SF's JA til "Maastricht light" via det nationale kompromis, blev og bliver af mange opfattet som et forræderi. Et nærmere kig på SFs ideer og konkrete politik vil vise, at SF ikke har været og ikke vil blive et redskab for arbejderklassens kamp for socialisme. Der kan forventes mere "svig" fra den kant. Men mange radikaliserede arbejdere vender blikket mod SF, fordi Socialdemokratiet har travlt med at være lige så borgerlig som de borgerlige. Samtidig er den debat som udspiller sig i og omkring SF symtomatisk, fordi argumenterne ikke kun findes her. Derfor er en dybere stillingtagen og argumentation vigtig.
Der går en rød tråd gennem SFs historie, der placerer SF i den reformistisk socialistiske tradition. En samfundsændring skal foregå via det eksisterende statsapparat. Det er den parlamentariske vej til socialisme, vil SF sige. Vi vil i denne artikel "dokumentere", at SFs politiske strategi ikke fører til socialisme. SFs politik er klassisk reformistisk. Den tyske socialdemokrat Karl Kautsky formulerede strategien i 1912:
Formålet med vores politiske kamp er stadig, hvad det har været hidtil: Statsmagtens erobring ved at erobre er flertal i parlamentet og en ophøjelse af parlamentet til at have en dominerende stilling indenfor staten. Absolut ikke en tilintetgørelse af statsmagten.1
SFs farvel til planøkonomi, konsekvent EF-modstand og så videre, kom før murens fald i 1989. I august 1987 skrev vi i Socialistisk Arbejderavis:
SF's brud med DKP i 1959 var svagt politisk funderet ... centrale dele af den stalinistiske teori videreførtes i SF. Dels synet på staten og dens plads i en socialistisk strategi og dels troen på den gradvise parlamentariske overgang til socialismen, med Socialdemokratiet som strategisk allieret. Sovjet blev ved bruddet stadig af SF'ere opfattet som et socialistisk samfund ... SF's program bryder på alle centrale punkter med grundlaget hos Marx ... Den parlamentariske vej til socialismen, synet på staten som neutral, at arbejderklassens frigørelse ikke er dens eget værk, militærbevillinger, modstanden mod en revolutionær omvæltning, står i direkte modsætning til Marx's teorier. Præcis på disse punkter brød reformisternes godfather, Kautsky, i begyndelsen af 1900-tallet med den revolutionære tradition.2
Under Gert Petersens formandsskab havde SF trods alt referencer til Marx og socialistiske ideer. Men med den generelle højredrejning i 80erne og den ideologiske forvirring i kølvandet på murens fald – har SF's højredrejning fået en ekstra tand. SFeren Bjarke Møller skriver i Information at:
Kvalitativ nytænkning forudsætter opgør med vort hidtidige fixpunkt, socialismen.3
En anden SFer, Hans Lassen, siger i SFs programdebat, at vi står over for en kvalitativ ny epoke i samfundssystemernes historie:
Vi ved, at de vil komme til at bygge på parlamentarisme og markedsøkonomi i en eller anden form. Vi ved også, at de ikke vil hente deres ... udgangspunkt i den klassiske modstilling mellem kapitalisme og socialisme, højre- og venstrefløj, borgerskab og arbejderbevægelse ... de opfattelser og tænkemåder, der udspringer af ovennævnte modsætningstyper, [vil] vise sig at være enten forældede eller perifere ... Socialismen er i dag i brede befolkningsgrupper blevet kompromitteret i en uhelbredelig grad. Forsøg på at vitalisere og relancere konceptet "Socialisme med et menneskelig ansigt" ... vil således ikke have noget befolkningsmæssigt grundlag at trække på.4
I Information i juli 1990 vinker den daværende SF-formand, Gert Petersen, farvel til planøkonomi, revolutionært brud med kapitalismen og modstand imod øget integration i EF. I forhold til økonomiens organisering, siger han:
Hvis jeg skal definere socialismens kerne, er den ikke at styre økonomien, men dels at frigøre mennesket og dels at sikre det materielle grundlag for friheden samtidig ... Vi er kommet et langt stykke. Arbejderbevægelsens værdinormer er jo i høj grad trængt igennem i de sidste 50 år. Det vi vil ønske os er en skærpet version, udbredt til hele Europa. Det er ikke nogen principiel forskel til, hvad vi allerede har...Helt ligegyldig er ejerskabet ikke, men det afgørende er at demokratisere dispositionsretten.5
Siden krisens gennemslag i Danmark i slutningen af 70erne, har forskellige regeringer ført en politik, som betød et stadig stigende antal mennesker på understøttelse eller bistandshjælp. Hvis arbejderne havde magten over økonomien, ville de færreste organisere samfundet på en sådan måde at de der er i arbejde slides ned, mens stadig flere udelukkes fra et aktivt arbejdsliv. Retten til at lede og fordele arbejdet ligger i hænderne på arbejdsgiverne. Det er kapitalistisk logik. Ejerskabet er afgørende.
