Socialistisk Revy nr. 4 – Side 23 – Maj 1998


Marxismen og det jødiske spørgsmål

I år fejrer den israelske stat 50-års fødselsdag. Zionismen og Israels undertrykkelse af palæstinenserne forsvares tit ved at henvise til jødeforfølgelsen. Ann Rogers skriver om Abram Leons bog The Jewish Question, der forkaster zionismen og undersøger myter og realiteter bag antisemitismen

 

Der findes dårlig historieskrivning inden for ethvert område. Men der er skrevet mere dårlig historie om det jødiske spørgsmål end om noget andet.

De, der ønsker at retfærdiggøre racisme eller argumentere for, at der findes et særlig "religiøs ånd" i mennesket; de, der ønsker at sige, at idéer kan forblive uforandrede, selv når de materielle omstændigheder ændres, har alle brugt forfølgelsen af jødedommen som bevis.

Heldigvis gav denne lange tradition fuld af mystifikation og misinformation anledning til et svar, der må stå som et af de bedste marxistiske historieværker i dette århundrede, Abram Leons The Jewish Question – A Marxist Interpretation.

Leon var en jødisk trotskist, som skrev sit mesterværk i en alder af 24 år. Dette ville i sig selv være bemærkelsesværdigt nok, men han skrev det desuden i et Belgien besat af nazisterne og som ledende medlem af en trotskistgruppe under jorden. Det var et farligt liv, der skulle vise sig at blive meget kort. Leon døde i Auschwitz i 1944.

Han satte sig for at bevise, at den fortsatte eksistens af en jødisk kultur intet havde at gøre med religion, racemæssige særegenskaber eller nogen anden form for "idealistiske fordomme." I stedet kunne den forklares med den specielle økonomiske rolle, jøderne havde spillet først i oldtiden og siden i det feudale samfund.

Hans projekt var at konkretisere Marx' udtalelse: "Vi vil ikke søge jødens hemmelighed i hans religion, men i stedet vil vi søge religionens hemmelighed i den sande jøde."

I sin udførelse af denne opgave udstyrer Leon os ikke blot med fascinerende informationer omkring jøder, men giver os også en praktisk lektion i den marxistiske metode. På hvert eneste trin forklares idéer, religiøs forfølgelse og pogromer udfra samfundets økonomiske udvikling.

Leon argumenterer for, at i oldtiden tvang Palæstinas geografiske position dets indbyggere til at blive kræmmere og handelsfolk. Således har den jødiske handlendes berømmelse intet at gøre med jødisk kultur, men har alt at gøre med Palæstinas materielle forhold i oldtiden.

Ydermere forbød gamle slaveøkonomier som Rom hele befolkningslag at blive handelsfolk. For eksempel var det forbudt for medlemmer af det romerske aristokrati at eje handelsskibe.

På den måde indtog jøderne en anden position end den oprindelige befolkning. I et landbrugssamfund udførte de en adskilt og anderledes form for økonomisk aktivitet – handel.

I et samfund, der primært er indrette på produktion for behov – eller brugsværdi – var de involverede i en marginal økonomisk aktivitet – vareudveksling.

 

Selvom pengeudlåning, eller åger, var marginal i forhold til den dominerende produktionsform, var den alligevel uundværlig. Leon siger:

"Kun kræmmeren havde den nødvendige kapital til den rige adelige ødeland ... Når kongen skal stille en hær på benene med det samme, og de sædvanlige indkomster fra skatterne er utilstrækkelige, er han nødt til at henvende sig til den, der har pengene. Når bonden ... ikke længere kan opfylde sine forpligtelser ... må han låne det, han skal bruge, hos ågerkarlen. Ågerkarlens beholdning er derfor uundværlig i et samfund, der er baseret på en naturøkonomi."

I det tidlige feudalsamfund adskilte jødernes position sig altså fra størstedelen af det kristne landbrugssamfund. Men de var ikke udsat for forfølgelse på nogen systematisk skala. De var alt for vigtige for samfundet til, at det turde løbe risikoen for deres forsvinden.

Men fra selve feudalsamfundets skød voksede en ny produktionsform frem. Det var denne økonomiske form, der skulle vise sig at berøve jøderne deres økonomiske betydning for samfundet.

 

Produktion med henblik på vareudveksling voksede op i flere middelalderbyer i løbet af det elvte århundrede. Denne udvikling ville til sidst underminere hele den feudale produktion, for den var kimen til kapitalistklassen. I modsætning til de jødiske handelsfolk før dem nøjedes disse kapitalistspirer ikke med at indlade sig på handel, de begyndte også at tage kontrol over produktionen. Leon siger:

"Udviklingen af den hjemlige produktion muliggør den hurtige dannelse af en magtfuld klasse af hjemlige handelsfolk. Opstået ud af håndværkerne, får de kontrollen over dem, ved at overtage råvaredistributionen. I modsætning til handel sådan som jøderne praktiserede den, klart adskilt fra produktionen, er den hjemlige handel i det væsentligste baseret på industri."

