For alle revolutionære er spørgsmålet om forholdet mellem parti og klasse en tilbagevendende diskussion. Og det bør det konstant være, fordi et revolutionært parti dagligt afprøver sin politik i praksis, ikke bare gennem avissalg, men prøver at stille sig i spidsen for arbejderklassens kampe. På den måde er vores praksis hele tiden et konkret bud på forholdet parti og klasse.
Det skal også være sagt, at det ikke er et statisk forhold, men står i et dialektisk forhold til klassekampens udvikling og partiets størrelse. Dels er der forskel på, om vi skal bygge et parti op i Danmark eller i et oprørsk Sydafrika, og dels er der forskel på, om vi er 100 medlemmer eller 10.000 som SWP i England. Alligevel skal vi bruge de erfaringer og teoretiske erkendelser, revolutionære ledere har draget, således at vi ikke begår de samme fejl, og således at vi forsøger at få det optimale ud af situationen.
Netop fordi forholdet mellem parti og klasse er dialektisk, så betyder de objektive og subjektive forhold i den eksisterende klassekamp utroligt meget. Objektivt set befinder vi os i en klassekampssituation mellem 80'ernes nedgang og et kommende opsving i klassekampen. Det udtrykkes i den konstante skiften mellem kamp og passivitet, kun korte momenter af generalisering og en massiv tilstedeværelse af nederlagets reformistiske ideer fra 80'erne.
I enhver arbejdskamp vil alle delene være til stede i større eller mindre udstrækning – også i blandt de strejkende selv. Samtidig betyder det, at ingen kampe kan være i stilstand, selvom det på overfladen ser ud, som om styrkeforholdet er konstant. Hvis arbejderne ikke er i offensiven, så udnytter arbejdsgiveren den mindste svaghed til selv at slå tilbage.
Et eksempel på dette er sygeplejerskernes lønkamp i 1995, hvor de i maj-juni gennemførte en omfattende mobilisering og strejkebevægelse på alle sygehuse, samtidig med at 75% i hele befolkningen bakkede sygeplejerskernes krav op ifølge meningsmålinger. Alligevel lykkedes det fagtoppen at trække dem ind i det fagretlige systems nederlag. Den lange ventetid fra juni til oktober, fagtoppens øgede kontrol og ikke mindst en samlet arbejdsgiverfront, som både politisk og mediemæssigt havde masser af tid og penge til at undergrave de kampvillige sygeplejerskers opbakning, knækkede dem til sidst. I oktober var stemningen i arbejderklassen også skiftet til passivitet væk fra de store generaliseringer i tiden omkring Ri-Bus-strejken den 20. april, bl.a fordi de rigtige buschauffører i Esbjerg var på nederlagets kurs, og de borgerlige uforstyrret kunne føre kampagne mod de arbejdsløse. Som følge heraf tabte sygeplejerskerne den faglige voldgift, og de før så strejkevillige sygeplejersker kunne ikke få flertallet til at udfordre deres faglige lederes passivitet.
Det subjektive element er det mindretal af bevidste arbejdere, som i dag vil slås, og det revolutionære parti. Det revolutionære parti henvender sig først og fremmest til dette mindretal, fordi flertallet i arbejderklassen er langt fra socialisters revolutionære ideer. Mindretallet må derfor vindes, hvis vi skal tro på, at flertallet en dag kan overbevises. Mindretallets bevidsthed udtrykker, hvor langt den mest avancerede del af arbejderklassen aktuelt vil gå i sin kamp. Hvad der er avanceret afhænger af niveauet i klassekampen, men i dag udtrykkes det i tro på arbejderklassens styrke, militans og en erkendelse af, at solidaritet kommer fra gulvet – ikke fra toppen.