Derfor har en af de centrale pointer i den marxistiske tradition været at man ikke kan skille økonomi og politik; socialismen har to gensidigt afhængige bestanddele, arbejermagt og planøkonomi. Uden det ene heller ikke det andet. Under de statskapitalistiske systemer eksisterede der hverken planøkonomi, eller arbejdermagt. Og når det at tage ordet "socialisme" i sin mund er blevet så svært i SF og på venstrefløjen, så hænger det sammen med en forkert opfattelse af de statskapitalistiske samfund (USSR, Kina, Albanien, Cuba etc).
Selv om SF blev dannet i protest mod Sovjets invasion i Ungarn, og det sovjettiske kommunistpartis "ledende rolle" – så var bruddet med den sovjettiske model svagt. De "socialistiske lande" blev opfattet som en allieret, sammen med befrielsesbevægelserne i den 3.verden, og de folkelige bevægelser i de kapitalistike lande i kampen mod USA-imperialismen og for socialisme. Hvilket tit betød at man ikke så, eller kritiserede Sovjets imperialistiske interesser og praksis i Cuba, i Angola, i Vietnam, i Afghanistan etc.
For venstrefløjen i og omkring SF, var sammenbruddet i Østeuropa et sammenbrud for planøkonomien, og derfor ser de fremtidens socialime som en demokratisk styret markedsøkonomi. Denne konklusion samler den europæsike reformistiske venstrefløj, fra SF-lignende partier i Norge (SV) og Sverige (VPK), til de tidligere kommunistiske eller euro-kommunistiske tendenser. I 1989 skrev SF's ugeavis:
Der er allerede fælles fodslag mellem italienske kommunister, danske SFere og venstresocialdemokrater over hele vest-europa: At planøkonomi er godnat, og at fremtidens socialisme bliver en styret markedsøkonomi, præget af lønarbejdernes magt over deres egen arbejdsplads. En cocktail af demokrati og markeds-socialisme ... ØD på polsk.6
Nu fire år efter har den polske befolkning fået nogle erfaringer med ØD på polsk. Den såkaldte "fornuftens koalition" af ex-stalinister, tidligere oppositionelle og vestlig kapital har betydet en markant forværring af forholdene for den øst-europæiske arbejderklasse. Og efter de første par års eufori, er det som om begejstringen er forstummet i takt med "den reelt eksisterende kapitalisme" i Østeuropa. Arbejdsløshed og fattigdom har udviklet sig med eksplosiv fart, og de hovedsageligt fredelige, demokratiske revolutioner er vågnet op til et kapitalistisk verdensmarked i dyb krise.
Vi blev spået en ny, fredelig epoke i verdenshistorien, men virkeligheden blev fattigdom og krig i et omfang, som ikke er set i Europa siden 2.verdenskrig. SFs forbillede har været Titos Jugoslavien. Man valfartet til dette land for at se en blandingsøkonomi med arbejderindflydelse. Men krigens blodige realitet burde få flere reformsocialister til at stille spørgsmålstegn ved om dette er en model man skal bygge videre på. Og i sin essens adskiller SFs økonomiske model, sig ikke fra socialdemokratiets programformuleringer.
