Når overenskomsterne skal fornyes, kan man umiddelbart tro, at de to forhandlingsparter er ligeværdige. Men overenskomstforhandlingerne er vævet ind i et net af love og regler som gør, at arbejdsgiversiden som den ene part på forhånd står med de stærke kort. Og bagved arbejdsgiverne står regeringen og kan med et lovindgreb stoppe en konflikt og diktere indholdet i den nye overenskomst.
Vi så i foråret 98 hvordan regeringen greb ind i overenskomstkonflikten på det private arbejdsmarked. Arbejderne indenfor LO havde stemt de forlig og de mæglingsforslag ned, der var fremkommet gennem forhandlingerne mellem organisationerne. Forbundsledelserne havde i deres iver efter at indgå forlig med arbejdsgiverne tilsidesat medlemmernes krav om at få gennemført den 6. ferieuge. Vi fik en konflikt på ikke engang 14 dage, og så greb regeringen ind med en lov, der gjorde fortsat konflikt ulovlig.
Loven var til arbejdsgivernes fordel. Nok betød indgrebet et makværk af omsorgsdage og feriefridage, men det er langt fra den 6. ferieuge, arbejderne var gået i konflikt for.
Makværket har efterfølgende givet en masse tolkningsproblemer, om hvem der har ret til disse dage, og hvem der ikke har.
At forbundsledelserne får deres forlig nedstemt viser, at der i dansk fagbevægelse er alt for langt mellem top og bund. Forbundstoppene har mere travlt med at indynde sig hos arbejdsgiverne end at varetage deres medlemmers interesser. Man ser endda nogen af pamperne fra tid til anden og hånd i hånd med arbejdsgiverne komme med det vrøvl, at vi skal styrke konkurrenceevnen og at lønningerne derfor skal holdes i ro. I sidste ende betyder dette kun øget profit og gigantiske lønstigninger til cheferne.
Det burde nu engang ikke være fagbevægelsens opgave at holde igen. Fagbevægelsen blev skabt for at kæmpe for forbedring af arbejdernes løn- og arbejdsforhold.
Uligheden er det bærende princip på det danske arbejdsmarked. Ejendomsretten er ukrænkelig, og det betyder at virksomhederne ikke er medarbejdernes, men arbejdsgivernes. Det er arbejdsgiverne, der fagretsligt har ledelsesretten. Det er dem, der bestemmer over medarbejdernes skæbne, om de f.eks. skal på skiftehold eller om de skal fyres. Arbejderne har kun retten til at protestere, og da også med års mellemrum.
Arbejderne har kun ret til at konflikte i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Og der er reglerne lavet, så det er meget svært overhovedet at komme i strejke. Forligsmanden kan indtil flere gange udsætte en konflikt og kan sammenkæde områder, der intet har med hinanden at gøre i fælles afstemninger. Og selv om der ved en sådan afstemning bliver et flertal for konflikt, så er reglerne lavet sådan, at et almindeligt flertal ikke nødvendigvis betyder konflikt. Hvis mindre end 40 pct. af de stemmeberettigede har deltaget i afstemningen, så kræver en konflikt udover et almindeligt flertal at mindst 25 pct. af de stemmeberettigede har stemt for konflikten.
Og skulle "uheldet" være ude, at det bliver til konflikt, så er regering og folketing parate til at gribe ind med en lovgivning. Når det sker, er der fredspligt på arbejdsmarkedet. Det vil sige, at arbejdsgivernes ledelsesret fortsætter, så de bare kan fyre medarbejdere, de vil af med. Til gengæld må arbejderne ikke strejke mere og hvis de gør det, så bliver de automatisk idømt bod af arbejdsretten. Til gengæld står det en arbejdsgiver frit for, f.eks. at flytte en afdeling til et andet sted med lavere lønninger. Strejkeretten har det ikke godt i Danmark.
Det danske arbejdsmarked, hvad enten det er det offentlige eller det private, bygger på, at der er forskel på folk. Der er dem, der er sat til at bestemme – arbejdsgiverne – og dem, der er sat til at arbejde – de ansatte. Arbejdsgiverne har magten, men hvis arbejderne går sammen og indser den styrke, de vitterligt besidder, så ændres styrkeforholdet mellem de to klasser. Arbejderne besidder muligheden til at stoppe produktionen, lamme samfundet og dermed sætte arbejdsgiverne til vægs. At den mulighed er til stede, ser vi ved en hver konflikt, lovlige såvel som ulovlige.
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. november 2024 kl. 20:40