Diskussionen om revolution eller reform som middel til at ændre det kapitalistiske samfund tog for alvor fart, da arbejderklassen organiserede sig politisk i fagforeninger og politiske partier i slutningen af 1800-tallet.
De socialdemokratier, vi kender i dag, har forladt udgangspunktet om, at samfundet skal ændres. De er blevet borgerlige arbejderpartier. Da de i artiklen behandlede diskussioner mellem reformister og revolutionære fandt sted, var dette politiske skift endnu ikke sket fuldt ud i socialdemokratierne. Men den teoretiske uklarhed de første socialdemokratier blev dannet på, og den deraf følgende politiske praksis lagde grunden til, at skiftet fra samfundsforandrende til samfundsbevarende partier kunne ske.
Den teoretiske uklarhed og dermed grundstenen til reformisme blev lagt i stiftelsen af det største og mest betydningsfulde socialdemokrati, det tyske i 1875. Partiet blev stiftet i byen Gotha og partiets program fik navn der efter.
Gotha-programmet var et kompromis mellem lederne af de to organisationer, som slog sig sammen og dannede Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD). Marx kritiserer Wilhelm Liebknecht og August Bebel, lederne af Sozialdemokratische Arbeiterpartei for at have givet for mange indrømmelser til lederne fra Allgemeiner Deutsche Arbeiterverein, som var bygget på Ferdinand Lassalles ideer.
Gotha-programmet kom ikke til at bygge på den videnskabelige politiske samfundsanalyse, som Marx og Engels havde udviklet siden 1840'erne. Og samtidig med at det forlod analysen og forståelsen af det kapitalistiske samfund, forlod det også de teoretiske og dermed praktisk politiske redskaber, der kan forandre samfundet i arbejderklassens interesse.
Programmet savnede sammenhængende teoretisk klarhed på især tre områder:
Karl Marx's Kritik af Gotha-programmet er et af de første forsvar for den revolutionære tradition i den socialistiske bevægelse. Marx kritiserer Gotha-programmet for at være fyldt med pæne hensigtserklæringer, men samtidig at se bort fra klassemodsætningerne og ejendomsforholdene i kapitalismen, som noget der må overvindes før de pæne hensigtserklæringer kan opfyldes. Og at klassemodsætningerne netop er det middel, der kan bruges til at ændre det kapitalistiske samfund.
For den marxistiske forståelse af kapitalismen er økonomisk analyse ekstremt væsentlig. Heri ligger hele essensen af at forstå kapitalistens udbytning af arbejderen. I det omfang Gotha-programmet overhovedet beskæftiger sig med økonomisk analyse af kapitalismen bliver det en total forfladigelse. Programmet bruger begrebet "den jernhårde lønningslov", som er et citat fra Lassalle.1
Marx påpeger, at det ikke kun er et citat fra Lassalle, men er et begreb Lassalle har hentet fra en borgerlig økonom, Malthus. Hans "jernhårde love" handler om mere end lønningslov. Det er love, som er inspireret fra naturvidenskaben. Malthus' "jernhårde befolkningsteori" handler om, at der altid vil være fødeknaphed i forhold til befolkningstætheden, og at den er med til at holde befolkningstallet nede. På samme måde lader "lønningsloven" ikke meget håb tilbage, hvis den altså var sand. Lassalles "lønningslov" er "jernhård", fordi der i følge den altid er flere arbejdere, end der er arbejde, og derfor vil deres løn altid være for lav. Lassalles konklusion var: "Arbejderens faglige kamp er varen arbejdskrafts formålsløse kamp for at handle som menneske." Hal Draper kommenterer: "Formodentlig fordi den var formålsløs, fordømte Lassalle kampen. Men fordi den var en kamp for menneskelighed, søgte Marx og Engels at inddrage den i vejen til social revolution."2
Heroverfor står Marx's lov om merværdi. Ifølge den ligger kapitalistens udbytning af arbejderen deri, at lønnen ikke er hele værdien af arbejdskraften. Marx skriver i Kritik af Gotha-programmet, at "arbejderen kun har ret til at arbejde for sin egen tilværelse, d.v.s. at leve, for så vidt han en vis tid arbejder gratis for kapitalisten ... hele det kapitalistiske produktionssystem drejer sig om at forlænge dette gratisarbejde ved udvidelse af arbejdsdagen, ved udvikling af produktiviteten eller større anspændelse af arbejdskraften o.s.v."3 Udover at påvise, at det ikke er endegyldige universelle "love", men mekanismer indbygget i den kapitalistiske produktionsmåde, der betyder, at arbejderne bliver udbyttet og ikke får det i løn, de bør have, viser merværdilovene en vej ud af forholdet mellem udbytter og udbyttet.
Vejen ud er arbejderklassens styrkelse gennem den daglige kamp mod yderligere udbytning, som er det, der reelt sker i følge marxistisk analyse af det kapitalistiske lønsystem. Derved kan det, som Gotha-programmet kun taler om i tomme fraser, nemlig indførelse af "Det socialistiske samfund og ophævelse af lønsystemet"4, få kød og blod idet arbejderklassen tager magten fra kapitalisterne.
