AIDS blev opdaget for godt 10 år siden. Omkring 1 million mennesker er indtil nu døde af AIDS. På verdensplan anslår WHO, at der i 1991 var 10 mill. HIV-positive – heraf 1 mill. børn. År 2000 regner man med 30-40 mill. smittede og 12-20 mill. med AIDS i udbrud. Inden for de næste 10 år regner man med, at 20 mill. – eller måske dobbelt så mange – vil dø af AIDS.1
Igennem de sidste 8 år har enhver, der bekymrede sig om det, vidst, hvordan man stopper smitten, nemlig ved at bruge kondomer. Men den er ikke blevet stoppet. Når en sygdom spreder sig med lynets hast, skyldes det de sociale betingelser, den trives i. AIDS-virusset er naturligt nok, men sygdommens udvikling og omfang kan vi direkte "takke" kapitalismen for. Det vil denne artikel beskæftige sig med.
I midten af 1981 opdagede videnskabsmænd i Georgia, USA, to usædvanlige lidelser hos ellers sunde unge mænd. Den ene sygdom var en slags lungebetændelse, som et normalt immun-system ellers let kunne klare. Den anden var en sjælden hudkræft, Kaposis Sarcoma.
Begge sygdomme bliver normalt kædet sammen med alvorlig skade på kroppens immun-system – gennem fejlernæring, meget høj alder eller gennem den medicin, som gives til patienter, der har fået transplanteret organer. Imidlertid passede ingen af disse ting på de aktuelle tilfælde, men der var dog en fællesnævner: i begyndelsen var alle de berørte patienter bøsser, fra New York, San Francisco og Los Angeles.
Opdagelserne blev offentliggjort, og fra hele USA begyndte der at komme meldinger om lignende tilfælde, ligesom man kunne sætte samme diagnose i forbindelse med tidligere dødsfald i 1978, 79 og 80.
I efteråret 81 kom de første tilfælde blandt mandlige og kvindelige stiknarkomaner og blandt immigranter fra Haiti, som boede i New York og Miami. Undersøgelser på Haiti viste et stigende antal AIDS-smittede, især blandt prostituerede mænd og kvinder i Carrefour, et velkendt sted for sex-turister. 20% af de smittede var kvinder. Der fandtes ikke noget bevis for AIDS på Haiti før 1979. Det havde altså udviklet sig dér på præcis samme tid som i USA. På det tidspunkt havde AIDS fået navnet GRID – Gay-Related Immuno-Deficiency! af det amerikanske Centers for Disease Control (CDC).
I 18 måneder udviklede videnskabsmændene fra CDC forskellige teorier om "immun overbelastning" gennem gentagne infektioner med seksuelt overførte sygdomme, gennem gentagen modtagelse af sæd i anus eller gennem "overdrevent brug" af visse narkotika. De afviste, at problemet skyldtes en smitsom sygdom.
I mellemtiden fordobledes antallet af tilfælde hver 6. måned, og først i juni 1982, da der var 355 GRID-tilfælde i USA, offentliggjorde CDC, at 20% ikke var bøsser. I juli 82 viste tre blødere sig at være smittet, og da et barn kort tid efter udviklede AIDS efter en blodtransfusion, var sandsynligheden for, at sygdommen skyldtes en blod-båren mikroorganisme, overvældende.
Udtrykket AIDS (Erhvervet Immun Defekt Syndrom) blev anerkendt i september 1982, og jagten på viruset, der forårsagede sygdommen, begyndte.
AIDS skyldes et virus, som hedder HIV (Human Immundefekt Virus). HIV-viruset angriber vores immunforsvar, således at vi lettere angribes af bakterier og andre virus.
