Hvis man skal fremhæve en enkeltperson, som mere end nogen anden har været central i udviklingen af vores traditions opfattelse af det revolutionære parti, så er det uden tvivl Lenin. For ham var fuldførelsen af de revolutionære opgaver det meste af hans aktive, politiske liv knyttet uadskilleligt sammen med spørgsmålet om organisation 1.
„Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne", skrev han i Hvad må der gøres 2 fra 1902. Det løfte tog Lenin selv helt bogstaveligt. Han opfandt ikke teorien om partiet hjemme ved skrivebordet, men udviklede hele tiden sin opfattelse ud fra de erfaringer, som han og de andre bolsjevikker gjorde sig fra omkring århundredskiftet og frem til den russiske oktoberrevolution i 1917. Som Cliff skriver i sin Lenin-biografi: „Leninismen sprang ikke ud af Lenins skaldede hoved."
Der er nok ikke nogen tvivl om, at Lenin havde mange analytiske evner, men det var i høj grad den russiske virkelighed, som han opererede i, som var medvirkende til, at hans teori om det revolutionære parti på afgørende punkter brød med den opfattelse, der herskede i det meste af den europæiske arbejderbevægelse. Og det var netop i Hvad må der gøres, at det afgørende brud sker.
De særlige russiske forhold ved århundredskiftet bestod først og fremmest i, at kapitalismens udvikling var langt bagud i forhold til resten af Vesteuropa. Politisk var Rusland som følge heraf også tilbagestående. Det politiske system var enevældigt, og arbejderklassen havde ligesom så mange andre undertrykte ingen demokratiske rettigheder. Det var således forbudt at danne fagforeninger eller politiske, oppositionelle grupper.
Men der var en arbejderklasse i byerne og dermed også en moderne klassekamp. Fra midten af 1890'erne var der massestrejker i store dele af Rusland 3. Og de marxistiske studiecirkler, der blev dannet i løbet af 1880'erne begyndte nu at intervenere i arbejderklassens kampe og havde en vældig succes med det. Men arbejdercirklerne var illegale og havde ikke nogen fælles russisk organisering.
I 1898 havde der været et forsøg på at indkalde en kongres, der kunne knytte de forskellige arbejdercirkler sammen i ét alrussisk socialdemokrati. Men der mødte kun 9 delegerede op, kongressen blev stormet af zarens politiske politi, og 8 af de delegerede blev arresteret. Så det blev ikke til noget i den omgang.
Lenin argumenterede fra sit eksil i Sibirien for på trods af det mislykkede første forsøg at forsætte bestræbelsen på at danne et parti. Hen mente, at hvis man skulle samle arbejderklassens kampe til et afgørende slag mod zaren, så måtte arbejderklassen organiseres på alrussisk niveau. Det var ikke en opgave, som kunne klares lokalt. Men Lenin havde flere modstandere mod sit projekt end zarens politi. Mange i arbejdercirklerne blev grebet af succesen med intervention i arbejderklassens kampe, og mente, at socialdemokraterne skulle fortsætte den måde at arbejde på. De var modstandere af, at socialdemokraterne brugte tid og kræfter på andet end agitationen på de enkelte arbejdspladser og styrke arbejderne i kampen for forbedringer. De mente, at den spontanitet, der udviklede sig i arbejderklassens kampe af sig selv ville bevidstgøre arbejderklassen og gradvist få den til at se nødvendigheden af et opgør med zaren.
De lagde derfor ingen vægt på socialistisk propaganda og så ingen grund til at involvere sig i teoretiske diskussioner om mål og perspektiver for socialister, endsige i at organisere et alrussisk socialdemokrati. Hvad det gjaldt om, var at understøtte arbejderklassens økonomiske kampe i praksis. I et af deres manifester, Credo, som betyder trosbekendelse, skrev de: „For den russiske marxist, er der kun en vej: at deltage i dvs. at bistå proletariatets økonomiske kamp og deltage i den liberale opposition."
