International Socialisme – Nr. 4 – Februar 1993 – Side 28

Venstrefløjen i 80'erne: Fra storhed til fald

af Peter Iversen

Ved indgangen til 80'erne stod den danske venstrefløj rimelig stærk, først og fremmest blandt de uddannelsessøgende - men fløjen nød også lydhørhed på mange arbejdspladser. 70'erne havde været præget af en øget opslutning til venstreradikale herunder marxistiske ideer. Der var omfattende bevægelser mod krig og imperialisme især Vietnamkrigen, mod indførelse af atomkraft. Nye ideer om kvindernes frigørelse vandt stor udbredelse, og skabte 70'ernes kvindebevægelser. På uddannelsesinstitutionerne var der oprør mod professorvældet, og krav om forskning for folket kom i centrum.

Den økonomiske krises gennembrud omkring 1973 og de begyndende angreb på arbejderklassens levevilkår førte til en lang række principielle strejkekampe. Den største samlede markering fra den danske arbejderklasse skete i 1974 under de såkaldte maj-strejker. De var vendt imod en krise-pakke, som den smalle Venstre-regering under Hartling gennemførte. Det var i kroner og ører et ret uskyldigt indgreb, set med nutidens øjne. Efter 1974 kom der flere enkeltstående strejker, hvorom der opstod et større strejkestøttearbejde, bl.a. gennem deltagelse i fysiske blokader, men også gennem indsamling af penge til strejkende på arbejdspladser og gader.

I det klima af kamp og solidaritet var det muligt for venstrefløjens organisationer at rekruttere og vokse sig store. Netop i slutningen af 70'erne toppede den række af organisationer, der opstod som den nye venstrefløj efter 68. Men også DKP fik efter 60'ernes ørkenvandring nyt liv, og rekrutterede en hel generation af nye unge politiske aktivister.

Fænomenet var ikke isoleret dansk.

Alex Callinicos, der er et ledende medlem af IS's britiske søsterorganisation Socialist Workers Party (SWP) sammenfatter udviklingen således:

I starten af 1970'erne kunne den vestlige arbejderklasse endnu trække på den selvtillid og organisationsgrad, som blev opbygget i løbet af det lange økonomiske opsving. Arbejderklassen kunne derfor møde de første krisestramninger ved at gå i offensiven på den mest militante og generaliserende facon siden mellemkrigstiden. Dette opsving nåede sit højdepunkt i 1975. Revolutionen i Portugal samtidigt med, at Franco's diktatur i Spanien og det kristeligt-demokratiske regime i Italien var i dyb krise, syntes at sætte spørgsmålet om arbejderklassens magtovertagelse på dagsordenen.¹

Perioden siden har været kendetegnet af borgerskabets offensiv.

Siden de hede dage har den vestlige arbejderklasse gennemgået en langsom og bitter retræte. Denne udvikling er nået længst i USA, hvor klassekampsopsvinget i de tidlige 70'ere var langt svagere end i dele af Europa. I f.eks. Storbritannien blev en lang række overvældende sejre over den konservative regering i 1970-74 fulgt af nogle meget alvorlige nederlag til Thatcher-regeringen. Det bitre nederlag i minearbejdernes strejke i 1984-85 var kulminationen på denne udvikling.²

Venstrefløjen stod rådvild over for de ændrede klassekampsbetingelser og reagerede med vidt forskellige svar.

Venstrefløjens styrkemæssige udvikling

Det var især de unge, der i 70'erne strømmede til venstrefløjens partier. Blandt de uddannelsessøgende stod venstrefløjen stærkere, end i befolkningen som helhed. I 1961 havde en Gallupundersøgelse vist, at 3 % af de unge under uddannelse ville stemme på SF. I 1981 viste en lignende undersøgelse, at SF's vælgerandel blandt de uddannelsessøgende var steget til 35 %, samtidigt med at 1 % pegede på DKP og 9 % på VS. Til sammenligning angav 7 % af de uddannelsessøgende i 1981, at de ville stemme på Socialdemokratiet, og 49 % ville stemme på borgerlige partier.³

Som tabel 1 viser, fik de omfattende påskestrejker i 1985, ingen varig betydning for den radikale venstrefløj. Nedgangen fortsatte.

