“Arbejderklassen er den eneste klasse, der under alle omstændigheder har alt at vinde ved at kende sandheden. Den har intet at skjule ... Sociale løgne har samme funktion som altid: at bedrage arbejderklassen. Denne klasse gendriver bedrageriet for at kunne sejre; dens gendrivelse af svig er målestokken for dens sejr.”
Victor Serge
I modsætning til f. eks. begivenhederne i Ungarn i 1956 og i Czechoslovakiet i 1968 er arbejderopstanden i Polen i 1970-71 nærmest gået ubemærket hen i Vesten. Grunden hertil er den enkle, at det denne gang har været i alle gode kræfters klare interesse at fortie opstanden.
Bourgeoisiet, socialdemokraterne og stalinisterne i de såkaldte kommunistpartier har ikke meget tilfælles, men en ting er de i hvert fald enige om, og det er, at der er himmelvid forskel på det økonomisk-politiske system i f. eks. Polen og Danmark. Bevares, enigheden rækker ikke langt. Det system, som stalinisterne fremholder som et lysende eksempel, præcist det samme system fremholder bourgeoisiet og socialdemokraterne som et afskrækkende eksempel. Men alligevel: selv om enigheden ikke rækker langt, er den dog en kendsgerning. Det er imidlertid ikke blot bourgeoisiet, socialdemokraterne og stalinisterne, der hæger om den officielle løgn om den fundamentale forskel mellem de økonomisk-politiske systemer i Øst og Vest. Hele den såkaldte venstrefløj ligger under for denne løgn. Uanset om man som de glade forkæmpere for statskapitalismen (“med et menneskeligt ansigt”) i SF og VS deler stalinisternes tro på, at Polen og de andre såkaldt “socialistiske” lande virkelig er socialistiske, eller om man som trotskisterne i RSF tror, at de er en slags arbejderstater, eller om man, som en del stalinister af maoistisk observans tror, at de (med undtagelse af Kina o. s. v.) er statskapitalistiske, men progressive overgangssamfund, så opfatter den altovervejende del af den såkaldte venstrefløj – når alt kommer til alt – Polen og de andre “socialistiske” lande som fundamentalt forskellige fra og mere progressive end de kapitalistiske stater i Vesten.
Gennem deres opstande i 1970-71 har de polske arbejdere afsløret disse forestillinger som virkelighedsfjerne illusioner.
Ganske vist er “privatejendommen til produktionsmidlerne” stort set ophævet i de såkaldt socialistiske lande og erstattet af statsejendom, og ganske vist reguleres den “samfundsmæssige arbejdsdeling” i Polen m. v. ikke gennem et “blindt” marked, men gennem centraliserede politiske beslutninger. Kun ignoranter kan benægte, at det forholder sig sådan. Men disse banale kendsgerninger besvarer ikke det afgørende spørgsmål: Hvilken klasse sidder inde med statsmagten? Hvilken klasse er den herskende klasse?
I virkeligheden er klassen af produktive arbejdere i Polen og de andre såkaldt “socialistiske” lande (Kina o. s. v. medregnet) en udbyttet og undertrykt klasse. I virkeligheden er den politiske og økonomiske magt i hænderne på det “centrale politiske bureaukrati”. I virkeligheden opfylder dette bureaukrati nøjagtigt samme samfundsmæssige og historiske funktion som det danske bourgeoisi og dets professionelle hjælpere. I virkeligheden er det kun den herskende klasses organisationsform, der adskiller f. eks. Polen og Danmark. I virkeligheden er den herskende klasse i Polen og de andre såkaldt “socialistiske” lande lige så integreret i det kapitalistiske verdenssystem som det danske bourgeoisi. I virkeligheden må den herskende klasse også i de lande, der kalder sig “socialistiske”, deltage i konkurrencen på liv og død på verdensmarkedet og adlyde dette markeds love og bud. I virkeligheden er den herskende klasse i Polen hverken mere eller mindre progressiv end dens danske kollega og rival og det kapitalistiske verdenssystem som helhed. I virkeligheden ligger den herskende klasse i Polen m. v. under for det kapitalistiske verdenssystems fundamentale stagnation og forfald.
I og med de polske arbejderes opstand er denne velbevarede hemmelighed og hele den officielle løgn om den fundamentale forskel på de økonomisk-politiske systemer blevet afsløret til fulde.
Ingen har derfor haft lyst til at rode for meget i denne affære. Bourgeoisiet og socialdemokraterne har end ikke kunnet bruge opstanden til skræk og advarsel, for til forskel fra tidligere arbejderopstande i Østeuropa lod det faktiske proletariske klasseindhold i den polske opstand sig nemlig ikke overse eller bortforklare. De polske arbejdere påkaldte sig ikke luftige “demokratiske” idealer om “national selvbestemmelse”, “frihed” o. s. v. De kæmpede for kød, brød og magt. Begivenhederne i Polen 1970-71 mindede derfor i pinlig grad om de strejkebevægelser, der har plaget de herskende klasser i Vesteuropa og Nordamerika i de senere år. På et af den polske bevægelses højdepunkter, den 20. december 1970, skrev det store ærkeborgerlige schweiziske dagblad Neue Zürcher Zeitung således tydeligt pinligt berørt i en leder om opstanden i Polen:
“Der har i de seneste år også været eksplosioner her og der i de vestlige lande.”
Nej, den ene herskende klasse havde bestemt ikke noget at lade den anden høre. Ud fra devisen: at man ikke skal skyde med æbler, når man selv er et skrog, foretrak bourgeoisiet og de statsbærende kræfter i det hele taget klogeligt at tie om den polske opstand.
For det stalinistiske krapyl i de såkaldte kommunistpartier har bourgeoisiets forlegne tavshed været en yderst kærkommen anledning til selv at holde kæft om dette pinlige emne. Anledningen var så meget, desto mere kærkommen, som opstandens proletariske karakter ikke lod sig overse – endsige bortforklare, end ikke for det polske broderparti, og stalinisterne altså ikke kunne “forklare” de “tragiske begivenheder” med den sædvanlige og gennemprøvede henvisning til “kontrarevolutionære kræfter”, “imperialister”, “den vesttyske revanchismes agenter” o. s. v.
Men også på venstrefløjen har der været påfaldende mangel på interesse for at beskæftige sig med den polske arbejderopstand. Skyldes det, at man intuitivt fornemmede, at éns allerkæreste illusioner om verden og dens indretning ville briste som sæbebobler, hvis de blev konfronteret med, hvad der i virkeligheden skete i Polen? Reaktionen på dette nummer af Proletar! vil besvare spørgsmålet.
Udskrevet fra www.socialister.dk 20. april 2024 kl. 08:01