Lenin kaldte denne tendens for økonomister, fordi de så entydigt tog udgangspunkt i arbejderklassens økonomiske kampe. Og han brugte meget af sin tid og sine kræfter for at bekæmpe den tendens fra 1898 til 1903. Højdepunktet i Lenins kamp mod økonomisterne var netop bogen Hvad må der gøres. I den tager han fat i økonomisternes grundlæggende argument, nemlig at arbejderklassens bevidsthed springer ud af arbejderklassens spontane handlinger.
Der forekom ... strejker i Rusland både i 70'erne og i 60'erne (og endda i første halvdel af det 19. århundrede), ledsaget af „spontane" ødelæggelser af maskiner osv. I sammenligning med disse „oprør" kan strejkerne i 90'erne endog betegnes som „bevidste" – så tydeligt er det skridt fremad, som arbejderbevægelsen har taget i den mellemliggende tid. Det viser os, at det „spontane element" i virkeligheden ikke er andet end den bevidste orienterings kimform....
Mens oprørene blot var undertrykte menneskers opstand, var de systematiske strejker nu udtryk for spiren til klassekamp, men netop også kun spiren. I sig selv var disse strejker en trade-unionistisk (fagforeningsmæssig; TC) kamp og ikke en socialdemokratisk (dvs. revolutionær; TC), de markerede den vågnende antagonisme mellem arbejdere og fabriksherrer, men arbejderne havde ikke og kunne ikke have nogen bevidsthed om deres interessers uforsonlige modsætningsforhold til hele det moderne politiske og sociale system.4
Altså: Arbejdernes bevidsthed udvikler sig spontant, men kun til en vis grænse. Nemlig til en trade-unionistisk bevidsthed. Det vil sige en bevidsthed om, at de som arbejdere under kapitalismen skal forsøge at sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt ved at organisere sig. Men de kan ikke spontant udvikle en bevidsthed om at afskaffe det kapitalistiske system, hvor indenfor, de er nødt til at sælge deres arbejdskraft. Den bevidsthed må komme udefra.
Alle landes historie viser, at ved egne kræfter alene er arbejderklassen kun i stand til at udvikle en trade-unionistisk bevidsthed, dvs. en overbevisning om nødvendigheden af at slutte sig sammen i forbund, føre kamp mod fabriksherrerne, arbejde for at få regeringen til at udstede forskellige love, som er nødvendige for arbejderne osv. Socialismens lære derimod er vokset frem af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, som er udviklet af dannede repræsentanter for de besiddende klasser, af intelligensen. 5
I følge ovenstående citat kommer den socialistiske bevidsthed fra repræsentanter fra den herskende klasse. Et andet sted i Hvad må der gøres skriver Lenin om bevidstheden tilført udefra på en lidt anden måde:
Klassemæssig bevidsthed kan kun bibringes arbejderne udefra, dvs. fra området uden for den økonomiske kamp, uden for den sfære, der udgøres af arbejdernes forhold til arbejdsgiverne. Det område, hvorfra denne viden alene kan hentes, omfatter alle klassers og lags forhold til staten og regeringen, det indbyrdes forhold mellem alle klasser... For at bibringe arbejderne politisk viden må socialdemokraterne gå ud i alle befolkningsklasser, sende afdelinger af deres hær ud til alle sider. 6
I det sidste citat er det ikke så meget et spørgsmål om, at bevidstheden skal tilføres arbejderklassen af folk, der selv står uden for arbejderklassen. Det er mere et spørgsmål om, at det revolutionære parti orienterer sig om hele samfundet i stedet for udelukkende at se på forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om, at arbejderklassens bevidsthed skal tilføres udefra, efter at jeg har beskrevet, hvilke konklusioner Lenin drog af sin opfattelse af forholdet mellem spontanitet og bevidsthed.
Først og fremmest: Hvis det russiske socialdemokrati skal tilføre arbejderklassen bevidsthed, så skal partiet selv være bevidst. Det vil sige, at partiet skal bestå af folk, som er bevidste om nødvendigheden af en arbejderevolution. I modsætning til økonomisterne, som mente, at socialdemokratiet skulle tage sit udgangspunkt i arbejdsklassens umiddelbare bevidsthedsniveau, så mente Lenin, at partiet ikke skulle synke ned på massernes niveau, men derimod hive massernes bevidsthedsniveau op. Partiet skulle med andre ord være et avantgardeparti.