Symptomatisk for udviklingen kom både VS og DKP ud i alvorlige kriser, der truede begge partier med opløsning. Ganske vist var DKP allerede ved valget i 1979 gledet ud af Folketinget, men traditionelt var DKP det parti på venstrefløjen, der klart stod stærkest i det faglige arbejde med mange valgte fagforeningsledere. Men 80'ernes udvikling kom til at gå værst udover DKP, der med udgangen af 1990 måtte lukke sit dagblad Land & Folk og forinden måttet sælge det gamle hovedkvarter i Dronningens Tværgade. DKU, der var DKP's ungdomsorganisation, nedlagde sig selv i 1989.

DKP havde ellers været venstrefløjens største parti rent medlemsmæssigt. I 1977 havde DKP ca. 11.000 medlemmer.⁵ Men DKP måtte i slutningen af 80'erne igennem nogle opslidende partikampe, der førte til partiets spaltning og medlemsflugt. Den såkaldte betonkommunistiske fløj brød ud og dannede Kommunistisk Forum. Ole Sohn, der stod for fornyelse i DKP's ledelse, trådte selv tilbage som formand, for at ende i SF. I 1992 blev DKP's medlemstal opgjort til at være ca. 1.800.⁶

VS fik endnu ved valgene i 1981 og igen i 1984 2,7 % af stemmerne, hvad der ved begge valgene gav VS 5 mandater.⁷ VS gled ud af Folketinget efter valget i 1987, og har på flere kongresser siden da måttet tage stilling til partiets fortsatte eksistens. Medlemstallet er raslet ned. I 1980 menes medlemstallet, at have været henved 3.000.⁸ I august 1988 blev medlemstallet i VS's daværende blad Solidaritet opgjort til 655.⁹ I en oversigt fra 1992 opgjordes VS's medlemstal til ca. 300.¹⁰

Også andre organisationer fra den revolutionære venstrefløj kom i større eller mindre grad i krise i løbet af 80'erne. Særligt slemt gik det for det maoistiske KAP, der havde sin storhedstid i slutningen af 70'erne. KAP kom i en alvorlig krise i begyndelsen af 80'erne efter, at det maoistiske glansbillede af Kina for længst var krakeleret, og har siden da kun spillet en hel perifer rolle på venstrefløjen.

Også en organisation som SAP, der er tilknyttet den ortodoks-trotskistiske 4. Internationale, mærkede tilbagegangen. Hvor man i starten af 80'erne kunne møde SAP'erne på gaderne med avissalg af deres ugeavis Klassekampen, var de i slutningen af årtiet praktisk taget forsvundet helt fra gadebilledet.

Et andet udtryk for venstrefløjens krise var forsøgene på at slå pjalterne sammen. I 70'erne havde man tit og ofte bekriget hinanden. Men nu med de faldende stemmetal og medlemstal begyndte man at rykke nærmere sammen. VS vedtog på kongressen i 1988, at:

VS må erkende, at fremtiden for det revolutionære venstre i Danmark går over omgrupperinger, enhedsarbejde og udvidet samarbejde på kryds og tværs med det udtrykkelige formål, at processen på længere sigt munder ud i dannelsen af et revolutionært marxistisk parti.¹¹

Der fortælles, at et mangeårigt medlem af VS meldte sig ud på samme kongres under henvisning til, at man ikke fik en frisk person ud af at lægge flere syge sammen.

I 1989 blev Enhedslisten dannet med VS, DKP og SAP som kerne. Enhedslisten var tænkt som værende mere end et rent teknisk valgsamarbejde, men en egentlig ny partidannelse var der ikke tale om.

Enhedslistens succes i valgkampen ved folketingsvalget i 1990 var begrænset. Listen opnåede 1,4% af stemmerne, og opnåede således på grund af 2%-spærregrænsen ikke at få en repræsentation i Folketinget.¹²

I 1991 sammenlagde VS, SAP og KAP deres aviser, og begyndte i at udgive ugeavisen "Den røde tråd". Det egentlige opbygningsperspektiv forsvandt derimod i tågerne, fordi Enhedslisten rummer alt fra marxister til reformister, og fra trotskister til stalinister.

