Socialistisk Revy nr. 5 – Side 24 – Juni 1998

Globalisering – fælde eller fremskridt?

af Ole Andersen

Globaliserings-spøgelset har været brugt til at skræmme alle, der har været imod, at markedskræfter frit skulle hærge. Ole Andersen påviser i denne artikel, at det meste omkring globalisering bygger på myter.

Begrebet “Globalisering” har været et af 1990’erne store modeord. Det er blevet brugt til at beskrive en udvikling i retning af voksende international produktion og handel, af multinationale selskabers voksende herredømme og af en modsvarende svækkelse af nationalstaten.

Navnlig har liberalister og markedsorienterede, socialdemokratiske ‘fornyere’ været tilhængere af globalisering, fordi globaliseringen angiveligt skulle være et opgør med enhver form for statslig styring. Politikerne er ikke længere i stand til at bekæmpe arbejdsløsheden, opretholde sundhedssektoren og bevare velfærdsstaten på grund af en globaliseret økonomi, der vil straffe “vore” virksomheder, hvis deres konkurrenceevne svækkes af unødige omkostninger. Menneskenes råderum er indsnævret til udelukkende at understøtte de nationale virksomheders konkurrenceevne.

Derfor har globaliseringen omvendt været en forbandelse for dem, der ønsker en større indsats for miljøet, verdens fattige, velfærden i vores del af verden, og som ikke synes, at det er fedt, at multinationale selskaber bliver mere og mere enerådende. Men til opmuntring for de sidstnævnte er mange af dommedagsprofetierne, der ligger i ‘Globaliseringen’ ikke andet end myter.

Emnet er forsøgt afdækket i utallige artikler og bøger med forskellige grader af lødighed. Et par, der skiller sig ud er Globaliseringsfælden – Angrebet på demokrati og velstand (1996) skrevet af to tyske Spiegel journalister Hans-Peter Martin og Harald Schumann samt Globalisering, demokrati og det civile samfund (1997) af den engelske samfundsteoretiker Paul Hirst.

Martin og Schumann hører til dem, der ser pessimistisk på globaliseringen, som de opfatter som: “High-tech kommunikation, lave transportomkostninger og grænseløs frihandel vil få hele verden til at fusionere til et eneste marked” (Martin og Schumann, s.13). Konsekvensen er øget konkurrence om markedsandele. En konkurrence som arbejdere, pensionister og andre på overførselsindkomster skal betale prisen for igennem lønnedgang og afmontering af velfærdsstaten. Resultatet bliver et femtedels-samfund: “I næste århundrede vil en femtedel eller 20 pct. af den arbejdsdygtige del af befolkningen være tilstrækkelig til at holde verdensøkonomien kørende” (Martin og Schumann, s.11). Hele 80 pct. vil være uden arbejde og overladt til sig selv eller som direktør Scott McNealy fra Sun Microsystems formulerer det “fremtidens spørgsmål bliver: to have lunch or to be lunch” (Martin og Schumann, s.12). Disse 80 pct. skal holdes i ro, så de ikke forgriber sig på de riges paradis, ved hjælp af den moderne udgave af brød og skuespil, “Tittytainment”. Med en “passende blanding af bedøvende underholdning og tilstrækkelig ernæring vil man let kunne holde humøret oppe på verdens frustrerede befolkning” (Martin og Schumann, s.12). Vil man se eksempler på tittytainment, så tænd for dit TV, hvor diverse kanaler bugner af smarte quiz-programmer og overfladiske talk-shows.

Globaliseringen undergraver også ifølge Martin og Schumann det borgerlige demokrati. Skabelsen af det globale marked medfører ikke bare et marked for fysiske varer, men også et globalt finansielt marked. Det er sket i bestræbelserne på at skabe det frie, grænseløse marked. I 1970 ophævede USA, Canada, Schweiz og Vesttyskland kontrollen med kapitalbevægelserne, og i 1972 brød Bretton Wood-systemet, som knyttede Vestens valuta til dollaren, sammen på grund af ophævelse af US-dollarens guldindløselighed. Midt i 1980’erne liberaliserede EF kapitalbevægelserne mellem medlemslandene. Alt sammen tiltag, som skulle være medicinen mod den krise, som afløste efterkrigstidens økonomiske boom. Disse tiltag har skabt en eksplosiv vækst i spekulation i valutakurser, renteniveauer mv. har siden starten af 1970’erne nærmest gjort det umuligt for de enkelte lande at bruge staten til at regulere økonomien.