Der er 3 former/stadier for en HIV-positiv:
1. Den raske smittebærer: Har en hvilende virus, men kan smitte andre. Kan udvikle sig pludseligt p.g.a. anden sygdom.
2. AIDS i mild form: 25% med AIDS-virus udvikler en mild form, som kaldes AIDS-associeret syndrom. Sygdomstegnene er alvorlige nok: Lange anfald af feber, vægttab, træthed, diarré, hævede lymfeknuder. Den videre udvikling betyder, at man kan blive "rask" igen; men man kan osse udvikle AIDS i den værste form.
3. Fuldt udviklet AIDS: Immumforsvaret er totalt nedbrudt, og der er frit spil for infektioner af alle slags (også normalt ufarlige). Typisk er det lungebetændelse, kræft i huden og i lymfesystemet. På dette stadium går det kun een vej – man dør af det!
AIDS smitter kun gennem sæd, blod og skedesekret direkte ind i blodbanen. Virusset skal gå direkte fra hvide blodlegemer til hvide blodlegemer – uden at være i luften, for så dør det. Det er nemlig ikke et særligt overlevelsesstærkt virus.
Der er kun to måder, man kan smittes på: Ved analt samleje er der stor risiko for at sæden kan komme i kontakt med blod gennem den relativt tynde slimhinde, og ved alm. samleje, hvor risikoen er lidt mindre, fordi slimhinden i skeden er noget tykkere og dermed mere robust. Den anden metode er blod-til-blod. Når man deler sprøjter eller gennem AIDS-inficeret blod til transfusioner (i Danmark er ca. 50% af de 350 blødere blevet smittet, fordi man ikke i tide begyndte at screene blodet). Der er enkelte eksempler på smitteoverførsel via mundsex; men det ser ud til, at spyt og mavesyre dræber virusset. Fostre (ufødte børn), hvor moderen er HIV-positiv, kan også smittes, men færre end 20% bliver smittet.
Det, som al denne biologi skal bruges til, er at slå fast, at HIV-udbredelsen kan stoppes, hvis folk bruger kondomer, og hvis stiknarkomaner får rene sprøjter – gratis, og hvis alt donorblod bliver screenet.
I f.eks. Århus er det stort set lykkedes at holde narkomiljøet fri af AIDS, fordi man tidligt har valgt at udlevere gratis "værktøj" på apotekerne. Blodprodukter til transfusioner bliver nu screenet herhjemme og i en del andre lande, men udgør stadig en meget stor smittekilde i lande, der ikke vælger at påtage sig denne opgave. Det gælder for mange fattige lande, men også i f.eks. USA.
Disse tiltag over for smitteudbredelsen har man stort set vidst om siden 82 og i hvert fald helt sikkert vidst fra 1984. Hvorfor er det så ikke lykkedes at stoppe udbredelsen?
Der er en nøje sammenhæng mellem denne statslige opgave og den politik, som staten ellers fører.
Lad os se på USA som et eksempel. I 82 kom Ronald Reagan til magten. Beskatningen af industrien blev effektivt halveret fra 33 til 16% mellem 1981 og 82. Skattereformen i 1986 nedsatte skatten for de rigeste fra 70% i 1981 til 28% i 1988. De fattigste indkomstgruppers skat steg i 1982-84 med 22%.
Samtidig satte Reagan-administrationen ind med et angreb på hele det offentlige område. Det betød drastiske nedskæringer på sundhedsområdet, uddannelsesområdet og sociale ydelser. I forvejen har USA ikke et offentligt sygesikringssystem, som vi kender det. Folk får sygeforsikringer gennem deres arbejdplads. Arbejdsløse er nødt til selv at tegne en forsikring, som er meget dyr i forhold til understøttelsen. Fattige på socialhjælp og ældre omfattes af en offentlig forsikring. Ingen af forsikringerne dækker imidlertid behandling og medicin 100%, så der er en meget stor gruppe, specielt de arbejdsløse, som kommer i klemme, fordi de ikke har råd til at have en forsikring.