Der er her tale om et af de første tegn på, at reformister ikke ser den essentielle sammenhæng mellem økonomisk og politisk kamp. Kampen mod den "jernhårde lønningslov" bliver ifølge reformister bedst ført i et parlament af nogen andre end af arbejderne selv. Men det er arbejderne selv, der fører den daglige kamp mod udbytning. Ved at gøre den "økonomiske" kamp politisk, bliver det en revolutionær bevægelse.
Ved at ignorere den kapitalistiske produktionsmåde og dermed klassernes eksistens siger Marx, at Gotha-programmets fraser bliver borgerlige påstande. Begreber som "samfundet" og "arbejdet" er ikke neutrale og klasseløse begreber. Men i Gotha-programmet bruges de sådan.
Marx kritiserer programmets paragraf 1: "Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur, ... arbejdsudbyttet [tilhører] med lige ret, alle samfundets medlemmer."5, og skriver, at når programmet ikke nævner de betingelser, arbejdet foregår under, og negligerer det faktum, at en lille elite har gjort sig til ejere af de materielle arbejdsbetingelser, uden hvilke alle andre ikke kan leve, så er frasen blot en borgerlig påstand.
Kritikken af brugen af begrebet "samfund" og "retfærdig fordeling" fortsætter i kritikken af paragraf tre i programmet: "Arbejdets befrielse ... og ... med retfærdig fordeling af arbejdsudbyttet."6
Det vigtigste problem i paragraf tre er, at den gør det, som er så typisk for reformister, at den gør læren om socialisme til et spørgsmål om fordeling, og ser fordelingen uafhængigt af produktionsmåden. Marx skriver: "Den kapitalistiske produktionsmåde f.eks. hviler på, at de materielle produktionsbetingelser er tildelt ikke-arbejdere i form af kapitalejendom og grundejendom, mens massen kun er ejer af den personlige produktionsbetingelse: Arbejdskraften." Når reformisterne ignorerer det, ignorerer de samtidig det, der kan sikre en reelt retfærdig fordeling, nemlig forandring af produktionsmåden. "Når de materielle produktionsbetingelser er arbejdernes kollektive ejendom, så følger deraf også en fordeling af forbrugsmidlerne, der er forskellig fra den nuværende."7
Marx argumenterer mod begrebet "den frie stat" ved at sige, at det blot er "den gamle fortærskede demokratiske vise: almindelig valgret, direkte lovgivning, folkeret, folkevæbning o.s.v."8 Altså noget man finder i alle de på den tid forholdsvis nye borgerlige stater i Europa. Marx påpeger, at der intet som helst frit er i dem, men at de er redskaber for borgerskabets klasseherredømme. For at blive fri af det herredømme, er det i følge Marx nødvendigt med en overgangsperiode. Den kalder han heller ikke en "fri stat", men "proletariatets revolutionære diktatur".9
Han konkluderer, at hvis man tror på staten som redskab, er det det samme som at tro på mirakler.
Trods al demokratisk klingklang er hele programmet fra ende til anden forpestet af den lassalleske sekts undersåtlige tro på staten, eller ... af den demokratiske tro på mirakler ... der står socialismen lige fjernt.10
Marx's frustration gennemsyrer hele hans kritik af programmet: "Hvorfor skal vi nu igen gå baglæns?" skriver han, fordi han ser det teoretiske tilbageskridt som unødvendigt. I følge Marx ville de ideer, Lassalle fremførte, dø bort med den klasse de byggede på, nemlig småborgerskabet, som Marx så ville komme på tilbagetog som klasse. Han synes derfor, det var omsonst, at de socialistiske ledere gik på kompromis med Lassalles "outdatede" teorier.
Men hvad Marx ikke havde mulighed for at se var, at der få år senere skulle begynde at vokse et nyt socialt lag ud af arbejderbevægelsens fagforeninger og partier, nemlig et lag af bureaukrater, som gav nyt liv til Lassalles ideer. For dem var det, som for småborgerskabet, vigtigt at gøre kapitalismen mere retfærdig, men ikke at afskaffe den.
Bureaukraternes eksistensberettigelse var, at arbejderne forhandlede med kapitalisterne om bedre levevilkår for arbejderne. Bureaukratiet voksede sig endda stærkere i SPD, især efter 1890, da Bismarcks (anti-)socialistlove blev ophævet, og partiet kunne arbejde legalt. Partiets program blev ændret i 1891 og fik en mere revolutionær ordlyd, men samtidig blev flere og flere resultater opnået gennem reformistisk praksis. Denne praksis prægede ideerne hos lederne af den socialistiske bevægelse. En af SPD's stiftere Wilhelm Liebknecht, som kom fra den marxistiske gruppe i 1875, sagde i 1891:
Parlamentarismen er simpelthen det system, der repræsenterer folket. For så vidt vi indtil nu ikke har opnået resultater i Rigsdagen, så er det ikke parlamentarismens skyld ... sig mig, hvem der kan vise en anden vej, der fører til målet!11
Citatet viser, hvor nemt man lod sig forblænde af resultaterne.
