Forlaget Melbyhus
1973, 128 sider, 23 kr.
Arbejdernes fællesklub på B & W, Refshaleøen, afholdt 50 års jubilæum dette efterår. Nærmere bestemt den 19. sep. 1973. B & W-ledelsen markerede dagen ved at tilstille fællesklubben en check på 75.000. Fra fællesklubbens side blev dagen fejret ved at uddele fire bonner à 5 kr. til et overdådigt måltid i kantinen. Det var, hvad der tilkom arbejderne. Som dagens højdepunkt afholdtes en beskeden sammenkomst på Langelinie-pavillionen. Hertil var inviteret ambassadører fra Sovjetunionen, Polen og DDR med fruer, B & W-ledelsen (“dem vi samarbejder med til daglig” [1]) med fruer og forhenværende og nuværende tillidsmænd med fruer. Det hele blev stablet på benene for en lille net sum à 250 kr. pr. kuvert. Sagen vakte naturligt nok en del forbitrelse på arbejdspladsen. Nogle enkelte klubber meldte fra. Dette forstyrrede dog ikke fællesklubbens ledelse (som i parentes bemærket har DKP’eren Erik Hansen som formand). Det kombinerede æde- og drikkegilde blev afholdt som planlagt.
Fagforeningskontingentet tjente oprindeligt til at danne en kampfond. Når nogen brugte pengene til at leve fedt for, blev underslæbet påtalt. Men som ovenstående historie vil vise lever pamperne i dag “standsmæssigt”. Kendsgerningen er legaliseret og kaldes ikke mere underslæb!
Ved samme lejlighed udkom fællesklubbens 50-årige historie forfattet af Poul Thomsen. Den blev delt ud til øens arbejdere, men kan desuden fås gennem boghandelen. Bogen er udarbejdet på grundlag af mere end 50 års håndskrevne protokoller, avisomtaler samt personlige samtaler med en række arbejdere og tillidsmænd. Som sådan er bogen meget værdifuld. Imidlertid påvirkes beretningen, især hvad angår efterkrigsperioden, af, at den er skrevet af en DKP’er. Eksempelvis må man æde sig igennem de sædvanlige bortforklaringer om krisen 66-67 og krone-strejken. Men det vender vi tilbage til.
Bogen indleder med en glimrende beskrivelse af arbejdsforholdene op gennem 20’erne og 30’erne. De var jammerlige. Arbejdsforholdene på øen omkring 1922 tegnede sig bl.a. sådan i en gammel grovsmeds erindring:
“... de fleste af arbejderne på øen knoklede i disse år nærmest som dyr – og mesteren var en konge! En gang kom jeg til at sige “Hansen” til ham, for det hed han sgu, men jeg fik omgående at vide, at han skulle tiltales “mester Hansen”. Joh, det husker jeg godt nok, og det var i 21 og 22, vi måtte æde en lønnedgang, det var så vidt jeg husker 10 % i 22, og hertil kommer så, at mange folk blev snydt på akkorderne ..., men de blev der jo alligevel, for der var mange arbejdsløse, som stod og ruskede i porten til værftet. Og så var det beskidt arbejde – gudfaderbevares hvor var der beskidt dengang ude på øen! “Gaderne” var ælte og pløre, og den meste transport foregik pr. trækvogn – det var skrapt ... Jeg kan faktisk ikke forstå, at ledelsen havde nødig dengang at sætte kontrol ved lokummerne, hvor vi højst måtte opholde os i otte min. – vi sad på et smalt bræt over for hinanden, og brættet var stillet skråt, for at vi ikke skulle sidde og falde i søvn! Nå, det var der nu ikke så stor fare for, for dels var der ham kontrollen, og dels kunne man også opleve, at rotterne bed en i røven ...”
Eller sådan kunne en afløbsmand beskrive sit job:
“Det er dog ingenting, ingenting mod en pibende snestorm i Sibirien [2] – ingenting mod at ligge og skrabe iset fedt af underslidskerne i 10 graders frost. Vores arbejde er groft og beskidt.”