På spørgsmålet i Det Frie Aktuelt: "Dine udtalelser om en markedsøkonomi styret af sociale og økonomiske hensyn, minder meget om Svend Aukens udtalelser ..." svarer Holger K.:
Det er også lighedspunkter. Jeg synes bare, at forskellen er, at vi tager det mere alvorlig. I samme interview siger han at: Vi er nu klar over, at man ikke kan få et samfund til at fungere uden en eller anden form for markedsøkonomi.7
Et fællestræk ved de venstrefløjsfolk som i dag ser markedsøkonomien som den eneste vej til en fornuftig økonomi, er at de tidligere har ment at Rusland var mere avanceret end den vestlige økonomi. De der før omfavnede den østeuropæiske økonomi, kaster sig nu i armene på den vestlige kapitalisme. DKPs centralkomite (nyvalgt efter murens fald), udtalte i foråret 1990:
man skal bevare og udvikle de bedste og mest effektive sider af de monopolkapitalistiske og planøkonomiske samfund.
I en kronik i Information uddyber SFerne Kjeld Rahbæk Møller og Jørn Jespersen den model, der skal afløse planøkonomien "som det er nødvendigt at forkaste meget radikalt" sammen med "de mere diskrete former for planøkonomi, som vi kender fra vesten". De påpeger korrekt at højrefløjen og socialdemokratiet har stået i spidsen for disse "planøkonomiske tiltag". Fra EFs landbrugsordninger til Ørestadsprojekterne:
... har Volvos Per Gyllenhammar og Metals Georg Poulsen gennem deres samarbejde om Scanlink-projektet tvunget deres vilje igennem, mens menige borgere ingen indflydelse har haft – hverken gennem deres daglige forbrugsvalg eller gennem stemmesedlen.8
De to SFere fastholder senere i artiklen at moderne socialisme betyder at:
... det skal være de ansatte, der skal have ledelsen af deres arbejdspladser ... Det bør naturligvis være en menneskeret at have indflydelse, hvor man arbejder.
Men de snakker om arbejderindflydelse – ikke arbejdermagt. Hvem kan fyre, hvem kan lukke en fabrik? Hvem bestemmer hvordan produktionen foregår? Er det sygehuspersonalet eller deres arbejdsgiver som bestemmer de økonomiske rammer for et fornuftlig sundhedsvæsen? Er det slagteriarbejderne eller deres arbejdsgiver som bestemmer arbejdstempoet? Er det Kommunernes Landsforening eller de kommunalt ansatte der lægger de kommunale budgetter, og rammerne for dem? Er det Verdensbanken og Valutafonden som sætter rammene for nationalstaternes økonomi, eller er det deres parlamenter? Alle regeringer lægger i dag deres stramme økonomiske politik ud fra de hårde betingelser som krisen på det internationale marked sætter. Alle henviser de til problemer som "kommer udefra" som vi skal "tilpasse os på baggrund af den skærpede konkurrence på verdensmarkedet".
Men når alles problemer tilsyneladende kommer udefra, kan de kun forklares med den krise som markedsøkonomien skaber indefra, fordi det er markedsøkonomiens væsen at skabe kriser. Markedsøkonomiens elendighed kan let beskrives ved at kigge på landmændene. Når der kommer for meget regn så bliver det en dårlig høst, derfor beder landmændene om støtte. Når forholdet mellem sol og regn er perfekte, så er det også skidt fordi markedsprisen på korn falder. Eller fx. svensk økonomi i 1990. Underskuddet på statsbudgettet blev fjernet, betalingbalancen balancerede og arbejdsløsheden var lav. Det var skidt, fordi det gik godt. Økonomien blev overophedet og svenskerne fik serveret en krisepakke. Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har her i starten af 90erne udtalt at aldrig i sine 25 år på posten har det stået så godt til i dansk økonomi! I en situation med stigende arbejdsløshed, tvangsauktioner, reallønsfald. Det er godt, fordi det er skidt. Det er også grunden til at arbejdsgiverne synes skraldemændenes ide om at skabe arbejdspladser, ved at gå på arbejdsfordeling hver fjerde uge, er dårlig, fordi det nedbringer arbejdsløsheden og skaber pres på lønningerne.
Det er en myte at den kapitalistiske økonomi er den eneste effektive mekanisme til at regulere produktionen udfra folks behov.
Som Marx sagde, og det gælder stadigvæk, er det det der sker i produktionen der er bestemmende for forbruget. Hvis produktionen blev styret af forbruget var der idag ikke overproduktionskriser. 1/4 af verdens befolkning lever i yderste fattigdom. Forholdet er modsat, at under den kapitalistiske produktion er der altid underproduktionskriser, grænsen sættes af muligheden for profit.
