Krigen i Bosnien-Hercegovina har om noget fyldt avisernes spalter sommeren over. Selv hungerkatastrofen i Somalia, som truer mange flere menneskeliv, blev i starten overskygget af debatten om det nu hedengangne Jugoslavien. Serberne er blevet udskreget som problemernes årsag, og fra krigsmagerne i dansk politik – bl.a. Uffe Ellemann Jensen – er en vestlig militær intervention blevet fremlagt som løsningen på problemerne.
Men hvis vi kigger nøjere på områdets historie og baggrunden for krigen, så fremtræder de vestlige magter mere som en væsentlig del af problemet end som løsningen på dem.
I de borgerlige medier er der to typer af forkerte forklaringer på krigen. Den ene er, at de er en følge af omvæltningerne i Østeuropa i 1989. Men for det første var Jugoslavien ikke et østeuropæisk land i traditionel forstand. Det kommunistiske parti, med Jozip Tito i spidsen, ledede en folkelig partisanbevægelse, som ved afslutningen af krigen selv befriede Jugoslavien fra den nazistiske besættelsesmagt.
Mange stalinistiske træk kunne genfindes i den nye stat, som derefter blev dannet – ikke mindst tanken om opbygningen af socialismen i ét land. Men samtidig anlagde det jugoslaviske kommunistparti en selvstændig linie, som i 1948 førte til et brud mellem Tito og Stalin. Jugoslavien førte derefter en økonomisk politik og opbyggede et politisk system, som afveg fra det øvrige Østeuropa på en række væsentlige punkter.
For det andet viste problemerne i Jugoslavien sig allerede fra slutningen af 1970erne, og krisen tilspidsede sig i løbet af 1980erne, således at Jugoslavien allerede var i opløsning, da revolutionerne slog igennem i det øvrige Østeuropa.
Den anden forklaring er, at Balkan altid har været et krudttønde på grund af de nationale, etniske og religiøse forskelle, som eksisterer i og mellem de enkelte republikker. F. eks. kunne man læse i Politiken en beskrivelse af Balkan "hvor stolthed, religiøse stridigheder, simpel mangel på rationel adfærd altid har gjort halvøen til en storpolitisk krudttønde."1
Som følge heraf er befolkningen på Balkan heller ikke selv i stand til at løse konflikten: "Hvis vi ikke forsøger at gribe ind ... er vi med til at underminere grundlaget for den nye verdensorden, der skulle afløse koldkrigsepoken, hvor konflikter skal løses ved forhandling og menneskerettigheder beskyttes."2
Men der er intet naturnødvendigt i, at de forskellige befolkningsgrupper ikke skulle kunne leve inden for en enkelt nationalstats rammer. Det har nemlig i stor udstrækning kunne lade sig gøre i Jugoslavien siden 2. verdenskrig, lige som det har kunnet lade sig gøre i andre lande, som f.eks. Schweiz, hvor befolkningen taler tre forskellige sprog.
Det kunne lade sig gøre, fordi serberes, kroaters og muslimers sameksistens ikke har bygget på en undertrykkelse af de nationale gruppers rettigheder, således som det var og er tilfældet i Sovjetunionen. Sameksistensen byggede derimod på en anerkendelse af de enkelte republikkers selvbestemmelse på en række områder og et politisk system, som var føderalt indrettet. Den eneste gruppe, som har lidt under national undertrykkelse, har været albanerne i Kosova.
Forklaringen på krigen skal søges i den økonomiske krise. Fordi Jugoslavien – som alle andre lande – er integreret i verdensmarkedet fik landet afsætnings- og gældsproblemer som følge af kapitalismens internationale økonomiske krise. De økonomiske og sociale forskelle mellem republikkerne blev tydeligere, og det blev sværere for den herskende klasse at holde sammen om en fælles kriseløsning. I en sådan situation slår splittelsen hurtigere igennem end i de mere homogene nationalstater, fordi den herskende klasse kan udnytte nationale og etniske forskelle og også reelle historiske modsætninger til at bygge fjendebilleder og splittelse op omkring.
Presset på den herskende klasse blev så stort, at en fælles kriseløsningsstrategi ikke længere var en mulig løsning. Nationalismen blev en ventil for den sociale utilfredshed og forsøgt brugt som en redningsplanke for de regionale herskende klasser, som håber at bevare kontrollen inden for et delområde af den tidligere nationalstat. Nationalismen er altså ikke årsagen til konflikten, men en vigtig faktor for den dynamik, der præger situationen.