Det var denne handelsklasses vækst, først i Venedig og Flandern, siden over hele Europa, der førte til jødeforfølgelserne. Jødernes tidligere rolle blev frataget dem, og den nye klasse på vej frem kom i konflikt med jøderne. Leon siger:

"Den hjemlige kommercielle klasse kom på voldsom kollisionskurs med jøderne, der var repræsentanter for en forældet økonomisk position gået i arv fra en tidligere periode i den historiske udvikling."

 

Det er fra denne periode vi be gynder at se pogromer og udvisninger af jøder. Spanien, Frankrig, Storbritannien og mange tyske stater tog alle del i storstilede jødeuddrivelser.

Jødernes økonomiske betydning døde med feudalismen, men feudalismen var længe om at dø. Leon siger:

"I begyndelsen når den økonomiske forvandling kun vigtige bycentre. Godsejernes områder påvirkes kun meget lidt af denne forandring, og det feudale system fortsætter med at være i kraft der. Som en konsekvens heraf er den jødiske velstands karriere endnu ikke forbi."

Ikke forbi, men forandret. Efter at være blevet bortvist fra handelen vender jøderne sig nu til pengeudlåning. Men dette blev også undergravet. For de store kræmmere, Medicierne i Firenze eller Fuggerne i Augsburg, begyndte at åbne deres egne banker; banker, der gjorde langt mere end blot låne penge til aristokrater i pengenød.

De nye banker hældte penge ind i byernes voksende industri, og de høstede profitten deraf. De jødiske pengeudlånere blev mere og mere marginaliserede. "Jøden blev en simpel ågerkarl, der lånte penge til de fattige."

Som Leon udtrykker det:

"Først og fremmest udgør jøderne historisk set en social gruppe med en specifik økonomisk funktion. De udgør en klasse, eller mere præcist en folkeklasse."

Som Leon korrekt påpeger, var der intet usædvanligt i dette i oldtidens verden, eftersom den var baseret på en streng arbejdsdeling, som var skrevet ind i loven. Det var almindeligt for grupper af fremmede at udføre økonomiske funktioner, som var forbudt for den lokale befolkning.

Da jøderne opgav deres specielle økonomiske funktion, opgav de ofte også den jødiske kultur og religion. Jødedommen kunne holdes sammen som en særskilt kultur, sålænge jødernes økonomiske rolle forblev perifer i forhold til den dominerende produktionsform. Når jødernes økonomiske aktiviteter var de samme som det øvrige samfunds, som hos de jødiske landbrugssamfund i Nordafrika eller hyrdestammerne i Arabien, blev de hurtigt assimilerede.

Som Leon udtrykker det:

"Kun jødiske samfund med en klart defineret kommerciel karakter ... viste sig i stand til at modstå alle forsøg på assimilation."

"Assimilationens lovmæssighed kan formuleres således: Overalt hvor jøderne ophører med at udgøre en klasse, mister de også mere eller mindre hurtigt deres etniske, religiøse og sproglige særegenskaber; de bliver assimilerede."

Da det romerske imperium gik i forfald, ændredes samfundets dominerende produktionsform sig. Oldtiden slavesamfund gav efter for feudalismen, og produktionen omlagdes til de store landejendomme uden for byerne.

"De store jordbesiddere, der mere og mere så sig nødsaget til at leve af afgrøderne fra deres egne jorde, havde interesse i at erstatte slavearbejdet med kolonisystemet, som lignede middelalderens livegenskab."

Men den feudale tidsalders begyndelse havde et vigtigt lighedspunkt med det romerske imperium hvad angik jøderne.

Ligesom oldtidens slavesamfund var feudalismen stadig en produktionsform baseret på brugsværdi snarere end på udvekslingsværdi. Faktisk spillede handel en endnu mere marginal rolle i den tidlige feudalisme end i oldtiden. Under det romerske imperium levede en million jøder i den store handelshavn Alexandria – og regerede den stort set. Sådanne store handelscentre ophørte simpelthen med at eksistere under feudalismen.

Men jøderne havde fremgang. Dette skete, fordi de ikke blot blev en af mange grupper, der levede af handel, men den eneste handelsgruppe af betydning i hele den feudale verden. Og de varer, som jødiske handelsmænd bragte ind i det feudale Vesten, var af stor betydning for de feudale monarker. Af denne grund indtog jøderne en privilegeret stilling i samfundet.

I lang tid var de det eneste økonomiske forbindelsesled mellem Øst og Vest. I et samfund domineret af landbrugsproduktion med henblik på øjeblikkeligt forbrug hentede jøderne luksusvarer fra Orienten og lånte de penge, de tjente, ud til Europas herskere.

