I sommeren og efteråret 1993 har den offentlige debat om flygtninge og indvandrere været stærkt ansporet af socialdemokratiets hetz mod disse grupper. Det har betydet, at de to begreber etnicitet og konflikt er kommet til at hænge sammen i folks bevidsthed.
Det er den almindelige opfattelse, at en koncentration af fremmed-sprogede i et geografisk afgrænset område skaber konflikter.
Men det er ikke blandingen af flere forskellige kulturer i et boligområde som skaber konflikter, det er den sociale nød.
Der findes boligområder med stor koncentration af fremmedsprogede uden at der er problemer.
Hvorfor er etnicitet og konflikt så tæt sammenkoblede?
Den borgerlige presse glemmer, at verdens folkeslag ikke altid har eksisteret. Mange folkeslag er forsvundet gennem tiderne – ikke på grund af krige eller folkemord, men fordi de er blevet opsuget af andre grupper. De er assimileret i det omgivende samfund og er blevet af-etnificeret på fredelig vis.
Etniske grupper er mennesker, som definerer sig selv og identificerer sig som aktører i en konflikt. Et godt eksempel på opståen af en etnisk gruppe er palæstinenserne. Efter staten Israels dannelse i 1948 har denne gruppe arabere gennem årtier været undertrykt, forvist fra deres hjemland, bosat i flygtningelejre, forment adgang til uddannelse og henvist til at tage de dårligste jobs. Hele dette mønster af undertrykkelse har skabt fællesskab, så palæstinenserne i dag har deres egen historie, deres egne mærkedage og egne traditioner.
Hvordan defineres begrebet etnisk minoritet?
Det afhænger af, hvad det skal bruges til.
De organiserede racister ønsker en så bred definition af indvandrerbegrebet som muligt, for dermed at bekæmpe flygtninges og indvandreres rettigheder til f.eks. dansk statsborgerskab, dansk pas osv.
Danmarks Statistik har lavet en opgørelse over fremmedsprogede, hvor de har opdelt folk efter hvor de kommer fra. Der er en gruppe af immigranter fra Norden, EU og Nordamerika. Der er en anden gruppe fra det øvrige Europa og der er en tredje gruppe fra Asien og Sydamerika. Dermed har de bøjet sig for racisters krav om at kunne lave særskilt statistik over de grupper, som har en anden hudfarve.
Indvandrere defineres som de mennesker, der ikke er danske statsborgere. Som konsekvens af hetzen og de senere års stigende racisme har Danmarks Statistik for et par år siden forsøgt at opgøre "de fremmede" en generation længere tilbage. Dvs. at personer født af forældre med udenlandsk statsborgerskab blev regnet som indvandrere, selv om de er 2.generation og taler dansk som modersmål. Derved kom der en definition på indvandrerne som f.eks. omfattede den daværende statsminister Poul Schlüter, fordi han er efterkommer af en udenlandsk statsborger. Denne opgørelse blev meget kritiseret, hvilket betød, at Danmarks Statistik gik tilbage til statsborgerskabsdefinitionen. Flygtninge, som efter 7 års ophold her i landet har opnået dansk statsborgerskab, regnes således ikke til gruppen af indvandrere i dag.
Definitionen på en indvandrer afhænger altså af, hvad den skal bruges til.
Danmark har haft indvandrerstop siden begyndelsen af 1970'erne. Det betyder, at den eneste mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark er ved at søge politisk asyl eller søge familiesammenføring i kraft af, at ansøgeren er ægtefælle, barn under 18 år eller forældre over 60 år i forhold til en herboende.
Antallet af asylsøgere i Europa er steget fra 71.000 i 1983 til 700.000 i 1992. Det er dog en meget lille del set i forhold til en europæisk befolkning på næsten 500.000.000 [1]. Det er også en meget lille del set i forhold til hvor mange flygtninge der er på verdensplan. Der findes ca. 20 mill. flygtninge i verden. Omkring 95% af dem søger beskyttelse i områder omkring hjemlandet. Derudover er andre 20 mill. drevet på flugt i deres eget land [2]. Ud af dette samlede flygtningetal kommer ca. 5% til Europa.
Hvorfor kædes social nød sammen med fremmedsprogede?
At blive integreret i Hellerup og læse på en videregående uddannelse er forskelligt fra, at blive integreret til at klare sig på bistandshjælp.
Grundlæggende integreres flygtninge i forhold til deres sociale baggrund. På samme måde som f.eks. børn af faglærte arbejdere selv bliver faglærte arbejdere og børn af akademikere også selv bliver det. For flygtninge og indvandrere er der dog en risiko for en social deroute, fordi fremmedsprogede i dag skal være dygtigere end danskere for at klare sig i konkurrencen.
