning på kvinders vilkår. Enlige forsørgere – især unge sorte kvinder – er blevet udskreget som "velfærds-dronninger".

Det ondsindede angreb på "politisk korrekthed" og bevægelsen mod positiv særbehandling afspejler hvide middelklassemænds forsøg – ofte med opbakning fra karrierekvinder, som hævder, at de kan klare sig selv – på at fravriste de meget begrænsede indrømmelser, som sorte og kvinder opnåede i 1960erne og 1970erne. I mange nyere voldtægtssager er der nu to ofre: anklageren og den anklagede.

Men vi er ikke ved at vende tilbage til 1950erne. Det kan godt være, at det er in at kalde kvinder for "babes", og at Barbie-dukker har fået et utroligt comeback som rollemodel for nogle kvinder. Men det er ikke sådan, de fleste kvinder er – det er ikke sådan, de ser sig selv. Opførslen hos "new lads" [opr. unge mænd, der opfører sig som en karikatur af mænd (bøvser, prutter, taler nedsættende om kvinder)] er måske et af de mindre spændende indslag i 1990erne (gammeldags sexisme forklædt som løsrevet ironi), men det betyder ikke, at kvinderne sendes hjem til kødgryderne, sådan som de værste reaktionære kunne ønske sig.

Tværtimod er kvinder kommet ind på arbejdsmarkedet i hidtil uset antal, og de udgør nu næsten halvdelen af arbejdsstyrken i Storbritannien og mere end halvdelen i USA. De udgør den nye flexible arbejdskraft, som er så lovprist i pressen. Arbejdsløsheden blandt kvinder i Storbritannien er halvdelen af mændenes - hvilket viser, at nok er kapitalismen et udbyttende system, men den foretrækker ikke nødvendigvis kun at udbytte mænd.

Selv om kvinders løn i gennemsnit er væsentligt lavere end mænds, er der sket en vis lønudligning på nogle områder, og hvad angår laget af ledende og højtuddannede kvinder, så har der været tale om en dramatisk stigning i indtjeningen.

Faktisk har væksten i denne gruppe af kvinder været noget af det mest bemærkelsesværdige i udviklingen i 1980erne og 1990erne. I USA var der i 1991 2,3 mio. kvinder med en personlig indkomst på mere end 50.000 US dollars om året. Der var ca. 7 pct. med latinamerikansk baggrund, 7 pct. sorte og 11,9 pct. hvide kvinder i leder- eller mellemlederstillinger. Mens i starten af 1970erne under 5 pct. af "business masters degrees" gik til kvinder, så var det i midten af 1980erne steget til 40 pct.

I de 15 EU-lande steg antallet af beskæftigede kvinder med en procent i både 1995 og 1996 - altovervejende deltidsjobs. Lønforskellen mellem mænd og kvinder i lavtlønnede jobs er blevet mindre, mens større for højere lønnede.

Ændringen i kvinders stilling - i jobbet, hvor hun har adgang til nye karrierer og inden for de højere uddannelser – har ændret de sociale holdninger. Mest bemærkelsesværdigt er det i spørgsmålet om fri abort, hvor et stort flertal af kvinder ønsker ret til at vælge. Selv højreorienterede republikanere tøver med at lancere et frontalangreb på den fri abort, fordi de er bange for at miste stemmer på det. I republikanernes valgkampagne, "Contract with America", op til midtvejsvalgene i 1994 herskede der en mistænkelig stilhed om den fri abort.

Forsøg på at stille uret tilbage for kvinder bliver hele tiden mødt med entusiastisk modstand pga. kvinders ændrede politiske rolle. Selv de mest belastede enlige forsørgere har nægtet at acceptere angreb på velfærden uden kamp. De fleste kvinder kan ikke se, hvorfor de skulle stå model til ulige behandling eller sexistiske bemærkninger eller at skulle vælge mellem job og børn.

Selv film og TV-programmer afspejler denne ændring. Hvad enten det drejer sig om den smagløse film "Afsløring" eller den oplivende "Thelma og Louise", så er det blevet mere almindeligt, at kvinder får en rolle som individuelle væsener. De materielle vilkår, som kvinder befinder sig i, har uden sammenligning større indvirkning end de reaktionære holdninger, der omgærder hjem og familie, og som højrefløjen konstant holder i live.

Men det som tilbageslaget er i stand til, er at skabe et mere ufordelagtigt ideologisk klima. Kvinders problemer bliver deres egen skyld. Hvis byrderne i familien bliver for store, så findes der kun individuelle løsninger. Hvis velfærden angribes, må kvinder bare acceptere større ansvar i hjemmet, ved siden af at de går på arbejde.

Derfor er 1990´erne præget af en besynderlig kombination af at stå fast på ligheden og større grad af ligestilling for millioner af kvinder, samtidig med højredrejning på det parlamentariske plan og i medier og andre magtcentre, som gør ofre til syndebukke og lægger større pres på den enkelte.