Hvis f.eks. et land ønsker at bekæmpe arbejdsløsheden ved hjælp af øgede offentlige aktiviteter, betalt via en øget virksomhedsbeskatning, vil det straks påvirke aktiviteterne på børsen. Udenlandske investorer vil trække deres investeringer tilbage og fremprovokere en yderligere forværring af den økonomiske situation. Den velmenende regering i landet får nu endnu større problemer.

De enkelte regeringer har altså ikke længere fuld kontrol over de nationale økonomier eller hvilken økonomisk politik, de kan føre.

Martin og Schumann giver flere eksempler på konsekvenserne af liberaliseringen af kapitalbevægelserne bl.a. Sverige. Det tidligere så stolte socialdemokratiske synonym for velfærdsstaten, ‘Folkehjemmet’ minder nu mest af alt om en saneringsmoden spekulationsejendom fra forrige århundrede. Der skæres i dagpenge, sygedagpenge, ferie, børnetilskud og meget mere for at reducere de offentlige udgifter, så markedsaktørernes tro på den svenske krone ikke bringes i tvivl. I 1994 truede industrimagnaten Peter Wallenberg med at flytte aktiviteter til udlandet, og direktør for forsikrings giganten Skandia Bjørn Wollrath opfordrede til boykot af svenske værdipapirer, hvis ikke det svenske statsunderskud blev nedbragt. Resultatet udeblev ikke; kronekursen og aktiekursen faldt. Renten på lån optaget i svenske kroner steg og den svenske stat var således endnu mere forgældet med flere nedskæringer til følge.

Udviklingen i informationsteknologien bruges som bevis på, at kapitalismen globaliseres

Et andet eksempel på børsspekulanternes magt er begivenhederne omkring sammenbruddet i valutasamarbejdet i 1992. Investeringsselskabet Quantum Fond, der ejes af børsguruen George Soros, spekulerede i engelske pund i forhold til Europas stærke valuta, D-marken. Resultatet var en devaluering af pundet og en profit på 7 milliarder kr. til Quantum Fond! Senere kastede spekulanterne sig over bl.a. den italienske Lire, spanske peseta og franske franc. Efter et års tid gav de europæiske centralbanker op overfor spekulanterne, og de tilbageværende medlemmer af valutasamarbejdet tillod deres valutakurser at svinge med op til nu 15 pct. mod tidligere 2,25 pct. Da havde spekulanternes profitjagt kostet de europæiske centralbanker hen ved 380 milliarder kr. Den nyere historie giver flere eksempler på finansmarkeds indflydelse på enkeltlandes forsøg på at føre en anden økonomisk politik end den, som sikrer aktieejernes profithunger. Senest har direktøren for Michelin truet med at flytte produktionen væk fra Frankrig, hvis den socialistiske regering holder sit valgløfte om en 35 timers arbejdsuge fra år 2000.

Også EU-projektet ØMU’en er en konstruktion, som ligger under for markedets luner. De stramme konvergenskrav skal sikre en stærk og stabil valuta, som finansspekulanterne har tillid til. Prisen skal betales af den europæiske arbejderklasse i form af gigantiske nedskæringer i sociale ydelser mv.

Liberaliseringen af kapitalbevægelserne og finansmarkeds hærgen er for Martin og Schumann vaskeægte karakteristika ved globaliseringen. Kapitalen flyttes rask væk frem og tilbage over landegrænserne alt efter, hvor profitten er højest. Altså derhen, hvor beskatningen er mest lempelig, lønninger og miljøkrav lave og tilskuddene størst. Men så er det store spørgsmål: I hvor høj grad sker der en reel globalisering af økonomien. Der syntes ingen tvivl om, at der er sket en globalisering på finansmarkedet. I en 10 års periode fra 1987 og frem er andelen af danske værdipapirer ejet af udenlandske investorer steget fra under 5 pct. til 21 pct. Udenlandske investorer ejer 30 pct. af de svenske værdipapirer. Ligeledes sender sammenbruddet i den sydøstasiatiske økonomi chokbølger gennem verdens øvrige børser, og truer med at udløse en verdensomspændende krise. Dette er effekten af en forøget finansiel integration af økonomierne.