Eduard Bernstein, en anden af SPD's teoretikere forsøgte at skabe en teoretisk basis for partiets reformistiske praksis ved at påstå, at kapitalismen er et system, som arbejdernes repræsentanter kan forvalte til alles bedste. Denne "teori" er i modstrid med Marx's teorier om, at den kapitalistiske økonomi bygger på udbytningen af arbejderklassen, og at kapitalismens kriser gang på gang betyder sult, krig og fattigdom. Bernstein lancerede sine teorier i 1898 i nogle artikler i den socialdemokratiske avis Die Neue Zeit. Senere udgav han bogen Socialismens forudsætninger. Hans skriverier havde den fordel, at den reformistiske tradition for alvor kom for dagens lys og kunne angribes.
Det gjorde den polske revolutionære marxist Rosa Luxemburg, som også var medlem af det tyske socialdemokrati. Hun gik til teoretisk modangreb på Bernsteins teori, i bogen Reform eller revolution. Bernstein skrev: "Hvad endemålet end måtte være, betyder det intet for mig, bevægelsen er alt." Og Rosa Luxemburg gør klart allerede i forordet til sin bog, at Bernstein med sine skrifter udtrykker kernen i den reformistiske traditions projekt: "At opgive den sociale omvæltning som Socialdemokratiets endemål og sætte socialreformen som klassekampens mål i stedet for dens middel."12
For Luxemburg er reformer nemlig ikke ligegyldige. De er vigtige som midler til at føre klassekampen så langt som muligt, og til at give arbejderklassen styrke nok til at ændre systemet grundlæggende. Derfor påpeger hun også, at spørgsmålet "Reform eller revolution" egentlig er misvisende.
Men Rosa Luxemburg er klar over, at Bernsteins teorier repræsenterer en anden klasse end arbejderklassen. Derfor mener hun, at spørgsmålet må stilles. Det handler om, hvorvidt arbejderbevægelsens karakter skal være proletarisk eller småborgerlig.
Rosa Luxemburg kritiserer først den refomistiske metode og teori. Hun mener, at dens største fejl er, at den mangler sammenhæng. Bernstein så kun det, som foregik "nu og her". Han så, at kapitalismen i Europa var i fremgang og troede, det ville fortsætte. Derfor mente han, de socialistiske ledere kunne forme systemet i arbejdernes interesse.
Bernstein hævdede, at kapitalismen overvandt sine kriser ved hjælp af "tilpasingsmidler" som kreditsystemet, øget kapitalkoncentration i karteller og trusts, og statens øgede rolle. Derfor ville velstanden øges hele tiden, og en retfærdig fordeling ville være mulig. Og så mente han, det ville være overflødigt at lave systemet om.
Rosa Luxemburg påviser for hvert enkelt af Bernsteins påståede økonomiske "tilpasningsmidler", at de frem for at forhindre kriser, blot udskyder og forværrer dem.13 Konsekvensen af Bernsteins teori er, at når kapitalismen så på trods af Bernstein i virkeligheden støder ind i kriser, og gør arbejdernes hverdag endnu mere ulidelig, så må man søge at løse dem på kapitalismens egne betingelser, i stedet for at bruge det som påskud til at inspirere arbejderne til oprør. Det er også den konsekvens Bernstein selv tager: "... retten til arbejde, i den forstand at staten garanterer enhver beskæftigelse inden for hans profession, er helt usandsynlig inden for en overskuelig tid, og er heller ikke ønskelig ... I så store og komplekse organismer som vore moderne civiliserede stater og deres industrielle centre ville en absolut ret til arbejde simpelthen resultere i desorganisation."14
Det viser, hvor meget Bernstein er parat til at gå ind på kapitalismens betingelser. Hvis alle skulle have arbejde, ville det føre til desorganisation – eller krise – i kapitalismen.
Hvis det passer, at kriser kan undgås, så står kapitalismen i øvrigt over for et gigantisk og uløseligt problem. Kriserne har nemlig haft en funktion. De har smadret dele af produktionen, så at profitraten kan stige igen. Hvis det ikke sker, vil kapitalisterne stå over for et kontinuerligt fald i profitraten.
Med denne økonomiske "analyse" kuldkastede Bernstein hele den marxistiske videnskab, som siger, at kapitalismen på grund af egne indre modsætninger, og på grund af modsætninger mellem klasserne, igen og igen vil støde ind i kriser. Systemet kan forsøge at løse dem, men det vil altid ske på arbejdernes bekostning.
Det væsentligste angreb, Luxemburg har på Bernsteins metode er, at den smider dialektikken væk. Dialektik er forståelsen af, at det er modsætninger, strid mellem disse og derved løsning og overkommelse af modsætningerne, der skaber udvikling. Når Bernstein forkaster dialektikken, får det betydning både for hans analyse af den kapitalistiske økonomi og for forståelsen af klassekampen. Marx brugte den dialektiske metode til at forklare, at kapitalismen på grund af sine egne indre modsætninger vil komme i krise. Kapitalismen kan søge at løse kriserne, men det vil altid ske på arbejdernes bekostning. Samme dialektiske metode brugte Marx til at vise, at arbejderklassen som social kraft kan omstøde kapitalismen i kraft af sin sociale placering i samfundet, og at den vil gøre det på grund af sine modsatrettede interesser i forhold til borgerskabets interesser.