Noget anderledes er det gået SF. I slutningen af 70'erne havde SF været i krise og ved folketingsvalget i 1977 fik SF så få stemmer, at de ligefrem var truet af VS og DKP.

I København stod VS med den populære byplanborgmester, Villo Sigurdsson, i spidsen langt stærkere end SF i Borgerrepræsentationen efter kommunalvalget i 1978.

Men 80'erne betød en vækst for SF, hvad angår stemmeandele og mandater. SF opslugte næsten helt DKP's og VS's vælgere.

I løbet af 10 år fordoblede SF deres medlemstal.

I 1985 etablerede SF et avisprojekt, ugeavisen Socialistisk Weekend. Men på trods af den øgede vælgertilslutning og medlemstilgang kunne SF ikke holde liv i bladet, der efter et par år led skibbrud, og måtte lukke.

SF har fra starten af 90'erne været vilde i varmen for at komme i regering med socialdemokraterne. Derfor solgte SF nej'et til Maastricht fra afstemningen 2. juni, og blev en aktiv del af det såkaldte nationale kompromis. Men skiftet har nu ført til betydelig modstand blandt SF's menige medlemmer - en modstand, der ikke er blevet mindre efter at SF blev snydt for at komme i regering.

Venstrefløjens politiske impotens

Krisen for den revolutionære venstrefløj begynder for alvor at mærkes omkring 1980. I første omgang reagerede de mest radikale dele med at fastholde orienteringen i forhold til strejker, fagligt arbejde, oppositionsgrupper i fagforeninger og i arbejdsløshedsarbejde.

De moderate dele reagerede med at formulere "nye" svar. VS's folketingsmedlem Preben Wilhjelm udarbejdede allerede i 1977 en omfattende Beskæftigelses- og betalingsbalanceplan (BBP).¹⁶

BBP var et meget omfattende reformpolitisk forslag, der gav sig ud for at være lidt af et Columbus-æg. Problemet med et sådant forslag er, at det ikke tager udgangspunkt i arbejderklassens kampe. Tværtimod skaber det illusioner om, at der på trods af fraværet af arbejderklassens kampe kan gennemføres omfattende reformer i Folketinget.

Venstrefløjens katastrofe lå først og fremmest i, at det store flertal af de radikaliserede gik hjem politisk opgivende og desillusionerede. Det Vietnam, de havde demonstreret for, fremstod nu ligeså stalinistisk som Sovjetunionen. Og Sovjet selv var nu indblandet i en beskidt krig i Afghanistan. Selv Kina, som mange fra kulturrevolutionens tid havde anset som den rigtige socialisme, virkede nu ligeså bureaukratisk som de andre østlande.

Fænomenet med at tænke i reformbaner fremfor i kampbaner, hørte ikke kun VS til. Også i KAP udviklede ledelsen omfattende reformforslag, som svar på den økonomiske krises gennemslag. I KAP blev reformpolitikken et af de stridspunkter, der førte til partiets splittelse i 1981-82. Op mod halvdelen af medlemmerne blev enten ekskluderet eller meldte sig ud i protest mod den daværende ledelse af partiet.

I VS skærpedes fraktionskampene. Den mest radikale fraktion omkring Faglig Fællesliste (FFL) optrådte mere og mere som et parti i partiet med egen skoling og eget blad. Håbet om at vinde flertallet i VS for sin linie blev stadig mere umulig. Samtidig blev uenighederne i FFL skærpet omkring hvilken situation, man stod i rent klassekampsmæssigt i begyndelsen af 80'erne, og hvad det betød for den revolutionære praksis. Uenighederne førte til et brud og til dannelsen af IS i 1984.

Det ændrede styrkeforhold i klassekampen betød, at en snæver orientering omkring det faglige arbejde og oppositionsgrupper var forkert i en situation, hvor der var meget lidt selvstændig aktivitet på arbejdspladserne.

