Der findes næppe en periode i Danmarkshistorien, som er beskrevet mere end besættelsestiden fra 1940-45, og næppe en periode med flere myter. Samtidig er det en periode man vender tilbage til gang på gang, og myter vendes og drejes, dannes og punkteres.
I disse år gennemløber vi 50 årene for besættelsen, og det betyder at alle periodens højdepunkter atter engang bliver trukket frem. Her fra midten af 1993 og frem til 50 året for befrielsen i 1995, vil en række begivenheder blive vendt og drejet, men for socialister er auguststrejkerne i 1943, en af de vigtigste.
Strejkerne, der endte med at den danske regering – den regering der i besættelsens første 3 år havde ført et tæt samarbejde med den tyske besættelsesmagt – gik af den 28. august, har stået fadder til megen mytedannelse.
Den største myte går på det nationale danske sammehold, som f. eks. en af datidens konservative ledere – Ole Bjørn Kraft – har udtrykt det i sine erindringer:
Den 9. aprils ja til den tyske kapitulationsbetingelse var blevet til den 28. augusts nej til en betingelsesløs underkastelse. 1
Og det er ikke kun en opfattelse man finder i eftertidens skønmalerier. I efteråret 1943 udgav "Frit Danmark" – illegalt – en bog om 29. august. Og her kan man læse følgende i indledningen:
Den 29. August 1943 var det endelig forbi med det uværdige Hykleri, der hindrede Danmark i aabent at træde an i de Allierede Nationers Kamp mod Nazi-Tyskland. Det var ikke blot i aktivt kæmpende Patrioters Rækker, dette virkede som en Befrielse, det var hele det danske Folk, som løftede Hovedet, efter at deres Sind var blevet styrket gennem den Evne til Modstand og Vilje til Selvhævdelse, som de store Folkestrejker viste; det var dem, der saa utvetydigt aabenbarede den danske Befolknings Sindelag, at selv Regeringen ikke længere vovede at sidde Kravet om de rene Linier overhørigt. 2
Det lyder meget enkelt, men historien om det enige folk, der glemte alle indbyrdes modsætninger, og stod sammen mod nazismen, er og bliver en myte.
Og selv om mange seriøse historikere – også borgerlige – efterhånden har gennemhullet mange af myterne og påvist en lang række modsætninger, så er den vigtigste myte – den nationale – blevet opretholdt.
Udgangspunktet for at behandle besættelsestiden har været det nationale spørgsmål, og problemet er, at det – bevidst eller ubevidst – giver en opfattelse af, at i en periode som den fra 1940-45, hvor landet var besat af en fremmed magt – så ophører klassekampen, eller er i hvert fald underordnet den fælles interesse, alle danske har i fædrelandets tarv og frihed.
Ganske vidst er tankegangen ikke helt uforståelig, for besættelsen betød en øget undertrykkelse og elendighed, der ramte arbejderklassen hårdest, og den havde selvfølgelig en klar interesse i at slippe af med besættelsesmagten. Men klassekamp er et resultat af at der eksisterer klassesamfund, og ikke noget der frit kan vælges fra. Og på samme måde som krig og besættelse ikke er en ophævelse af klassekampen, så var forringelsen af arbejderklassens forhold, langt fra alene et resultat af den tyske besættelsesmagts tilstedeværelse i Danmark.
I de første besættelsesår faldt arbejdernes realløn med ca. 20%, mens landbrugets eksportpriser blev fordoblet.3 Og landbrugseksporten drejede sig ikke om pebernødder, besættelsen igennem dækkede danske landbrugsvarer en tolvtedel af forbruget i Tyskland.4
Herhjemme blev der indført "maksimalpriser" (prisloft) på de vigtigste varer. Det kom til at fungere som et fastprissystem, der gav mange prisstigninger, f.eks. blev kornprisen fordoblet for at sikre korn til brød,5 og en undersøgelse i 1943 viste at arbejderfamilierne i gennemsnit fik 12% færre kalorier end i 1939.6
De officielle prisindekser viser klart prisernes himmelflugt og følgerne for reallønnen, fra 1939 til 1941 steg det fra 187 – 271, mens lønindekset i samme periode faldt fra 157 – 130.7 Og så er de officielle tal endda en forskønnelse. Der er nemlig ikke taget højde for at den almindelige vareforringelse forstærkede fattigdommen, dels ved at varernes holdbarhed blev forringet, og dels ved deciderede mangler, som f.eks. at den billige margarine stort set forsvandt, og folk blev nødt til at købe det noget dyrere smør.
