Berlingske Tidende kunne 15. december berette om en absurd effekt af finansloven.
Med den nye finanslov er der flere penge for et hospital i at behandle patienter fra et andet amt end hjemamtet. Det betyder, at patienterne kan blive kastebolde mellem hospitalerne. Et sygehus får 10 pct. ekstra for at behandle en patient fra samme amt, men 100 pct. for at behandle én fra et andet amt, når sygehusenes økonomi fra årtusindskiftet kommer til at bestå af dels et fast beløb, dels et tilskud for hver patient.
At behandle en patient fra samme amt som det, hospitalet ligger i, vil ofte give underskud. For eksempel koster en hofteoperation omkring 10.000 kroner, mens hospitalet kun får 4.500 kroner for det, hvis patienten er fra samme amt.
Amtsygehusdirektør i Københavns Amt, Peter Orebro Hansen udtalte til Berlingske: "Man kan ikke fortænke et sygehus, der har problemer med at få økonomien til at hænge sammen, i at udnytte de muligheder, der ligger inden for lovens rammer." Hvad det konkret betyder, forklarede direktør for sygehusene i Nordjyllands Amt, Jesper Christensen: "Man tvinger omkostningerne i sygehusvæsenet op, uden at man får flere penge ud af det."
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. november 2024 kl. 20:49