IS lagde fra starten ud med, at det gjaldt om at forberede sig til det næste klassekampsopsving:

Kun et intakt parti, kan, når der kommer et opsving, intervenere, og "få gang i den igen". Hovedopgaven i dag er - om man kan lide det eller ej - at konsolidere partiet. Således at vi er i stand til at intervenere, rekruttere og hermed forankre en revolutionær politik og organisation i arbejderklassen, når opsvinget kommer.¹⁷

Muren falder

Holdningen til de såkaldte socialistiske lande har været de fleste socialisters svøbe i hele efterkrigsperioden.

Udviklingen i hele Østeuropa fik derfor stor betydning for socialister i Vesteuropa. Selvopgøret i Rusland blev opfattet som en krise for socialismen. Det meste af venstrefløjen betragtede Østeuropa som værende på den ene eller anden måde socialistisk. For de vestlige kommunist partier som f.eks. DKP, havde Sovjetunionen og Østeuropa været socialisme i praksis, - en praksis man overfor kritik havde forsvaret i tykt og tyndt.

Mange i VS betegnede landene som værende ikke-kapitalistiske, og som sådan at være en progressiv kraft imod imperialismen, dvs. først og fremmest USA. Regimerne levede ikke op til VS's socialistiske idealer, så derfor ønskede man ikke at bruge begrebet socialisme om landene.

Selv det trotskistiske SAP mudrede begreberne ved at betegne landene for at være degenererede eller deformerede arbejderstater, der altså trods stalinismen rummede nogle progressive træk.

Især mange gamle DKP'ere oplevede, at benene blev slået væk under dem med udviklingen i Sovjetunionen og de folkelige revolutioner, der fulgte i de østeuropæiske lande med murens fald i Berlin i efteråret 1989

I DKP blev alt sat under debat, og det førte til, at partiet i var tæt på at opløse sig selv. DKP's formand Ole Sohn erklærede, at det var SF'erne, der havde haft ret i den partistrid, der førte til DKP's splittelse i slutningen af 50'erne og dannelsen af SF i 1959. Som konsekvens meldte Ole Sohn sig ud af DKP og søgte kort efter om optagelse i SF. I en afskedssalut i Det fri Aktuelt d. 22. april 1991 beskrev Ole Sohn situationen således for kommunisterne:

Med Gorbatjovs magtovertagelse i 1985, brød en ulmende partistrid i de kommunistiske partier, blandt andet i DKP, ud i lys lue. Et opgør med dogmatisme og skematiske opfattelser af socialismen. Et opgør med den traditionelle partiopfattelse. En fornyelsesproces blev sat i gang i de kommunistiske partier. For DKP's vedkommende blev partiet sønderrevet i et smertefuldt opgør. Fornyelsens sejr i DKP kan dog vise sig at være en pyrrhussejr, som partiet ikke vil være i stand til at overleve som selvstændig faktor. Men spørgsmålet er, om det også er nødvendigt?¹⁸

Den mest stalinistiske fløj gik også ud af DKP, og dannede Kommunistisk Forum. I august 1991, da gammelkommunister i Rusland forsøgte et militærkup mod Gorbatjov, var Kommunistisk Forum der straks og hilste kupforsøget velkommen.

Men det var ikke kun DKP, der blev ramt af murens fald og de demokratiske revolutioner i Østblokken. Den demoralisering, der var startet i 1980'erne, nåede sit højdepunkt, og murens fald betød et endeligt farvel til kampen for et socialistisk samfund.

Barnet ud med badevandet

En tidligere VS'er, Bent Gravesen, skriver:

En del af de, der i 70-erne befolkede VS og de revolutionære smågrupper, har valgt at tilslutte sig det almindelige borgerlige frydekor. For dem er udviklingen i Sovjetunionen og Østeuropa ikke blot et nødvendigt og rigtigt opgør med en bureaukratisk planøkonomi og en stalinistisk fortid. Udviklingen dokumenterer for dem også, at Schlüter, Bush og alle de andre har evigt ret i, at kapitalismen har sejret. Socialismen har lidt historisk nederlag, og derfor bruger nogle anledningen til at sige farvel til socialismen og goddag til liberalismen.¹⁹

Mange sagde helt farvel til venstrefløjen, og satte den personlige frigørelse og karriere i centrum - blev kort sagt borgerliggjorte.