Det er kun et lille mindretal i arbejderklassen, som bevidst er kommet sig over 80'erne og vågnet op til kamp. Selv om nogle få arbejdergrupper som skraldemænd og slagteriarbejdere fremstår som solidariske og stærke arbejdergrupper, fordi de har turde strejke og kæmpe i perioder, hvor andre arbejdere tøvede. F.eks. har slagteriarbejdernes strejke på trods af deres fagbureaukrater i 1993, sat sig dybe spor i blandt dem, hvilket udtryktes i det store antal strejkende den 31. januar. Alligevel er det også kun et mindretal iblandt disse arbejdergrupper, som de revolutionære kan få i tale. Her er der måske tale om 5-10 arbejdere , mens det andre steder kun er 1-2 arbejdere ud af mange hundrede, som udgør det bevidste mindretal.
Dette mindretal kan det revolutionære parti diskutere med, påvirke og rekruttere i blandt. Derfor intervenerer vi i strejker, demonstrationer og andre kampe, ikke fordi vores tilstedeværelse er forskellen mellem sejr eller nederlag, men fordi vi skal tale til det bevidste mindretal. Desværre er IS så lille en organisation, at vi kun får fat i en brøkdel af dette mindretal – vi kan f.eks. ikke dække alle slagterier. Det betyder, at vores indsats skal være endnu mere offensiv og målrettet over for den del af mindretallet, vi fysisk set kan nå. I den aktuelle skraldekonflikt ville det være naturligt for et større IS at lave avissalg foran alle de arbejdspladser, som strejkede i solidaritet med skraldemændene den 31. januar. Det kan vi ikke, så derfor målrettes afdelingernes indsats over for vores periferi og på blokaden til avissalg og rekruttering.
Dette indlæg handler om, hvordan forholdet mellem parti og klasse bliver politisk fejlfortolket af ledende IS'ere i Århus, når det gælder deres intervention, eller snarere mangel på samme, i skraldemandsstrejken. Konkret udtryktes dette i, at IS-afdelingen ikke ville intervenere med en løbeseddel til skraldemændene den 1. februar med det enkle indhold: Besættelse af skralden. Den gennemgående begrundelse var, at det ikke kunne samle flertal blandt skraldemændene, at opbakningen i den århusianske arbejderklasse ikke var stor nok til et radikalt skridt og sidst, men ikke mindst, at det ville ødelægge samarbejdet med kommunen (Thorkild Simonsen). Argumenter som utvivlsomt er rigtige, hvis partiets opgave består i at udtrykke flertallet i arbejderklassens holdninger, ligge under for 80'ernes defensive linie og ikke have tiltro til, at arbejderklassens bevidsthed flytter sig i spring.
I det følgende vil jeg argumentere for, at IS-Århus i den konkrete situation har været mere under indflydelse af reformistiske ideer end den revolutionære tradition, vi bygger på.
I den glimrende pjece Parti og klasse fremstiller Chris Harman, ledende medlem af Socialist Workers' Party i England, det revolutionære partis konstante kamp mod reformistiske, anarkistiske eller stalinistiske ideer således:
Det problem, som Trotskij rejser – at både socialdemokrater (f.eks. Enhedslisten som vore dages socialdemokrater, JN) og bolsjevikker taler om „partiets nødvendighed" – selv om de lægger noget helt forskelligt i det – er blevet skærpet med årene siden stalinismen voksede frem. Stalinismen overtog bolsjevismens terminologi og anvendte den til det stik modsatte af dens oprindelige formål. Alligevel har de, som videreførte den revolutionære tradition som modstandere af både stalinisme og socialdemokratisme, alt for ofte forsømt at tage Trotskijs argumenter fra 1920 alvorligt. De har ofte sat deres lid til, at folk af egen „erfaring" vil blive overbevist om partiets nødvendighed, selv når det drejer sig om stalinisme og socialdemokratisme.
