International Socialisme – Nr. 5 – Sommer 1993 – Side 15

Krisen i Danmark 1993

af Per A. Jensen

Da ja’et til EF-unionen d. 18. maj først var i boks, kunne det økonomiske råd sagtens offentliggøre sin vismandsrapport med prognoser om den danske økonomis udvikling:

Selv med ja’et og de finanspolitiske lempelser, som der er lagt op til i skattereformen, vil arbejdsløsheden stige markant de næste par år. Det bliver efterhånden tydeligere, at ingen længere har nogle nationale løsninger på den økonomiske krise.

Men ideen om en særlig dansk økonomi og kriseløsning eksisterer fortsat. I 1992 ville SF ikke gå med til at udbetale dyrtidsfondens milliarder, fordi den danske økonomi ikke kan klare det. De henviste til svenske og amerikanske tilstande.

Spørgsmålet er, om man som SF gør, kan betragte nationaløkonomien Danmark som en virksomhed, der skal trives og balancere på verdenshavet i konkurrence med de andre nationaløkonomier. Det er en borgerlig betragtningsmåde.

Udtrykket ‘det danske samfund’ og ‘den danske økonomi’ er ideologiske udtryk, som borgerskabet bruger i klassekampen. Økonomien hos de lavtlønsfamilier, som officielt har penge i dyrtidsfonden, ville ganske givet ikke blive ringere af en udbetaling fra fonden.

Dansk økonomi er måske snarere nogle tal for, hvor stærk de herværende kapitalister står sammenlignet med andre landes kapitalister.

Danske arbejdere har ikke fælles ejerskab med de danske fabrikanter – hverken i staten eller i virksomheder. Om der er underskud på statsregnskabet, er ikke de offentligt ansattes problem eller skatteydernes. Lige så lidt som det er de ansattes problem, hvor store profitterne i et privatejet selskab er.

Det kan blive et problem for arbejderne, hvis de bliver fyret, eller hvis den herskende klasse prøver at øge skattetrykket og overføre deres problem til den klasse, der er ansat.

Krisen er international

Multinationale kapitaler dominerer verdensøkonomien, og de multinationale står også stærkt i Danmark. Mange af de største firmaer er multinationale.

Mange af selskaberne opererer over hele verden, og eksportandelen af hele den danske produktion er stor. I 1991 blev der i alt eksporteret for 230 milliarder kr. De 200 største firmaer har en eksportandel på 51% i gennemsnit.

Danmark er ikke længere et landbrugsland

Den herskende klasse består i Danmark af gamle kapitalfamilier fra storindustrien som F.L. Schmith, ØK og A. P. Møller; Landbrugskapital som MD-Foods og Tulip; Nystiftede kapitaler som Grundfos, Danfoss og små EDB-firmaer; Et lag af magtmennesker fra statsindustrierne som KTAS, Postvæsenet og Girobank; Finansfolk fra banker og forsikringsselskaber, og et lag af fagbureaukrater, der bestyrer de nye lønmodtagerfonde. Officielt var der 288.000 selvstændigt erhvervsdrivende i 1991, men den magtfulde indercirkel består af ganske få tusinde mennesker. Der findes ca. 100.000 aktieselskaber, anpartsselskaber og erhvervsdrivende fonde. [2]

Arbejderklassen består af godt 2 millioner mennesker (2.350.000), hvoraf den største gruppe er offentligt ansatte, som udgøres af 676.000 mennesker, eller ca. 30% af arbejdsstyrken. En lille del af denne gruppe fungerer enten som herskende klasse, f.eks. departementschefer og dommere. Eller de fungerer som lydige brikker i den borgerlige statsmagt f.eks. officerer, chefer og lignende.

Højtuddannet arbejdskraft, forskning og udvikling, handel og spekulation er vigtige faktorer i EFs nordregion Danmark. Den sektor, der vokser mest er turist og servicefag. Så det landbrugsland, hvor industriproduktionen oversteg landbruget i løbet af 50'eme, er på vej til at blive et turistområde med service, forskning og udvikling som dominerende aktiviteter.

En stor del af arbejdsstyrken fungerer som reservearme: arbejdsløse, der kan bruges som erstatningsarbejdskraft, som løntrykkere eller almindeligt skræmmebillede over for lønarbejdere i arbejde.