Det tidligere Jugoslavien har igennem historien været bosat af forskellige sydslaviske folk, ligesom det har været kastebold mellem en række stormagter i området. De forskellige dele af Jugoslavien blev derfor udsat for mange forskellige kulturelle og religiøse påvirkninger.
Området var tidligere delt mellem det Osmanniske Rige (Tyrkiet) og Østrig-Ungarn. Det nuværende Slovenien og Kroatien var underlagt Østrig-Ungarn, og blev udviklet som en del af Centraleuropa både økonomisk og kulturelt, og befolkningen her tilsluttede sig den romersk-katolske tro. Serbien og de andre sydøstlige områder var under tyrkernes område fik en anden kulturel påvirkning og tilsluttede sig efterhånden den græsk-ortodokse kirke. Allerede i denne periode blev grunden til de økonomiske og sociale forskelle, der stadig eksisterer mellem Slovenien/Kroatien og resten af republikkerne, lagt.
Efter den russisk-tyrkiske krig i 1877/78 ønskede England og Østrig-Ungarn støttet af Tyskland at begrænse Ruslands ekspansion. Berlin-kongressen i 1878 besluttede at Bulgarien skulle være selvstændigt under tyrkisk overhøjhed, mens Rumænien, Serbien og Montenegro blev helt selvstændige, og endelig fik Østrig-Ungarn lov til at besætte Bosnien.
Sådan var tingenes orden indtil 1912, hvor Serbien, Bulgarien, Montenegro og Grækenland i den 1. Balkankrig tvang Tyrkiet ud af Europa. Da sejrherrerne ikke kunne enes om at dele rovet, brød den 2. Balkankrig ud i 1913 – som især styrkede Serbien, fordi de fik hjælp, idet både England, Frankrig og Rusland ønskede en stærk modvægt til Østrig-Ungarns styrke på Balkan.
Det var Østrig-Ungarn selvfølgelig ikke glad for, og i 1914 fik Østrig-Ungarn lejlighed til at gå imod Serbien, hvilket udløste den 1. imperialistiske verdenskrig. Efter krigen fik Serbien tak for hjælpen, da sejrherrerne vedtog at oprette Serbernes, Kroaternes og Slovenernes kongerige, der i 1929 kom til at hedde Jugoslavien. Det var her, at de nationalistiske ideer om et Storserbien bestående af alle de sydslaviske områder opstod.
Men den jugoslaviske stat bestod kun frem til 1941, hvor landet igen blev løbet over ende af stormagterne. Denne gang var det aksemagterne, Tyskland og Italien, som invaderede landet og delte det imellem sig, således at også deres allierede, Ungarn og Bulgarien, fik del i rovet.
Tyskerne indsatte i Kroatien et fascistisk marionetstyre, Ustasje, som under krigen gennemførte et sandt folkemord på serberne i området – og i øvrigt også på de anti-fascistiske kroater. Det er de begivenheder, som serberne henviser til, når de forbinder den kroatiske nationalisme med fascisme og undertrykkelse.
Kommunistpartiet under Titos ledelse vandt stor tilslutning og bred opbakning på grund af sejren i befrielseskrigen, og dannede efter krigen regering. Bruddet med Stalin i 1948 kom, fordi de jugoslaviske kommunister ikke ønskede at indpasse sig i den fastlagte rolle som vasalstater for Sovjetunionen, som samtlige lande i Østeuropa var tiltænkt – og fordi de havde styrken til at kunne sige nej. I stedet for arbejdede de sammen med andre kommunistpartier om at skabe en socialistisk føderation på Balkan.
Bruddet betød, at Jugoslavien var nødt til at søge til Vesten for at få støtte, og i løbet af 1950'erne ydede bl.a. USA militær og økonomisk støtte. Den jugoslaviske økonomi blev derfor ikke en centralistisk statskapitalisme som i Sovjet og Østeuropa, men mere en blandingsøkonomi, som kombinerede en centralistisk planlægning og styring og en decentral økonomi styret af markedet.
Jugoslavien blev opbygget som en politisk føderation af 6 republikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Makedonien og Serbien. Desuden rummede Serbien to enklaver, som fik status af autonome områder: Kosova og Vojvodina. Hver republik havde sin afdeling af kommunistpartiet, som udøvede sin magt gennem den fælles organisation – Kommunisternes Forbund i Jugoslavien.