Som en konsekvens vil det være denne pjeces påstand, at selv i revolutionære kredse vil det meste af diskussionen være en diskussion for eller imod grundlæggende stalinistiske eller socialdemokratiske organisationsopfattelser.1
I den revolutionære tradition har Lenin givet de bedste bidrag til forståelsen af nødvendigheden af det revolutionære parti. Og selv om Lenin altid taler om at vinde masserne for den socialistiske revolution, så understreger han på samme tid, at massepartiet er en avantgarde, og at det er et mindretal i arbejderklassen, som skal lede og vinde flertallets opbakning. Han skriver:
At glemme forskellen mellem avantgarden og de store masser, der tiltrækkes af den, at glemme avantgardens bestandige pligt til at hæve større grupper til sit eget fremskredne niveau, betyder ganske simpelt, at man forråder sig selv, at man lukker øjnene for vore opgavers uhyrlige omfang, og at man indsnævrer disse opgaver.2
Denne forståelse hænger sammen med, at bevidsthedsniveauet i arbejderklassen aldrig er ensartet eller tilfældigt. Forskellige grupper af arbejdere kan have et forskelligt niveau af klassebevidsthed eller være totalt domineret af den herskende klasses ideer. Selv hos den enkelte arbejder vil bevidstheden ofte være delt, også hos militante arbejdere i kamp. Gramsci beskriver det således:
Det aktive menneske fra masserne handler praktisk; men han har ikke en klar teoretisk bevidsthed om sine handlinger, der ikke desto mindre er en erkendelse af verden, idet de forandrer den. Hans teoretiske bevidsthed kan endog historisk være i kontrast til hans handlinger. Man kan næsten sige, at han har to teoretiske bevidstheder (eller en bevidsthed med modsigelse), én, der er implicit i hans handlinger og som realt forener ham med alle hans medarbejdere i den praktiske omdannelse af virkeligheden og en anden, der er overfladisk eksplicit eller verbal, og som han har arvet fra fortiden og taget til sig uden kritik.3
Det ene argument for partiets målgruppe er altså, at der er et meget uens og svingende bevidsthedsniveau i arbejderklassen. Det andet argument kan henføres til, hvorvidt arbejderklassen handler spontant, og i så fald hvordan. Der er ingen tvivl om det enorme potentiale, som arbejderklassen besidder, og kun glimtvis bruger. Men for at en del af arbejderklassen handler, så skal den påvirkes, fordi handlinger og tanker ikke opstår af sig selv. Gramsci formulerer det således:
Ren spontanitet eksisterer ikke i historien: det skulle i så fald modsvare rent mekanisk aktion. I de „mest spontane" bevægelser er elementerne af „bevidst ledelse" ukontrollable... Der findes en mangfoldighed af elementer af bevidst ledelse i disse bevægelser, men ingen af dem er fremherskende.4
Et glimrende eksempel er den 20. april, hvor 250.000 var i solidaritetsstrejke med de rigtige buschauffører i Esbjerg. Det var en spontan strejke, fuldstændig uden for fagbureaukratiets kontrol, men der var alligevel masser af elementer af bevidst ledelse. For det første var chaufførerne og støttekomitéerne gået ud med appeller om en storstrejke, hvilket de store tillidsmandsmøder i Esbjerg og København havde bakket op om, og hermed var 1000 arbejdere placeret på de vigtigste arbejdspladser aktive deltagere i at organisere strejken. For det andet kunne de bedste arbejdere se, at der var en vis styrke bag opfordringen. Esbjergs arbejdere havde strejket og i nogle få dage forhindret politiets knægtelse af blokaden, og samtidig havde buschauffører i hele landet med København i spidsen strejket i to omgange.
Så Gramsci har fuldstændig ret, når han skriver om det bevidste element i det spontane. Denne udvikling i april måned 1995 viser også, at bevidstheden foregår i spring. De samme 250.000 arbejdere ville med garanti en måned inden have forsvoret, at de skulle solidaritetsstrejke, eller at parolen om en kæmpestrejke overhovedet kunne få opbakning i store dele af arbejderklassen.