En del af de arbejdsløse udstødes som samfundets affald, og mange henvises til kummerlige forhold. 700.000 er stemplet som outsidere, konstant truet af arbejdsløshed, mens godt 2 millioner betragtes som insidere, med chance for at blive i jobbet. 700.000 indbyggere er gældsplagede. I alt skylder de 37,3 milliarder kr., hvilket er en fordobling siden 1987. [3]

De 200 største firmaer i Danmark har tilsammen 618.419 ansatte og en omsætning på 623.800 millioner kr. Det vil sige l million kr. ansat, herunder P&T med ca. 35.000 offentligt ansatte, ellers er flest privat ansatte. [4]

Overskuddet var efter investeringer på 59 milliarder i alt ca. 24 milliarder. Alligevel er det små og mellemstore virksomheder, som dominerer dansk industri.

I 1992 blev der kun gennemført 275 fusioner mellem danske virksomheder mod 440 i 1991, mens antallet af fusioner med udenlandsk kapital “fortsat udvikler sig stabilt”. [5]

Fondskapitalerne

Et udbredt fænomen i Danmark er pensionskasserne. Så godt som alle faggrupper har i dag fået påtvunget en pensionsordning, fordi fagbureaukratiet har ønsket pengekasser som nye magtmidler i klassesamarbejdet, og fordi den herskende klasse ikke har set nogen reel fare i fondene, men tværtimod har set sin interesse i risikovillig kapital. Efter 1985 har pensionsordningerne været fagtoppens eneste bud på forbedringer.

Af de nye pensionskasser bliver Industriens Pensionsforsikring (IPF) en af de største og vil i løbet af 8-10 år råde over 22 mia.

Til sammenligning er pengeinstitutternes egenkapital ikke over 70 milliarder, [7] og hele industrisektoren optræder i statistikkerne med en indre værdi på knap 100 milliarder kr.

Med opbyggelsen af pensionskasserne er meget af klassekampen flyttet til den herskende klasses hjemmebane. Store dele af fagtoppen er så præget af kapitalistisk tankegang, at de er ved at blive som klassefjenden, nemlig bestyrere af pengetanke, hvor hovedformålet er forrentning.

Idealistiske fondsbestyrere kan godt vedtage kriterier for grønne investeringer eller bygning af boliger til folket eller medlemmerne. Da investeringsspillet er rimeligt risikofrit, så længe der er penge i fonden, er der måske nogen, der tror på et nyt samfund ad den vej.

Andre fondsbestyrere har mærket markedskræfternes kolde vinde, f.eks. da Lønmodtagernes dyrtidsfond, Den Kommunale Pensionsfond og Københavns amt fik lov at betale i millionklassen, da Hafnia lukkede, og opstod i ny udgave i sommeren 1992.

Fagtoppen har haft så travlt med fondsvejen – og medlemmerne af fagforeningerne har været så afmægtige, at mange andre spørgsmål har fået en lavere prioritering. Antallet af strejkedage har været historisk lavt de seneste år.

Den offentlige sektors problemer

Det offentlige skyldte i december 1992 reelt 571 mia. kr., og gælden vokser fortsat. Faktisk er gælden så stor, at den overstiger 60% af bruttonationalproduktet, det vil sige højere end det, som Maastricht-aftalen kræver for optagelse i den europæiske monetære union. Men politikerne regner den Sociale Pensionsfond som statens ejendom. Derved bliver nettogælden 128 mia. mindre, og adgangskravet bliver opfyldt. [9] Finansloven for 1993 har en udgiftsside på ca. 265 mia. kr. før renter og afdrag på statsgælden. Den bygger imidlertid på urealistiske prognoser, i hvert tilfælde hvad angår arbejdsløshed og sociale ydelser. Men den er tilsyneladende også præget ny 'ødselhed' i form af 44 mia. i budgetteret underskud, hvilket skal dæmme op for en katastrofal kriseudvikling.

Som i Japan og i USA overvejer de herskendes politikere større offentlig indblanding og indsprøjtning i økonomien, som foreslået af økonomen John M. Keynes i 30'erne.

De nordiske socialdemokratier ønsker trepartsløsninger med offentlige aktiveringsforsøg, oprustning af transport og kommunikation, øgede udgifter til forskning og udvikling på niveau med USA og Japan.

Liberalister bl.a. hos de konservative i England modsætter sig derimod offentlig intervention, og er kritiske over for de nye keynesianske forsøg på kriseløsning.

Ved Edinburgh-mødet d. 12-13. december 1992 vedtog EF-statscheferne en plan om brug af 2 milliarder ECU til infrastruktur, transport, telekommunikation m.v. og en skattepolitik med begunstigelser for industriens investeringer.

