![[ Kollund 1994 ]](../socrevy/img/06nazism.jpg "[ Kollund 1994 ]")
Anti-nazistiske aktiviteter og demonstrationer, som her i Kollund i ’94, har været afgørende for at hindre nazisterne i at vokse
Jørn Andersen skriver om kampen mod nazismen og det system, der skaber den.
Langt de fleste mennesker synes, at nazismen er afskyelig, og ønsker ikke at se nazister marchere i gaderne. Blot et kort tilbageblik på historien for godt 50 år siden får de fleste til at sige "aldrig mere nazisme". Når nazister alligevel forsøger at vinde fodfæste, har reaktionerne været forskellige. Nogle lukker øjnene og forsøger at ignorere dem. Andre vil forbyde dem, mens andre igen forsøger at organisere modstand.
Argumentet for at ignorere nazisterne er oftest, at de blot er "en lille flok galninge", og at "det vil aldrig ske igen". Men et kig ud over Europa viser, at der tydeligvis er grobund for nazistiske ideer. I Frankrig, Østrig og Belgien har nazistiske partier i flere år fået 5-20% af stemmerne. Racistisk vold er hver gang fulgt i kølvandet på den "pæne", parlamentariske facade. 30’ernes Tyskland var ikke en "undtagelse", der aldrig vil ske igen.
Vi står ikke over for truslen om en nazistisk magtovertagelse i dag. Men grobunden for de nazistiske ideer er til stede, hvis ikke de bliver mødt med massiv modstand, hver gang de stikker snuden frem. Som Hitler sagde det i 1938: "Havde vore fjender forstået at smadre vores bevægelse i sin vorden, så stod vi ikke her i dag."
Nazisterne i Danmark er kun en marginaliseret sekt, netop fordi de er blevet mødt med organiseret modstand, hver gang de har forsøgt at organisere en offentlig fremtræden – i Kollund og Kværs i 1994, i Roskilde i 1995 og 1997 og ved talrige andre lejligheder.
Anti-nazistiske aktiviteter og demonstrationer, som her i Kollund i ’94, har været afgørende for at hindre nazisterne i at vokse
Derfor burde overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, i stedet for at gentage Roskilde-borgmesterens opfordring fra 1995 om at blive inden døre under nazimarchen, have lyttet til de utallige fagforeninger, som gennem årene har opfordret til at vise afsky og organisere modstand. At det især er fagforeninger og socialister, der har opfordret til modstand, er ikke tilfældigt. Nazismen er først og fremmest rettet mod arbejderbevægelsen. Nazisterne ønsker at "skabe orden" ved med vold at undertrykke underklassens mulighed for at strejke, organisere sig eller gøre oprør.
Nazismen er ikke kun en trussel i et historisk perspektiv. Gennem de seneste år har der – også i Danmark – været en stribe nazistisk inspirerede overfald. I den korte periode fra november 1992 til april 1994 er der registreret 200 kriminelle forhold med racistisk baggrund. I 1991 blev Lubna Elahi, dengang SF-kandidat til borgerrepræsentationen, udsat for et voldeligt racistisk overfald. Beboerforeningens lokaler på Islands Brygge blev raseret, fordi de forsøgte at skabe nogenlunde tålelige forhold for flygtninge på flygtningeskibet Flotellet. Formanden for Christianshavns Beboerhus blev overfaldet af nazistiske bøller, fordi beboerhuset arrangerede en indsamling for de samme flygtninge. I 1992 blev Internationale Socialisters kontor udsat for et nazistisk bombeattentat, som dræbte Henrik Christensen. Formålet var at skræmme IS og alle andre antinazister fra at være aktive mod racismen. Hundredvis af flygtninge og indvandrere kan fortælle om trusler og voldelige overfald, som sjældent bliver anmeldt.
Hvis det lykkes nazisterne at få lov til at marchere, er det deres første skridt til at nå deres mål om at vinde magten i gaderne. Hitlers propagandaminister, Goebbels, sagde meget tydeligt, hvad de ønskede: "Den, der vinder magten over gaden, har vundet magten over masserne, og den, der vinder magten over masserne, har vundet magten over staten."