I 1950erne og 1960erne fremstod landet som en økonomisk succes med meget høje vækstrater og stigende levestandard. Men udviklingen var meget ulige fordelt. Kroatiske og slovenske virksomheder konkurrerede med succes på verdensmarkedets betingelser og eksporterede bl.a. til Italien, Østrig og Vesttyskland, og det medførte en rivende udvikling i disse republikker. De serbiske områder – specielt Kosova – forblev forholdsvis fattige og uudviklede. Forskellene kan illustreres af tal fra 1980erne, hvor Slovenien havde 8% af Jugoslaviens befolkning, men producerede 25% af landets eksport. Bruttonationalproduktet pr. indbygger var dobbelt så stort i Slovenien som gennemsnittet for hele Jugoslavien. Kosova havde også 8% af befolkningen, men kun knapt 2% af eksporten og et bruttonationalprodukt pr. indbygger på under en tredjedel af gennemsnittet.3
Den internationale økonomiske krise, som slog igennem i begyndelsen af 1970erne, betød, at Jugoslavien gældsatte sig til Vesten. Det betød, at da gælden i 1980erne skulle betales tilbage, måtte Jugoslavien gennemføre en skrap krisekur – ikke mindst på baggrund af pres fra Den Internationale Valutafond. Ud over at arbejderne ofte ikke fik udbetalt løn i halve år, så var der galopperende inflation, som i 88/89 nåede op på 2500% på årsbasis.4 Men kriseløsningen krævede en stærk centralregering, som stod i modsætning til selvforvaltningssystemet på arbejdspladserne og selvstyret i republikkerne.
Men at centralisere magten hen over hovedet på de regionale fraktioner af den herskende klasse var en uoverkommelig proces. Især da den nationalt samlende figur – Tito – døde i 1980. Men det var ikke kun opdelingen i den herskende klasse, som gav problemer. I løbet af 1980 var arbejderklassen ude i mange strejkekampe mod krisepolitikken.
Strejketallet mangedobledes fra 1983-88, og efter mere end 3.000 strejker i 1. halvdel af 88, kulminerede det med stormløb på parlamentet i Beograd og trusler om generalstrejke.
Imidlertid gjorde de regionale forskelle, at strejkerne kun vanskeligt kunne samles til en fælles kamp. Det gav de regionale herskende klasser muligheden for at spille det nationalistiske kort.
Det betød bl.a., at Kroatien og Slovenien efterhånden nægtede at betale til den økonomiske udligningsfond, som skulle udligne noget af den regionale forskel mellem de rige og de fattige republikker.
Men mest markant var den serbiske nationalisme med Slobodan Milosevic i spidsen. I 1987 blev den rettet mod Kosova-albanerne. Og med det formål at få styrket Serbiens stilling i forbundsstaten, kørte der en utrolig løgnagtig smædekampagne mod albanerne. Kampagnen toppede i 1990, da Serbien fjernede den autonome status fra Vojvodina og Kosova og fyrede mellem 90.000 og 100.000 offentligt ansatte albanere, der nægtede at underskrive en loyalitetserklæring til Serbien.
Selv om Milosevic red stormen af i 1988, forsvandt utilfredsheden ikke, og i foråret 1991 voksede strejkerne og modstanden mod Milosevic frem igen. I mellemtiden havde de andre dele af den herskende klasse erkendt, at Milosevic var ved at vinde slaget om magten i Jugoslavien, og de svarede nationalistisk tilbage, med det formål at løsrive de rigeste republikker Slovenien og Kroatien. Især den kroatiske leder Franjo Tudjman, stod for en aggressiv nationalisme, der ikke lod Milosevic noget efter.
Med henvisning til de kroatiske Ustasje-fascister, der i 1943 myrdede tusinder af serbere, kunne Milosevic pege på, at det serbiske mindretal i Kroatien var i stor fare efter løsrivelsen. Og når de kroatiske ledere før krigen stod fast på, at serbere skulle aflægge troskabsed over for den kroatiske stat, kunne det selvfølgelig ikke andet end skræmme det serbiske mindretal og tvinge dem i armene på den serbiske nationalisme.
I stedet for at centralisere magten blev den opløst, og den føderale regering blev mere og mere en formalitet. En forfatning fra 1974 skulle ellers have sikret en magtbalance efter Titos død. Forbundsregeringen skulle i følge den udgøres af en repræsentant for hver republik plus de to autonome områder, mens præsidentposten skulle gå på skift. Første skridt mod krigen blev taget, da en kroat i 1990 stod for tur til præsidentposten, og Serbien nægtede at anerkende ham. Det satte fart i den løsrivelsesproces, som de slovenske og kroatiske herskere havde sat i gang.