Finanslovsforligets forsøg på øget offentlig pengeudpumpning vil ikke kunne fjerne krisen, men vil blot øge den offentlige gældsbyrde.

Og den helt store skattereform vil heller ikke få den lovede virkning på krisen. Det er nemlig hverken for ringe efterspørgsel eller manglende optimisme, som er skyld i krisen.

Krisens reelle årsager

Problemet er ikke manglende efterspørgsel eller lønniveauet eller hvad borgerlige økonomer prøver at bilde sig selv eller deres læsere og seere ind.

Det virkelige problem er kapitalen selv, nemlig den enorme mængde kapital, som er registreret som værdi i verden i dag. Alene dens størrelse stiller krav om en kolossal merværdiproduktion for at sikre en gennemsnitlig acceptabel forrentning af kapitalen.

Hvis den levende arbejdskraft fortsat bliver erstattet af maskineri, bliver merværdiproduktionen endnu mere besværlig, da det kun er arbejdskraften, der kan levere merarbejde og dermed merværdi.

Krisen sætter for alvor ind på det tidspunkt, hvor indtjeningen i den produktive sektor bliver presset, og kapitalen finder den for ringe. Det betyder flugt til finanskapital; det vil sige stigende spekulation i papirer og fast ejendom eller i hurtige valutagevinster.

Krisen betyder krak og fallit i nogle firmaer og kæmpeoverskud i andre, f.eks. via heldige valutaspekulationer.

Det skubber igen til opkøb, fusioner og koncentration af kapital i stadigt større koncerner.

Krise på 20. år

Internationalt har krisen været synlig siden 1973, altså i de sidste 20 år, som efterfulgte 25 års boom i verdensøkonomien. Perioderne 1973-74, 78-82 og 89 til i dag har dog været præget af særligt dybe kriser. Krisen i 89 kom efter ny våbenindsprøjtning i USA og andre lande, som endte med kunstigt oppustede priser på ejendomme og aktier.

Boblen bristede igen i 87, hvor krakket på Wall Street med kæmpe kursfald vendes igen ved massiv støtte fra de store nationalbanker og i Danmark fra ATP og andre lønarbejderfonde.

Men aktiekurserne topper få år efter. De falder først i Japan, mens de ser ud til fortsat at stige i USA. Faldet sætter ind i slutningen af 89.

Hvad værre er, produktionen er nu også begyndt at falde, og der bliver for alvor problemer med de oppustede værdier. I Japan er industriproduktionen faldet med 7,6% i 1992.

I Østeuropa er produktionen i flere brancher faldet med 30-40%. Det har været en katastrofe for befolkningen og for de firmaer og lande, der handlede med Sovjet/Østeuropa. Her har faldet sat gang i en lavine.

Finlands eksport til Sovjet/Rusland brød sammen, og landet kom på fallittens rand. Sverige kunne derfor ikke længere sælge det samme til Finland som før, og derfor faldt tilliden til den svenske krone. Den svenske regering indførte først en krisepakke for at undgå devaluering, og siden gennemførte den så også devalueringen.

Selv om de fleste vestlige lande kunne mærke opsving frem til 1989, slog lave væksttal og stigning i arbejdsløsheden allerede igennem i 1987-88 for Danmarks vedkommende. Sverige blev ramt endnu hårdere, og i 1991 faldt Sveriges industriproduktion til før 1987-niveau.

De borgerlige partier i Sverige har været i gang med at opløse de svenske ØD-fonde, da partierne efter års Socialdemokratisk dominans stod med flertallet.

I Danmark prøver regeringen nu på tilsvarende vis at gøre indhug i fondskapitalerne og bruge pengene herfra til aktiveringstiltag.

Med finansloven for 1993 bliver der taget 200 millioner fra Feriefonden, og samtidig er der åbnet for udbetalinger fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond til 60-årige.

Krisen blev forstærket betydeligt i løbet af 1992. Arbejdsløsheden voksede til nye højder, og i 2. kvartal, altså før den 2. juni skete der et betydeligt fald på 7% i de faste bruttoinvesteringer. Samtidig var det et særligt indbringende kvartal for industrien, idet eftergivelsen af AMBI-bidraget for 4. kvartal 1991 betød et reelt tilskud på 4 milliarder, som virksomhederne slap for at indbetale. Indbetalingen skulle have fundet sted i 2. kvartal 1992.

