Socialistisk Revy nr. 15 – Side 5 – Juni 1999


Dårligt arbejdsmiljø på ungdoms-uddannelser

99 procent af alle klasselokaler på ungdoms-uddannelserne er så små, at de ikke overholder arbejdsmiljølovens krav til almindelige arbejdspladser. Der er imidlertid ingen lov om studerendes arbejdsmiljø.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og HK-Ungdom har netop lavet en undersøgelse af elevers arbejdsmiljø på ialt 80 gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler over hele landet. Tallene viser samtidig, at i tre ud af fire klasseværelser er der så lidt plads per elev, at en almindelig arbejdsplads end ikke ville kunne opnå dispensation fra arbejds-miljøloven.

Derudover døjer eleverne med sygdomsproblemer, der stammer fra arbejdsmiljøet.

Over halvdelen føler sig for eksempel generet af lave temperaturer og træk, ligesom tre fjerdedele af eleverne har problemer med ryggen, og godt hver femte elev har været fraværende inden for det sidste år på grund af ryg-smerter.

Kravet om, at elever og studerende bliver omfattet af arbejdsmiljøloven, har været centralt i NU ER DET NOK-bevægelsen, som gennem foråret har trukket i tusindvis af studerende på gaderne i kæmpe-demonstrationer.

Skal arbejdsmiljøet forbedres, kræver det, at de studerende fortsætter deres aktiviteter, når de vender tilbage tilskolebænken efter sommerferien.

 


Udskrevet fra www.socialister.dk   27. juli 2024 kl. 18:25