Det var et fundamentalt brud med den opfattelse, der var i de vestlige socialdemokratier, som så det som deres opgave at repræsentere hele arbejderklassen med det bevidsthedsniveau, der umiddelbart gjorde sig gældende i arbejderklassen. For Lenin var det vigtigt, at partiet var organiseret uafhængigt af, hvad flertallet i arbejderklassen måtte mene. Det betød ikke, at Lenin ikke så betydningen af arbejderklassens kampe, tværtimod:
Der kan ikke være nogen diskussion om, at massebevægelsen er en meget vigtig foreteelse. Men hele spørgsmålet drejer sig om, hvordan det skal forstås, at denne massebevægelse „bestemmer opgaverne". Det kan forstås på to måder: Enten i form af knæfald for bevægelsens spontanitet, dvs. begrænsning af socialdemokratiets rolle til blot at være tjener for arbejderbevægelsen som sådan ... eller i den forstand, at massebevægelsen stiller os over for nye teoretiske, politiske og organisatoriske opgaver, som er langt mere indviklede end dem, man kunne nøjes med at stille i tiden, før massebevægelsen opstod. 7
Lenin havde på ingen måde en idé om, at arbejderklassens avantgarde organiseret i et revolutionært parti skulle erstatte arbejderklassen eller undlade at forholde sig til dens kampe. Tværtimod mente han, at hvis man udelukkende organiserede de revolutionære i partiet, så havde det nemmere ved at hæve niveauet i hele arbejderklassen.
Som konsekvens af sin opfattelse af det revolutionære parti som et avantgardeparti førte Lenin en benhård og kompromisløs kamp mod folk i partiet, som ikke var revolutionære både i ord og handling. Hvis det skulle lykkes at hæve arbejderklassens politiske niveau stillede det store krav til politisk og teoretisk afklaring og til aktiv handling. Lenin selv formulerede det på den måde: „Hellere sortere en revolutionær for meget fra end at lade 10 opportunister komme ind." Lenin ville med andre ord hellere finde sig i, at partiet i perioder var meget lille og uden særlig stor indflydelse end at have et uklart politisk og teoretisk grundlag.
Den konkrete model for organiseringen af partiet hang meget snævert sammen med situationen i Rusland. Eftersom partiet var illegalt og de forskellige arbejdercirkler ustandseligt blev trevlet op af zarens politiske politi, slog han meget på, at partiet skulle bestå af professionelle revolutionære. Om medlemmerne oprindeligt kom fra middelklassen eller arbejderklassen var sådan set revnende ligegyldigt. Men en arbejdercirkel holdt gennemsnitlig ikke mere end 6 måneder, før den var trevlet op, og man måtte starte forfra. For at opbygge en mere stabil organisation under de betingelser, måtte medlemmerne have træning i at undgå politiets optrevling. Medlemmerne måtte være professionelle.
Endelig mente Lenin, at en regelmæssig udgivelse af en alrussisk avis var forudsætningen for at binde organisationen sammen på landsplan. Den gav socialdemokraterne mulighed for at argumentere på samme måde i hele Rusland. Men ...:
Avisen er ikke blot en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator, men tillige en kollektiv organisator. I denne sidste henseende kan man sammenligne den med stilladset, som bygges op omkring et hus under opførelse, antyder bygningens konturer, letter samspillet mellem de enkelte bygningsarbejdere, hjælper dem til at fordele arbejdet og at overskue de fælles resultater, der opnås ved organiseret arbejdsindsats. 8
Avisen skulle være bindeledet mellem de illegale afdelinger. Men det skulle også være bindeleddet mellem de illegale professionelle revolutionære og et større net af aktivister, som sørgede for at sprede avisen og som på et senere tidspunkt ville være med til at organisere opstanden mod zaren.
Hvad må der gøres var ikke tænkt som en grundbog i partiopbygning. Den var først og fremmest en polemik med økonomisterne. Argumenterne var lagt til rette efter det, og nogle af dem var trukket for langt specielt i forhold til to ting. For det første i spørgsmålet om, hvorvidt bevidstheden skal tilføres arbejderklassen fra progressive dele af den borgerlige intelligens. For det andet spørgsmålet om, hvilken bevidsthed arbejderklassen kunne opnå gennem spontan handling.