Men hjælper det at forbyde nazisterne? Næppe. Der er masser af paragraffer, som kunne bruges mod deres racisme og organisering af vold. Paradoksalt nok bliver de brugt endnu mere sjældent end for godt 10 år siden, hvor racismen kun var et mindre problem. I 1989-93 blev der rejst færre sigtelser efter racisme-paragraffen end i 1983-88. Ligeledes blev der kun dømt 16 i 1989-93 mod 51 fra 1983-88.
Selv om både Tyskland og Sverige har en langt skrappere antinazistisk lovgivning end Danmark, har det ikke hindret nazistisk vold.
Frem for at sætte sin lid til et statsligt forbud, eller til politi og politikere, er der langt bedre erfaringer med at bruge arbejderbevægelsens oprindelige kampmetoder: strejker, blokader og massedemonstrationer. Erfaringerne fra Kværs og Kollund i 1994 og Roskilde i 1995 og 1997 taler deres tydelige sprog. Det var mobiliseringen af almindelige arbejdere og studerende, der gav nazisterne deres nederlag, ikke politi og politikere.
Det er ikke rigtigt, som Jens Kramer Mikkelsen siger, at "det eneste, nazisterne ønsker, er opmærksomhed og konfrontation." Det ønsker de kun, hvis den kan få dem til at fremstå som stærke. Konfrontationen i Roskilde i 1995 gavnede dem absolut ikke, men udstillede dem som spejderdrenge, der løb ud af byen med halen mellem benene.
Nogle er bekymrede for ytringsfriheden, hvis nazisterne forhindres i at marchere i gaderne og holde møder. Men som listen over nazistisk inspireret vold antyder, så er ytringsfrihed til nazisterne uforeneligt med ytringsfrihed for stort set alle andre. Nazisterne vil bruge deres ytringsfrihed til at begrænse ytringsfriheden for "ikke-ariere", for antiracister, for socialister og fagforeningsaktivister og andre.
Ytringsfriheden er ikke en abstrakt ret, som alle bare har. Det er noget, som arbejderbevægelsen har måttet slås for at få andel i. Selv i dagens Danmark er der enorm forskel på arbejderes og storkapitalisters ytringsfrihed. Kampen for at udvide demokratiet og ytringsfriheden for arbejderbefolkningen kan kun lykkes, hvis nazisterne hindres i at få den.
Mobiliseringen af arbejdere i fagforeninger og arbejderpartier i en enhedsfront på tværs af politiske uenigheder har vist sig at være afgørende for at slå nazisterne tilbage – også i situationer, hvor de har været betydeligt stærkere end i Danmark.
Dels fordi det gør det umuligt for nazisterne bagefter at hævde, at de taler på vegne af et "tavst flertal", når i tusindvis af arbejdere nægter dem retten til at marchere i gaderne. Dels er det langt sværere for pressen bagefter at gøre det til et slagsmål mellem højre- og venstreorienterede "ballademagere", hvis der er mobiliseret bredt blandt fagforeninger og arbejderpartier. Nazisterne har desuden utrolig svært ved at komme til orde i situationer, hvor arbejderne slås fælles for at forbedre deres sociale situation.
Erfaringer med fælles aktiviteter mod nazisterne er også med til at pege fremad mod andre, langt mere positive aktiviteter: Fælles kamp mod nedskæringer, fyringer og tvangsaktivering.
Grobunden for de nazistiske ideer findes i et samfund, der er i økonomisk, politisk og social krise. Når økonomien er i krise, er det eneste svar, den herskende klasse kender, at give kapitalen endnu mere fordelagtige vilkår med skattelettelser til erhvervslivet og de allerrigeste, undergravning af fagforeningerne og angreb på velfærden. Alt sammen ting, som rammer almindelige arbejdere hårdt, og som også skaber en stadig større udstødt minoritet.