Argumenterne imod planøkonomien tager sit udgangspunkt i den såkaldte "socialistiske planøkonomi" i det tidligere Østeuropa. ISs analyse af disse økonomier blev udviklet af Tony Cliff9 i 50erne, hvor han beskriver dem som statskapitalistiske. Den russiske stat fungerede groft sagt som et multinationalt firma. Underlagt den kapitalistiske logik på verdensmarkedet, ikke mindst våbenøkonomiens præmisser.10 Arbejdernes opgave i øst som i vest, var og er den samme, nemlig at erobre den økonomiske og politiske magt.
Konkret ville vi i fx. Polen i dag bekæmpe privatiseringer, på samme måde som vi er imod privatiseringen af rengøringen på Rigshospitalet, fordi den er forbundet med fyringer og lønnedgang. Ikke fordi vi har illutioner om at ledelsen på Rigshospitalet er mere social eller arbejdervenlig end Jydsk Rengøring, men fordi det er en forudætning for privatiseringen at rengøringen bliver lavet hurtigere af færre.
Det absurde ved store dele af venstrefløjens velsignelse af markedsøkonomien er, at den havde sin storhedstid i 1800-tallet, men kom i sin rene form i stadig større konflikt med det åbenlyse behov for planlægning i og mellem fabrikker, firma, stater og verdensdele. Efter 2.verdenskrig var ideologien blandt de toneangivende økonomiske ideologer og statsledere i vest også, at man gennem statsintervention kunne skabe vækst i økonomien.
Det gik godt indtil krisen slog igennem i midten af 70erne, hvor denne bølge blev afløst af en uhæmmet dyrkelse af markedet. Det har ikke været en succes, for svaret er ikke at forlade planen, men at den styres af forbrugerne, af de arbejdere der leverer arbejdskraft til produktionen. Og det kan kun ske gennem at fjerne den kapitalistiske økonomi internationalt. Der er en verden til forskel mellem arbejdermagt og arbejderindflydelse. En kapitalistisk markedsøkonomi er uforenelig med arbejdermagt. Og hvis ikke SF melder klokkeklart ud kan de tage navneforandring til Socialdemokratisk Folkeparti.
I SF er den gennemgående melodi i såvel den ideologiske debat, som i den konkrete praksis, at de globale miljøproblemer stiller os helt nye opgaver. Else Hammerich formulerer glimrende den udfordring vi står overfor:
Hvis man f.eks. var et intelligensvæsen fra en anden klode, der så vores klode spækket med våben, med millioner på flugt fra krig og hungersnød og med et plantedække, der forsvinder år for år – så ville man tænke: mangler de ører, mangler de øjne? Og hvis man var et overlevende tip-oldebarn i en gold verden, ville man nok spørge: hvorfor så I ikke i øjnene, hvad der skete, hvorfor lagde I ikke planer, hvorfor handlede I ikke?11
Svaret kunne man få bl.a. på Rio-konferencen i 1992, som skulle lave forpligtigende handlingsprogrammer udfra Brundtlandrapporten. Minimalt skete, ikke fordi man ikke vidste, men fordi handling betød at man kom i modsætning til store multinationale kapitalinteresser. Disse kapitalkræfter vil ikke lade sig regere hverken af Rio-konferencer, eller lokale regeringer. Skønt de også er klar over katastrofens omfang, betyder den benhårde internationale konkurrence – kampen om profitten – at de tvinges til at sætte sig ud over "smålige" hensyn. Derfor, og på trods af miljøbevægelsernes vigtige arbejde, og betydelige sejre, vil kapitalismen som system føre til en accelererende rovdrift på miljø og mennesker. SF er unægtelig et meget miljøbevidst parti, men mangler et reelt svar på hvordan man under kapitalismen kan tæmme disse kapitalkræfter.