Lenins bemærkning om, at: „Socialismens lære derimod er vokset frem af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, som er udviklet af dannede repræsentanter for de besiddende klasser, af intelligensen" 9, havde han fra den tyske socialdemokrat Karl Kautsky, som bl.a. skriver:
Den moderne socialistiske bevidsthed kan kun opstå på grundlag af dyb videnskabelig indsigt. I virkeligheden udgør den økonomiske videnskab i lige så høj grad en forudsætning for socialistisk produktion som f.eks. moderne teknik, blot kan proletariatet ikke med sin bedste vilje skabe hverken videnskaben eller teknikken, begge opstår af nutidens samfundsproces. Bæreren af videnskaben er imidlertid ikke proletariatet, men den borgerlige intelligens. 10
Lenin opfattede ikke selv på daværende tidspunkt, at hans partiopfattelse adskilte sig grundlæggende fra den opfattelse, der fx. prægede det tyske socialdemokrati. Tværtimod er Kautsky et af Lenins forbilleder. Først med 1. verdenskrigs udbrud og det tyske socialdemokratis tilslutning til Tysklands krigsførelse ser Lenin, hvad der egentlig var gået for sig i det tyske socialdemokrati.
Men Kautskys opfattelse af, at arbejderklassen ikke selv kan komme til erkendelsen af socialismens nødvendighed, står i skærende kontrast til marxismen centrale ide, nemlig at arbejderklassens befrielse er dens eget værk. Ganske vist kom hverken Marx, Engels eller Lenin fra arbejderklassen, men deres teoriudvikling havde været umulig uden arbejderklassens kamp i praksis.
Marx og Engels udviklede sig fra at være borgerligt radikale filosoffer til at blive revolutionære socialister på baggrund af især Engels' studier af arbejdernes forhold i England. Marx' opfattelse af staten fik han ikke fra at gå på British Museum, men fra erfaringerne fra arbejdernes oprettelse af Pariserkommunen i 1871. Og som vi skal se senere, lærte Lenin hele tiden af arbejdernes virkelige kamp. Hvad Marx, Engels og Lenin i virkeligheden gjorde var at drage konklusionerne fra arbejderklassens kamp. Lenin tog altså fejl, når han skrev, at socialismens lære sprang ud af hovederne på den borgerlige intelligens.
Hvad der derimod er rigtigt er, at arbejderklassen er nødt til at have en viden og en politik på andre spørgsmål end arbejdernes kamp mod arbejdsgiverne. Også i dag må socialister forholde sig til en række andre forhold end den faglige kamp. Spørgsmålet om racisme, kvindeundertrykkelse, undertrykkelse af seksuelle og religiøse minoriteter, studenterkamp osv. er uomgængelige emner, hvis man vil forstå, hvordan den herskende klasse fastholder sin magt gennem splittelser af de undertrykte. At overvinde splittelsen mellem arbejderklassens mænd og kvinder, mellem indvandrere og indfødte arbejdere og forstå studenternes rolle i forhold til arbejderklassens kamp er afgørende for at kunne samle den styrke, der har kræfterne til at besejre den herskende klasse og kapitalismen.
Men hvis arbejderklassen selv kan bevidstgøre sig om socialismens nødvendighed, så holder det jo ikke, når Lenin siger, at arbejderklassen af sig selv højest er i stand til at opnå en trade-unionistisk bevidsthed. Jeg vil sige, at Lenin har både ret og tager fejl. Det meste af tiden udvikler arbejderklassen ikke spontant en revolutionær bevidsthed – heller ikke i strejkesituationer. Men under særlige revolutionære omstændigheder kan arbejderklassen udvikle en revolutionær bevidsthed. Det erfarede Lenin i 1905, hvor arbejderklassen i Rusland rejste sig til revolution med en spontan bevæbning, dannelse af arbejderråd og meget mere. Søndag den 9. januar 1905 demonstrerede titusinder af arbejdere i Petrograd for at få zaren til at give indrømmelser. Demonstranterne troede faktisk, at zaren var parat til at give indrømmelser. Men i stedet for indrømmelser blev demonstranterne mødt med geværsalver. Om det skrev Lenin:
Det russiske proletariat vil ikke glemme denne lektion. Arbejderklassens mest uerfarne, mest tilbagestående lag, der naivt troede på tsaren og oprigtigt ønskede fredeligt at overbringe tsaren selv det martrede folks bønner, de fik alle en lektion af den militære magt under ledelse af tsaren eller af tsarens onkel, storfyrst Vladimir.