Denne udvikling, hvor det var arbejdere og andre dårligt stillede, der kom til at bære byrderne, skete ikke af sig selv, regeringen hjalp godt til.
Allerede i slutningen af maj 1940 kom det første angreb. Dyrtidsreguleringen blev ophævet, lønningerne blev fastfrosset og der blev indført tvungen arbejdsfordeling. Arbejdsfordelingen var en deltidsordning, der skulle mindske arbejdsløsheden. Men den var kædet sammen med en generel lønskat, der skulle betale understøttelsen til arbejdere på fordeling.8
I september 1940 gennemførte regeringen "Lov om arbejdsforhold", der havde to hovedpunkter. 1. Totalforbud mod strejker og 2. Tvungen voldgift, der betød at et statsligt organ skulle afgøre strid om løn- og arbejdsforhold – med andre ord, et forbud mod almindelige overenskomstforhandlinger.
I samme periode udsendte socialministeren et cirkulære, der sagde at arbejdsløse, som "uden rimelig grund" nægtede at tage arbejde i Tyskland skulle fratages understøttelsen.9
I juni 1941 blev de ledende kommunister interneret, og i august vedtog folketinget enstemmigt en lov der forbød kommunistisk virksomhed.
Det er forøvrigt ganske sigende, at selv om den grundlovsstridige kommunistlov blev ophævet straks efter befrielsen, så nægtede Folketinget at ophæve strejke-loven før den løb ud af sig selv i november 1945. Og ikke nok med det, så blev de gældende løn- og arbejdsforhold forlænget frem til foråret 1946.10
Endelig blev socialloven forringet for de arbejdsløse i 1942, hvilket betød at værdien af de sociale ydelser i 1943, var nede på 86% af 1938 værdien.11
I eftertiden har politikerne selvfølgelig hævdet, at de handlede under et stærkt tysk pres. Men selv om presset var klart nok, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke på eget initiativ lavede indgreb overfor arbejderklassen.
Det er f.eks. meget sigende, når den konservative leder Ole Bjørn Kraft i sine erindringer, fortæller om en episode fra sommeren 1943, hvor den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Best, udtrykte ønske om en samtale med ham og en anden ledende konservativ. De var ikke særlig glade for det, men da de følte sig tvunget til at tage mødet, begyndte de at lede efter en sag de kunne rejse overfor Best. Og sagen fandt de. Som han skriver:
I forbindelse hermed rejste vi hele spørgsmålet om de høje lønninger, som udbetaltes de danske arbejdere i tysk tjeneste ... Vi nævnte nogle af de graverende tilfælde herunder den situation, der var opstået ved Oksbøl, hvor man af frygt for strejke ikke havde turdet sætte en lønkendelse afsat af Forligsmanden, Erik Dreyer, i kraft.12
Det er vel unødvendigt at nævne, at Best var enig i at det var et problem, eller at forligsmandens kendelse var et elendigt resultat for arbejderne.
Men overfor det offensive borgerskab stod arbejderklassen ret svagt. Dels var der selvfølgelig en usikkerhed overfor hvad en besættelse betød, og dels var der stadig en høj arbejdsløshed. Der kan heller ikke ses bort fra, at fagbevægelsens ledere var blandt de varmeste fortalere for samarbejdet med besættelsesmagten. Og endelig har der vel også eksisteret en vis modtagelighed, overfor regeringens nationale argumenter i besættelsens første år.
Arbejdsløsheden var virkelig et stort problem. I 1932 toppede den med over 30% arbejdsløse, og i resten af 30'erne fortsatte den omkring de 20%. I 1939 var der "kun" 18% arbejdsløse, men det steg til 24% i 1940 og faldt igen til 18% i 1941. Herefter faldt arbejdsløsheden, men kom først under 10% i 1944.