Derudover har flygtningenes sammensætning, med hensyn til social baggrund, ændret karakter gennem de sidste 10-15 år. Hvor det tidligere var folk med en generelt set bedre uddannelsesbaggrund, som kom hertil som flygtninge, er det i dag flygtninge med en ringere grad af uddannelse bag sig.
Det skal bl.a. ses i lyset af, at det er blevet sværere at blive anerkendt som flygtning og derfor bliver det de mest belastede, ressourcesvage grupper, som anerkendes, mens mere veluddannede har en tendens til ikke at kunne dokumentere at være forfulgt "nok" til at opnå flygtningestatus.
At der på denne måde er "gået inflation" i flygtningebegrebet skal ses i lyset af, at forholdsvist færre får flygtningestatus mens stadigt flere ønsker at søge den.
Endelig skal vi ikke glemme betydningen af hele det pres, som den økonomiske krise giver på kravene til adgang til f.eks. uddannelse og arbejde osv.
At der er politiske hensyn i de argumenter, der føres frem omkring integration af flygtninge mere end de påståede hensyn til flygtningene selv, kan man se af den førte politik i forhold til. f.eks. lukning af grænserne i de forskellige vesteuropæiske lande.
Det er tilsyneladende ingen erklæret hensigt at lukke af for familiesammenføringer og i samme takt, at opstille kvoter for, hvor mange fremmedsprogede, der kan tolereres i sociale boligbyggerier, osv. Men der er en påfaldende tidsmæssig overensstemmelse imellem de forskellige landes indførelse af begrænsninger på sådanne felter.
Der er en tendens til, at antallet af anerkendte flygtninge falder, at de få, som så opnår asyl, får midlertidig opholdstilladelse og dermed færre rettigheder, f.eks. har jugoslaverne på særloven her i Danmark kun begrænset ret til familiesammenføring og kan heller ikke rejse ud og ind af Danmark.
Jugoslaverne skal heller ikke integreres i landet men kommer til at leve som små enklaver i samfundet. De får kun opholdstilladelser for 6 måneder ad gangen, de lærer dansk på parlør-niveau, deres børn undervises kun på serbokroatisk af dem selv, osv.
Det betyder, at de bliver fastholdt i deres identitet som en slags gæster. Dermed kan de let blive ofre for nazistisk terror og får ingen mulighed for at skabe allianceparter med danskere, hvis deres rettigheder bliver angrebet.
Den officielle begrundelse for denne segregation overfor lige præcis flygtninge fra Jugoslavien er, at de ret snart skal kunne sendes hjem igen.
Men i virkeligheden handler det om at bremse op for flygtningestrømmen og lave besparelser i det offentliges udgifter. Jugoslaverprogrammet er væsentlig billigere end det almindelige integrationsprogram for andre flygtningegrupper. og de kan sendes hjem med kort varsel.
Hvis Socialdemokratiet virkelig ønskede at modvirke tendensen til ghettodannelse for fremmedsprogede, skulle de ændre politikken overfor de mange tusinde jugoslaviske flygtninge, som bor afsondret i flygtningelandsbyer uden mulighed for reelt at integrere sig i samfundet.
Også for de andre flygtningegrupper er der sket stramninger, som er dikteret af det politiske højreskred. I 80'erne var 9 ud af 10 flygtninge såkaldte "de facto"-flygtninge, det vil sige at de indrejste i Danmark og søgte asyl ved ankomsten. Af disse ansøgere fik enkelte K-status, d.v.s. ophold efter Genève Konventionen, mens flertallet fik F-status, "de facto", hvilket alene havde betydning for, hvilken type pas, de fik og dermed deres adgang til at rejse. Derudover var der et særligt modtage program for vietnamesere og flygtningelejre i Asien.
Nu er antallet af sådanne "håndplukkede" flygtninge steget til 500 på årsbasis, mens der er visumtvang for at kunne indrejse i Danmark og søge asyl. Myndighederne ønsker at styre flygtningetilgangen ikke alene i antal men også med hensyn til karakteren af flygtninge, f.eks. nationaliteter, etniske tilhørsforhold, særligt belastede folk (torturofre).
Etniske minoriteter sætter "danskheden" i relief.
Ifølge Marx og Engels falder folks engagement i en given "Volksgeist", når vi får socialisme. Det hænger sammen med, at de herskende ideer i vores samfund er den herskende klasses ideer.
Under socialismen vil det være arbejderklassens ideer, der er fremherskende, fordi den er den herskende klasse. Arbejderklassen har ingen objektive interesser i at skelne mellem etniske eller nationale tilhørsforhold.