Bernstein skrev, at kapitalismen i sin tendens til øget teknologisk udvikling og samfundsmæssiggørelse af produktionen (altså at alle hjælpes ad), af sig selv bevæger sig hen mod en produktionsform, der er socialistisk. Dette fænomen er ikke ny lærdom i den marxistiske tradition. Både Marx og Engels har skrevet om det mange steder, men de siger også, at samtidig med at produktionsmåden bliver mere og mere samfundsmæssig, udgør de kapitalistiske ejendomsforhold en større og større modsætning hertil. Den politisk-økonomiske overbygning i samfundet er en hindring for, at den virkelige socialistiske kerne i produktionsmåden kan frigøres.15
Kun en revolution kan gøre det.
Ved hjælp af fagforeningerne?
Rosa Luxemburg skriver, at fagforeninger aldrig kan fjerne udbytningen. Kun mindske den. Det ligger i selve deres opgave, "at de på arbejdernes side er midlet til at virkeliggøre den kapitalistiske lønningslov, dvs. salget af arbejdskraft til den øjeblikkelige markedspris."16
Fagforeningerne er sektionaliserede, og går derfor, i varetagelsen af enkelte faggruppers interesser, imod en samlet reformering af samfundet hen imod mere samfundsmæssig produktion. Luxemburg giver som eksempel, at ny teknologi er en forudsætning for mere frihed for alle, og for mere velstand. Men under kapitalismen er ny teknologi (samlebånd osv.) kilde til mere ensformigt og fremmedgørende arbejde for den enkelte faggruppe. Derfor spiller fagforeningerne her en samfundsmæssig reaktionær rolle, når de forsvarer deres medlemsgruppers interesser.
Luxemburg skriver, at fagforeningerne nok kan tjene proletariatet ved at udnytte de givne konjunkturer til dets fordel. Men fagforeningerne har ingen kontrol med disse konjunkturer, som fx. efterspørgslen på arbejdskraft. Derfor vil fagforeningerne aldrig, om det så var nok så trinvist, kunne ophæve udbytningen.17
Eller ved hjælp af staten?
Rosa Luxemburg siger for det første, ligesom Marx, at staten er repræsentant for den herskende klasse, borgerskabet. Derfor kan den ikke være et redskab for arbejderklassen.18 Bernstein var meget begejstret for nogle fabrikslove, som han mente var "svage begyndelsesstadier" til sociale reformer, som kunne sætte den kapitalistiske produktion under samfundets kontrol.
Men Rosa Luxemburg påviser, at statens sociale reformer, som Bernstein kalder for "samfundskontrol", i virkeligheden er kapitalens klasseorganisations kontrol over kapitalens produktionsproces. Derfor er Bernsteins og hans meningsfælle Konrad Schmidt på gale veje, når de foreslår at man: "hånd i hånd med arbejdernes fagforeningskoalitioner kan påtvinge kapitalistklassen de betingelser, hvorunder arbejdskraften skal anvendes." Overensstemmende med denne opfattelse af socialreformerne kalder Bernstein fabrikslovene et "stykke samfundskontrol" – og som sådan et stykke – socialisme.19
Det er den samme holdning, der ligger bag opfattelsen af, at hvis al produktion blev nationaliseret, så ville vi have socialisme.
Rosa Luxemburg påpeger, at det er en umulig opgave, fordi det kapitalistiske system mere og mere fungerer ved varebytte, og fordi privatejendommen derfor i mindre og mindre grad er tilknyttet en ting (en fabrik, maskiner el. lign.), men mere og mere er bestemt af, hvor meget man bidrager til markedet. Hun skriver:
... jo mere produktionsprocessen antager samfundsmæssige former (som under kapitalismen), jo mere hviler fordelingsprocessen på rent varebytte, og jo mere uantastelig og lukket bliver den kapitalistiske privatejendom, og jo mere overgår kapitalejendommen fra at være en ret til produktet af eget arbejde til den klare ret til at tilegne sig andres arbejde.20
Luxemburg kalder Bernsteins og Schmidts forestilling om produktionen en forestilling om feudal naturalieøkonomi. Under en sådan ville det være nemmere at forestille sig, at man kunne lade et fælles styre – en "stat" af en art – overtage produktionen og ejendom over produkterne, og fordele dem retfærdigt. Men fordi ejendomsretten i det kapitalistiske samfund ikke først og fremmest er ejendomsret over naturalier, men ejendomsret over andres arbejdskraft, er det ikke nok at gøre den ejendomsret statslig. Udbytningen vil bare fortsætte med staten som kapitalisten.