Et stadigt tilbagevendende problem var spørgsmålet om overarbejde. Ledelsen pressede folk til at overarbejde. Vedtagelser om at stå sammen og nægte for meget overarbejde blev gang på gang brudt.
I sommeren 28 havde man ved overtagelse af Søndre Værft erhvervet sig en flydende kran, som direktionen naturligvis ikke mente var underkastet overarbejdsreglerne. De 5 mand, der arbejdede her, skulle arbejde over efter direktionen forgodtbefindende. I 5 dage blev de beordret til at arbejde over i 21 timer. Herefter var de ikke pligtige til at møde næste dag. De blev ergo væk, og da de næste dag igen mødte på arbejde, blev de fyret. Man indstævnede sagen for organisationerne, men Dansk Arbejdsmandsforbund virkede ikke synderligt interesseret. Og så fremdeles. Evindelige tovtrækkerier mellem klubberne og direktionen.
Forbløffende er det imidlertid, at den detaljerede beskrivelse af arbejdsforholdene hører op med afsnittet om krigen. Det er lig nul, hvad Poul Thomsen ofrer på det i efterkrigskapitlerne. Han omtaler sidst i bogen den nys udkomne “svejser-rapport”, som påviser de helbredsfarlige forhold ved svejsearbejdet, og hans eneste kommentar er: vist er det ikke nogen arbejdsplads for tøsedrenge (!!!)
Forklaringen skal nok søges i, at hvor fællesklubben tidligere faktisk gjorde en indsats for at forbedre arbejdsforholdene, modvirke det meget overarbejde o.s.v., er dens indsats på dette, som på så mange andre områder, i dag temmelig minimal!
P.g.a. DKP’s indsats i modstandskampen stod partiet stærkt lige efter krigen. Medlemstallet mangedobledes, partifolk blev valgt ind i fagforeningsbestyrelser o. s. v. Denne udvikling markeredes særlig stærkt på B & W-øen. DKP’eren Janus Jensen, der under krigen slog sine folder som fællestillidsmand, blev valgt til formand for skibssmedene i København. Harry Nebelong (også fra DKP) blev øens nye fællestillidsmand. DKP’erne havde absolut ikke tillidsmandsmajoriteten. Ikke desto mindre viser afstemninger, protokoller o.a., at de i høj grad dirigerede borgermusikken på øen. At de var i stand til det, skal tages som udtryk for, at arbejderne uanset partifarve ønsker en hårdere faglig politik end socialdemokratiets. I afsnittet “Befrielse – og politisk kamp” gennemgår Poul Thomsen det deraf følgende tabernakel: DKP havde fået en arbejdsplads de ustandseligt kunne henvise til, en arbejdsplads hvis arbejdere og fællesklub de kunne udnytte til rent partipolitiske formål. Og det gjorde de over al måde; Fællesklubbens repræsentantskab udsendte resolutioner om enhedsforhandlingerne mellem DKP og Socialdemokratiet, om Grækenland, om stakkevis af indenrigspolitiske foreteelser, man tilsluttede sig en DKP-demonstration mod Franco-styret i Spanien og meget andet. Ved Spaniens-demonstrationen slog de politiske modsigelser ud i lys lue. DKP-folkene blev her beskyldt for at slå partipolitisk mønt af en sag, alle var enige om.
Således cyklede stridighederne videre i slutningen af fyrrerne. I 49 kom det til en generel afstemning om fællesklubbens forhold til politik. Et forslag om, at “man begrænser det politiske arbejde inden for fællesklubben mest muligt, således at man kun beskæftiger sig med politiske spørgsmål, som berører fællesklubbens og arbejdspladsens interne arbejde”, blev forkastet med 34 stemmer mod 33. Et halvt år senere meldte 4 klubber sig ud af fællesklubben. Den ene af de fire udmeldte klubber var rørsmedenes, hvis tillidsmand var Børge Olsen – socialdemokrat og næstformand i fællesklubben. I 50 fandt “alle parter” dog ud af, at de var “kede” af splittelsen. Og de fire klubber blev igen indlemmet fællesklubben.