Derfor falder folks engagement i en given "Volksgeist" under socialismen. Som socialister er vi ikke stolte af vores nationalitet. Vi lægger heller ikke særlig vægt på at være danske socialister; vi er socialister som tilfældigvis lever i Danmark. Men ifølge borgerskabet bliver etniske karakteristika tilskrevet større betydning end f.eks. erhverv, klasse eller køn.
At folks etniske tilhørsforhold skulle være så afgørende, skal også ses i lyset af den nationalisme, som vi dagligt fodres med. Det styrker nationalismen at udpege flygtninge og indvandrere som syndebukke.
De fremmede bliver diskrimineret i samfundet. Når de så også gøres til syndebukke, føjer man spot til skade. Men den sociale nød kan ikke forklares af, at der er nogle flygtninge og indvandrere.
I virkeligheden er det klassesamfundet og selve det kapitalistiske system, som er med til at skabe racisme og etniske konflikter.
Disse konflikter bliver skærpede, når der er økonomisk krise og arbejdsløshed. I perioder med økonomisk vækst og velstand er der ikke så voldsomme konflikter mellem forskellige sproggrupper og nationaliteter.
Men med faldende levevilkår, bliver folk let ofre for hetz mod minoriteter som f.eks. flygtninge og indvandrere.
At det ikke er nogen naturlig tendens at være racist, viser sig ved, at når folk går i kamp sammen, så forsvinder racismen som dug for solen. Et godt eksempel er den strejke, der opstod i protest mod fyringen af fire tamilske arbejdere på kyllingeslagteriet Danpo.
I den situation viste det sig, at klassetilhørsforholdet spillede en større rolle end sprog og hudfarve.
Ifølge de teorier, der findes om integration, er det optimale, at flygtninge og indvandrere bevarer en del af deres særlige traditioner selv om de også optager det nye lands normer og kultur. Det gøres bedst ved, at de fremmede holder sammen i større eller mindre grupper, hvor de kan støtte hinanden og dyrke deres fælles minoritetskultur.
Det kalder man sub-integration, det vil sige at de fremmede efter ankomsten til deres nye hjemland først integreres sammen med de landsmænd, som måtte være i området, før de går ud og møder den nye kultur. Det siger teorien om integration.
Men praksis siger noget helt andet. Ifølge praksis skal flygtninge og indvandrere partout spredes. Ellers skaber de konflikter.
Hvad skyldes denne uoverensstemmelse?
Ikke hensynet til indvandrerne. Det er ikke dem, der er begyndt at tale om, at de bor i ghettoer. De vil gerne integreres mere end de er, i form af lige adgang til arbejde og uddannelse osv.
At flygtninge og indvandrere pludselig skal spredes mere end de allerede er, skyldes rent politiske hensyn.
Siden Socialdemokratiet overtog regeringsmagten i januar 93 har de ikke kunnet overholde nogen af de løfter, de har givet. F.eks. lovede de at knække arbejdsløshedskurven, hvis vi stemte ja til EF-unionen d. 18. maj 1993. Men nu er arbejdsløsheden stigende.
Det er i lyset af disse problemer, at Socialdemokratiets top sætter fokus på de ca. 3.5% af befolkningen, som de fremmede udgør.
Kampagnen har karakter af hetz.
Den er usaglig og socialdemokraterne fører argumenter i marken, som bygger på de rene myter.
F.eks. den om, at børn af indvandrere klarer sig dårligere end danske børn. Der er lavet en undersøgelse på en skole på Nørrebro i København, hvor halvdelen af eleverne er fremmedsprogede.
En fremmedsprogskonsulent har fulgt en gruppe elever to år efter at de er udgået af skolen. Det viser sig, at der ikke er nogen flersprogede elever blandt de ledige eller de der har løst arbejde (kiosk, bager el.lign.).
Til de videregående uddannelser ligger de flersprogede elever fortsat på linie med de danske og med hensyn til de faglige uddannelser og Handelsgymnasium (HG) står de stærkere.
Det må samtidig konstateres, at der er sket en del uddannelsesmæssige skift både hos de danske og de flersprogede elever, men det er de flersprogede elever, der trods skiftene forbliver i uddannelsessystemet.
De flersprogede forældre støtter deres børn i uddannelsesmæssig henseende, idet stort set ingen af dem har en uddannelsestradition bag sig. De viser tillid til, at lærerne råder, vejleder og hjælper deres børn bedst muligt.
Myten om at de flersprogede forældre helst ser drengene uddannet og pigerne hjemmegående, gælder ikke dette område. De flersprogede piger søger stort set alle en uddannelse og langt hyppigere end de flersprogede drenge gymnasium, ovenikøbet matematisk gymnasium. Desuden er HG tiltrækkende for de flersprogede piger, mens Erhvervsfaglig grunduddannelse (EG) er mest søgt af de flersprogede drenge.