Andre blev på fløjen, men gennemførte opgør med dele af venstrefløjens arvegods, ikke mindst de, der havde en stalinistisk baggrund. Men opgøret førte for mange videre til også at blive et opgør med centrale dele i den socialistiske tanke. Her var der tale om, at ikke kun det beskidte badevand blev hældt ud, men også selve barnet!

Sammenbruddet for den sovjetiske og de østeuropæiske økonomier fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved den socialistiske planøkonomis effektivitet. Flere begyndte at mene, at socialisme måtte forbindes med markedsøkonomi. Begrebet markedssocialisme kom i vælten.

Bent Graversen, tidligere en af VS's førende teoretikere, hører til dem, der begyndte at tale om markedskræfternes velsignelse i forbindelse med socialisme. Han taler nu om markedskræfterne som:

Et af redskaberne til at skabe de horisontale strukturer, som er nødvendig for en økonomisk velfungerende socialistisk planøkonomi, kan være koordinering via prismekanismer på et marked. Man kan specielt tænke sig et "socialiseret" marked, hvor markedet i modsætning til det kapitalistisk marked er åbent og gennemskueligt for alle.²⁰

I modsætning til Bent Graversen mener vi i IS ikke, at markedskræfterne kan bruges som regulerende kraft under socialismen og i den socialistiske planøkonomi. Tværtimod vil markedskræfterne, i det omfang de stadigvæk vil være til stede efter den socialistiske omvæltning svække udviklingen af det socialistiske samfund:

... fordi socialismen starter med ressourcer, som arves fra kapitalismen, vil vareudbuddet i begyndelsen ikke desto mindre forblive begrænset ... Efterhånden vil socialismen imidlertid øge produktionen af en stadig bredere række af varer til det punkt, hvor udbruddet overhaler efterspørgslen. Det vil da blive muligt at holde op med at sælge disse varer og begynde at fordele dem efter behov.²¹

Under socialismen er:

Arbejdernes kontrol over industrien ... grundlæggende. En arbejderklasse, der er ude af stand til at kontrollere sine arbejdspladser, vil heller ikke være i stand til at kontrollere sin egen stat. Hvis kontrollen over de nye statsindustrier bliver overført til et privilegeret bureaukrati, som det skete i Rusland, vil dette før eller senere komme til at få en afgørende indflydelse i samfundet, og klasseskellene vil genopstå.²²

Det vil ikke være markedskræfterne, men arbejderrådene, der vil være den nødvendige forudsætning for, at den socialistiske planøkonomi fungerer:

Planlægningsprocessen vil starte på gulvplan på arbejdspladsmøder, i fabriksråd og i arbejderråd, med en beslutning ud fra menneskers behov, og en vurdering af produktionskapaciteten på hver enkelt arbejdsplads. På baggrund af dette input nedefra vil regeringen kunne lave en sammenhængende plan, der modsvarer forholdet mellem kapacitet og behov. Hele planen må derefter forelægges arbejderklassen til debat, og for klassens repræsentanter i arbejderrådene til ændringer og godkendelse.²³

Reelt tager Bent Graversen afsked med arbejder-socialismen, og går over til markeds-socialismen - hvad der i virkeligheden er socialdemokratisk politik med nye fraser. Kapitalismen fastholdes, men skal styres, og arbejderklassen skal have medindflydelse.

Også Gert Petersen, der i mange år var formand for SF og partiets politiske ideolog, tog klare skridt mod højre bl.a. i Information sommeren 1990 under overskriften: En stor revisionist taler ud.