Denne degenerering af jødernes rolle gav nye grunde til antisemitismen. Antijødiske pogromer var ofte desperate bønders forsøg på at brænde pengeudlånernes kreditbeviser – det eneste bevis på, at bonden skyldte penge.

Pogromer var ét resultat af degenerationen af jødernes rolle; emigration og assimilation var andre. Jøder udvandrede til den nye verden som plantageejere og farmere. Siden blev de kristne. I det nittende århundrede var der ikke længere mere end en håndfuld jøder i fx Sydamerika, hvor der havde fundet en masseemigration sted århundredet før.

 

I Vesteuropa begyndte jøderne at blive assimileret. Efter som de ikke længere havde nogen særskilt økonomisk rolle, begyndte jødernes eksistens som særskilt social gruppe gradvist at blive undergravet.

Men i Østeuropa, og især i Polen, fandt en helt anden proces sted. Lang tid efter at industrien var begyndt at udvikles i Vesteuropa, forblev Østeuropa baseret på en feudal økonomi. Østeuropa udgjorde et område, hvori jøderne kunne fortsætte med at udføre deres traditionelle økonomiske rolle.

Leon siger:

"Denne situation varede så længe som Polens sociale og politiske organisering forblev statisk. I det attende århundrede ... måtte den polske feudalisme se sig slagen. Sammen med den blev jødernes verdslige position i Østeuropa rystet i sin grundvold. Det jødiske problem, der var tæt på at forsvinde i Vesten, flammede voldsomt op i Østeuropa. Flammen, der var tæt på at gå ud i Vesten, fik ny næring fra den kæmpebrand, der opstod i Øst."

Jøder på flugt fra forfølgelse emigrerede til Vesteuropa og Amerika. I kapitalismens hjerte ophørte de med at spille en særlig rolle og var derfor under pres for at blive assimileret. Men de flyttede ind i et system, der havde opdaget fordelen ved racisme til at splitte arbejderklassen.

Det var ud fra denne spænding, zionismen opstod. Leon gør kort proces med alle de, der siger, at ideen om en jødisk stat var central for jødedommen, ved at sige: "Hvorfor har jøderne i de 2.000 år ikke virkeligt forsøgt at flytte til dette land (Palæstina)?" Han påpeger, at tidligere tiders fortalere for en tilbagevending til Palæstina var blevet kraftigt forfulgt af den ortodokse jødedom.

Svaret, siger Leon, findes i jødernes forandrede stilling i det øvrige samfund.

"I virkeligheden ... svarede "drømmen om Zion" ikke til nogen virkelig interesse for jødedommen, så længe jødedommen var inkorporeret i et feudalt system. Det sekstende århundredes polske jøder tænkte lige så lidt på at vende tilbage til Palæstina som den jødiske millionær i Amerika gør det i dag."

 

Leon argumenterede for, at selv hvis en jødisk stat kunne dannes, ville den ikke give noget svar på det jødiske spørgsmål. Han forudsagde:

"Dannelsen af en jødisk stat, det vil sige en stat underlagt fuldstændig kontrol af engelsk og amerikansk imperialisme, kan naturligvis ikke udelukkes ... Men på hvilken måde vil en lille jødisk stat i Palæstina ændre noget som helst ... Selv hvis vi antog, at alle verdens jøder i dag var palæstinensiske indbyggere, ville Hitlers politik havde været anderledes?"

Leon argumenterede for, at zionismen var et forsøg på at løse det jødiske problem uden at blive af med kapitalismen. Dette var at forsøge at køre tiden baglæns. For "kapitalismen ødelagde det feudale samfund og med det den jødiske folkeklasses funktion. Historien dømte denne folkeklasse til at forsvinde."

Gennem denne proces skabte kapitalismen det jødiske spørgsmål, for uden deres særlige økonomiske rolle var jøderne udsat for forfølgelse og pogromer. Men kapitalismen viste sig ude af stand til at løse det jødiske problem. Faktisk gjorde den en dyd ud af dets uløselighed ved at bruge antisemitisme som et våben til at svække klassekamp.

Kapitalismen var central for jødeforfølgelserne. Men den lagde også fundamentet for deres befrielse. For som jøderne ophørte med at indtage en særlig økonomisk rolle i samfundet, blev deres skæbne knyttet til andre, der kæmpede mod kapitalismen.

Leon argumenterer for, at det kun er gennem at kæmpe denne kamp til ende, at jødernes byrde kan løftes. "Når folket på fabrikkerne og i markerne endelig har kastet kapitalisternes åg af sig, når en fremtid med ubegrænset udvikling åbner sig for en befriet menneskehed, vil de jødiske masser være i stand til at give et langt fra ubetydeligt bidrag til opbygningen af en ny verden."

Dette er en konklusion, der ikke kun passer for jøderne, men for alle undertrykte grupper i verden. Den opsummerer, hvad vi mener, når vi siger, at socialisme betyder frihed.

oversat af Frank Antonsen

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   21. juni 2024 kl. 14:03