Højrefløjen arbejdede også kraftigt på, at USA skulle distancere sig fra 60'ernes politik, som især handlede om Vietnam-syndromet, både internationalt og nationalt. USA skulle igen rejse sig som supermagten, som verdens politibetjent. Ideologisk skulle nationalismen skrues godt i vejret, middelklassens moralske værdier skulle i højsædet, og Rambo m.fl. stå som de sande amerikanske frihedshelte.
Det betød angreb på de bevægelser og ideologier, som var blomstret op i de år. Det betød at ændre opfattelsen af sorte arbejdere fra aktivister og oprørere til storbykriminelle og narkomaner. Og det betød også at angribe bøssernes befrielseskamp og forsøge at fjerne de styrkepositioner, som var vundet.
I de første 5 år af sin regeringstid nævnte Reagan ikke ordet AIDS offentligt. Og regeringen gjorde ingenting!
Først i 1987 blev der bevilget 374 mill. dollars til forskning. Men stort set ingen af pengene blev brugt. Læger, der gerne ville forske, blev truet med fyring, hvis de afslørede, at pengene rent faktisk ikke blev anvendt.
Det hang sammen med store nedskæringer på allerede eksisterende forskning – udgifter til AIDS- forskning ville betyde færre penge til dem.
Men bevillingerne så jo flotte ud på papiret. I en dansk pjece fra 1987 AIDS og unge under et afsnit "Dansk forskning helt i top" oplyses det, at "... der virkelig bruges mange penge på forskning om AIDS. I USA i 1986 brugtes således 1.7 mia. kroner alene til AIDS-forskning". Det passer ikke!2
Det var ikke bare en alvorlig sag for amerikanere. USA er verdens forskningscentrum, og var nødvendig at have med i en fælles verdensindsats for at nå frem til at forstå og kurere sygdommen.
Der skulle gå 1 1/2 år fra CDC's (Centers for Disease Control) første "advarsel" om AIDS, til at det Nationale Cancer Institut (NCI) under ledelse af dr. Robert Gallo fik de første beskedne midler til at forske i sygdommen. I 1981, da de første AIDS-tilfælde blev opdaget, blev der på verdensplan brugt en million dollars i minuttet på militære aktiviteter. I USA steg forsvarsbudgettet 7% om året, mens AIDS-viruset spredtes.
Mod slutningen af 1985 havde Reagan administrationen "ofret" hele 100 mill. dollars på AIDS. Det var mindre, end der var blevet brugt 10 år tidligere på en forebyggende vaccinations-kampagne mod svineinfluenza i mennesker.3
En ting er den nødvendige økonomi til forskningen, en anden er den måde, selve forskningen med at finde HIV-viruset foregik på. Det amerikanske videnskabelige tidsskrift Discovery kaldte den "En historie om arrogance, videnskabelig elitærisme og stærke ego'er i en intens, hadfyldt konkurrence, som sikkert har hindret udvekslingen af afgørende data."
Gallos amerikanske forskerhold annoncerede i maj 83, at nu havde de fundet et retrovirus, HTLV-1, som de mente forårsagede AIDS. Samme måned kunne et forskerhold fra Pasteur Instituttet i Paris meddele, at virus (LAV) var synderen. Disse samtidige opdagelser gjorde dog ikke, at man indledte et samarbejde. Tværtimod. Begge forskerhold fortsatte med at køre ud af hvert deres spor. Da et senere opdaget virus, HTLV-3, blev lanceret med ordene: "Vi tilføjer endnu et mirakel til den amerikanske medicinske forskning lange og glorværdige rolle", beskyldte Pasteur Instituttet Gallos hold for at have stjålet deres virus. Var der så nogen forskel på de to vira? Nej, det var blot spidsfindige varianter af det samme, og siden har de to institutter ikke samarbejdet, men blot holdt en masse jurister beskæftiget med at slås om patenter og kæmpeerstatninger. Det lyder absurd og er dybt tragisk. Men den manglende kollektive indsats handler om én ting. Medicinalindustrien har som alle andre kapitalistiske virksomheder ét formål for øje: at øge profitten. Derfor konkurrerer man med andre firmaer – i stedet for at samarbejde frem mod en effektiv medicin.