Bernstein og Schmidt vil bruge parlamentet til gradvist at opnå socialisme. "Som Konrad Schmidt udtrykker det, skal opnåelse af socialdemokratisk flertal i parlamentet endog være den lige vej til denne trinvise socialisering af samfundet.", skriver Rosa Luxemburg21. Det skulle ske ud fra, at "en mand – en stemme" princippet i det parlamentariske demokrati skulle kunne overvinde klassesamfundet. Godt hjulpet på vej af den kapitalistiske produktions øgede samfundsmæssiggørelse og dermed udvikling hen mod bedre muligheder for socialisme. Men Luxemburg påpeger, at den kapitalistiske produktionsproces og de kapitalistiske ejendomsforhold udvikler sig i modsat retning. (Som også beskrevet i afsnittet "Revolutionens nødvendighed")
Produktionsforholdene i det kapitalistiske samfund nærmer i stigende grad produktionsforholdene i det socialistiske, men de politiske og retslige forhold rejser derimod en stadig højere mur mellem det kapitalistiske og det socialistiske samfund. Denne mur bliver ikke gennemhullet af de sociale reformers og demokratiets udvikling, men bliver snarere gjort stærkere og stivere heraf.22
Mange af elementerne i det fremtidige socialistiske samfund findes allerede i det kapitalistiske samfund, men i en form som bekræfter klassesamfundet mere, end den fjerner sig fra den. Produktionen bliver mere samfundsmæssig, men i form af storvirksomheder, karteller og aktieselskaber, hvor udbytningen og arbejdskraftens underkuelse stiger til sin højeste grad.
Militært gør den almindelige værnepligt, at arbejderklassen bevæbnes, og det kunne minde om en "folkehær", men under kapitalismen foregår det under former, som er ekstremt hierarkiske, og understreger klassekarakteren.
I alle forhold træder klasseforholdene frem. Folkeskolen i dag er et eksempel. Selvom kapitalismen har brug for at så mange som muligt kan læse og skrive, viser undersøgelser, at "den sociale arv" i uddannelserne er tydelig.
Ligesådan er det med parlamentarismen. Mange kan deltage, men stadig på klassesamfundets betingelser. Fx. kan lønslaveriet ikke ophæves på "lovlig måde", for der er ingen retlig lovgivning for lønarbejde. Det er heller ikke muligt at lovgive mod massefyringer.
Overgang fra feudalisme til kapitalisme foregik heller ikke kun gradvist. Den kapitalistiske produktionsmåde udvikledes under det feudale politiske system, men netop overbygningen i form af demokratiske former, lovgivning osv. var snærende bånd for produktionsmådens udvikling.
Derfor foregik borgerskabets politiske magtovertagelse ved revolutioner i forskellige centrale lande i Europa. På samme måde må man, for at få den socialistiske ‚kerne' ud af kapitalismen, bryde skallen med en revolution.
Rosa Luxemburg påpeger, at i al Bernsteins skriveri om arbejderklassens erobring af den politiske magt fremgår det, at han slet ikke mener, den skal det. Han advarer hele tiden mod den "forhastede" revolution, og mod at arbejderklassen skal erobre magten "for tidligt".23
Rosa Luxemburg argumenterer for klassekampens sammenhæng med den politiske magtovertagelse, og som sådan vil arbejderklassens magtovertagelse altid ske "for tidligt" i forhold til den plads, arbejderklassen forventes at have.
Rosa Luxemburg skriver, at arbejderklassen i følge reformisterne i stedet for at erobre "for tidligt" – skal "lægge sig til at sove". Her berører Luxemburg omend kort, revolutionæres opfattelse af arbejderklassens rolle i en revolution. Hun mener, i modsætning til reformisterne, at arbejderklassen er det handlende subjekt i erobringen af magten, hvor arbejderklassen for reformister blot er stemmekvæg og passive tilskuere. Disse argumenter uddyber hun i pjecen Massestrejken, som hun skrev under indtryk af revolutionen i 1905 i Rusland.24
Bernstein så et øjebliksbillede af den tidlige imperialistiske periode af kapitalismen og så, at kapitalismens kriser faktisk blev afdæmpet i en periode. Men de kom så meget desto stærkere igen. Imperialismen i sig selv virkede som om kapitalismen kunne ekspandere i det uendelige, men da det viste sig ikke at være tilfældet, blev verden kastet ud i et af de første frygtelige eksempler på barbari: 1. verdenskrig brød ud i 1914.
Når SPD-politikerne nu havde valgt den borgerlige stat som deres politiske bane, og når deres økonomiske teori gik på, at jo bedre det gik for den tyske økonomi, jo bedre kunne de gennemføre reformer, så lå konsekvensen lige for: De stemte for den tyske stats deltagelse i krigen.
Rosa Luxemburg og flere andre revolutionære verden over var rystet.
Selv om Luxemburg havde bekæmpet de reformistiske teorier på et totalt overlegent niveau, havde hun undervurderet reformismens styrke i praksis. Derfor råbte hun for døve øren, da hun ville samle oppositionen mod de SPD'ere, som havde stemt for krigsbevillingerne.
Selv om hun var klar over, at den reformistiske tradition byggede på en anden klasse end arbejderklassen, og at den klasse numerisk ikke var stor, undervurderede hun, hvor stor genklang teorien havde i arbejderklassen.25
Til gengæld overvurderede hun desværre arbejderklassens evne til at feje de reformistiske ledere til side, når den kom i bevægelse. Det gjorde den i november 1918 i protest mod krigen, men de reformistiske ledere bevarede den politiske kontrol over bevægelsen, og likviderede den sammen med Luxemburg. Luxemburgs svaghed var, at hun ikke i tide forbandt sin blændende teoretiske kritik af reformisterne med et organisatorisk alternativ.