I øvrigt skal faldet i arbejdsløsheden i 1941 tages med et gran salt, fordi en del af det skyldes, at man skrællede visse grupper af arbejdsløse ud af statistikken.13
Situationen kan også ses af strejketallene. Indenfor Dansk Arbejdsgiverforening viste statistikken 1108 tabte arbejdsdage i 1939, 421 i 1940 og 1500 i 1941, for så at tage fart i 1942 og 1943, med hhv. godt 9000 og knap 30.000 tabte arbejdsdage. Og 1943-tallet er uden auguststrejkerne.14
Strejkerne der tog fart fra efteråret 1942, gik på vidt forskellige spørgsmål. Der var en del lønstrejker, men også strejker for bedre beskyttelsesrum, betaling for luftalarmer, faretillæg og strejker imod nazister på arbejdspladserne. En af de mest markante var trælossernes lønstrejke i København, der varede fra 15. marts til 15. maj 1943. Og under strejken krævede arbejdsgiverne trælossernes forbund undersøgt for kommunistisk virksomhed, i et forsøg på at komme strejkelederne til livs.15
Men også på anden vis kan den begyndende aktivitet i arbejderklassen måles. I november 1942 blev der afholdt en oppositionel nordjysk arbejdsmandskonference, der samlede 182 repræsentanter for 107 ud af 410 nord- og midtjyske arbejdsmandsfagforeninger. Konferencen vedtog protester både mod lønforholdene og forringelsen af socialloven.16
Nøgletal | |||
Timelønsindex | Detailpristal | Arbejdsløshed | |
1939 | 157 | 187 | 18 |
1940 | 138 | 234 | 24 |
1941 | 130 | 271 | 18 |
1942 | 131 | 281 | 15 |
1943 | 138 | 286 | 11 |
1944 | 146 | 287 | 8 |
1945 | 160 | 291 | 13 |
Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943, bd. 1, s. 236 | |||
I foråret 1943 blev der afholdt en faglig landskonference, der dog blev en noget mindre succes, dels fordi de DKP'ere der var drivende blev fængslet kort før, og dels fordi fagtoppen agiterede kraftigt imod konferencen. Men i juli blev der opbygget vigtige kontakter mellem alle skibsværfternes fællesklubber, til at koordinere kravet om et generelt faretillæg på 40%. Kravet om faretillæg mødte forøvrigt stor modstand i DsF (LO), og på et møde med B&W arbejderne, 18. april 1943, gjorde formanden, Eiler Jensen, DsF's holdning klar:
Desværre er ulemperne ved en krigstilstand absolutte og uafvendelige, og man kan ikke forvente at få en aflastningspræmie for det.17
Det må dog slås fast at holdningsændringen først begyndte at slå virkelig igennem i løbet af foråret og sommeren 1943.
Så sent som 23. marts blev der afholdt folketingsvalg, og et stort set uændret Folketing blev valgt, dog med den forskel at kommunisterne ikke kunne stille op. Det der især er slående ved valget er, at DKP opfordrede til at stemme blankt, men det blev ingen succes. Ganske vidst var antallet af blanke og ugyldige stemmer steget fra 4.000 i 1939 til 24.000 ved valget i 1943, men det skal ses i forhold til, at DKP fik 41.000 stemmer i 1939, samtidig med at stemmeprocenten i 1943 var 89,5 – noget af det højeste nogensinde.18
Men mindre end 1½ måned efter var der kommunalvalg, hvor der i en række byer blev opstillet arbejder- og oppositionslister – lister der primært var dækorganisationer for det forbudte DKP – og her ser vi visse steder helt anderledes valgresultater. Især var Aalborg-området markant. 13,8% i selve Aalborg, og i omegnen fik listerne 17,1% i Nørresundby, 12,8% i Nørretranders og 25,3% i Sundby-Hvorup. Men også andre steder var der gode resultater: Esbjerg 12,3%, Nyborg 13,7%, Helsingør 17,8% og i Nakskov 19,1%.19
Samtidig var kommunalvalget også udtryk for, at DKP's isolation så småt var brudt, f. eks. resulterede valget i, at 50 socialdemokrater blev ekskluderet for at have samarbejdet med listerne.20
Det omslag der efterhånden observeres i arbejderklassens bevidsthed, må ses som et udslag af 3 forskellige ting. For det første, at trykket mod arbejderne er blevet så stort, at mange siger "nu er det nok". For det andet, vågner selvtilliden så småt igen, dels fordi arbejdsløsheden falder og dels fordi man ser eksempler på at kamp nytter.