Eet produkt blev dog udviklet: AZT (retrovir i DK). Det forlænger levetiden for raske smittebærere.
I 1987 kostede behandlingen med AZT 8.000 dollars om året. Det var jo lige i overkanten for almindelige amerikanske arbejdere, for slet ikke at tale om de afrikanske.
USA's regering havde rettighederne til AZT. De gav dem – gratis – til et engelsk firma, Borrough Wellcombe, som har tjent styrtende på produktet.4
Senere har det vist sig, at halvdelen af doseringen eller måske fjerdedelen er lige så effektiv som hele doseringen.
Men eksistensen af AZT har stort set betydet, at man er holdt op med at afprøve nye præparater. Den primære forskning handler om at videreudvikle AZT, og indtil videre er der ikke udviklet et eneste nyt brugbart præparat. Så mens man afventer det store gennembrud med en vaccine mod AIDS, koncentrerer man sig om at tjene penge på at sælge AZT til raske smittebærere, der naturligvis er klar til at prøve et hvilket som helst produkt i et spinkelt håb om at forlænge deres levetid.
Den helt store svaghed ved forskningen er imidlertid, at immun-systemet ikke er ordentligt afdækket – ikke forstået i bund. Det kræver en masse dyr grundforskning, som jo ikke umiddelbart kaster prestige og dollars af sig.
De private medicinalfirmaer, som har de økonomiske muligheder, ser kynisk på, hvor de skal sætte ind i forhold til forbyggelse/helbredelse, og hvor der er flest penge at tjene. Og der ligger helt klart flest dollars i at udvikle en vaccine mod AIDS – hele verdens befolkning er kunder.
På det offentlige område vil AIDS-forskningen skulle konkurrere om de begrænsede bevilgede midler med andre forskningsprojekter, som f.eks. kræft og gigt. Her vil forskningen blive underlagt de økonomiske konjunkturer.
Forskningen bør være en samfundsopgave, og socialister må pege på, at regeringerne samler deres kræfter og tager sig råd til en ordentlig forskning og ikke overlader det til tilfældige kyniske medicinalfirmaer.
Selvfølgelig kunne USA have råd til denne forskning – de har jo taget sig råd til et stjernekrigs-program og en Golfkrig.
De eneste organiserede grupper, der har taget kampen op for at få reel oplysning og ordentlige forhold mod AIDS-smitten, er bøsserne.
Der har været perioder med næsten ingen aktivitet, og der har været splittelser i bøssebevægelsen mellem på den ene side de "pæne" bøsser, som har ladet sig købe med lidt pengehjælp til de allerede ramte ofre mod at tie stille med "sikker-sex"-metoder så som at undgå sex eller i det mindste at undgå kropsvæsker. På den anden side stod de mere aktive bøsser omkring Larry Kramer, forfatter og filmproducer. Han blev røvtræt af hængehovederne og skrev en artikel til bøssepressen, som han indledte sådan:
Hvis denne artikel ikke gør dig pisseræd, er du virkelig ude at skide. Hvis denne artikel ikke vækker dig til vrede, raseri og aktivitet, har bøsser ingen fremtid på denne jord. Vores fortsatte eksistens beror lige præcis på, hvor vred du kan blive.5
I 87 holdt han et foredrag for bøsser og lesbiske i New York, og her blev ACT-UP grundlagt. The AIDS Coalition To Unleash Power, og den bestod primært af HIV-positive.
ACT-UP blev et aktivitetscentrum for møder og demonstrationer. Tusinder demonstrerede mod Burroughs Wellcombe på Wall Street, hvilket betød, at prisen på AZT senere gik ned på 3.750 dollars årligt. De demonstrerede uden for Det Hvide Hus med en løbeseddel: "På en dag bruger Pentagon mere, end der er brugt på AIDS-information og forskning siden 1982".
