Anmeldelse
En ny verdensorden - ja, men en bedre!
Gert Petersen
Vindrose
kr. 162,-
Den nyligt udkomne bog, "En ny verdensorden? – ja, men en bedre", skrevet af SF's mangeårige formand, Gert Petersen (herefter GP), er en reformistisk kommentar til den nye verdensorden. Bogen er et forsøg på at give et overblik over de forandringer, som verden og de internationale, politiske strukturer har undergået de sidste 5 år, samt at fremføre forfatterens forslag til en ny og bedre verdensorden end den, som netop er gået ned med flaget.
Bogens hovedproblem er, at den ikke tager et gennemgribende opgør med de nuværende politiske strukturer i verden, som kun eksisterer på det grundlæggende, kapitalistiske systems nåde. Et sådant opgør ville jo også være et opgør med hele reformismens idé, nemlig at kapitalens magt og disponeringsret er underlagt demokratiet og ikke omvendt.
GP gør derfor aldrig op med konkurrencen og markedet, for ham er de uundværlige størrelser: "Markedsøkonomi er ikke i strid med socialisme", skriver GP. "Markedsøkonomi er det mest effektive instrument til signalering af behov for varer og hurtig imødekommelse af behovet og for rationel styring af omkostningerne. I et moderne, kompliceret samfund tusind gange mere effektiv end centralstyret økonomi". GP erkender dog, at markedsøkonomi ikke "i sig selv" tager menneskelige eller økologiske hensyn. "Derfor", skriver han, "må markedets vilkår imødegås ved, at samfundet pålægger markedet begrænsninger, ("styrer" det) og tilgodeser væsenlige behov uden hensyn til markedets betingelser." Altså den typiske, reformistiske idé om, at kapitalens kræfter kan tæmmes efter forgodtbefindende.
Demokratiet trækker i dag "i den anden retning" end den økonomiske struktur gør, hævder GP. Og han påstår, at vi i dag er så heldige, i hvert fald i Vesten, at vi kan løse snart sagt alle de problemer, vi har, ved hjælp af vort nuværende "demokrati". Og hvad mere er: GP mener, at demokratiet nu er så dybt forankret i hele vores kultur og levemåde på den nordlige halvkugle, at det er i stand til ved egne funktioner at føre samfundet i socialistisk retning. Han kalder endog USA for et "demokratisk samfund", omend han dog erkender, at det nuværende demokrati ikke tjener som sikring imod imperialisme.
Man skulle tro, at GP opfatter kapitalisterne, den herskende klasse, som legende børn i daginstitutionens sandkasse, der når som helst kan irettesættes af pædagogerne, de politiske magthavere. Den holder bare ikke. Det såkaldte demokrati på det meste af den nordlige halvkugle tjener hovedsageligt som legaliseringsorgan for den herskende klasses beslutninger, fordi det kun kan lovgive inden for de rammer, den herskende klasse finder hensigtsmæssige. Derfor er det borgerlige demokrati helt og holdent i lommen på kapitalisterne, og ikke omvendt, som det ser ud til, hvis man læser GP's bog.
Et eksempel på, hvad GP mener, det nuværende skindemokrati er i stand til at udrette, kan findes på det økologiske område: "(Miljø-)truslen kan bekæmpes af demokratisk vej; det er VOR fordel i vores del af verden. Men hvis vi ikke gør det eller undlader at hjælpe dem, der fører en tilsvarende kamp i lande med langt svagere demokrati, går det rivende galt, fordi den økonomiske struktur i sig selv trækker i forkert retning."
Men hvad tror GP, at de store virksomheder vil gøre, hvis miljøkravene bliver for strenge?? De flytter såmænd bare deres produktion til udlandet. Resultat: krise, arbejdsløshed og faldende levestandard. Det er kapitalismens spilleregler, og alene bevis nok for, at vort skindemokrati i sidste ende ikke har noget som helst at skulle have sagt. Et ægte demokrati ville derimod være en demokratisk styret planlægning af produktion, fordeling, rammer for frihed, kultur og alt andet, der vedrører menneskers kollektive eksistens i et samfund. En styreform, hvor alle deltager mest muligt i de beslutninger, der vedrører dem selv og deres medmennesker, og beslutningerne derfor automatisk blev i overensstemmelse med borgernes interesser.
GP har derudover en vag forestilling om demokrati i nord og mindre demokrati i syd. I virkeligheden har ingen almindelige mennesker noget sted på kloden nogen særlig mulighed for at påvirke deres verden i den retning, de ønsker.