Den 11. december 1942 gik B&W i strejke i protest mod nazistiske vagter på skibene, og da strejken hurtigt bredte sig til Nordhavnsværftet blev kravene indfriet, samtidig vandt 500 befæstningsarbejdere ved Nymindegab en lønsejr gennem 2 dages strejke. At disse to strejkesejre havde en betydning, er der i hvert fald meget der tyder på, idet antallet af tabte arbejdsdage i jernindustrien alene i januar 1943 oversteg tallet for hele 1942 (5287 mod 3470).21
Og endelig for det tredie, har den internationale situation haft en betydning. De tilsyneladende uovervindelige tyske hære blev endelig stoppet. I efteråret 1942 gik de i stå i Rusland, og led nederlag både i Rusland og Nordafrika i foråret 1943, og sommeren 1943 fandt de allieredes landgang sted i Italien.
Samtidig med de tyske nederlag kom der meldinger om, at arbejderne i de besatte lande begyndte at røre på sig. I vinteren 1942/43 var der store strejker i Belgien, Frankrig og Grækenland. I marts udbrød der strejke på Fiat i Torino, som bredte sig over Norditalien og kom til at omfatte 130.000 arbejdere, og i maj/juni var der store strejker over hele Holland.22
Endelig brød det løs i Danmark i august. Og strejkerne var i høj grad udtryk for modstand mod både besættelsesmagten og den danske regerings samarbejdsvilje. Den første optakt var en strejke på Odense værft mod tyske soldater på et saboteret skib, der førte til solidaritetsstrejker på 12 metalarbejdspladser i Odense, og få dage efter strejkede 2 cementfabrikker i Aalborg mod nazistiske sabotagevagter.
Begge strejker blev vundet, men den egentlige bølge startede 9. august i Esbjerg med en total bystrejke mod udgangsforbud mellem 22 og 05. Byen var lammet i 3 dage og strejken endte med sejr.
Efter en uges stilstand gik det atter løs. Den 18. startede strejkerne i Odense og de bredte sig efter få dage til det meste af Fyn, og da Fyn blev roligere igen, flyttede centeret til Nordjylland.
De fleste bystrejker var ret korte, oftest en enkelt eller et par dage, men i det første strejkecentrum – Odense – varede strejken en uge, og det samme var tilfældet ugen efter i de nordjyske centre Aalborg, Nørresundby og Frederikshavn.
Og i Nordjylland tyder det ikke på, at strejkeviljen var brudt, da den tyske værnemagt overtog magten den 29. august. Men på grund af, at et af punkterne i den tyske undtagelsestilstand var dødsstraf for strejkedeltagelse, afblæste ledelsen strejken af frygt for at den skulle gå i opløsning.
Strejkerne var spontane i den forstand, at de ikke startede på bud fra fagbevægelsen eller andre organisationer i arbejderbevægelsen. De startede ved at de bedst organiserede arbejdspladser gik i spidsen. Men det var også af stor betydning, at det illegale DKP havde folk i strejkerne, og hurtigt fik fingeren på pulsen. I de store byer var DKP kraftigt medvirkende til, at der blev valgt strejkeudvalg, som udgjorde en begyndende modmagt i den aktuelle situation.
