I det sidste tiår har vi i Mellemøsten, Latinamerika, Irland etc. set en genopblussen af den gammelkendte individuelle terror, der, hvad enten den kommer fra højre eller “venstre”, benytter sig af næsten samme metoder: bomber afsendes til ambassader i det fromme håb, at en eller anden kontordame vil få armene revet af; andre anbringes i supermarkeder, cafeteria’er og lignende steder, hvor der er en chance for at dræbe flest muligt tilfældigt forbipasserende; en tilfældig ansamling af personer i en lufthavn skydes ned uden smålig hensyntagen til, hvilken klasse de tilhører; endelig kapres fly for at få frigivet kammerater, der er taget til fange under lignende “aktioner”. Det er de midler, der er taget i brug af nationalistiske organisationer som den fascistiske Ustasja og den “revolutionære” Sorte September.
Det er ikke vor hensigt at deltage i det kor af forargelse, bourgeoisiets forskellige ideologier har istemt. Den dybeste harme og bekymring på menneskehedens vegne er naturligvis blevet udtalt af de samme bourgeois-ideologer, der betragter terroren som et helligt statsmonopol, og dens udøvelse i Vietnam og i de israelske erobringskrige med hændergnidende tilfredshed. Heri er der intet nyt, og det er ikke bourgeoisiets 117. konvertering til pacifismen, vi vil beskæftige os med.
Det nye ved situationen er, at selv “ortodokse” marxister er rådvilde, når de skal bedømme disse grupper og dermed tage stilling til spørgsmålet om individuel terror. For det første virker denne rådvildhed, og den deraf følgende tavshed, forbavsende sammenlignet med den veltalenhed, de selvsamme grupper kan opvise, når en betjent har vredet armen om på en demonstrant. Men den bliver først virkelig pinlig, når man sammenligner den med Marx’ og Lenins holdning til de terroristiske retninger, der på deres tid huserede i England og Rusland. På trods af de daværende terroristers politisk uangribelige motiver og høje moral blev de uden undtagelse fordømt af Marx og Lenin ud fra det eneste relevante synspunkt: at de – mod deres hensigt – skadede arbejdernes kamp for socialismen.
For at indse hvor lidt de nuværende palæstinensiske grupper støtter sig på arbejderne eller bønderne i deres “kamp”, behøver man blot at sammenligne Sorte September med de russiske socialrevolutionære, der i slutningen af forrige århundrede gennemførte en række vellykkede attentater på repræsentanter for den russiske statsmagt. Disse aktioner havde et klart politisk sigte: ofrene var udvalgt blandt arbejdernes og bøndernes mest forhadte undertrykkere, attentaterne blev gennemført med den største omhyggelighed og begrundet i en omfattende politisk propaganda. Netop på grund af disse aktioner blev de socialrevolutionære understøttet af store dele af arbejderne og bønderne. Ikke desto mindre kritiserede Lenin skarpt denne kampform, der nok førte til en stadig cirkulation inden for statsapparatet, men aldrig kunne knuse det. Samme Lenin gik endog så vidt som til at protestere mod en artikel af Vera Sasulitj i “Iskra”, hvori hun stillede sig forstående over for henrettelsen af en guvernør, der havde ladet demonstrerende arbejdere piske. Blot at støtte en sådan aktion, hvor berettiget den end måtte synes, var det første skridt på vejen til den endelige kapitulation over for de socialrevolutionære og deres metoder.
Hvilken forandring fra dengang! I stedet for de russiske socialrevolutionæres omhyggelige afvejen af mål og midler – en bande revolvermænd som Sorte September, der uden nogen form for politiske overvejelser og agitation og uden andre politiske konsekvenser end en forøget undertrykkelse af de socialistiske organisationer, skyder på alt, hvad der befinder sig inden for skudvidde – uanset klassetilhørsforhold. Og i stedet for en Lenins rasende protest – en venstrefløj, der med sin karakteristiske blanding af hykleri og politisk naivitet lader som om intet var hændt og først vågner op til dåd, når tiden er inde til indigneret at fordømme statsmagtens modterror.
I politisk arbejde helliger målet midlet; men det er en forudsætning, at det hele tiden står klart, hvorledes midlet tjener det specifikke politiske mål, gruppen forfølger. De russiske socialrevolutionære var ikke i stand til at opnå deres ved hjælp af individuel terror. De palæstinensiske terrorister har tilsyneladende for længst tabt det progressive mål af syne, som blev opstillet ved den palæstinensiske modstandsbevægelses begyndelse: oprettelsen af en fællespalæstinensisk stat; og selv om dette mål stadig skulle stå klart for enkelte af de medvirkende, mangler de dog at forklare, hvorledes det skulle kunne opnås ved de metoder, Sorte September har valgt.
Hvad der er sagt om Sorte September, gælder også for de andre nationalistiske eller “socialrevolutionære” grupper, der betjener sig af lignende midler, Hvilken ideologi de end har påtaget sig, må disse grupper og deres metoder fra et socialistisk standpunkt fordømmes. Ikke blot fordi en sådan form for voldsudøvelse rammer arbejdere og kapitalister, civile og militære i flæng – det er i vor tid snarere reglen end undtagelsen. Men fordi der er tale om et fænomen, der kun kan skade de socialistiske organisationer, som trods alt forsøger at vinde indflydelse i arbejderklassen. Hvor man, som det en bloc har været tilfældet med den danske venstrefløj, indskrænker sig til at lukke øjnene, mens skyderiet står på, for derefter så meget desto frejdigere at kunne fordømme politiets repressalier, er der i virkeligheden tale om en understøttelse af den individuelle terror og dermed en forladelse af det marxistiske princip, der siger, at socialismen kun kan erobres af den organiserede arbejderklasse.
Udskrevet fra www.socialister.dk 22. november 2024 kl. 06:53