Samme år genfremsættes det i 49 forkastede forslag om “politiske spørgsmål“. Det vedtages nu med 48 stemmer mod 45. Og året efter er også Harry Nebelongs dage som fællestillidsmand talte. På et ordinært repræsentantskabsmøde vælges Børge Olsen med 61 stemmer, mens Nebelong får 50. DKP’s politiske overspilning af B & W-øen har givet resultat.
Principielt er der intet i vejen for, at en arbejdsplads tar stilling til politiske spørgsmål af enhver afskygning. Det er endog ønskeligt. Forudsætningen for, at det er ønskeligt, er blot, at den politiske stillingtagen kommer som et resultat af organiserede politiske diskussioner blandt de menige arbejdere. Den slags har aldrig moret DKP, når de selv sidder ved roret. Diskussionerne søges gerne gennemført i mere eksklusive forsamlinger af tillidsmænd og fagpampere. Selv de vigtigste politiske resolutioner bliver den dag i dag vedtaget i repræsentantskabet uden at de menige arbejdere bliver spurgt om noget. På denne måde kommer de arbejdere, der ikke er DKP’ere, meget ofte til at føle sig som stumme instrumenter i DKP’s hænder. Meget berettiget forøvrigt! At socialdemokratiet udnytter det, er indlysende, og at DKP på trods af erfaringerne stadig fremturer på denne facon, er forsåvidt også forståeligt. Man skal blot vide, at DKP ikke blot skader sig selv på denne måde. De skader socialismen i det hele taget.
At DKP’erne også selv har været klare over det efter nederlaget i 51, fremgår af følgende citat fra bogen:
“Selv blandt værftets kommunister diskuterede man i denne periode, om ikke “øen blev overspillet” som politisk forpost ...”
Her er faktisk en vigtig erfaring at hente for alle de revolutionære grupper, der i dag satser på at få arbejderforankring.
Herefter gennemgår Thomsen mærkesager som strejken i 56 (der gav DKP meget stor fremgang ved valg til fagforeningsbestyrelser o.l.) og Sovjets nedslagtning af oprøret i Ungarn (der medførte at DKP’erne raslede ud af fagforeningsbestyrelserne i samme tempo, som de var kommet ind).
Han gennemgår krisen i 66-67 og lægger i denne forbindelse meget vægt på at rose tillidsfolkene for deres villighed til at effektivisere produktionen, propagandere for lønsystemer indeholdende meritvurdering, arbejdsvurdering o. s. v. Når man ved, at det i dag lige præcist er disse lønsystemer, der opelsker et infamt knokleri flere steder på B & W, virker hans skamrosning af tillidsmændenes indsats på dette område mildest talt mærkværdigt! Havde Poul Thomsen været interesseret i en seriøs behandling af krisen, havde han nok talt med de arbejdere, der var modstandere af redningsaktionen og klassesamarbejdet i forbindelse med krisen; men hans bog er jo bestilt af tillidsfolkene – ikke af arbejderne. Og det sætter sit præg på den!
Behandlingen af krone-strejken er om muligt værre end afsnittet om krisen. Det gør sig hovedsageligt bemærket ved fortielser. Ved bogens afslutning bliver læsningen en lidelse; Thomsen går grassat, hvad følgende bemærkning om B & W-øen vil vise:
“Det er en farlig arbejdsplads, det er en barsk arbejdsplads. Men øens folk har taget vilkårene, som de var og er. De har opponeret, protesteret, demonstreret, strejket, kæmpet. De har også elsket deres arbejdsplads.” (!!!!!)
Tja, kong Salomon levede ikke forgæves!
Det ville have klædt Poul Thomsen, om han havde forhørt sig lidt mere hos de menige arbejdere, ikke blot i dette spørgsmål, men i mange andre.
Men på trods af de indvendinger, der kan rejses mod bogen, er den absolut læseværdig. Man kunne endog ønske at andre fællesklubber ville tage lignende initiativer.
Karl Petersen
1. Citat fra fællestillidsmand Erik Hansen.
2. Sibirien – kælenavn for de dengang nye beddinger nord for de gamle haller. Senere kom et nyt område af øen ind under B & W, og da det er værftets koldeste del, kaldes det viseligt for “Sahara”.
Udskrevet fra www.socialister.dk 21. november 2024 kl. 20:16