Efter krigen har det heddet sig, at regeringen gik af fordi den, i solidaritet med det danske folk, ikke ville indføre den dødsstraf som tyskerne krævede, men det er kun en meget lille del af sandheden. Historikeren Hans Kirchhoff har i sin doktorafhandling – Auguststrejkerne 1943 – gennemført en omfattende undersøgelse af kollaborationen (samarbejdspolitikken med tyskerne), og heri konkluderer han bl. a.:
Den overordnede målsætning var at sikre de nationale interesser – in casu de danske – over for besættelsesmagtens udbytnings- og voldspolitik. (Definitionen er rent operationel; for hvorledes man nærmere vil karakterisere landets eller befolkningens interesser må efter det foregående bestemmes fra sag til sag. Jøder, kommunister, politiske flygtninge, etniske mindretal og modstandsfolk var – vekslende fra land til land – unddraget kollaborationens beskyttelse).23
Hovedudgangspunktet for regeringen i august var heller ikke, at det var synd for danskerne, men lidt groft sagt var grunden nærmere frygt for at krigen snart var forbi. Politikerne frygtede, at hvis de fortsatte deres samarbejdslinie med tyskerne, ville de være ude af stand til at genoprette deres autoritet ved en hurtig krigsafslutning. Og i deres øjne ville det være en katastrofe, fordi DKP's popularitet var hastigt voksende.
Politikernes frygt for DKP var så stor, at de, med socialdemokraterne i spidsen, fik ført våben illegalt ind i landet til den afvæbnede danske hær, og de fik opstillet den "Danske Brigade" i Sverige, begge dele for at være i stand til at nedkæmpe en eventuel kommunistisk opstand efter krigen.
At myten om den solidariske regering ikke holder ses også af, at mens politikerne ofte var uenige om, hvorvidt de skulle fortsætte samarbejdet med tyskerne, så var de helt enige om, at det var dem selv og ikke "gadens parlament" der skulle bestemme bruddet. Som den konservative Aksel Møller udtrykte det:
Den dag, da samarbejdets skibbrud er ønskeligt, skal det være den ansvarlige regering der bestemmer det, ikke gaden.24
Under hele strejkeopsvinget forenede regeringen, fagtoppen og toppen af arbejdsgiverne sig i bestræbelserne, for at få stoppet strejkerne. Og efter regeringens afgang forsvarede ledende socialdemokrater stadig samarbejdspolitikken.
Det afgørende problem var, dengang som nu, at arbejderklassen manglede et lederskab med et klasseudgangspunkt, mens borgerskabet og deres venner i Socialdemokratiet udmærket var klar over hvad det drejede sig om og handlede derefter.
Under strejkerne i Odense, var nogle af de mindre, lokale arbejdsgivere indstillet på at udbetale arbejderne løn for strejkedagene, men det fik arbejdsgiverforeningen op på mærkerne. På et møde i Odense skal næstformanden i DA bl.a. have sagt følgende:
At betale Løn for Strejkedagene vil være forkasteligt, da det vil animere Arbejderne til nye ulovlige strejker. Arbejderne skal i hvert Fald idømmes en Bod. Vi maa have Retssagen, saa kan vi evt. senere eftergive Boden. Jeg ved at der blandt Arbejdernes Ledere er stor Betænkelighed ved, at Arbejdsgiverne firer paa deres Ret, da det kan betyde, at Lederne faar vanskeligt ved at styre Arbejderne. Det er en meget farlig Situation vi er i, idet Strejken ikke er Organiseret af Ledelserne, men udenom dem af Arbejderne selv. Dette er det farligste af alt farligt, da det kan ende med, at Lederne slipper Taget i Medlemmerne, og saa kan jeg ikke beskrive det Kaos, vi kommer ud i.25
Modsat var DKP så langt inde i folkefrontstaktikken, at det i partiets nytårsteser i januar 1942 hedder:
Kampen står ikke klasse mod klasse, men gælder Danmarks frihed ... For hensynet til denne kamp og den nationale enhedsfront må alle andre hensyn vige.26
I "Information om den politiske situation og partiets opgaver", udsendt af DKP's Centralkomite, 5. september 1942, hedder det:
I dette nationale arbejde afviser vi enhver tendens til at sætte frem i forgrunden spørgsmålet om "hvordan skal det være efter krigen?" eller at lade spekulationer herover optage en del af tiden. Der er een eneste ting, der er vigtig: Hvorledes får vi hurtigst tyskerne ud af landet?27
Og selv om dette året efter blev udvidet med:
Kampen mod bolignøden og varemanglen, for højere løn og understøttelse samt tålelige forhold for det arbejdende folk i sig selv er et led i den nationale kamp.28
Så var DKP's linie under resten af besættelsen, at alt andet var underordnet hensynet til den "nationale enhedsfront".