De demonstrerede udenfor St. Patricks Cathedral mod den katolske kardinal O'Connor med skilte, der viste et billede af kardinalen og et billede af et kondom. Teksten var: "Hyklere. Kun denne forhindrer AIDS."
Deres mange aktioner gav sejre: Fødevare- og medicin-administrationen fik mere fart på med at afprøve ny medicin, og de fik stort set fjernet "placebo"-metoden ved afprøvningerne. Placebo-netoden indebærer, at halvdelen i en forsøgsgruppe får det nye præparat, mens den anden halvdel får et erkendt virkningsløst præparat. Endvidere blev de 374 mill. dollars, som var blevet holdt tilbage, nu brugt til forskning.6
Men fra 87 af blev de isoleret. Fagbevægelsen var svag og apolitisk, den sorte bevægelse var stort set kollapset og venstrefløjens generelle svaghed satte alt i alt nogle grænser for, hvad ACT-UP kunne opnå.
De prøvede at få andre end bøssegrupper med på en slags regnbuekoalition; men det mislykkedes.
Deres frustration og vrede førte dem ud i en ekstrem og forkert politik i form af "outing". Det betød at udstille og afsløre berømte mennesker, som var skjulte bøsser.
Målet var at presse de udstillede og offentligheden til at kæmpe mere aktivt for AIDS-sagen. Men det har den modsatte effekt. Det er hårdt at blive udstillet – at "springe ud" er noget man selv gør, "outing" er noget andre gør mod een. "Outing" gør det kun sværere for alle skabsbøsser at være åbne og fortælle deres familie, studiested eller arbejdsplads, at de er bøsser.
Det gav osse en illusion om, at New Yorks borgmester gennem det meste af 80'erne, som var skjult bøsse, skulle have de samme interesser at slås for som os andre. Det giver illusionen om, at hvis bare præsidenten var bøsse, ville bøsserne få retfærdighed.
Når vi diskuterer AIDS, må vi også tage Afrika med. Fordi højrefløjens politik i forhold til AIDS er fyldt med racisme.
AIDS er ikke en bøsse-sygdom. I Europa og Afrika er flertallet af HIV-smittede heteroseksuelle.
I nogle områder af Afrika er op til 5-10% af de unge seksuelt aktive i byerne smittet med AIDS. I landområderne er det normalt meget lavere. Det er med andre ord primært en arbejdersygdom i Afrika. Og det er osse klart, at millioner af arbejdere vil dø over hele jorden som følge af AIDS.
Men højrefløjen bruger det faktum, at AIDS i dele af Afrika er en folkesygdom, til at forstærke racistiske holdninger over for de sortes seksualitet:
De er nærmest prostituerede allesammen.
De tænker ikke på i morgen.
For dem er det bare endnu en sygdom.
Test dem allesammen, før de får lov at komme ind i vores del af verden.
Eller som den "bedste":
AIDS opstod ved, at afrikanerne havde sex med de grønne aber.
Men AIDS er dukket frem samtidig i USA, Haiti og Afrika. Racistiske og sex-fjendtlige holdninger blandes i skøn forening. I stedet for at propagandere for sikker sex og sørge for gratis kondomer til alle, stiller man folk over for valget: seksuel afholdenhed eller at elske med risiko for at få AIDS. I Uganda koster en pakke komdomer en dagløn! Det afrikanske borgerskabs reaktioner har været de samme som de amerikanske, engelske og irske regeringers: De har forsøgt at tie det ihjel, isoleret det som en bøssesygdom, gjort alt for lidt ved problemet, og gjort det for sent.
I Uganda lavede dr. Wilson Carswell blodprøve-undersøgelser på lastbilchauffører og kvindelige prostituerede, som viste meget høje HIV-procenter. Dette var i starten af 80-erne og vigtig viden for Ugandas arbejdere.
Undersøgelsen blev offentliggjort i udlandet og artiklerne kritiserede Ugandas regering. Doktoren blev smidt ud af landet, og hans tjenere blev dræbt for at skræmme andre.