Arbejderklassen fik en storslået lektion i borgerkrig; proletariatets revolutionære opdragelse tog på én dag et så stort skridt fremad, som det kunne have taget i måneder og år i sit grå, forkuede hverdagsliv. 11
Der hersker ikke den ringeste tvivl om, at revolutionen vil lære arbejdermasserne i Rusland socialdemokratisme. 12
Senere, da Lenin ville overbevise bolsjevikkerne om, at partiet skulle åbne portene for arbejderklassen, skrev han:
I den nuværende situation, da det heroiske proletariat i gerning har bevist sin beredvillighed til at gå i kamp og sin evne til at kæmpe solidarisk, støt, for klart erkendte mål, i en rent socialdemokratisk ånd, – i den situation vil det være ligefrem latterligt at betvivle, at de arbejdere, der er medlemmer af vort parti, eller som i morgen efter centralkomiteens opfordring melder sig ind, vil være socialdemokrater i 99 af 100 tilfælde. Arbejderklassen er instinktivt, spontant socialdemokratisk. 13
Lenin lærte altså ikke bare, at arbejderklassen i visse situationer lynhurtigt kunne udvikle sin bevidsthed af revolutionen selv, men også, at det revolutionære parti måtte være et arbejderparti – ikke bare i den forstand, at det var orienteret mod arbejderklassen, men også at partiet ikke kunne nøjes med at bestå af professionelle revolutionære, men i høj grad også af arbejderne selv.
Men betyder Lenins korrektion af sin opfattelse af forholdet mellem bevidsthed og spontanitet, at hans opfattelse af partiet var forkert? På ingen måde. For det første er det vigtigt at huske på, at det meste af tiden bliver arbejderklassen ikke af sig selv revolutionær. Revolutionære vil derfor være et mindretal i arbejderklassen, så længe situationen selv ikke er moden til revolution. Revolutionære har derfor stadig brug for at være organiseret uafhængigt af arbejderklassen som helhed. Omvendt viste erfaringerne fra 1905, at partiet på trods af sin politiske uafhængighed samtidig skulle være en organisk del af arbejderklassen dvs. bestå af arbejdere og forholde sig til arbejdere.
For det andet eksisterer behovet for et avantgardeparti i høj grad også i revolutionære situationer. Oven på sin konstatering af, at revolutionen lærer arbejderklassen at være revolutionær, skriver Lenin:
Spørgsmålet står nu for det kæmpende politiske parti, om vi er i stand til at lære revolutionen noget, om vi er i stand til at udnytte vor socialdemokratiske læres rigtighed, vor forbindelse med den eneste helt igennem revolutionære klasse, proletariatet, til at sætte et proletarisk stempel på revolutionen, til at føre revolutionen frem til en virkelig sejr, ikke blot i ord, men også i handling ...
Vi må være i stand til at stille denne aktions opgaver rigtigt for derefter i så vid udstrækning som muligt at udbrede kendskabet til disse opgaver og forståelsen af dem. 14
Selv om arbejderklassen er spontant revolutionær, så sker den bevidsthedsmæssige udvikling i spring, og den sker ujævnt i arbejderklassen. Det betyder dels, at flertallet i arbejderklassen først kommer til en revolutionær erkendelse, når den står midt i revolutionen. Og så er det for sent at finde ud af, hvad der skal ske. Forberedelsen til revolutionen skal ske på forhånd. Dels vil arbejderne ikke komme til den samme erkendelse på samme tid. Arbejdernes bevidsthed består nemlig ikke kun af de helt aktuelle erfaringer, men også af de erfaringer, der er gået forud.