Hvis vi skal omsætte Lenin og Gramsci til IS-Århus og skraldestrejken, så får den føromtalte kritik mening. For det første skal IS henvende sig til avantgarden blandt skraldemænd og andre arbejdere i Århus. Denne gruppe er ikke en statisk størrelse, som man melder sig ind i eller ud af. Hvem der er avantgarden i en bestemt situation afsløres af deres handlinger og holdninger. I skraldestrejken var avantgarden på tidspunktet for strejkedagen den 31. januar 1996 de mest militante og kampvillige arbejdere, som mobiliserede deres kolleger gennem argumenter om nødvendigheden af kamp og solidaritet. Den avantgarde skal IS forholde sig til med argumenter om, hvordan strejken kan vindes og for socialistiske ideer. Harman formulerer det glimrende:
Blot at fryde sig over den spontane forandring er ensbetydende med, at man ukritisk accepterer, hvad der end måtte komme ud af den forandring af kortvarige resultater. Men disse kortvarige forandringer afspejler såvel klassens tilbageståenhed som dens bevægelse fremad, såvel dens situation i det borgerlige samfund som dens muligheder for yderligere udvikling, der gør den i stand til at lave en revolution. Arbejdere er ikke robotter uden ideer. Hvis de ikke vindes over på et socialistisk verdenssyn gennem de bedste revolutionæres intervention, vil de fortsætte med at acceptere det eksisterende samfunds borgerlige ideologi.5
Den uens bevidsthed, og dermed partiets opgaver over for avantgarden, findes også iblandt skraldemændene. Skraldemændenes handlinger er jo et resultat af flertallets vilje og ikke de mest avanceredes holdninger. Parolen om „Besæt skralden" er således henvendt til de 10-15 mest avancerede skraldemænd og 100 militante arbejdere i byen. Og det oplagt mest avancerede var en besættelse frem for den mere defensive blokade, fordi skruebrækkerne dermed var udelukket fra at bruge skraldebilerne, og ledelsen ikke havde kontrollen med biler og bygninger. Derfor skulle revolutionære have givet de avancerede skraldemænd politiske argumenter for en besættelse, fordi det var det eneste offensive skridt, skraldemændene kunne tage i en gunstig situation, hvor kommunen var i knæ og mindst 10.000 arbejdere landet over havde sympatistrejket den 31. januar. I samme åndedrag skulle vi have brugt erfaringerne fra arbejderklassens kampe, hvor besættelse havde været brugt som våben – f.eks. Uniprint i 75 eller Solidarnosc' værftsbesættelser i 1980.
I stedet valgte IS-Århus at støtte budet om blokade og dermed acceptere strejkeledelsens argumenter om blokaden, stemningen i Århus og hensynet til samarbejdet med borgmesteren og socialdemokraterne. Dette medførte, at uden en selvstændig politik, så blev der heller ingen offensiv intervention fra IS, og et politisk bud til de bedste skraldemænd var fraværende.
Argumentet om stemningen i Århus holder heller ikke: Dels bliver en stemning ikke mere fordelagtig for kæmpende arbejdere, hvis de er i defensiven og på retræte, hvilket sammenhængen mellem skraldemændenes tilbagetog og nederlag til skruebrækkerne og den svindende solidaritet tydeligt viser. Omvendt viser masseblokaden den 27. februar, at politi og skruebrækkere kan knægtes, hvis blokaden er stor og militant nok.
De arbejdere, som i kamp beder om solidaritet, kan kun få den, hvis de kan skabe tiltro til, at de sejrer. Og det kræver, at de selv er i offensiven. Skraldemændene kunne ikke have fået 10.000 i sympatistrejke den 31. januar, hvis ikke de havde været i offensiven og argumenteret for det. Det ærgerlige er, at offensiven stopper der og ikke udmøntes i en besættelse. Tydeligt er det, at argumentet om stemningen slår igennem i strejkeledelsen, mens unge, militante skraldemænd snakker om besættelse. Her burde IS-Århus have gået i offensiven, på trods af strejkeledelsen og en IS'er i den, og vist, at partiet ikke automatisk følger en strejkeledelse, når tidligere erfaringer fra klassekampen viser, at strejkeledelsens linie er det første skridt i retningen af nederlag.