August 1943 udviklede sig ikke til en revolutionær situation, og det gjorde befrielsen i 1945 heller ikke. Hvorvidt der kunne have været det, hvis DKP havde ført en reel revolutionær politik, er ikke til at sige, og vel egentlig også en ret gold diskussion. Men især DKP må bære et stort ansvar for at arbejderklassen ikke kom styrket ud af besættelsen, fordi de underordnede arbejderklassens interesser de nationale interesser, og dermed den borgerligt dominerede modstandsbevægelse.
Perioden, fra efteråret 1942 til den tyske undtagelsestilstand af 29. august 1943, er på mange måder den del af besættelsen, der er mest interessant for revolutionære. Ganske vidst var omfanget af auguststrejkerne langt mindre end folkestrejkerne i 1944. Hvor der i august 43 var strejker i 22 byer over en periode på 3 uger, var der i den første folkestrejke i juni/juli 1944 involveret 28 byer, i den anden i august var 34 byer med, mens den tredie i september ramte 58 byer + stort set hele Sønderjylland.
Den store forskel ligger i, at hvor auguststrejkerne og starten på den københavnske folkestrejke i juni 1944 udsprang direkte fra arbejdspladserne og blev styret fra arbejdspladserne, og var tidsubegrænsede rettet mod en sejr og ikke bare protest, så skete der et skift i juni/juli 1944.
Med den københavnske folkestrejke vandt det borgerligt dominerede Frihedsråd en autoritet over arbejderne, og det var en udvikling DKP bakkede op, for at fastholde det de kaldte den "nationale enhedsfront". Det betød at afslutningen på den første folkestrejke, og såvel start som afslutning af de to sidste, alene blev dikteret af Frihedsrådets interesser i den nationale befrielseskamp.
Frihedsrådet viste sig senere uinteresseret i sociale forandringer efter befrielsen, og af samme grund blev den tredie folkestrejke i september 1944 den sidste Frihedsrådet indkaldte, fordi dens enorme opbakning fik dem til at frygte arbejderklassens styrke. Som det kommunistiske medlem af Frihedsrådet, Børge Houmann, sagde til Land og Folk i 1962:
Det samlende og bærende for Frihedsrådet var kampen for landets frihed og opgøret med landsforrædderne.29
Besættelsestiden er, for en stor dels vedkommende, karakteriseret ved røver- og soldaterhistorier, men netop perioden fra efteråret 1942 til den tyske magtovertagelse i 1943, hvor strejketallet var blevet det højeste siden 1925,30 adskiller sig fra dette billede. Her er det karakteristiske den voksende selvaktivitet i arbejderklassen, og den begyndende løsrivelse fra fagtoppens og Socialdemokratiets misledelse af arbejderklassen. Dette forhold gør perioden vigtig, som et af højdepunkterne i den danske klassekampshistorie, og derfor også vigtig at løsrive fra myterne.
Selvom det billede som tegnede sig fra slutningen af 1942 og kulminerede med auguststrejkerne, som fortonede sig, kan der uddrages vigtige erfaringer af perioden.
Når alt det nationale omsvøb sies fra, så er der ingen tvivl om, at krig og besættelse ikke ophæver klassekampen, men derimod giver den ændrede betingelser – ganske vidst hurtigt og drastisk ændrede betingelser. Samtidig viser begivenhedernes gang også, at ligegyldigt hvor ofte arbejderklassen erklæres færdig som aktør på scenen, fordi den i længere tid tilsyneladende har siddet fast i kulissen, så vender den altid tilbage med stor vægt.
Det store problem var således ikke, at arbejderklassen holdt sig tilbage, men at der manglede et lederskab, der alene tog udgangspunkt i arbejderklassens interesser. Det ville selvfølgelig være uden for virkeligheden at hævde, at et revolutionært lederskab kunne have ført auguststrejkerne videre med uformindsket styrke efter den tyske magtovertagelse. Men det kunne derimod have været med til at sikre, at arbejderklassen stod i en væsentlig bedre udgangsposition ved befrielsen.