De fleste økonomer vil nok mene, at planlægningen skabte en meget høj vækst i f.eks. den sovjetiske økonomi langt op i efterkrigstiden. Men i højt industrialiserede lande fungerer den ikke, heller ikke selv om den var mere demokratisk. Der er alt for mange millioner forskellige varer, der skal fra producenten og hen til de rette mennesker i rette tid. Det problem kan selv ikke de fineste computere klare, men kun markedet ...[vi må] sætte nogle hegnspæle rundt om markedet. F.eks. skal der være både forbud og påbud på områder som miljø og arbejdsmiljø. Inden for det indhegnede område må økonomien til gengæld have lov til at udfolde sig frit, så vi får det højst mulige udbytte for den mindst mulige indsats.²⁴

Perspektiv for 90'erne

Ved indgangen til 90'erne stod venstrefløjen til venstre for SF, med en enkelt undtagelse, så absolut i krise. Denne krise og nedgang ser ud til at fortsætte. I en meddelelse i "Den røde tråd" om det afholdte landsmøde i KAP november 1992, står der:

Hverken KAP eller øvrige venstrefløjspartier oplever jo nogle gyldne tider, men er tværtimod præget af medlemsnedgang og faldende politisk aktivitet. Der er enighed om at bevare KAP som selvstændig organisation, men samtidig påbegynde diskussioner om muligheder for i løbet af 90'erne at opbygge et fælles socialistisk parti.²⁵

I en reportage fra VS's kongres maj 1992 under overskriften: VS overlevede nok en gang, lød der lignende toner. Bl.a. citeredes Finn Sørensen for at sige:

Men at nedlægge VS giver ikke flere kræfter til Enhedslisten, men vil bare give større passivitet ... Men vi må snakke med DKP, KAP og SAP om en sammenlægning ... VS har kun en berettigelse, hvis vi bliver mere ihærdige i bestræbelserne på at overflødiggøre os selv.²⁶

I modsætning til resten af venstrefløjen til venstre for SF, er IS kommet styrket ud af 80'erne. Væksten har været beskeden fra ca. 40 medlemmer ved stiftelsen i 1984 til ca. 100 ved partiets årsmøde i november 1992. Det har heller ikke været let for IS at rekruttere, men i modsætning til den øvrige venstrefløj har IS holdt fast i opbygning af en marxistisk organisation på et ikke stalinistisk grundlag.

De gamle regimers kollaps har ikke kunnet ryste opbygning af IS, idet IS-tendensen internationalt udspringer af en kritik af den bureaukratiske statskapitalisme, der rådede.

For IS-tendensen var der tale om, at et lag af bureaukrater i stat og parti, blev den nye herskerklasse, hvis hovedinteresse var akkumulation af kapital - ikke så forskelligt endda fra Vesten. Men der var den forskel i kapitalismens karakter, at det var staten, der som monopol ejede produktionsapparatet. Arbejderne på gulvet blev udbyttet, mens bureaukratiet kunne leve et liv i relativ luksus i deres egne afgrænsede bydele.

Derfor hilste IS-tendensen også de demokratiske revolutioner i 1989 velkommen. Desværre manglede der organiserede socialister, der var i stand til at føre revolutionerne videre til egentlige socialistiske arbejder-revolutioner.

At IS - og internationalt set IS-tendensen - vokser skyldes, at IS ikke har opgivet troen på socialismen eller overgivet sig til markedsøkonomien. Tværtimod argumenterer IS for revolution og socialisme fra neden som en del af vores kamp mod nedlæggelse og sygehuse, mod adgangsbegrænsning, racisme osv.

IS' vækst i 80'erne viser, at venstrefløjens nedtur ikke var uundgåelig. Ganske vist betød de ydre betingelser, at væksten fra 1970'erne ikke kunne fortsætte. Men det kunne trods alt lade sig gøre, at tilstrække nye til socialistiske ideer, hvis man arbejder seriøst på sagen.

Der vil igen komme et nyt klassekampsopsving, hvor det som i 70'erne bliver muligt for revolutionære organisationer at vokse eksplosivt. Vores søsterorganisationer SWP i England og OSE i Grækenland, hvor klassekampsforholdene er mere skærpede end herhjemme, oplever i øjeblikket en stor tilgang af nye medlemmer. SWP er således på mindre end to måneder i efteråret 1992 vokset med 1.500 medlemmer, så de er kommet op på ca. 7.0500.²⁷

Situationen i dag - også i Danmark - rummer mulighed for pludselig eksplosiv vækst. Med baggrund i den økonomiske krises voksende modsætninger og borgerskabets manglende evner til at finde en let udvej, er der al mulig grund til at regne med en vækst i kampe, aktiviteter og bevægelser, hvor folk selv vil handle. Ud af dette vil nye socialister springe ud.