Selv om markedsøkonomi også betyder sult, forhindrer det ikke Bjarke Møller og Mads Mordhorst i at sige:
Det er sludder, når profit eller pengenes form gøres til årsagen til kapitalismens systemfallit ... Det er ikke privat ejendomsret, som er årsagen til problemene. Vi må kritisere, når den nuværende regulering ikke i tilstrækkelig grad og effektivt nok sikrer økologi, klodens fattige totredjedele og ansvarlighed ... Problemet skyldes ikke kapitalismen eller socialismen, men at demokratiet fungerer for dårligt og i dybere forstand: Ansvarsløshed – både hos magthavere, vælgere og forbrugere.12
Er forbrugernes ansvarsløshed og mangel på demokrati grunden til at 1 million mennesker døde af sult i Etiopien i 1984-85? FN anslår at 40 millioner mennesker er truet af sult. Samtidig bruges milliarder i USA og Europa til braklægning af jord. Er det os som forbrugere, eller er det et økonomisk system som har spillet fallit? Mange u-lande er under administration af Verdensbanken og Valutafonden, hvilket indebærer privatisering, spareprogrammer med faldende levestandard for den brede befolkning og ophævelse af restriktioner overfor udenlandske investeringer og handel. Resultatet er endnu større fattigdom, og forværrede miljøproblemer fordi regeringerne har tilladt at der drives rovdrift på naturen for at skaffe midler til tilbagebetaling af renter og gæld.
Ved miljø-konferencen i Rio var de fleste regeringschefer samlet for at lave en plan for at forbedre miljøet. Alle aftaler indeholdt gummiparagraffer som indebærer at staterne og de multi-nationale fortsat kan gøre som det passer dem. Den vigtigste aftale, Agenda 21, viser problemerne i en nøddeskal. Hvis u-landene skulle gennemføre de nødvendige miljøforbedringer, ville det koste en hjælp udenfra på 125 mia. dollars pr. år frem til år 2000. Den samlede bistand er idag 55 mia. dollars årlig, hvilket er mindre end u-landene sender den anden vej i form af rente og afdrag. De vestlige magter forpligtede sig blot til at spytte 2.5 mia. mer!
Systemet drives af profitakkumulation, og følgelig bliver miljøhensyn tilsidesat. Kapitalismen er ophavet til de enorme kræfter som er istand til at ændre hele klodens klima, ødelægge ozonlaget og øge drivhuseffekten. Kapitalismen er selv ude af stand til at løse problemerne, fordi den bygger på konkurrence. På samme måde som kapitalismen ikke kan skaffe mad nok til hele verden eller standse smitsomme sygdomme, kan den heller ikke standse forureningen.
Men kapitalismen har også skabt enorme rigdomme, og den har ført til en teknologi som kan bruges til at løse miljøproblemerne.
Men hvad er vejen ud af den miljøkrise som både IS og SF ser som et alvorlig og tiltagende problem?
Ét ben i IS' strategi, som SF nok er enige i, er opbakning til fx. miljøaktioner mod Øresundsforbindelsen; aktioner fra forældre og ansatte for at fjerne asbestlofter fra institutionerne; Brasiliens gummiarbejdere som i samarbejde med indianerne kæmpede for at beskytte Amazonas.13 For enhver sejr for miljøet er en vigtig sejr. Vi skal overtage denne klode i opbygningen af et nyt samfund.
Men det andet ben er en revolutionær omlægning af produktionen for at standse den tiltagende ødelæggelse af miljøet. Derfor tager Holger K. fuldstændig fejl når han siger "Klodens overlevelse er vigtigere end snævre klasseinteresser."14 Hvis han pegede på den herskende klasses snævre klasseinteresser, havde han haft ret, men han referer til snævre arbejderklasseinteresser. Som det fremgår af denne artikel er det vores klare overbevisning at arbejdernes interesser er de eneste som kan indfri kravet til en miljøvenlig produktion og en bæredygtig udvikling. Ikke sådan at forstå at alle miljøproblemer løses så snart den socialistiske revolution er en realitet. Men at det som umiddelbart vil ske er at alle madvarelagre blev sendt til Afrika, der indføretes miljøvenlig kollektiv trafik i alle storbyer etc. Uden markedets lænker, og storkapitalens profitinteresser, kunne en helt anden verdensorden bygges op.