Det vil alt i alt sige, at selv om arbejderklassen spontant erkender nødvendigheden af en revolution, vil det være meget usandsynligt, at arbejderne spontant gennemfører en magtovertagelse. En magtovertagelse kræver planlægning, organisering og konsekvent handling. For arbejderklassen står over for en centraliseret modstander. Hvis man sammenligner politiets muligheder for at gribe ind i en strejke med de strejkendes muligheder for at handle, er der en tydelig forskel. Politibetjentene behøver ikke først at diskutere og komme til enighed om, hvad de skal gøre. Deres indsats er ikke afhængig af, hvordan en diskussion forløber og hvad et flertal når frem til. Det eneste de behøver, er en ordre oppefra.
Strejkende arbejdere er nødt til at holde møder, hver gang større aktioner skal planlægges og føres ud i livet. Den aktionsform, de vælger, er ikke nødvendigvis den mest effektive, men den, der bliver flertal for. En socialistisk opstand skal være effektiv, hurtig og skal helst komme som en overraskelse for den herskende klasse. Det betyder, at selve opstanden i praksis skal organiseres af en håndfuld trænede og erfarne socialister i al hemmelighed. Men en håndfuld socialister kan langt fra gennemføre revolutionen alene. Forud må der gøres en lang række forberedelser, som kræver et revolutionært, centralistisk masseparti:
1. De revolutionære skal vinde flertallet i arbejderklassen for deres perspektiv om en magtovertagelse. Det vil sige, at de skal være i stand til at føre en politisk kamp på flertallet af landets arbejdspladser. Først når et stort flertal i arbejderklassen er vundet for at tage magten, er tiden moden til opstanden. Det betyder, at partiet må have sikre informationer om holdningen i arbejderklassen.
2. Partiet skal sikre gennemførelsen af en politik, der kan trække andre undertrykte lag og klasser bag arbejderklassens kamp. Bolsjevikkernes krav om brød, fred og jord var lige præcist en parole, som skulle sikre en fælles front af arbejdere, soldater og bønder.
3. Partiet skal være i stand til at holde de mest utålmodige, revolutionære arbejdere tilbage, indtil der er opbakning i det meste af arbejderklassen for revolution. Hvis de mest revolutionære arbejdere forsøger at tage magten for tidligt, vil de kunne isoleres fra resten af arbejderklassen, og revolutionen er dermed dømt til at mislykkes.
4. Partiet skal kunne pege på de skridt, arbejderklassen kan tage for at øge sin styrke frem til, at den er stærk nok til at tage magten.
5. Partiet skal planlægge, organisere og gennemføre opstanden og samtidig være sikre på, at arbejderklassen vil tage og opretholde magten.
Der var et andet område, hvor Lenins partiopfattelse adskilte sig afgørende fra de tyske socialdemokraters, inklusive de revolutionære som Rosa Luxemburg. Lenin mente nemlig, at den politiske kamp skulle udmøntes i organisatoriske konsekvenser.
I det tyske socialdemokrati – og i flere andre europæiske socialdemokratier – var der omkring århundredskiftet kraftige diskussioner mellem revolutionære, som fastholdt socialdemokratiets oprindelige, marxistiske udgangspunkt, og revisionister, som gik ind for en revision af marxismen. 15 Diskussionen endte ikke i enighed, men alle diskussionens parter inklusive Rosa Luxemburg forblev medlemmer af Socialdemokratiet. Omvendt forholdt det sig med uenighederne i det russiske socialdemokrati.
Da man gjorde sit andet forsøg på at skabe et samlet russiske socialdemokrati på en kongres i London var det meget med udgangspunkt i Lenins Hvad må der gøres. Men i den praktiske, konkrete udmøntning af Lenins holdninger viste problemerne sig. Det var spørgsmålet om, hvordan man definerede medlemskab af partiet, der fik fremkaldt uenighederne. Martov, som frem til kongressen havde siddet i redaktionen af partiets avis, Iskra, sammen med Lenin, havde stillet et forslag, der lød: „Et medlem af de russiske socialdemokratiske arbejderparti er en der accepterer dets program, støtter partiet økonomisk og yder regelmæssig personlig assistance under ledelse af en af dets organisationer."