Det gjorde dels, at den reformistiske praksis kunne styrkes uantastet af en revolutionær konkurrent i arbejderklassen, og dels at Rosa Luxemburg og andre revolutionære ledere ikke havde magt bag deres argumenter, da det kom til den afgørende historiske prøve.
Lenin og bolsjevikkerne i Rusland havde et andet og gunstigere udgangspunkt. De havde en organisation, som adskilte sig skarpt fra reformistisk teori og praksis, og midt under den russiske revolution i 1917 skrev Lenin bogen Staten og revolutionen, som blandt andet videreførte Marx's og Luxemburgs argumenter mod de tyske reformister.
Lenin rettede en hård kritik mod SPD'eren Karl Kautsky, som tidligere blev kaldt "Marxismens pave". Han var SPD's samlende politiske figur, og leder af det politiske centrum i SPD. Lenins kritik var affødt af, at Kautsky som de fleste andre SPD'ere støttede Tysklands deltagelse i 1.verdenskrig.
Spørgsmålet om socialisters brug af og loyalitet over for den borgerlige stat blev i allerhøjeste grad sat på dagsordenen, da de forskellige landes socialdemokratier organiseret i 2. internationale i 1914 gik ind på deres nationale borgerskabers side i 1. verdenskrig.
I 1917 var det også et vigtigt spørgsmål i den russiske revolution, fordi de forskellige socialistiske partier førte en heftig debat om, hvor langt revolutionen skulle gå. Zaren var smidt på porten i februar, og der var oprettet et borgerligt parlament. Lenin og bolsjevikkerne ønskede ikke at standse her, men ville føre revolutionen videre til sejr.
Lenin skriver i Staten og revolutionen om Marx's erfaringer med Pariserkommunen i 1871, hvor arbejdere for første gang i historien tog magten, og dannede et alternativt styre til den borgerlige stat. Marx skrev på den baggrund i 1872 i et revideret forord til Det kommunistiske manifest, at:
Arbejderklassen kan ikke simpelthen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål.26
Arbejderklassen skulle ifølge Marx og Engels ikke bruge den borgerlige stat, men tværtimod "sønderslå, sønderbryde, sprænge hele statsmaskinen."27
Selv om Kautsky, ligesom Luxemburg, kritiserede Bernstein i 1899, påpeger Lenin, at han allerede dengang var blød på netop spørgsmålet om staten. Lenin påviser, at Bernstein faktisk drejede Marx's citat om erfaringerne fra Pariserkommunen 180 grader og får det til at lyde, som om Marx skrev, at arbejderklassen skulle fare lidt mere forsigtigt frem, når den ville lave samfundet om.
Kautsky kritiserede ikke Bernstein for det. Tværtimod gav han ham delvist ret, og sagde, at man ikke på forhånd kan afgøre, hvilken form arbejderklassens magtovertagelse vil tage.
Diskussionen mellem Lenin og Kautsky kørte videre i 1918, efter at de russiske arbejdere havde taget magten og erstattet den borgerlige stat med sovjetternes magt. Kautsky kaldte sovjetmagten udemokratisk og søgte at påvise, at Marx slet ikke mente begrebet "proletariatets diktatur" bogstaveligt.28
Kautsky hyldede ellers sovjetterne både i 1905 og 1917 som "en af vor tids vigtigste foreteelser. De [er] ... af udslaggivende betydning for de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde ..."29 Men Kautsky ville ikke have, at kampen mellem arbejdere og kapital blev vundet af arbejderklassen, ved at den erstatter den borgerlige stat med sin egen organiserede magt. Han skrev, at det var forkert af bolsjevikkerne at ophøje disse kampredskaber til statsmagt og dermed erstatte de fremskridt, revolutionen havde gjort i februar (da revolutionen smed zaren af tronen og i stedet satte et parlament). Kautsky mente, at socialister skulle bruge dette parlament og lade "overgangen" til socialisme ske, ved at man stemte sig til det.
Heri genkender vi senere venstrereformisters holdning til arbejdskampe og arbejderklassens kamporganisering, at det er vigtige redskaber, men de skal ikke erstatte den repræsentative rolle, som lederne af de socialistiske partier og fagforeninger spiller. I 1985 under den danske storstrejke sagde Gert Pedersen, i anledning af at en stor demonstration havde blokeret folketinget, at man gerne må drille en hellig ko, men at man må ikke glemme, at det er en hellig ko.29a Arbejderklassen må gerne vise muskler, men ikke bruge dem afgørende.
Kautsky og reformister efter ham ignorerer de argumenter, Marx og Engels lige siden midten af 1800-tallet havde fremført om den borgerlige stats uanvendelighed for arbejderklassen.