Men nå det drejer sig om selve produktionen, ser billedet noget anderledes ud. Her kan Martin og Schumann ikke fremlægge statistisk materiale, der kan underbygge deres apokalyptiske udsagn i deres bog.

Paul Hirst derimod kan fremlægge tal, der sætter globaliserings-snakken lidt mere i perspektiv. I modsætning til globaliseringstilhængernes påstande om, at produktionens spredes til større dele af verden, koncentreres handelen og kapitalinvesteringerne i virkeligheden i tre store handelsblokke EU, Nordamerika og Japan. Al snakken om en kapitalflugt til lavtlønsområderne er hysterisk og i værste fald manipulerende. I 1993 investerede den rige verden ca. 100 milliarder dollars i de ny-industrialiserede lande. Umiddelbart er det jo mange penge, men ud af en beholdning af real kapital på omkring 60 trillioner dollars er det kun 0,2 pct. af de rige landes beholdning af real kapital og 3 pct. af deres samlede investeringer. (Paul Hirst, s.18)

Omfanget af udenlandske investeringer er steget. I 1970 blev der investeret mindre end 13 milliarder dollars i udlandet, 1984: 50 milliarder dollars og i 1995 315 milliarder dollars. Men placeringen af disse investeringer skyder hul i globaliseringsteorierne. I 1980 blev 78 pct. af investeringerne placeret i I-landene og kun 22 pct. i ulandene, i 1995 var tallene henholdsvis 73 pct. og 27 pct. Yderligere viser et grundigere kik på talmaterialet, at investeringerne i ulandene koncentrerer sig om nogle få regioner. Sydamerika modtog 10 pct. af de udenlandske investeringer i 1980 og 8 pct. i 1995. Sydøstasien modtog 7 pct. i 1980, hvilket var fordoblet til 14 pct. i 1995. Afrika derimod er forblevet det glemte kontinent, hvor der i 1980 blev investeret 4 pct. af de udenlandske investeringer, hvilket faldt til sølle 2 pct. i 1995. Investeringsstrømmene tegner et billede af en verdens økonomi, hvor produktionsmidlerne ikke spredes, men koncentreres i de i forvejen udviklede lande.

Tab af arbejdspladser kan heller ikke forklares med konkurrencen med industrivarer fra lavtlønslandene i Asien og Østeuropa. I anden halvdel af 1980’erne udgjorde markedsandelen for industrivarer produceret i den tredje verden 4,3 pct. i USA, ca. 3 pct. i de større EU-lande og 2,6 pct. i Japan. Og i 1992 stod EU, Nordamerika og Japan for 70 pct. af verdenshandelen (Paul Hirst, s. 19). Omfanget af verdenshandelen er vokset fra 11,7 pct. i 1973 til 17,1 pct. i 1993 af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP), men koncentreres som investeringerne yderligere i EU, Nordamerika og Japan samt Sydøstasien.

Årsagerne til tab af arbejdspladser kan altså ikke udelukkende henføres til konkurrencen fra lavtlønslandene, men skal findes i selve produktionsmåden, det kapitalistiske system. I følge Velfærdskommisionen havde Danmark faktisk i 1990 et beskæftigelsesmæssigt plus på 15.500 arbejdspladser i handelen med ikke-OECD landene. Alligevel er der selvfølgelig brancher, der flytter produktionen til lavtlønsområderne.

Store dele af den danske konfektionsindustri har siden 1980’erne flyttet produktionen til Sydeuropa (Portugal) og siden Sydøstasien og Østeuropa, hvor de får klæderne syet på lavtløns systuer. I andre brancher har der ikke været en lignende udvikling. Store eksportvirksomheder som Danfoss og Grundfos, som befinder sig i hård international konkurrence, har investeret i produktion i udlandet, men uden at flytte den eksisterende produktion fra Danmark. Japanske bilproducenter har bygget store bilfabrikker i EU, som jo ikke regnes for lavtlønsområder, tværtimod. Når nogle virksomheder opretter produktion i udlandet, handler det ikke om den lave løn, men om at komme ind på nye markeder. Der kan være krav fra myndighederne om joint ventures, importreguleringer eller høje toldsatser, der vil svække varenes konkurrencedygtighed, med mindre, at i det mindste noget af produktionen foregik i det pågældende land. I øvrigt kan det ikke betale sig eller lade sig gøre for alle brancher at flytte produktionen til et lavtlønsland, hvis det nye hjemland fx mangler råstoffer eller uddannet arbejdskraft.