Det er dem, IS vil søge at organisere. Det kommende opsving kan meget let komme til at gå den gamle venstrefløj fra 70'erne forbi i alle deres bestræbelser på at omgruppere sig, og slå bro over forskellige socialistiske strømninger, der egentligt er uforenelige.

Efter 80'ernes politiske stagnation for hele venstrefløjen, synes der blandt unge at være nye vinde, hvor socialister kan vinde nyt gehør. Det er denne gruppe, der vil blive kernen i opbygningen af en ny revolutionær venstrefløj i 90'erne. IS ønsker at blive en pol for denne nye venstrefløj.

Noter

1. Alex Callinicos: Revolutionær organisation i 80'erne - Et perspektiv for socialister. - i: International Socialisme, Politiske arbejdstekster 9, Kbh. juni 1990, s. 27-28.

2. Samme.

3. Galluptallene er hentet fra John Logue's artikel: SF efter 25 år - stadigt et arbejderparti? - i: Socialisme på dansk - SF gennem 25 år, Århus 1984, s. 209.

4. Alle oplysninger om resultaterne ved folketingsvalg har jeg hentet fra: Bille, Nielsen og Saurberg: De uregerlige vælgere, Kbh. 1991, s. 21-22. Fælles Kurs, som jeg på grund af organisationens blakkede politik med fremmedhadske holdninger og valgsamarbejde med Glistrup, ikke regner for at tilhøre venstrefløjen til venstre for SF, stillede op ved valgene i 1987, 1988 og 1990 og fik henholdsvis 2,2 %, 1,9 % og 1,8 % af stemmerne.

5. I følge Svensson og Togeby: Politisk opbrud - De nye mellemlags græsrodsdeltagelse, Århus 1986, s. 296.

6. I følge Hvem Hvad Hvor 1993, Politikens Forlag 1992, s. 152.

7. Bille ...: op.cit., s. 21-22.

8. Svensson ...: op.cit., s. 296.

9. Se Solidaritet nr. 13/1988, s. 2.

10. Hvem Hvad Hvor: op.cit., s. 153.

11. Hovedresolution fra VS's 15. kongres: Haves: Venstrefløj - Ønskes: Parti, i Solidaritet nr. 11/1988, s. 6.

12. Bille op.cit., s. 21.

13. Samme, s. 21-22.

14. Samme, s. 21-22.

15. Hvem Hvad Hvor: op.cit., s. 151.

16. Preben Wilhjelm i: Den røde vismandsrapport nr. 1, Kbh. 1983, s. 118.

17. Hans E. Madsen mfl.: Genopbyg selvtilliden på arbejdspladsen, Århus 1985, s. 37.

18. Ole Sohn: DKP's opgør med Stalin -i: Det fri Aktuelt d. 22. april 1991.

19. Bent Graversen: Venstrefløjen og den nye antisocialisme - i: Giraffen, nr. 2, 1991.

20. Bent Gravesen: Teser om socialistisk planøkonomi - i: Giraffen, nr. 2, s.7-8.

21. John Molyneux: Det kommende socialistiske samfund, Kbh 1989, s. 21.

22. Samme, s. 15.

23. Samme, s. 16.

24. Information, 28.-29. juli 1990, tillægget off síde, s.4-5. Gert Petersen godkendte selv interviewet, før det blev bragt i avisen.

25. Den røde tråd, nr. 40, 2. årgang, 1992, s. 15.

26. Den røde tråd, nr. 19, 2. årgang, 1992, s. 7.

27. Ifølge Socialist Review, nr. 159, London, december 1992, s. 9.

Udskrevet fra www.socialister.dk   21. november 2024 kl. 22:30