Reformister forveksler det borgerlige demokrati med den borgerlige stat og tror, at parlamentet kan være redskab til at omforme staten til noget andet, end den er. Men parlamentet har ikke magt over staten. Staten er borgerskabets middel til undertrykkelse af arbejderklassen, og som sådan står den borgerlige stat under borgerskabets ledelse som klasse. Den borgerlige stat består i sin inderste essens af en bande bevæbnede mænd, som skal sikre og forsvare kapitalistklassens maksimale bevægelsesfrihed med hensyn til udbytning af arbejderklassen, såvel over for den hjemlige arbejderklasse i tilfælde af strejker som over for andre staters borgerskaber, når de kriges om markederne. Forskellige former for styre af den borgerlige stat ændrer ikke statens karakter. Der kan være monarkier eller parlamentariske republikker, den borgerlige stat er stadig "bourgeoisiets diktatur".30
Og for at ændre det, må denne statsmaskine smadres og erstattes af noget helt andet, som "allerede ikke mere er nogen stat i egentlig forstand", som Lenin fremhæver med et citat af Engels.31 Det vil sige noget, som adskiller sig væsentligt fra den statsmagt, vi kender som den borgerlige.
Kautsky udtrykte sin illusion om det borgerlige demokrati sådan:
"... modsætningen mellem de to socialistiske retninger" [dvs. bolsjevikker og ikke-bolsjevikker] er "en modsætning mellem to fundamentalt forskellige metoder: Den demokratiske og den diktatoriske."32
For Kautsky består det udemokratiske i den bolsjevikkiske politik i, at den lader arbejderklassen undertrykke den gamle herskende klasse. Han mener, at hvis blot man lader det "ægte demokrati" råde, i hvilket alle har stemmeret, så vil undertrykkelse kun være nødvendig, hvis nogen anfægter dette "ægte demokrati". Med demokratisk mener han den borgerlige stats parlament, gennem hvilket han mener, at flertallet vil få magt over mindretallet. Og da udbytterne udgør et mindretal, vil de på den måde blive nedstemt af flertallet, som er de udbyttede. – Hokus pokus filihankat! Lenin skriver, at demokrati kun behandles som så generelt et spørgsmål af borgerligt liberale. Marxister vil altid spørge: "Demokrati for hvilken klasse?"33
Kautsky opfattede, at demokrati udøves af en masse individer, som er ligestillede. Men: "Kan den udbyttede og udbytteren være lige?", spørger Lenin.34 Hele socialismens essens ligger i afgørelsen af det spørgsmål. Kautsky "glemmer" simpelthen det faktum, at det borgerlige "demokrati" dækker over uløselige klassemodsætninger.
Marx og Engels så dette meget tydeligt. Især efter Pariserkommunens erfaringer i 1871, men allerede på baggrund af de borgerlige revolutioner i 1850'erne, var det indlysende hvad statsapparatet skulle bruges til. Lenin citerer Engels for at forklare, at staten som sådan er undertrykkende. Engels siger, at da staten kun er en overgangsinstitution til brug i revolutionen, for at holde ens modstandere nede, er det rent nonsens at tale om "den frie folkestat":
... så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at undertrykke sine modstandere; og når det bliver muligt at tale om frihed, vilstaten som sådan holde op med at eksistere ...35
Lenin selv kalder staten et "produkt af klassemodsætningernes uforsonlighed"36 og som sådan den herskende klasses redskab til at udbytte den undertrykkende klasse.
"Den fri stat" er noget vrøvl. Men Kautsky er, som mange socialister efter ham, faldet for fraserne om det borgerlige demokratis frihed og lighed. Men det er hule fraser: "Pressefrihed", "Alle er lige for loven", "Forsamlingsfrihed".
Lenin skriver, at i alle, ligegyldigt hvor demokratiske lande, er der
smuthuller ... som sikrer bourgeoisiet mulighed for at sætte tropper ind mod arbejderne, indføre krigsretstilstand osv. "i tilfælde af, at ordenen krænkes", – i realiteten i tilfælde af, at den udbyttede klasse "krænker" sin slavetilstand og gør forsøg på at optræde anderledes end som slaver.37
Så kommer statens sande karakter frem.
I den marxistiske tradition er opfattelsen af staten aldrig, at denne er en "frihedens stat", men at den altid vil være et middel til undertrykkelse. Spørgsmålet er i hvilken klasses hænder dette undertrykkelsesapparat formes og bruges.
Ved ikke at ville erstatte borgerskabets undertrykkelsesapparat med arbejderklassens, kommer Kautsky til at lade undertrykkelsen fortsætte. Ikke bare overfor den hjemlige arbejderklasse.
Undertrykkelsesapparatet vil også fortsætte over for andre stater. Når Kautsky ikke vil gøre op med den, må han bøje sig for de nødvendigheder, der ligger i imperialismen og i den borgerlige stats krigsførelse over for andre lande. Det gjorde reformisterne, som vi så, også i 1914. Den revolutionære tradition havde, allerede da Lenin og Kautsky havde deres diskussion, vist sin overlegenhed på dette punkt. Den russiske revolution betød en ende på krigen for russiske arbejderes vedkommende.
Lenin afsluttede Renegaten Kautsky 9. november 1918. Samme dag begyndte nyheden om den tyske revolution at nå Rusland.