Stemningsargumentet opstår, fordi den borgerlige mediemaskine kører løs og bagatelliserer strejkedagen. Men også fordi reformisterne, med tidligere militante arbejderledere og fagforeningsfolk i spidsen, bidrager negativt på tillidsmandsmøderne, fordi de allerede før strejkedagen erklærer, at det bliver en fiasko, med mindre den bliver lige så stor som den 20. april 1995, hvor mere end 250.000 sympatistrejkede med Ri-Bus. Et argument, som blev fulgt til dørs af holdninger som „Strejken skal vindes i Århus", „Det er uklart, hvorfor vi skal strejke", osv. Argumenter, som alene skal retfærdiggøre passivitet og modstand mod at gå ud i arbejderklassen og argumentere for strejken. Disse argumenter er ingenlunde nye, men lige så gamle som reformismen selv. Rosa Luxemburg skriver i Massestrejke, parti og fagforeninger fra 1906:
Hos fagforeningslederne er spørgsmålet sædvanligvis udtømt med påstanden : „Vi er endnu ikke stærke nok til at risikere en så farlig kraftprøve som en massestrejke". Nu er dette standpunkt for så vidt uholdbart, fordi det er en uløselig opgave gennem en rolig talmæssig beregning at fastslå, hvornår proletariatet er „stærkt nok" til en eller anden kamp. For 30 år siden talte de tyske fagforeninger 50.000 medlemmer. Det var åbenbart et tal, ud fra hvilket man efter ovenstående målestok ikke kunne tænke på nogen massestrejke. Efter yderligere 15 år var fagforeningerne fire gange så stærke og talte 237.000 medlemmer. Hvis man imidlertid dengang havde spurgt dagens fagforeningsledere, om proletariatets organisation nu var modent til en massestrejke, havde de sikkert svaret, at dette langt fra var tilfældet, og at de fagligt organiserede først måtte kunne tælles i millioner. I dag er tallet på de organiserede fagforeningsmedlemmer allerede inde i den anden million, men ledernes anskuelser er præcis de samme, hvad der åbenbart kan fortsætte i det uendelige.6
Mange af de militante fra 80'erne, som er fortsat med fagligt arbejde, er endt med en slags historisk fatalisme, dvs. at historiens skæve gang skabes automatisk uden vores påvirkning. De venter på spontan udvikling i arbejderklassens kamp, samtidig med at de ikke tiltror opbygningen af et revolutionært parti muligheden for at udfordre og overvinde de herskende ideer. Det ender med at blive en slags selvopfyldende profeti.
Den logiske konsekvens er, at de ikke tror på, at arbejderklassens flertal vil forandre holdninger og dermed, at de gældende styrkeforhold klasserne imellem nok kan rokkes en gang i mellem, men ikke grundlæggende forandres. I konsekvens underlægger de sig reformisternes ledelse i fagbevægelsen og tiltror ikke arbejderklassens flertal muligheder for at kæmpe, og det fører til ideer om, at mindretallet skal handle på vegne af flertallet, f.eks. ved at lave militante blokader for en lille kreds, fordi en massekamp nok alligevel er umulig. Denne opfattelse trives naturligt nok iblandt aktivister i støttekommiteerne, fordi de i sagens natur agerer som et spejl af stemningen i arbejderklassen og dermed også bliver defensive, når kampen går tilbage.
