Da 11 ugers massiv bombning af Serbien og Kosova sluttede, kaldte Clinton, Blair og Nyrup det en sejr for demokrati og humanisme. For befolkningen, serbere såvel som albanere, ser virkeligheden noget anderledes ud.
Krigen skabte en flygtningestrøm af albanere, som nu begynder at vende tilbage. Samtidig er 10.000'er af serbere nu på vej ud.
De, der vælger at blive eller vende tilbage til Kosova, finder et besat land. Besat af fx de britiske faldskærmstropper, der i årtier har hærget i Nordirland. Eller amerikanske tropper, der siden 1994 har samarbejdet med paramilitære grupper i Haiti for at forhindre et folkeligt oprør.
KOSOVA er ikke kun besat, men også sønderbombet. At dømme efter hidtidige tilfælde kan beboerne vente længe på støtte til genopbygning.
NATO's fredsløsning er reelt en etnisk udrensning og opdeling, med serbere og albanere i hver deres område.
Forbilledet er Bosnien der af vestlige ledere kaldes en succes. Succesen består i, at siden Dayton-aftalen i 1995 har 35.000 NATO-ledede soldater gennemført en streng etnisk opdeling, som bl.a. betyder at befolkningen ved valg kun kan stemme på kandidater fra egen etnisk baggrund. Bosnien administreres af en spansk guvernør, med magt som kolonitidens guvernører, han har i flere tilfælde afsat demokratisk valgte ledere. Centralbank-chefen er newzealænder og vicepolitichefen en tidligere strømer fra Los Angeles.
10.000 civile administratorer fra bl.a. Verdensbanken, IMF og EU-kommissionen forsøger at få en markedsøkonomi til at fungere. Alligevel er hovedparten af befolkningen stadig arbejdsløse, og økonomien er kun halvt så stor som i 1990. Der er intet at komme tilbage til for flere hundrede tusinde flygtninge som stadig ikke er vendt hjem.
Intet tyder på, at det vil gå bedre i Kosova. Tværtimod er der jokeren, UCK, som forventer afgørende indflydelse. I skrivende stund har UCK accepteret at aflevere deres våben, bortset fra ikke-automatiske håndvåben. Det er uklart, hvad UCK er blevet lovet til gengæld, men det tyder på, at de vil komme til at spille rollen som intern politistyrke i de albansk dominerede områder- ikke betryggende for tilbageværende serbere. UCK ledes i dag af Agim Cecu, en kroatisk general, som under Bosnien-krigen gennemførte etnisk udrensning af 200.000 serbere fra Krajina.
BESÆTTELSESMAGTERNE er gået i gang med at opbygge hver sin sektor-administration. Ingen forventer, at de vil forlade Kosova foreløbig. De vil forsøge at gennemføre markedsøkonomi i et i forvejen fattigt og nu sønderbombet land. De vil fastlåse millioner i en tilstand af fattigdom og nægte dem de mest basale demokratiske rettigheder.
Tragedien er, at det kunne være undgået. En del progressive liberale kan godt se, at krigen ikke har løst noget som helst, men kun har gjort tingene værre. Men de har svært ved at se et alternativ, fordi de kun tænker i nationale løsninger. Alternativet ligger imidlertid et helt andet sted, nemlig i arbejdersolidaritet på tværs af etniske og nationale skel.
SOCIALISTISK REVY har gentagne gange berettet om de store kampe, som arbejderne i det daværende Jugoslavien gennemførte mod undertrykkelse og sociale nedskæringer op gennem 1980erne. Det var kampe, som omfattede såvel kroatiske, serbiske, bosniske som albanske arbejdere.
Krigene og magthavernes nationalisme svækkede klart klassesolidariteten; men den fjernede den ikke. Da Milosevic startede krigen mod Slovenien ønskede 80 pct. af serberne at 'bevare freden med alle midler', og 23 pct. nægtede at slås i en krig, de ikke mente var deres.
UNDER krigene mod både Kroatien og Bosnien var der tusinder, der deserterede. Op mod en tredjedel af de indkaldte mødte ikke op til mobiliseringsstederne. Der har det meste af tiden været en betydelig anti-nationalistisk bevægelse mod krigen.
Det officielle fagforbund, SPS, er under kraftigt pres fra det uafhængige fagforbund, Nezavisnost, som er imod regimet, og som i maj i år har krævet en demokratisk løsning af det nationale spørgsmål.
Oppositionen har flere gange tvunget Milosevic på retræte. I 1993 måtte han droppe drømmen om et Stor-serbien og indlede fredsforhandlinger på grund af folkelig utilfredshed. I efteråret 1996 måtte han opgive at snyde oppositionen for en valgsejr efter 3 måneders demonstrationer.
Nationalismen på Balkan er under hele forløbet blevet styrket af de vestlige magter, for til trods for anti-Milosevic-retorik har end ikke de socialdemokratiske regeringer og kun få fagforeninger i Vesteuropa støttet den demokratiske, anti-nationalistiske opposition på Balkan.
FOR socialister i Vesten må budskabet være klart: Skal nationalismen på Balkan bekæmpes, kræver det dels, at der opbygges et pres på de vestlige regeringer om at trække tropperne ud, dels at fagforeninger og studenterorganisationer aktivt støtter deres kolleger på Balkan. Enhver støtte til fortsat besættelse er et slag i hovedet på de demokratiske kræfter.
Dette er en fortsættelse af parolen som krigsmodstanderne i især Grækenland og Italien har fremført: "Arbejderne på Balkan er vore brødre og søstre!"
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. november 2024 kl. 18:27