Socialistisk Revy nr. 13 – Side 4 – Marts/April 1999


Israelsk imperialisme i modvind

Lige siden Israel i 1978 besatte det sydlige Libanon og oprettede den såkaldte "sikkerhedszone", har mellem 20 og 40 israelske soldater mistet livet i den besatte zone, der er ved at udvikle sig til Israels Vietnam.

Ifølge FN råder den iranskstøttede Hitzbollah-milits, der står for de fleste angreb på de israelske besættelsestropper, over 400 soldater. De er oppe imod en af de mest veludrustede hære i verden, der har 1.500-2.000 mand i området. I Sydlibanon opererer desuden Den Sydlibanesiske Hær (SLA), der er en israelsk-støttet milits.

Heldigvis er oppositionen mod landets imperialisme voksende i Israel. For nogle måneder siden startede fire kvinder en bevægelse mod "krigen uden ende". I starten blev de stærkt kritiseret af medierne for at svække hærens moral, men de har fået mere og mere opbakning i befolkningen. I februar 1997 gik 16 pct. ind for, at Israel skulle rømme de besatte områder i Sydlibanon, i november 1998 gik hele 40 pct. ind for det samme. "Jeg vil ikke være far til en helt. Jeg vil have, at min søn skal sidde ved siden af mig ved sabbatsbordet," som et læserbrev i avisen Haaretz udtrykte det.

Bevægelsen får støtte fra mange medlemmer af det største oppositionsparti, Arbejderpartiet, og selv tidligere chefer for sikkerhedstropperne bakker nu op om en israelsk tilbagetrækning.

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   22. november 2024 kl. 11:54