Socialistisk Revy nr. 13 – Side 4 – Marts/April 1999


Kriminaliteten falder

Kriminaliteten falder drastisk, især i hovedstaden. Ikke siden midten af firserne har kriminaliteten været så lav. Det viser Rigspolitiets nye opgørelse.

København har haft en nedgang i kriminalitet på knap 20 pct. de sidste fem år, mens resten af landet har haft en nedgang på det halve. Det er især antallet af vold og indbrud, der er faldet meget. Antallet af indbrud i 1998 er kun ca. 65 pct. af, hvad det var blot 4 år tidligere. Samtidig bliver mere kriminalitet anmeldt end før, dvs. der er ikke så mange der undlader at anmelde fx vold, hvilket viser et yderligere fald i den samlede mængde kriminalitet.

Men hvad er baggrunden for dette fald? Det bedste argument kommer fra formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, der forklarer faldet i kriminalitet med den faldende ledighed. "Helt generelt er det sådan, at når de unge har job, begår de ikke nær så megen kriminalitet," kommenterer hun.

Kriminalitet bekæmpes ikke med mere politi, hurtigere retssager og hårdere straffe, men udelukkende ved at skabe et samfund, hvor det enkelte individ ikke har behov for at begå kriminalitet.

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   5. maj 2024 kl. 03:03