Her blev reformistisk og revolutionær teori igen afgjort i praksis. Men hvor afgørelsen i Rusland blev, at den revolutionære teori viste sin overlegenhed i teori og i praksis, måtte den i Tyskland nøjes med at vise sin overlegenhed teoretisk.
De reformistiske socialdemokrater likviderede nu ikke kun teoretisk, men i praksis virkeliggørelsen af teorien om arbejderklassens magtovertagelse.
Når reformisterne har smidt den marxistiske videnskabelige analyse på porten, betyder det ikke, at de har tilegnet sig en anden samfundsforandrende teori. De har blot overtaget den herskende klasses myter om, at kapitalismen kan kontrolleres, at der ikke findes klasser, og at staten er en neutral politisk størrelse, gennem hvilken man gradvis kan nå mere og mere "socialisme". Rosa Luxemburg skriver, at konsekvensen af reformismen er, at "så reduceres arbejderbevægelsen ... til simpel fagforeningspusleri, og socialreforméren fører til sidst ved sin egen tyngde til, at klassestandpunktet forlades."38
Man kan ikke "vælge", om man vil revolution eller reform. Selv om reformisterne desperat forsøger at ignorere Marx's analyse af samfundet som et klassesamfund med en iboende uløselig konflikt mellem borgerskab og arbejderklasse, foregår denne klassekamp alligevel. En af grundpillerne i den revolutionære marxistiske tradition er arbejderklassens selvstændige kamp mod undertrykkelse. Kun sådan kan arbejderklassen styrke sin selvtillid og evne til at tage magten fra den herskende klasse. Èn af de kræfter, som arbejderklassen må kæmpe imod, er reformismen. Allerede Rosa Luxemburg så, at for reformisterne vil fastholdelsen af det "hårde uforsonlige klassestandpunkt ... blive en blot og bar forhindring, når umiddelbar, praktisk succes bliver hovedformålet."39
Reformister er ikke bare socialister, som vil en anden vej til socialisme. Når spørgsmålet om arbejderklassens overtagelse af magten fra borgerskabet kommer på tale, vil reformisterne være på den forkerte side af barrikaden.
Luxemburg beskrev forskellen mellem den reformistiske og den revolutionære tradition sådan:
Den der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform. 40
1. Marx: Kritik af Gotha-programmet -i: Marx/Engels: Udvalgte Skrifter (herefter MEUS) bind 2, side 21, Forlaget Tiden, København 1976.
2. Hal Draper: Karl Marx's Theory of Revolution. Vol. II: The Politics of Social Classes, Monthly Review Press, New York/London 1978, p. 93. Lassalle-citatet stammer fra: Eduard Bernstein: Sozialismus einst und jetzt, Berlin 1923.
3. Marx: Gotha ... op.cit. s. 22.
4. Ibid.
5. Ibid. s. 11.
6. Ibid. s. 14.
7. Ibid. s. 18.
8. Ibid. s. 26.
9. Ibid. s. 25.
10. Ibid. s. 28.
11. Donny Gluckstein i forordet til: Rosa Luxemburg: Reform eller revolution, Internationale Socialisters Forlag, København 1997, s. 5.
12. Luxemburg: Reform eller revolution, s. 17.
13. Læs også side 6 i Socialistisk Arbejderavis nr. 157.
14. Forord af Donny Gluckstein til: Luxemburg: Op. cit. s. 6.
15. Se f.eks. Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. Forord, MEUS, bind 1, s. 355ff.
16. Luxemburg: op.cit. s. 27.
17. Ibid s. 28.
18. Læs i øvrigt kapitel 4 i Reform eller revolution s. 31. Heri redegør Luxemburg ikke kun for den marxistiske forståelse af staten som klassestat, men forklarer, hvordan den har udviklet sig og skiftet karakter med kapitalismens udvikling.
19. Ibid s. 29.
20. Ibid s. 30.
21. Ibid s. 34.
22. Ibid s. 35.
23. Ibid s. 55.
24. Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger, findes på dansk i: Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg, Forlaget Tiderne Skifter, København 1976, s.114-205.
25. Læs afslutningen i Donny Glucksteins forord til Reform eller revolution.
26. Lenin: Staten og revolutionen, -i: Lenin: Udvalgte Værker (herefter LUV), bind 9, Forlaget Tiden, København 1984, s. 108.
27. Ibid.
28. Se afsnittet “Hvordan Kautsky forvandlede Marx til en ordinær liberal” i Lenin: Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, -i: LUV bind 11, s. 116ff.
29. Lenin: Renegaten Kautsky ... op.cit. s. 141.
29a. Citeret efter hukommelsen.
30. Lenin: Renegaten Kautsky ..., op.cit., s. 121.
31. Ibid.
32. Ibid., s. 115f.
33. Ibid., s. 119.
34. Ibid., s. 133.
35. Ibid., s. 135.
36. Lenin: Staten og Revolutionen, s. 13.
37. Renegaten Kautsky, op. cit. s. 128.
38. Reform eller revolution, s. 36.
39. Ibid.
40. Ibid, s. 52.
Udskrevet fra www.socialister.dk 22. november 2024 kl. 00:13