I Uganda vil regeringen ikke uddele gratis kondomer. Man har ikke råd, men har dog råd til en veludstyret hær! Et af de officielle slogans lyder: Bevar sødmen og glansen ved kærlighed.
I årevis har præsidenten påstået, at kondomer var uforenelige med afrikansk kultur.
I Zambia giver man befolkningen en fin hjælp med: AIDS dræber. Een mand eller kvinde hele livet.
I Sydafrika meddeler plakater, rettet mod den sorte befolkning: AIDS – den nye dræbersygdom er her. Undgå AIDS. Lad være med at sove med tilfældige partnere. En-partner forhold er sikre. Hvis du er i tvivl – brug et kondom.
Regeringerne lyver om, hvad der sker. Og de gør det af akkurat samme grund som de vestlige regeringer. De er ligeglade med deres egen befolkning. De er imod bøsser og åbne kærlighedsforhold. De er sex-fjendtlige. Og det er endnu en grund til at vælte dem. Vi kan heller ikke acceptere, at de ikke har råd. Zaires regering kunne let få råd til gratis kondomer til alle, hvis de fik fat i alle de milliarder af dollars, som præsident Mobutu har skovlet ud af landet til hemmelige bankkonti.
Men man bekæmper ikke AIDS ved at gøre det til en del af diktatorernes program, men ved at føje det ind som endnu et punkt i et program for dem, der vil vælte diktatoren.
I november 1986 etableredes et AIDS-sekretariat under Sundhedsstyrelsen. Den primære målsætning var "at stoppe smittespredningen", "at reducere menneskelig frygt og lidelse forårsaget af AIDS-virus", og "at begrænse de samfundsøkonomiske konsekvenser af epidemien".7
Fra starten koncentrerede man oplysningsarbejdet i forhold til højrisikogrupperne: bøsser og narkomaner. Bøsserne har været og er stadig meget aktive i arbejdet, og AIDS-sekretariatet har da også valgt en arbejdsstil, der betyder, at de forskellige målgrupper har været taget med på råd i udformingen af informationsmaterialet. Specielt LBL (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske) har kunnet bruge deres mangeårige erfaringer og åbne holdninger til at give kampagnerne et reelt præg, der fjerner den moralske overbygning og ikke skaber en sex-frygt.
Men også på dette område har nedskæringer slået igennem. I 1988 toppede bevillingerne og dermed kampagnerne med 33 mill. kr., hvor der i 1991 kun blev afsat 19,5 millioner. Med en viden om, at det koster ca. 1 mill. kr. om året for en hospitalsseng til en AIDS-syg, kan besparelser på informationsområdet meget hurtigt betyde en kraftig fordyrelse i den anden ende. Især set i lyset af, at der hele tiden står nye grupper af unge klar til deres seksuelle debut. Effekten af oplysningskampagnerne har stort set været, at det er lykkedes at bremse op for en ukontrolleret spredning af HIV-smitten. Denne effekt kan meget hurtigt fjernes med nedskæringer.
Det kapitalistiske systems begrænsninger og kynisme slår igennem herhjemme, som det var tilfældet med den store bløder-skandale i 1985. Blødere er afhængige af behandling med faktorpræparater, og da Danmark ikke på noget tidspunkt har været selvforsynende med blødermedicin, har de fleste blødere været i behandling med importerede præparater, som sædvanligvis har været fremstillet ud fra kommercielt plasma fra mange tusinde donorer. Plasmaet blev hyppigt indsamlet i USA, hvilket forklarer den tidlige HIV-smitte blandt danske blødere, enkelte allerede i 1979.
Efter et stærkt pres, med Danmarks Bløderforening i spidsen, mod en himmelråbende ligeglad indenrigsminister og en profithungrende medicinalindustri, lykkedes det først i oktober 1985 at indføre et krav om, at der kun må udleveres virusinaktiverede (f.eks. varmebehandlede) faktorpræparater. Denne ligegyldighed og langsommelighed bevirkede, at godt 30% af Danmarks blødere nåede at blive smittet med HIV-virus, hvoraf flere har udviklet AIDS.