Så hvad er det, der sker? I løbet af de sidste 20-30 år har der udviklet sig en større grad af ligestillling – hvad enten det drejer sig om løn, arbejdsforhold eller lovændringer. Der er generelt set kommet en større accept af ligestillingen i samme periode.

Men der er sket et ideologisk tilbageslag gennem de sidste 10-15 år. Det har tit fået opbakning fra mellemlagsfeminister og post-feminister i deres iver for at vise, at de kan klare sig i en "mandeverden". Tilbageslaget er kun til dels lykkedes, men det har vundet gehør hos dele af venstrefløjen. Der har i samme 10-15 års periode været stadigt større angreb på velfærden. Det er et angreb på os alle, selv om det rammer kvinder især inden for visse områder.

Nogle på venstrefløjen mener, at vi burde tilegne os personlig og seksuel selvhævdelse her og nu – samtidig med, at vi argumenterer for mere gennemgribende ændringer i samfundet. Men der er forskel på den selvhævdelse, der kommer af politisk bevidsthed og kollektiv kamp, og så selvhævdelse som følge af bestræbelse på simpelthen at være foran alle andre. Den individualistiske holdning udgør en barriere mellem socialister og flertallet af kvinder, som ikke nærer illusioner om, at deres blotte selvhævdelse kan vende de ulykker, der sker i samfundet. Faktisk kan individualismen forhindre enhed mellem arbejderklassens kvinder og mænd ved at skabe en opfattelse af, at det er de individuelle mænd, der i virkeligheden er problemet.

Der er et større behov end nogensinde før for en teori om kvindefrigørelse som tager udgangspunkt i klasseforholdet: undertrykkelsen er en del af et større system, der udbytter og undertrykker næsten alle, og som deler og hersker ud fra køn eller race og forsøger at gøre alting – selv mennesker – til varer, der kan købes eller sælges.

Post-feministerne er dårligt rustede til at udvikle eller forstå sådan en teori. Deres ideer repræsenterer det lille lag af kvindelige ledere og mellemledere, som har klaret sig så godt i 1980erne, og som ser deres rolle som at være en del af udbytningen af resten af os eller i bedste fald at forsøge at administrere systemet på en lidt mere human måde.

Men først og fremmest kan de ikke reelt udfordre dem, som i endnu højere grad har udnyttet de fremskridt, der har været for kvinder i de sidste årtier. Kapitalismen har en forbavsende evne til at bruge forandringerne i samfundet til sin egen fordel, selv når kapitalisterne og deres støtter kun har gjort sig få eller slet ingen anstrengelser for at frembringe disse forandringer.

Kapitalisterne udnytter gerne en større seksuel åbenhed, hvor de tidligere gjorde sig til talsmænd for undertrykkelse – sålænge de kan få profit ud af det. Jo mere sex bliver en vare, jo mere bliver alt, der har noget med det at gøre – endda selve kønsakten – til salg på det åbne marked. Derfor Chippendales, blonde-BH'er, film som "Afsløring" og side 9-piger i Ekstrabladet.

Det er et fremskridt at kunne diskutere seksuelle forhold og annoncere med sex åbent. Det gør det meget svært for kirken eller reaktionære regeringer at tilsløre seksualitet og parforhold, som i Portugal og Spanien helt frem til midten af 1970erne, og i Irland endnu senere. Det gør folk mere opmærksomme på sex og seksualitet, end de ellers ville have været. Det gør samfundet mere åbent.

Men at gøre sex - og menneskers kroppe – til genstand for køb og salg hverken vil eller kan i sig selv føre til seksuel frigørelse. Det er derfor, at socialister er nødt til at gå bagom de fordomme, der er om seksualitet og bagom det enkle post-feministiske svar på kvindeundertrykkelsen. De fleste socialistiske feminister bryder sig ikke om post-feministerne. Men da også de understreger, at mænd som individer er problemet, er de ude af stand til at udvikle en strategi for et opgør med kvindeundertrykkelsen.

Svaret på kvindeundertrykkelsen er ikke at huje ad Chippendales eller score en ny fyr hver aften. Hvor morsomme sådanne ting end måtte være, så fjerner eller fornægter det ikke den ulighed, som kvinder lider under, at man fremstiler mænd som sexobjekter, som borgerlige feminister opfordrer os til.

Et socialistisk svar på den seksuelle frigørelse bør indebære en erkendelse af den forkrøblende og ødelæggende virkning, som klassesamfundet har på sociale og seksuelle forhold, og en forståelse for, at kun i et samfund uden konkurrence, ulighed eller fremmedgørelse kan man virkelig frembringe seksuel frihed og frigørelse – ikke blot for kvinder, men for hele menneskeheden.

Når vi lægger vægt på klasseanalysen i forbindelse med kvindeundertrykkelse, handler det ikke bare om kritik af middelklassekvinderne. Det handler om at udvikle en strategi, som kan gøre en ende på klassesamfundet og de mange uligheder, som det frembringer.

Oversat og bearbejdet af Inge-Lise Bjørn

Udskrevet fra www.socialister.dk   23. november 2024 kl. 00:51