Socialistisk Revy nr. 13 – Side 4 – Marts/April 1999


Det dødbringende klassesamfund

En ny undersøgelse offentliggjort i år, fra Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE), viser, at børn født af socialt dårligt stillede mødre, der kun har folkeskoleuddannelse, har ca. dobbelt så stor risiko for at miste livet i løbet af deres første år sammenlignet med børn født af mødre med en studentereksamen. Andelen af børn med lav fødselsvægt er desuden mere end dobbelt så stor blandt de lavt uddannede som blandt de højere uddannede.

"De sociale forskelle er øget de sidste ti år. Mens børnedødeligheden generelt er faldet, er den ikke blevet mindre blandt de dårligt uddannede - tværtimod. Måske skyldes det, at den gruppe kvinder lever mere isoleret end tidligere," udtaler læge i DIKE, Karin Helweg-Larsen til Ritzau.

Og hun fortsætter: "En gravid med otte års skolegang har måske brug for at få gentaget budskabet om en sund graviditet mange gange."

Men den højere spædbørnsdødelighed skyldes ikke, at kvinderne er dumme. Tværtimod skyldes den, at de dårligst uddannede har sværest ved at finde arbejde med en rimelig løn, få en god bolig samt sund og nærende kost.

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   22. november 2024 kl. 11:31