Indtil nu har kampen mod AIDS i Danmark primært været baseret på oplysning til ikke-smittede om, hvordan man beskytter sig mod smitte. Endvidere har frivillighedsprincippet været gældende for folk, der ønskede at blive testet og også i opsporingen af smittekilder. Modstanden mod registre over smittede har bevirket, at de ikke er blevet etableret, til trods for at stadig flere læger ser registrene som et godt redskab til smitteopsporing. De henviser bl.a. til de gode resultater i Sverige, men glemmer samtidig at nævne, at Sverige har brugt meget større økonomiske ressourcer på AIDS-bekæmpelsen. Socialister må stå fast på frivilligheden som et ukrænkeligt princip. Man får ikke flere oplysninger ved at bruge tvang, men tilføjer blot de folk, som allerede er smittede, yderligere en belastning i deres svære liv.
AIDS spreder sig med lynets hast, og der er ingen medicin mod det. En nylig undersøgelse i Seattle viste, at hvis du var sort, ville du være mere udsat for at få AIDS, end hvis du var hvid. Hvis du var spansktalende – oftere end engelsktalende. Hvis du var bøsse – oftere end heteroseksuel. Men da statistikerne holdt alle oplysningerne op mod hinanden, viste det sig, at indkomsten var vigtigere. Uanset farve, seksuelle vaner eller sprog, var det arbejderklassen, som oftest fik AIDS.8
AIDS spreder sig, fordi kapitalismen ikke producerer for menneskets behov. Men det spreder sig osse, fordi den seksuelle undertrykkelse er fundamental for at fortsætte det kapitalistiske system.
Der er brug for familien – økonomisk set. Udgifterne til de unge, de gamle og de handicappede tages fra lønarbejderfamilier, ikke fra staten eller kapitalisterne. Når kapitalismen ønsker at forsvare familien i dens nuværende form, betyder det at angribe alle former for seksuel aktivitet, som sker uden for familien. Med Jonathan Neales ord:
Vores herskere har også en interesse i, at vi ikke tager bevidst kontrol over vores sexliv. En kvinde, som skammer sig over at abortere, bliver bange og svag. En bøsse, som ikke tør springe ud, bliver bange og svag. En kvinde, som insisterer på at bruge kondom, tager kontrol over en del af sit liv. Og vores seksuelle liv er ikke hermetisk isoleret fra vores arbejdsliv og politiske liv. Vi er både elskere, arbejdere og politisk aktive...
Virusset kunne have været stoppet, det er det ikke blevet. Fælles kamp på arbejdspladserne, mellem bøsser og heteroseksuelle mod manglende prioritering i at standse AIDS kan give nogle vigtige delsejre. Men hvis AIDS skal stoppes, skal vi ændre systemet. For når alt kommer til alt, er det ikke en så speciel sygdom. Vi får den fra det samme system, som giver kolera i Sydamerika, malaria, som dræber børn i Afrika, og som drukner de fattige i Bangla Desh's flodbølge.
1. Mange af de faktuelle oplysninger i denne artikel er hentet fra Jonathan Neale: The Politics Of AIDS, i International Socialism Journal, nr. 53, London 1991.
2. The Politics of AIDS, s. 8.
3. Duncan Blackie and Ian Taylor: AIDS – The Socialist View, London 1987, s.10-11.
4. The Politics Of AIDS, s. 8.
5. Samme, s. 11.
6. Samme, s. 14.
7. Anker Brink Lund: Evaluering af Sundhedsstyrelsens indsats i dansk AIDS-oplysning 1987-1990, s. 3.
8. The Politics Of AIDS, s. 21.
Udskrevet fra www.socialister.dk 24. november 2024 kl. 12:18