Krisen tilskrives ofte helt nationale årsager, bl.a. 2. juni nej’et, og Jyllands-Posten hævder, at Danmark er det land i verden, der har oplevet de største aktiekursfald i 1992. [11] Men kursfaldet i Danmark har faktisk fulgt de intemationale tendenser, som startede allerede før det danske nej, og de japanske kurser har oplevet langt større fald end de danske.

Krisen er for alvor blevet et problem også for den herskende klasse. Nu er det ikke længere kun de normale outsidere, der rammes, men højtuddannede ingeniører og finansfolk er i dag på fyringslisterne.

Den officielle arbejdsløshed i EF vil det kommende år vokse fra 16 millioner til 18 millioner, siger de optimistiske prognoser.

Krisen kan give magthaverne politiske problemer. Det mærkede de den 2. juni 92, da flertallet stemte nej. Krisen giver euro-pessimisme – og derfor føler politikerne sig presset til at forsøge at finde løsninger.

Krisen har antaget krigsform

At man diskuterer militær oprustning og intervention f.eks. i Jugoslavien er en forlængelse af den økonomiske politik. Økonomisk og militær oprustning i de nuværende og kommende EF-lande er den aktuelle krisepolitik. Og krisen er så fremskreden, at krisen har antaget krigsform. Nationalstaterne og de økonomiske og militære sammenslutninger øger deres krigsdeltagelse som led i at holde nationen sammen og sikre ideologisk opbakning til de fortsatte nedskæringer og krisetiltag. De jugoslaviske magthavere bruger den løsning, og USA og EF-landene bruger det; Golf-krigen Somalia og i stadig større omfang i Jugoslavien, for at nævne de mest kendte steder.

Der vil være en mængde konkrete forhold, som spiller ind, men hvor hurtigt stabile magtforhold kan ændres, så vi i Østeuropa fra 1989. Når krisen for alvor slår igennem i vest, vil en opløsning af NATO, opblussen af små og store regionale eller globale konflikter kunne ske, langt før en uforberedt venstrefløj er klar over det.

Konklusion

De små danske kapitaler vil fortsat være under pres. Selv med indsprøjtninger fra de store fonde er mange konkurrenter mange gange større, og vi må forudse sammenlægninger, opkøb og koncentration af kapital.

Aktuelle eksempler er forsikringsbranchen, hvor det svenske Skandia står over for overtagelse af store dele af det skandinaviske marked; eller elektronikindustrien, hvor mange danske småfirmaer allerede er overtaget eller sammenlagt med større koncerner. F.eks. Elektromatik, Espera, LK-NES, Dancall, B&O.

Den såkaldte modernisering af den offentlige sektor vil fortsætte. Der vil fortsat komme privatiseringer, rationaliseringer, fyringer og nye forsøg på at effektivisere arbejdet – til fordel for den danske økonomi, som betyder den danske kapital og betalt af den danske befolkning, som først og fremmest betyder arbejderklassen.

Med krisens fortsatte skærpelse vil vi også her opleve kvalitativt langt hårdere angreb på levevilkår end hidtil i krisen. Forløberne herfor er allerede set i Norge og Sverige.

Kriseangrebene vil antageligt blive ledsaget af større dansk krigsengagement i FN-operationer, og døde danske soldater vil forstærke nationalistisk tankegang og propaganda.

Behovet for oplysning om krisens internationale karakter vil vokse.

Det samme vil behovet for en løsning. De kapitalistiske kriseløsninger dur ikke, fordi problemet er selve kapitalismen, og derfor vokser behovet for et magtskifte til arbejderklassen mere end nogen sinde før.

I stedet for at bekymre sig om den danske økonomi, skal socialister bekymre sig om situationen for vores egen klasse og livets betingelser over hele kloden.

Noter

1. Børsens Guldnummer 4.12.92, s. 128.

2. Ibid, s. 72.

3. Det Fri Aktuelt, 23.12.92.

4. Børsens Nyhedsmagasin nr. 17, oktober 1993.

5. Det Fri Aktuelt, 24.12.92.

6. Mange af pensionskassetallene er hentet fra Det Fri Aktuelt, 6.11.92, og fra Børsen, 20.11.92.

7. Ifølge opgørelse over Pengeinstitutternes balancer. Ultimo 1992. Danmarks Statistik: Penge og kapitalforhold 1993:5, s. 5.

8. Det Fri Aktuelt, 24.12.92. Tallet for 1992 er et skøn fra DA.

9. Børsen, 22.12.92.

10. Månedsbladet Press, nr. 84, s. 68.

11. Jyllands-Posten, 31.12.91.

Udskrevet fra www.socialister.dk   24. november 2024 kl. 22:04