Over for det stillede Lenin et alternativt forslag: „Et medlem af partiet er en, der accepterer dets program, og som støtter partiet både økonomisk og gennem personlig deltagelse i en af partiets organisationer." 16 Umiddelbart synes forskellen på formuleringerne ikke så stor, men i praksis er forskellen imidlertid uoverkommelig, fordi Lenins krav om, at et medlem skulle deltage i en af partiet organisationer indebar, at medlemmet accepterede at arbejde illegalt med hvad dertil hører af konsekvenser for vedkommendes eget liv. Med andre ord var der i Lenins parti ikke plads til folk, der kun i ord var revolutionære, men ikke ville tage de praktiske konsekvenser. 1903-kongressen resulterede i en splittelse mellem de to fraktioner i flertallet, bolsjevikkerne, og mindretallet, mensjevikkerne. 17
Med begivenhederne i bakspejlet kan vi i dag se, at splittelsen mellem Martov og Lenin kom til at afgøre, på hvilken side af Oktoberrevolutionen de to og deres politiske fraktioner kom til at stå. Martov og mensjevikkerne var imod revolutionen, mens Lenin og bolsjevikkerne organiserede den. Mensjevikkernes ønske om ikke at tage den fulde organisatoriske konsekvens af de politiske holdninger udtrykte ikke bare en opportunisme i organisatoriske spørgsmål, men blev tillige en politisk opportunisme.
I de europæiske socialdemokratier resulterede den organisatoriske opportunisme i, at partierne i 1914 endte med at stemme for, at de nationale borgerskaber sendte arbejderklassen i krig med arbejdere fra andre lande i 1. verdenskrig. De revolutionære, som frem til 1914 havde arbejdet inden for socialdemokratierne, kunne ikke vinde over reformisterne og stod efter bruddet med dem så godt som uden organisation. I Rusland derimod betød splittelsen i 1903, at revolutionære og reformister blev skilt ad. Bolsjevikkerne kunne derfor i 1914 stemme imod krigen som et af de eneste partier i 2. Internationale.
Og hvad der var mere vigtigt, så var der i Rusland i 1917, da tiden var inde til revolution, et revolutionært parti, der kunne lede og organisere opstanden. Mens de revolutionære partier i de andre lande var for små, uprøvede og desorganiserede til at kunne udnytte den revolutionære situation i perioden 1918-23.
Det, der gjorde, at Lenin og bolsjevikkerne i modsætning til revolutionære i det øvrige Europa kunne stå i spidsen for oktoberrevolutionen, var, hverken at revolutionen i Rusland var speciel, eller at de var særligt begavede. Det var først og fremmest, at de russiske revolutionære havde været organiseret for sig selv i 14 år og havde opbygget et revolutionært parti i den periode.
Det var ikke sådan, at bolsjevikkerne fra starten havde alle de rigtige opfattelser. Men i kraft af, at de havde et parti, hvor afstanden mellem politiske ideer og konsekvens i praksis var så kort, så kunne de korrigere sig selv, når de fandt ud af, at de havde taget fejl. For partier, som kun er revolutionære i ord, men ikke i handling, får udviklingen i de politiske ideer ingen praktiske konsekvenser.
Lenin og bolsjevikkerne havde det meste af tiden haft en opfattelse af, at den russiske revolutions karakter ville være en borgerlig revolution. Det vil sige afskaffelse af enevælden og indførelsen af et borgerligt demokrati. Men anført af arbejderklassen. Det viste sig at være et forkert perspektiv. Trotskij havde med teorien om den permanente revolution et rigtigt perspektiv, nemlig at revolutionen ville være socialistisk. Men Trotskij, som efter splittelsen i 1903 valgte at stemme med mensjevikkerne, havde ingen at overbevise om sit korrekte perspektiv med, fordi han valgte at stå uden for bolsjevikpartiet. Trotskijs perspektiv fik derfor ingen betydning, før han meldte sig ind i bolsjevikpartiet i maj 1917.
Da det derimod gik op for Lenin, at bolsjevikkernes perspektiv om den borgerlige revolution var for begrænset, var han i stand til at føre en politisk kamp for det i bolsjevikpartiet og vinde partiet for det. Men kun fordi han havde brugt de forudgående 14 år på at opbygge bolsjevikpartiet.