Som led i at blæse myten op og give den et fascinerende skær, serveres globalisering som et nyt og hæsblæsende fænomen. Men globaliseringen foregår ikke særlig hæsblæsende eller fascinerende. Det britiske arbejdsgivermagasin Economist, kunne berette fra den organisation, der står for liberaliseringen af verdenshandlen, WTO, at det seneste topmøde havde været så kedeligt, at en del delegerede havde været mere interesseret i den næste dags sightseeing end i mødets forhandlinger. Ligesom de sidste 47 talere afstod fra at tage ordet, så de kunne komme tre timer tidligere hjem.

Globaliseringen er heller ikke noget nyt. Som kapitalismen voksede og bredte sig i løbet af det 19. århundrede, voksede også den internationale handel og investeringer. Paul Hirst redegør for, at omfanget af international handel først i 1990’erne for nogle af de førende nationer, relativt lå under niveauet lige før første verdenskrig (se tabellen).

Det relative omfang af den internationale handel har svinget igennem kapitalismens historie. I den imperialistiske periode, som kulminerede med første verdenskrig – en krig om råstoffer og markeder, voksede handelen. Lenin beskriver glimrende denne fase i kapitalismen i sit skrift Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, hvor trusternes og monopolernes profithunger drev verden ud i et blodbad. Krigen ødelagde naturlig nok meget af den internationale handel og siden kom det store krak i 1929, som resulterede i 1930’ernes protektionisme.Siden endnu en verdenskrig.

Herefter er den internationale handels omfang igen steget og har nået niveauet fra før den første verdenskrig. Fra starten af 1970’erne er udviklingen accelereret. Det peger selvfølgelig på en yderligere stigning i den internationale handel, men ingen globalisering, da handelen og investeringerne koncentreres i bestemte regioner. Egenlig er begrebet globalisering blot et andet udtryk for kapitalismens internationale karakter.

Allerede for 150 år siden fastslog Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest tendensen til kapitalismens internationalisering:

“Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet udover hele jordkloden” og “Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk”. Men Marx og Engels så ikke internationaliseringen som enden på menneskets kontrol over samfundsudviklingen og overgivelsen til de internationale markedskræfter, tværtimod. Deres svar var, at eftersom kapitalismen er international, så må arbejderklassen også stå sammen internationalt for at omstyrte den. Deraf parolen:

“Proletarer i alle lande foren jer.”

De, der først og fremmest er blevet ramt af globaliseringsmyten, er traditionelle socialdemokrater og venstrereformister, der har troet på, at de kunne tæmme og styre kapitalismen gennem den kapitalistiske nationalstat. Deres problem er i virkeligheden ikke, at globaliseringen har sat en stopper for den mulighed, men at de hele tiden har taget fejl med hensyn til, hvor meget de har kunnet kontrollere kapitalismen.

Det var ikke politikernes økonomiske politik, der satte en stopper for tredivernes krise, men derimod krigsoprustningen og 2. verdenskrigs blodblad, hvor meget urentabel kapital rent fysisk blev smadret. Da økonomien boomede efter krigen, så det ganske vist ud til, at politikerne styrede økonomien udenom kriser, men illusionen brast, da lavkonjunkturerne satte ind og udløste dybe økonomiske kriser fra 1973. Overfor denne lavkonjunktur var politikernes styringsinstrumenter virkningsløse.

Kapitalismen har været lige utæmmelig uanset om tendensen til internationalisering har været opadgående eller nedadgående. Hvis mennesket skal tage kontrollen over samfundsudviklingen, må kapitalismen omstyrtes... globalt.

Udskrevet fra www.socialister.dk   23. november 2024 kl. 00:38