Denne undersøgelse skal ikke tages for andet end et spinkelt fingerpeg, fordi den bygger på et meget snævert talunderlag. Men den er med til at underbygge teorien om, at etniske minoriteter klarer sig bedst, når de er i gruppe med andre landsmænd som udgangspunkt for integrationen.
Den udtrykker også en undtagelse fra reglen om, at fremmedsprogede generelt skal være dygtigere end danskere for at klar sig godt i konkurrencen om uddannelse, job osv.
En anden myte som har været fremme i pressen er, at der især er konflikter mellem fremmede og danskere i særligt socialt belastede boligområder f.eks. Gjellerupplanen i Århus eller Nordvestkvarteret i København. At der er flygtninge og indvandrere i de socialt belastede kvarterer viser, at flygtninge og indvandrere ikke har let ved at klare sig. Hvis de så ovenikøbet beskyldes for at være årsag til problemer, er det at føje spot til skade.
Endelig er der myten om, at flygtninge og indvandrere ikke vil lære dansk. Kravene til at de følger danskundervisning er skærpet. Men problemet er, at der ikke følger nok bevillinger med til danskundervisningen.
Det betyder, at mange flygtninge venter i månedsvis på at komme igang eller komme videre med danskundervisning til trods for, at de meget gerne vil lære dansk og ofte er frustrerede over ventetiden, som de føler som tidsspilde.
I virkeligheden havde det ikke været nødvendigt at skærpe kravene til skolegangen. Politikerne kunne bare have nøjedes med at øge bevillingerne til sprogundervisningen.
Nogle påstår, at det er nødvendigt at slå ned på flygtninge for at undgå angreb fra nazister og for ikke at give racister gode kort på hånden. Men det er det modsatte, som sker.
Hver gang der bliver strammet op på adgangen til asyl eller indvandring, f.eks. i form af nye regler for familiesammenføringer, giver det mere spillerum for højrefløjen i den offentlige debat.
Racister og nazister får blod på tanden og argumenterer for flere stramninger og restriktioner. Det rykker debatten til højre.
Denne tendens viser sig bl.a. ved, at Socialdemokratiet er begyndt at fokusere på repatriering – altså flygtninges tilbagevenden til hjemlandet.
Mange menneskers opfattelse af, hvad forskellen er mellem flygtninge og indvandrere har hidtil været, at en indvandrer kan vende hjem, men det kan en flygtning ikke. Nu er de politiske vinde ved at vende denne opfattelse til, at en flygtning er en, som absolut SKAL vende hjem – før eller siden. Den opfattelse – at målet med at integrere sig her er at forberede en senere repatriering – stemmer dog ikke overens med virkeligheden – endnu. Der er meget få flygtninge, der repatrierer, men der er politisk ønske om, at flere gør det.
Afsluttende kan man fastslå, at hetzen mod indvandrere og flygtninge fremmer racisme og splittelse i arbejderklassen. Splittelsen opstår dog ikke af sig selv; det er borgerskabets instrument til at fjerne opmærksomheden fra krisen i samfundet.
Magthaverne har ingen løsninger på den manglende vækst i økonomien, og utilfredsheden stiger. For at undgå, at almindelige mennesker begynder at sparke opad i systemet, spiller de borgerlige kræfter ud med det nationalistiske og racistiske kort, så vi sparker hinanden i stedet for.
Så står vi splittet og for svagt til at tilbagevise kriseløsningerne.
Hvis politikere og andre fortsætter deres hetz mod indvandrere og flygtninge, kan det modvirke integrationen i samfundet, fordi de bliver så udskældte, at de netop bliver etnificeret.
Myterne kan blive så virkeliggjorte, at flygtninge og indvandrere faktisk bliver en udstødt gruppe i langt højere grad end det er tilfældet i dag.
Der er en fare for, at fremtidige overgreb fremover ikke kun vil ramme flygtninge og indvandrere men at borgerskabet får blod på tanden og selvtillid til at angribe andre grupper, som i dag er mindre marginaliseret i forhold til uddannelse, jobs og boliger m.v. end flygtninge og indvandrere.
Socialister må bekæmpe splittelse mellem flersprogede grupper og danskere, fordi det svækker arbejderklassen.
1. Socialist Review nr. 166, juli/august 1993 s.5.
2. Indvandrere, flygtninge og asylsøgere i Danmark, pjece udgivet okt. 93 af Dansk Flygtningehjælp m.fl. s.4.
Udskrevet fra www.socialister.dk 24. november 2024 kl. 06:34