Da Slovenien og Kroatien erklærede sig selvstændige, brugte Serbien de serbiske mindretal i Kroatien til at rykke forbundshæren ind i Slovenien og Kroatien. Sloveniens folkeforsvar, som var en del af det totalforsvar, som Tito opbyggede, og som betød, at lokalbefolkningen let kan bevæbne sig fra lokaldepoter, fik hurtigt jaget forbundshæren ud. I Kroatien førte mere længerevarende kampe til, at Kroatien blev opdelt.
I dag er slagmarken Bosnien-Hercegovina, og her er den største befolkningsgruppe muslimer, som opfatter sig som en selvstændig national gruppe. I krigen kæmper derfor ikke kun kroatiske styrker over for forbundshæren med serberne i spidsen. Der er også involveret muslimske styrker og små grupper og enklaver af kroatiske og serbiske forsvarsgrupper som deltagere.
Selvom Bosnien-Hercegovina i februar 1992 erklærede sig uafhængigt og faktisk er anerkendt af EF, så er republikken nærmest ikke-eksisterende i dag, og alt tyder på, at den kroatiske præsident Tudjman og den serbiske præsident Milosevic søger at dele republikken mellem sig. Allerede i marts 91 mødtes Tudjman og Milosevic i hemmelighed og aftalte en deling af Bosnien,5 en aftale der i år er blevet fornyet af lederne for de serbiske og kroatiske mindretal i Bosnien.
EF og FN og de vestlige magter hver især ønsker at fremstå som fredsskabere i den aktuelle situation. Men tydeligvis er det ikke det tidligere Jugoslaviens økonomiske problemer eller undertrykkelsen i Kosova, som har gjort storpolitikerne opmærksomme på konflikten. Det er derimod den dobbelte problemstilling, at der på den ene side er så mange slumrende konflikter i Balkanområdet, at krigen hurtigt kan brede sig til andre europæiske stater. På den anden side vil en kommende stabilisering af konflikten være en strømpil for, hvor fremtidens magtcenter for løsninger af europæiske og internationale konflikter kommer til at ligge.
Den nye verdensorden drejer sig om at udfylde det magttomrum, som stalinismens sammenbrud har efterladt.
EF har været en af dem, der for alvor har lagt billet ind på at få stormagtsbeføjelser i Europa; men EFs rolle har været begrænset af de store interne modsætninger. Og den lidet succesfulde indsats har vist, at der stadig er lang vej til eurokraternes og Uffe Ellemanns drøm om en stærk fælleseuropæisk udenrigspolitik.
Tyskland, som opfatter Slovenien og Kroatien som en ny indflydelsessfære, fik presset anerkendelsen igennem til stor fortrydelse for bl.a. Frankrig, som støttede serberne i et ønske om at holde sammen på forbundsstaten. Siden gik Mitterand enegang ved uanmeldt at besøge det belejrede Sarajevo. Selv om han umiddelbart inden rejsen havde været til EF-topmøde i Lissabon, så havde han undladt at orientere de andre EF-lande om sit besøg.
George Bush har holdt lav profil. Han er bange for, at en mislykket militær aktion vil få en negativ effekt på hans i forvejen skrantende valgkampagne. Han har tilsyneladende i stedet kastet sig over Irak endnu en gang.
Mange, også på venstrefløjen, ser FN som en overnational moralsk autoritet, der kan gennemføre et retfærdigt indgreb og standse konflikten.
Men sandheden er, at FN består af repræsentanter for kapitalistiske stater, og disse repræsentanter begynder ikke pludselig at forfølge andre mål, når de samles i FN, end når de fører udenrigspolitik hjemme. Hvad FN gør, er udtryk for, hvad disse kapitalistiske repræsentanter kan blive enige om. Og så er det i virkeligheden endnu mere begrænset, for alle vigtige beslutninger træffes i Sikkerhedsrådet, hvor 5 af verdens største magter (USA, Rusland, Kina, England og Frankrig) har vetoret.
Det er ikke en national befrielseskrig, vi står over for, men en krig mellem to magtkliker, hvor vi hverken kan eller skal vælge side. Krigen i Jugoslavien drejer sig ikke om national selvbestemmelse. Den er udtryk for, at to ekspansionistiske herskerklasser forsøger at opnå deres mål ved hjælp af en reaktionær nationalisme. Reel national selvbestemmelse i det tidligere Jugoslavien går over magthavernes lig.