En særlig udgave af denne opfattelse findes også hos mange af de unge Rebellere (og hos de autonome). De opfatter arbejderklassens kamp som noget, der kun er værd at bruge kræfter på, når den er mest militant. De ser kun kæmpende arbejdere (og helst i blokader med politi), som værdige til deres støtte og opmærksomhed, og tror i øvrigt at kampene opstår af sig selv – med mindre de militante selv skaber dem, som det skete med deres smadring af arbejdssekretariatet den 15. december 1995. Rebellerne påstår i deres blad Avanti, at „Det var altsammen helt spontant", selv om bladet bruger en hel side på at forklare, hvor rigtigt det var at angribe. Det underbygger jo, at der faktisk i demonstrationen var folk, som politisk ønskede den type aktion og konfrontation med politiet, så denne elitære og sekteriske politik er jo til stede i organiseret form. Alligevel betoner Rebel, at det bevidste element er helt fraværende som politisk forståelse og argument, og det hænger desværre sammen med deres fornægtelse af partiets nødvendighed.
Ud over den manglende forståelse af et revolutionært partis rolle, så er deres hoveder fyldt med politisk vraggods. De er tilknyttet Enhedslisten, fordi de ikke kan se et revolutionært alternativ i arbejderklassens egen kamp, og bakker derfor op om denne reformistiske vælgerforening. De er påvirket af småborgerlige og elitære ideer fra de autonome, som dybest set opfatter den danske arbejder som bestukket til passivitet af de danske imperialister. Endelig er de påvirket af stalinistiske ideer om forsvaret af Cuba og den 3. verdens nationale befrielse. Summen af Rebels ideologi er at erstatte partiopbygning med aktivisme, hvilket gør dem til nemme ofre for ideer om et militant mindretal, der laver revolution på flertallets vegne.
De mange påvirkninger og den herskende klasses modoffensiv kan gøre det vanskeligt at træffe de rigtige beslutninger i en strejke. Man skal holde sammen på tropperne, og man skal sikre sig opbakningen. Det er logisk, at en strejkeledelse, også med en IS'er som deltager, ikke altid tænker offensivt, fordi påvirkningen fra borgerlige og reformister er for stor, mens de militante og revolutionæres stemmer er få. Men det betyder ikke, at det revolutionære parti skal lade sig trække samme vej. Tværtimod må partiets selvstændighed og målrettethed over for avantgarden netop i denne situation stå sin prøve.
IS-Århus bestod ikke prøven, og IS's daglige ledelse var ikke hårde nok til at kræve parolen gennemført. Erfaringen er, desværre som så ofte før, at vi langt ind i partiets rækker påvirkes af reformistiske ideer og er forskrækkede over for en centralistisk disciplin af frygt for det stalinistiske spøgelse. Derfor er en konstant diskussion og afprøvning af holdninger og handlinger i forholdet parti og klasse nødvendig. Med pjecens – Parti og klasse – afslutning:
Det er stadig nødvendigt at opbygge en organisation af revolutionære marxister, som vil underkaste deres egen og klassens situation en videnskabelig ransagelse, som med hård hånd vil kritisere deres egne fejltagelser og som, mens de deltager i arbejdermassernes daglige kamp, vil forsøge at øge deres selvstændige egenaktivitet ved uophørligt at gå imod deres ideologiske og praktiske lydighed over for det gamle samfund. Det er meget sundt at reagere mod både socialdemokratismens og stalinismens sammenblanding af klassen med parti-eliten. Det må imidlertid ikke stå i vejen for et klarsynet perspektiv for, hvad vi skal gøre for at få bugt med deres efterladenskaber.7
1. Chris Harman: Parti og klasse, s. 14, 2. udgave, Internationale Socialisters Forlag, København 1996.
2. Lenin, fra Parti og klasse, s. 27.
3. Gramsci, fra Parti og klasse, s. 28f.
4. Gramsci, fra Parti og klasse, s. 28.
5. Chris Harman: Parti og klasse, s. 27.
6. Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter, s.169.
7. Parti og klasse, s. 37.
Udskrevet fra www.socialister.dk 24. november 2024 kl. 20:09