Selv om SF helt klart er et parti der stemmemæssig tiltrækker radikale arbejdere, er partiets holdning til arbejdernes interessekamp noget speget. I et interview til BT erklærer Holker K. at klassekampen i traditionel forstand er død:
Det er ikke længre så let at se hvem, der undertrykker hvem ... den traditionelle arbejderklasse har mistet betydningen. Derfor kommer den faglige kamp heller ikke til at spille den traditionelle rolle, den har gjort hidtil. Nu drejer det sig om, at den enkelte får et godt liv ... I stedet for snæver lønkamp handler det f.eks. om at man får indflydelse på sin arbejdsplads.15
Det er rigtig at arbejderklassen har ændret sig – i dag er den større. Men selvom der er færre blå kedeldragter og flere hvide kitler, betyder det ikke at klassekampen er død. Da tusinder af arbejdere gik i strejke mod Schlüters indblanding i overenskomsterne i 1985, var det uden betydning om de var industriarbejdere eller offentligt ansatte. Der var ikke tvivl om de fælles interesser mod regeringen og arbejdsgiverne. Kort sagt vi havde fælles klasseinteresser. Men da bygningsarbejderne blokerede Christiansborg, for at demonstrere mod det politiske makværk regeringen havde lavet, var, SFs daværende partiformand, Gert Petersens svar til pressen:
Jeg så et referat i et dagblad, at jeg skulle have sagt, at jeg håbede, at der kom så mange protester, at det rystede samfundet i dets grundvold. Og sådan noget vrøvl har jeg ikke sagt. Det gør man ikke gennem protester, og jeg mener iøvrigt ikke, det er nogen særlig god ting, hvis samfundet ligefrem bliver rystet i sin grundvold. Jeg foretrækker en mere fredelig udvikling.16
Ordene faldt i et TV-interview mens strejkebevægelsen var for opadgående. Gert Petersens udtalelser var en klar besked om at undsige arbejderklassens indtræden på arenaen. Det var mod spillets regler. socialisters opgave i situationen, var udover at styrke strejkebevægelsen i kampen for de umiddelbare krav – at politisere og pege på, at den var et glimrende udtryk for arbejderklassens magtpositioner, hvis den vil bruge det kollektive kampskridt, generalstrejken, som på sigt er kernen i den revolutionære omvæltning.
Men SF har ikke arbejdemagt fra neden hverken som metode eller strategisk mål.
Men selv om SF mener modsætningen mellem borgerskab og arbejderklasse er forældet, så udsendte Dansk Arbejdsgiverforening for kort tid siden en pressemeddelelse som sagde at strejker igen synes at være "in". Flere europæiske lande har oplevet omfattende strejkebevægelser det sidste år – fordi arbejderne åbenbart får noget "energi" fra modsætningen mellem "borgerskab og arbejderbevægelse".
Men det er ikke nye takter fra SFs side. SFs finanspolitiske ordfører, Jes Lunde, udtalte til Børsens Nyhedsmagasin sommeren 1986, om præmisserne for deres arbejde i en socialdemokratisk ledet regering:
Vi vil føre en økonomisk politik, der bliver langsigtet og stabil, så virksomhederne ved, hvad de har at gøre med. Der er ingen grund til panik ... Vi er nødt til at bremse meget hårdere op over for privatforbruget. Vi vil kun tillade en årlig forbrugsvækst på omkring en halv procent. Alle lønmodtagere med indkomster over gennemsnittet skal regne med et betydeligt fald i købekraft.17
SF's "ansvarlighed" bringer dem i splid med sig selv, sit program og sin vælgerbasis. I en regeringsposition vil de bevidst blive brugt af socialdemokraterne til at tale arbejderne til moderation. Og fordi SFs strategi ikke bygger på, som Marx's sagde, at "arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk" – så er den ikke bare en blindgyde, men en strategi for fortsat kapitalisme.
I november 1991 skriver Holger K. i Information:
"Der er ikke nogen modsætning mellem at gå imod unionen og så at arbejde for et mere grønt, socialt og demokratisk EF – forudsat, at et nationalt råderum fastholdes, f.eks. gennem minimumsbestemmelser.