Lenins og bolsjevikkernes erfaringer viser, at revolutionæres primære opgave er at forberede sig til en revolutionær situation gennem at opbygge et revolutionært parti. Vores opgave er ikke gennem vores indsats i klassekampen at skabe den revolutionære situation. Selv om vi selvfølgelig af fuldt hjerte ønsker, at arbejderklassen skal vinde de kampe, de kommer ud i, så er det i sidste ende spørgsmålet, om vi har brugt tiden frem til revolutionen på at opbygge et revolutionært parti, der kan gøre forskellen på succes og fiasko. Det vil sige, at vores intervention i arbejderklassens kamp først og fremmest handler om at styrke den revolutionære organisation. Hvilket primært vil sige at blive nogle flere medlemmer. Hvis vi forsømmer den opgave, kan alt andet, vi gør, være lige meget.
Det er nødvendigt at have en politisk afklaring og teori. Vi må organisere os selvstændigt fra borgerlige og reformistiske ideer i arbejderklassen. Vi møder tit påstande om, at venstrefløjen er splittet på grund af bagateller, eller folk spørger os, hvorfor vi f.eks. ikke er med i Enhedslisten. Men erfaringerne viser, at organiserer vi os ikke selvstændigt i dag, vil de revolutionære ideer have svært ved at vinde frem i et klassekampsopsving. Revolutionære er nødvendigvis et mindretal i arbejderklassen frem til revolutionen. Og vi skal ikke give afkald på at have klare holdninger for at få flere medlemmer.
På den anden side er vi ikke en sekt, der har nok i os selv. Vi kan kun blive en afgørende kraft i revolutionen, hvis vi faktisk kan blive et arbejderparti i den forstand, at vi er et parti, der består af arbejdere, og som kan føre politisk kamp i arbejderklassen. Vi må derfor intervenere i arbejderklassens kampe, dels for at lære at tage de politiske slagsmål, men i høj grad også for at vinde nye medlemmer blandt arbejderklassen.
Vi kan ikke begrænse vores politiske arbejde til arbejderklassen. Vi skal med Lenins ord være folkets tribun. Det vil sige vi skal blande os i alle kampe mod undertrykkelse. Studenterkamp, kampen mod racisme, kampen mod kvindeundertrykkelse, miljøkampe osv. Ja, selv hvis det kun handler om farven på lokumspapiret.
1. Denne artikel er en gennemskrivning og bearbejdning af et oplæg holdt på Internationale Socialisters landsledelsesmøde i januar 1996. Det er ikke fyldestgørende, hvad angår Lenins teori om partiet. Der mangler først og fremmest den meget vigtige udvikling af Lenins teorier i årene fra 1914-17. Det må komme en anden god gang.
2. Lenin: Hvad må der gøres, -i: Lenin: Udvalgte værker, bd. 2, Tiden, København 1976.
3. Man kan få en gennemgang af strejkebølgerne i Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger, – i: Rosa Luxemburg: Politiske skrifter, Tiderne skifter, København 1976.
4. Lenin, op.cit s. 46-7.
5. Ibid. s. 47.
6. Ibid. s. 96.
7. Ibid. s. 62.
8. Ibid. s. 180.
9. Ibid. s. 47.
10. Her citeret fra Lenin op.cit s. 55-6.
11. Lenin: Revolutionen i Rusland begyndt – -i: Lenin: Udvalgte Værker bd. 4, s. 17.
12. Lenin: To slags taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske revolution – i: Lenin op.cit., s. 21.
13. Lenin: Om partiets reorganisering – -i: Lenin op.cit s. 162. Min fremhævning.
14. Lenin: To slags... op.cit., s. 22.
15. Se bl.a. Chris Harman: From Bernstein to Blair -i: International Socialism nr. 67.
16. Begge citater fra John Molyneux: Marxism and the Party, Pluto Press, London 1978, s. 51 (min fremhævning).
17. Konkret skete splittelsen dog ikke på afstemningen om paragraffen om medlemsstatus, som Lenin tabte, men på afstemningen om, hvem der skulle sidde i redaktionen af Iskra.
Udskrevet fra www.socialister.dk 21. november 2024 kl. 23:39