De alternative kræfter der fandtes til venstre for DKP var meget små. Den trotskistiske gruppe, Revolutionære Socialister, eksisterede kun i København, hvor der så at sige ingen strejker var i august 1943, (de var dog meget aktive i den omtalte trælosserstrejke) og gruppen blev revet op af Gestapo i maj 1944.31
En anden lille venstrefløjsgruppe var Arbejderoppositionen, der bestod af oppositionelle tillidsfolk og andre bl.a. de få trotskister der ikke var arresteret eller flygtet i maj 1944. Ingen af grupperne havde nogen videre indflydelse, men ikke desto mindre havde AO fingeren på pulsen ved den københavnske folkestrejke, hvor de i strejkens begyndelse (dagen før den blev total) udsendte en løbeseddel, der opfordrede til generalstrejke mod besættelsesmagtens overgreb. Men det var en løbeseddel der samtidig fastholdt klasseperspektivet:
Vi opfordrer vore klassekammerater til ikke at glemme mellmværendet med vort "nationale" borgerskab. Kræv allerede i dag, at ingen arbejder som strejker mod undtagelsestilstanden, bliver indklaget for Den faste Voldgift [arbejdsretten] for ulovlig arbejdsnedlæggelse. Vi skal ikke glemme, at det er vore egne udbyttere, der har benyttet krigen og besættelsen til at fylde deres egne lommer.32
1. Ole Bjørn Kraft: En konservativ politikers erindringer 1926 – 1945. Kbh., 1971, s. 228.
2. 29. august 1943. Udg. af Frit Danmark, 1943, s. 5.
3. Hans Kirchoff: Kamp og tilpasning. Politikerne og modstanden 1940-45. Kbh., 1987, s. 46f.
4. Claus Bryld: Samarbejde eller modstand 1940-45? Kbh., 1982, s. 11.
5. Hans Erik Avlund Frandsen: Klassesamarbejde og klassekamp. Kbh., 1980, s. 44.
6. Samme, s. 47.
7. Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Kbh., 1979, bd. 1, s. 236.
8. Se. fx: Lone Alstrup Sørensen: Den danske "krigsøkonomi" under den tyske besættelse. I: Historievidenskab, nr. 12, 1977, s. 43-65.
9. Hans Erik Avlund Frandsen, s. 48.
10. samme, s. 82.
11. Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 1, s. 237.
12. Ole Bjørn Kraft, s. 214.
13. Arbejdsløse med under 7 dages ledighed, eller over 60 år, eller med bierhverv af et vist omfang blev fjernet fra statestikkerne. Se Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 3, s. 180, note 4.
14. Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning, s. 106f.
15. Hans Jørn Nielsen: Besættelse og befrielse. Århus, 1977, s. 63.
16. Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 1, s. 242.
17. Citeret i: samme, s. 255.
18. samme, s. 197.
19. samme, s. 261.
20. samme, bd. 3, s. 193, note 28.
21. samme, bd. 1, s. 244ff.
22. Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning, s. 106.
23. Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 1, s. 136f.
24. Citeret i: samme, s. 156.
25. Citeret i: Ib Nørlund: Folkestrejken i Odense august 1943. Tre artikler fra "Trods Alt" august 1947. Odense, 1980, s. 13.
26. Citeret i: Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 1, s. 227f.
27. Citeret i: Ole Borgå: DKP's enheds- og folkefrontspolitik 1940-45. I: Historievidenskab, nr. 12, 1977, s. 75.
28. Hans Kirchhoff: Augustoprøret, bd. 1, s. 228.
29. Ole Borgå, s. 94, note 77.
30. Hans Erik Avlund Frandsen, s. 51.
31. Se Børge Trolle: De Revolutionære Socialisters indsats i besættelsesårene. Uden sted, 1987.
32. Citeret i: Carl Heinrich Petersen: Fra klassekampens slagmark i Norden. Århus, 1975, s. 168. Iøvrigt har Michael Kjelsen samlet de fleste løbesedler, herunder AO's, som blev udsendt under den københavnske Folkestrejke i 1944, i sin: "Da københavnerne satte tyskerne på plads". Kbh., 1984.
Udskrevet fra www.socialister.dk 18. april 2024 kl. 10:11