Det er en løsning, der absolut ikke kan opnås ved hjælp af fremmede tropper. For det første vil flere soldater og våben betyde mere død og ødelæggelse. Og det er virkelig mange soldater, der er tale om. Den canadiske FN-leder i Bosnien, McKenzie, har sagt, at han skal have et beskyttelsesbælte på 40 kilometer omkring vejene, hvis han skal sikre transporter.6 Så alene for at spare menneskeliv må intervention afvises. Og selv om formålet begrænses til at sikre nødforsyninger til Sarajevo, så vil sammenstød være uundgåelige og eskalere med det resultat, at den indre modstand imod krigen i Serbien og Kroatien vil blive svækket eller bryde sammen.
For det andet: Hvem skal have kontrollen bagefter? Uanset om de aktuelle begrundelser for intervention er vendt mod Serbien, så er Bosnien ikke et bud på en stærk magt, der kan stabilisere Balkan, og næppe heller Kroatien. Så enten må det såkaldte verdenssamfund vælge en årelang besættelse, eller også må de skifte hest og overlade Bosnien til deling mellem Serbien og Kroatien for at få allierede, der kan sikre stabiliteten.
Men hvis det ikke kan lade sig gøre for udefra kommende magter at løse konflikten, uden at det udvikler sig til massakre, hvem kan så?
Det mest naturlige ville være, at de der skal leve med en fredsslutning – nemlig befolkningen på Balkan – også selv afgør, hvordan den skal se ud. Det vil gøre fredsslutningen varig. På overfladen ser det imidlertid ud, som om befolkningen bakker deres respektive ledere op i deres nationalistiske krigsmageri. Men mens krigen i Kroatien og Bosnien har raset, har der flere gange været omfattende protester mod krigen, og de herskende eliters politik. Industriproduktionen faldt fra starten af 1990 til midten af 1991 med 40% og i en periode fra februar til juli 1991 var der mange arbejdere, som slet ikke fik udbetalt løn. Der kom derfor en ny strejkebølge i 1991, hvor 700.000 arbejdere i Serbien deltog.7 I juli 1991 dannede serbiske mødre en bevægelse, som protesterede mod, at deres sønner skulle i krig mod andre republikker.
Aktuelt regner man med 10.000 militærnægtere i serbiske fængsler foruden mange flere, der er deserteret eller flygtet før indkaldelsen.
Siden efteråret 91 har der været en serbisk fredsbevægelse. Den 28. juni var der 100.000 på gaden i Beograd, ugen før demonstrerede 10.000 studenter, hvorefter flere tusinde barrikaderede sig på universitetet og sagde, at de blev, til Milosevic var gået af. Sommeren igennem har der været daglige demonstrationer i Beograd, og tilsyneladende er der stadig demonstrationer.
Endelig skal man ikke lade sig forlede af avisernes omtale, der får det til at fremstå, som om den nationale gejst er altomfattende. I april strejkede serbiske lærere mod et nyt nationalistisk pensum, som regimet forsøgte at indføre. Og i den meget omtalte bosniske hovedstad er forsvaret bemandet med både muslimer, kroatere og serbere. Ifølge Det Fri Aktuelt, er f.eks. en af den bosniske hærs bedste snigskytter en 20-årig serbisk pige.8 På samme måde er det bemærkelsesværdigt, hvor mange gange man i interviews med folk fra Sarajevo ser, at de ikke omtaler de serbiske militser, der beskyder byen som serbere, men som chednikker, som er det serbiske modstykke til det kroatiske Ustasje fra 2. verdenskrig.
Spiren til en bevægelse i befolkningen, der ikke vil finde sig i deres herskeres krigsførsel, er der altså. Og alene tilstedeværelsen af en fredsbevægelse i et krigsførende land er en bedrift, som viser herskernes svaghed. Spørgsmålet er selvfølgelig, om bevægelsen kan vokse fra det, den er i dag, til en styrke, der kan vælte magthaverne. Det vil kun fremtiden kunne vise.
1. Ib Jensen: En gnist kan tænde Balkan, i: Politiken, 2. aug. 1992.
2. Politiken, 10. aug. 1992.
3. Andreas Nissen: Et Libanon i Europa, i: Giraffen nr. 4, oktober 1991.
4. Duncan Blackie: The road to hell, i: International Socialism, 53, 1991, s. 49.
5. Financial Times, 27. juni 1991. Citeret i Duncan Blackie, op.cit. s. 51.
6. Erling Bjøl: Barbariet på Balkan, i: Kronikken i Politiken, 13. aug. 1992.
7. Duncan Blackie: Over their dead bodies, i: Socialist Review nr. 156 september 1992.
8. Det Fri Aktuelt, 2. juni 1992.
Udskrevet fra www.socialister.dk 23. april 2024 kl. 11:11