Den såkaldte nord-syd problematik et af de store omdrejningspunkter – og grundlæggende svagheder – i GP's bog. Opdelingen af verden i en rig og fattig del, som GP tager for givet; er en stærkt forenklet udgave af situationen i dag. Udbytningen foregår ikke grundlæggende mellem nord og syd, men er international og foregår i alle lande mellem en udbytterklasse og det store flertal af udbyttede. Udbytningen er en naturlig del af kapitalismen. Kapitalisterne konkurrerer med hinanden internationalt.
Når kapitalismens uundgåelige kriser sætter ind, rammes de svageste områder hårdest. Som regel områder, der er mærket efter århundreders kapitalistisk-imperialistisk koloniherredømme, altså den 3. verden i dag. Den herskende klasse i den 3. verden klarer sig dårligst i konkurrencen, og det går selvfølgelig ud over befolkningen.
GP ønsker en styrkelse af FN's muligheder og spillerum på verdensplan, uden at han dog tager væsentlig stilling til, hvilke interesser FN varetager. FN er et organ for stormagternes interesser. Blandt de permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd sidder Kina, England og USSR. Alle disse landes ledere har blod på hænderne: Tiananmen, Nordirland, Afghanistan. FN var det sted, hvor USA i frihedens navn fik det blå stempel til at føre sin beskidte, imperialistiske Golfkrig, og som i dag er fortaler for militær intervention i det betændte Jugoslavien. En styrkelse af FN i dets nuværende opbygning tjener kun stormagtsinteresser og kan aldrig garantere fred og frihed for almindelige mennesker.
Om NATO konkluderer GP, at denne ganske rigtigt ingen større, aktiv rolle har spillet i begivenhederne omkring nedrustning i øst og vest og øget personlig frihed østpå. Frihed og demokrati har været kolde, strategiske prioriteringsspørgsmål. (Tænk blot på Grækenland, Portugal og Tyrkiet). Nedrustningsinitiativerne i 80erne fra NATO's side bar præg af propagandisme og søgen efter et alibi over for den omsiggribende fredsbevægelse. Man havde i hvert fald ikke fra NATO's side regnet med, at forslaget om en nulløsning over for de landbaserede mellemdistanceraketter ville vinde opbakning fra sovjetisk side. Da svaret blev et ja, tøvede man, men måtte dog stå ved sit eget forslag.
NATO har været den vestlige imperialismes bannerfører, på samme måde som Warszawapagten var det i øst. Men GP vil ikke nedlægge NATO nu. Hans forslag går i meget grove træk ud på, at NATO skal vente og se, om demokratierne østpå stabiliserer sig, og hvis brikkerne falder på plads og balancen mellem staterne konsolideres, skal NATO opløse sig selv. Altså NATO som demokratiets politibetjent! Det er absurd, at GP har tiltro til, at NATO repræsenterer demokratiets interesser, og at de eksisterende internationale, politiske organer ønsker at gennemføre et reelt demokrati. NATO, EF, FN osv. er alle magtinstrumenter, der er gennemsyrede af den herskende klasses interesser. Så længe kravene om demokrati og menneskerettigheder ikke generer disse interesser, er det fint. Men så snart de er i vejen for kapital-, profit- og imperialistinteresser, bliver demokrati og menneskerettigheder uden nåde trådt under fode med disse organers direkte eller indirekte støtte. Det ses meget klart i USA's og Europas holdning til den politiske undertrykkelse i Kina.
GP's intention med bogen er at give et overblik over de drastiske ændringer i verden samt at føre disse videre i et perspektiv om en ny og bedre verdensorden. Som historiebog og overblik over de vigtigste begivenheder er den udmærket. Men visionerne i bogen er ikke systemoverskridende, den socialistiske tilgang til den nye verdensorden er yderst vag og begrænset til løse formuleringer om "demokrati i den økonomiske sfære", og vejen til nye tilstande traditionelt reformistisk gods.
Socialisme fra neden, hvor almindelige mennesker sætter dagsordenen, hvor folks behov og ikke profit er ledetråden, og socialisme i det hele taget er forsvundet helt ud af GPs perspektiv om en bedre verden. Problemet med Gert Petersens strategiske forslag om nedrustning og økonomisk og økologisk retfærdighed i verden er, at de alle er baseret på den herskende klasses nåde og goodwill. Den goodwill har meget trange kår.
GPs bog er først og fremmest interessant som en slags up-to-date overblik over, hvad der rører sig af tanker omkring emnet i SF i dag. Bogen er et værdigt udtryk for den reformistiske "socialismes" aktuelle verdenssyn.
Henrik F. Madsen
Udskrevet fra www.socialister.dk 21. november 2024 kl. 17:56