I fire dage og fire nætter havde jeg uophørligt tjeneste: Indtil spærretid kørte jeg rundt i gaderne med en ambulance og bragte de sårede på hospitalet; når udgangsforbuddet var trådt i kraft, arbejdede jeg på hospitalet. Alle de patienter, som kunne transporteres, blev udskrevet. Hospitalet blev fyldt med sårede. Hele hospitalspersonalet arbejdede uophørligt.
På sikkerhedstjenestens befaling blev de indbragte sårede ikke registreret efter den sædvanlige procedure; der blev ikke udstedt noget sygekort; man noterede kun navnene. I forvejen undersøgte de militsfolk, der stod vagt ved indgangene, de såredes identitet.
Sårene var næsten altid meget alvorlige. Hos mange dødeligt sårede kunne man ved første øjekast ikke konstatere nogen svære kvæstelser: skudsårene (for det meste i maven eller i underlivet) var små og kunne egentlig ikke være dødsårsagen. Vi har i hemmelighed dissekeret ligene og derved konstateret sønderflængede indvolde, hvoraf man kan slutte, at ofrene var blevet skudt med specialammunition. Kirurgerne fotograferede resultaterne af obduktionerne og vedlagde illegalt dokumentationen.
Lægerne konstaterede, at en del af de sårede militsfolk, der blev bragt på sygehus, befandt sig i en rus, der ikke havde alkoholisk udspring: forstørrede pupiller og skum på læberne. Under blodtransfusionerne kom det af og til til exitus (dødelig udgang), hvilket er unormalt. Disse personer var åbenbart blevet forsynet med beroligende eller stimulerende midler med henblik på deres indsats.
En dreng blev indbragt; han havde ingen skudsår, men hans kranium var knust og flere knogler brækket af knippelslag.
Om aftenen, efter udgangsforbuddets ikrafttræden, kørte nogle kølevogne rundt i gaderne, som normalt bruges til transport af kød, flæsk eller ost. De indsamlede nu de lig, der lå på gader og pladser, identificerede dem ved hjælp af identitetspapirerne og bragte dem derpå til deres respektive hjem. De tilstedeværende militsfolk sørgede for omgående begravelse. Kun de nærmeste familiemedlemmer måtte deltage i bisættelsen: i Gdansk og Gdynia to personer, i Sopot fem.
En af mine slægtninge, en dreng, elev på et teknisk gymnasium, havde ikke deltaget i demonstrationerne, men blev alligevel taget af militsen og bragt på stationen, hvor man holdt ham i 24 timer. Han blev derefter løsladt.
I stationens gård stod et espalier af uniformerede militsfolk, drengen måtte gå igennem, mens de slog ham med knipler. Han fik slået alle tænder i overkæben ud. Andre, der var blevet arresteret sammen med ham, har oplevet det samme. Nogle fik knoglebrud som følge heraf.
Alene i Gdynia var der 300 døde. De arresterede blev bragt til to samlelejre, der var blevet indrettet i nærheden umiddelbart efter begivenhedernes begyndelse.
Offentliggjort i Der Spiegel, vol. 25, nr. 5; 25. januar 1971. Oversat af Kjeld Schmidt.
Udskrevet fra www.socialister.dk 20. april 2024 kl. 11:27