Politikernes problem er, at folk ikke bare finder sig i krisepolitikken, men rent faktisk ønsker forbedringer. Men fordi politikerne ikke er i stand til at levere varen, griber de i stedet til dyrkelse af syndebukke. Så har de både en forklaring på samfundets problemer; det er indvandrernes skyld og ikke politikernes og systemets. Samtidig giver syndebukkene endelig politikerne lejlighed til at gøre noget, til at fremstå som handlekraftige problemløsere. Måske kan systemet ikke sikre din pension, men vi kan i hvert fald smide illegale indvandrere ud! Måske kan vi ikke sørge for ordentlige skoler og sygehuse, men vi kan i hvert fald slå hårdt ned på kriminelle udlændinge!
Nazisterne profiterer både af systemets elendighed, men også af politikernes magtesløshed overfor krisen. Derfor kan vi ikke bare vende ryggen til nazisterne og håbe på at de forsvinder; den økonomiske krise kan ikke ties ihjel. Hvis vi ikke vil blive ved med at slå nazisterne ned gang efter gang, må vi gribe fat om ondets rod, og afskaffe hele systemet.
I 1994 forsøgte nazisterne at etablere et trykkeri i den lille sønderjyske by Kværs. Beboerne i byen forsøgte at appellere til politi og politikere for at slippe for denne skamplet i byen, men uden held. Men dagen efter at 1000 mennesker havde demonstreret foran nazi-huset den 24. september, pakkede nazisterne sammen.
Sejren inspirerede beboerne i en anden sønderjysk by, Kollund, til at gå i aktion mod nazisten Thies Christoffersen, som gennem tre år havde benyttet byen som base for at sprede nazistisk propaganda verden over. De tyske myndigheder havde krævet ham udleveret, men den danske stat fandt det vigtigere at beskytte nazisten end nazismens ofre. Men det var først, da beboerne organiserede demonstrationer, fakkeltog og underskriftsindsamlinger, at nazisterne fortrak fra byen.
Nazisterne havde samlet 140 tilhængere fra flere europæiske lande for at mindes Hitlers stedfortræder Rudolf Hess. De ville marchere gennem byen i fuld uniform.
Fagforeninger og mange andre i byen havde arrangeret en moddemonstration, som politiet imidlertid henviste til den modsatte ende af byen. I det hele taget brugte politiet det meste af deres energi på at jage antinazister. Uhindret kunne nazisterne slå en ældre mand og kvinde ned, som begge protesterede mod deres tilstedeværelse i Roskilde. Nazisterne fik også lov til at smide sten og flasker efter både demonstranter og pressefolk, uden at politiet greb ind.
Alligevel kunne politiet ikke forhindre en større mængde lokale i at jage nazisterne på tilbagetog, så de til sidst måtte flygte i en delvis smadret bus. Det, der skulle have været et nazistisk triumftog, endte som et ydmygende nederlag.
Inden demonstrationen havde Roskildes socialdemokratiske borgmester, Henrik Christiansen, opfordret Roskildes borgere til at blive hjemme og lukke vinduer og døre. Var borgmesterens strudsetaktik blevet fulgt, kunne nazisterne uhindret have marcheret gennem Roskilde og brugt deres march til at opbygge styrke med.
Der gik to år efter ydmygelsen i 1995, før nazisterne turde forsøge sig igen. Atter var anledningen Rudolf Hess’ dødsdag, og atter var stedet Roskilde. De forsøgte først at få lov at marchere i København, men det forbød politiet. Politiet i Roskilde forsøgte sig også med et forbud, men blev underkendt af den socialdemokratiske justitsminister.
Moddemonstrationen mod nazisterne var endnu større end i 1995 – omkring 1500 deltog. Og det viste sig, at nazisterne, trods et massivt politiopbud, ikke turde gå ind i byen. I stedet tog de til Køge, hvor de beskyttet af politi og tåregas måtte fortrække ud af byen efter en time. Mere end 200 lokale beboere havde spontant samlet sig og råbte skældsord og kastede sten og flasker efter dem.
Efter den sejrrige demonstration i Roskilde tog over 500 antinazister til nazi-hovedkvarteret i Greve, hvor det igen kun var et stort politiopbud med tåregas, der forhindrede hovedkvarteret i at blive stormet.
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. november 2024 kl. 20:13