Året efter havde Holger skiftet "gå imod unionen" ud med "gå ind for unionen". Og det strammer han op:
Bliver det et nyt dansk nej, får man enten det nuværende EF uden Danmark, eller også noget fuldstændig kaotisk.18
Det etablerede Danmark fik sit Ja, men den største sejr for den borgerlige regering var som Uffe siger det, SFs holdningsskift. Det er almindelig kendt at taburetkløen, var afgørende for at SF skiftede holdning. Men det "nationale kompromis" var også en længere udviklingen i SFs EF-politik. Efter EF-folkeafstemningen om det indre marked i 1986, forlod SF Folkebevægelsen mod EF, fordi de ønskede at forfølge deres nationale strategi på europæisk plan med ønsket om at tæmme markedskræfterne. Sune Jacobsen fra SFU siger det sådan:
Det indre marked styrker de multinationale lige nu, men det kan en union lave om på. Unionen skal kontrollere de multinationale selskaber... Kampen for socialistisk økonomisk politik skal føres inden for EF-systemet.19
Men frem for at tæmme de multinationale, er ideen med unionen derimod at give dem bedre betingelser. At give "den levedygtige" europæiske kapital mulighed for at styrke sig overfor USA og Japan. Unionen skal være en eksklusiv klub, hvor fattige lande og folk holdes ude. At SF så har anderledes fine ideer, kan sammenlignes med musen, der trækker elefanten i halen – for at få den til at ændre kurs. Og selv om Holger K. ønskede at få unionstoget til at køre langsommere, så kører toget nu altså alligevel. At det ikke kører så stærkt er ikke SFs fortjeneste, men en kombination af folkelig modstand og dybe modsætninger mellem de stater, der skulle udgøre unionen.
Den øgede internationalisering af kapitalen, betyder også at arbejdernes internationale kamp bliver vigtigere. Vi tror ikke på Danmark som et lille smørhul. Vi har fælles interesser med arbejderne i andre lande. Den kamp vil gå imod Europaparlamentet, Ministerrådet og Europahæren. Det magtfulde EF-bureaukrati har et stort problem, de er de få, arbejderklassen i Europa er de mange.
Men SF har også et kæmpe problem som spøger, hvad enten det handler om miljøforbedringer, arbejderkamp, økonomisk eller international politik: De er usikre på om socialisme er løsningen på de enorme problemer som kapitalismen skaber, eller om SFs metode fortrinsvis skal være at afbøde de værste konsekvenser af systemet. Og jo mere skellet mellem SF og Socialdemokratiet bliver udvisket, des mindre berettigelse har SF. For hvorfor skulle folk stemme på en dårlig kopi, når man kan få den rene vare – Socialdemokratiet.
Det er klart at der er mange i SF, fx. omkring de faglige miljøer i partiet, der generelt har en anderledes hård kurs overfor SFs højredrejning. Og vi vil til enhver tid deltage i konkret enhedsarbejde med alle SFere, fordi vi også anerkender deres seriøse ønske om at forandre den verden vi lever i.
Men SF er ikke, og bliver ikke et redskab for arbejderklassens kamp – for socialisme. Det vil være et halehæng til socialdemokratisk politik – og tendentielt falde ned på de forkerte positioner, i en skærpet klassekampssituation.
1. Citeret i John Molyneux: Den marxistiske tradition, København,1985, s.20.
2. Ågot Berger: Socialisme på dansk?, -i: Socialistisk Arbejderavis, nr. 31, aug. 1987.
3. Bjarke Møller og Mads Mordhorst: Hilsen til SF, -i: Information, 10. maj 1990.
4. Hans Lassen: Om 10 år er der ikke nogen der snakker om socialisme, -i: Praksis, nr.1, s. 31-32.
5. Gert Petersen: En stor revisionist taler ud, -i: Information, 28/29. juli 1990.
6. Leder i Socialistisk Weekend, 8. sept. 1989.
7. Det Fri Aktuelt, 21. sept. 1991.
8. Information, 21. nov. 1993.
9. Tony Cliff: State capitalism in Russia, 3. ed., London 1988.
10. Se f.ex. Tony Cliff, op.cit., ch. 7.
11. Citeret fra Hans Lassen, op. cit., s. 36.
12. Bjarke Møller, op. cit.
13. Miljøet i krise. Internasjonale Sosialister, Oslo 1991, s. 44.
14. Holger K. Nielsen: Den moderne klassekamp, -i: Information, 21. nov. 1991.
15. SF parat til at bane vej for Mimi, -i: B.T., 10. maj 1992.
16. Citeret fra Socialistisk Arbejderavis, maj 1985, s. 5.
17. Citeret fra Socialistisk Arbejderavis, nr. 21, aug. 1986, s. 5.
18. Weekend-Avisen, 19. feb. 1993.
19. Citeret fra Socialistisk Arbejderavis, nr. 89, 1993, s. 5.
Udskrevet fra www.socialister.dk 24. november 2024 kl. 18:13