Den tredje “Årbog for arbejderbevægelsens historie”, der udsendes af Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, er netop udkommet. Ifølge indledningen til første årbog skal de “fungere som forum for de mange, der er interesserede i arbejderbevægelsens historie”; der er således ingen indskrænkninger af politisk karakter: Årbøgerne er åbne for personer, der er interesserede i arbejderbevægelsens historie på samme måde, som Årbog for filateli er åben for folk, som er interesserede i filateli. Denne åbenhed skal give problemer med at bestemme, hvad der hører til i en sådan årbog, og det gør den. Hvis der ikke er politiske grunde til at studere arbejderbevægelsens historie, hvis det ikke sker med henblik på at lære af tidligere diskussioner og erfaringer, bliver det ene emne principielt lige så væsentligt som det andet. Det drejer sig så – frem for at diskutere de begivenheder og strategiske diskussioner, der kan være af betydning i dag – om at finde en afkrog af arbejderbevægelsen, der ikke tidligere har været endevendt (gerne én med et pitoresk præg) og slå sig op på den. I årbøgerne mærkes både denne akademiske interesse og den modsatte tendens.
Den hidtidige historieskrivning har i høj grad koncentreret sig omkring de første tiår af den danske arbejderbevægelse, mens emner af ulige større interesse (syndikalisternes nederlag efter første verdenskrig, DKP’s politik i forbindelse med arbejdsløshedsbevægelsen i 30’erne, for at tage et par eksempler) henligger i halvmørke. Årbog 1 følger denne tradition: Willy Markvads artikel om dannelsen af arbejderforeninger i 1850’erne og 1860’erne viser, hvorledes de borgerlige partier forsøgte at udnytte arbejderne i deres interne opgør – i starten med held – og hvorledes en del af arbejderne efter årtier begynder at organisere sig selvstændigt. Karin Sandvads artikel om opkomsten af den kvindelige fagbevægelse i Danmark viser noget om den laugsånd, der herskede i størstedelen af den tidlige fagbevægelse, en laugsånd, der i flere tilfælde førte til vanskeligheder for organiseringen af de kvindelige arbejdere.
Første Årbog indeholder endelig et par nyfundne breve fra Luxemburg til Stauning i forbindelse med den polske partisplittelse 1911 og kampene mellem de tre polske arbejderpartier; brevene giver et levende omend ikke særligt klart billede af kampene mellem disse partier, som på nogle måder ligner mensjevikkerne, bolsjevikkerne og de socialrevolutionære i Rusland. Bortset fra at forstyrre billedet af Luxemburg som en slags rød Florence Nightingale, giver brevene også et indtryk af diskussionen om enheden i den socialdemokratiske bevægelse, som var et af stridspunkterne mellem Luxemburg og Lenin.
Artiklerne i denne første Årbog handler dog om arbejderbevægelsen, hvad der næppe kan siges om hovedartiklen i Årbog 2, som beskriver Louis Pios tankeverden i årene umiddelbart før han blev socialist. Dette indebærer en grundig gennemgang af hans bog om Holger Danske og hans artikler om kirkelige og religiøse emner. Det kunne måske have interesse, hvis man går ud fra, at det var Pio, der opfandt og opfostrede den danske arbejderklasse – og Årbøgernes interesse for Pio kan undertiden give det indtryk; ud fra ethvert andet standpunkt må Pios tidlige religiøse liv være uden betydning. Artiklen hører kort og godt ikke hjemme i en årbog for arbejderbevægelsens historie. For at gøre ondt værre er der bebudet en fortsættelse i en senere årbog. Nu mangler kun den sensationelle artikel om Pios seksualliv.
Der er straks mere kød på Tove Lunds artikel om fagbevægelsens holdning til samarbejdspolitikken under besættelsen. Efter en dokumentation for den faldende realløn under besættelsen beskrives DsF’s holdning, til samarbejdet med den tyske statsmagt. Den var – på trods af den skæbne, som var overgået de tyske fagforeninger i 1933 – overordentlig venlig. Artiklen viser med al tydelighed, at store dele af DsF’s ledelse betragtede kommunisternes virksomhed som en større fare end nazismen. Artiklen lider under, at den i for høj grad er koncentreret om enkeltpersoner i DsF’s top, som samtidig udgjorde Socialdemokratiets højrefløj, og kun summarisk omtaler kampen mellem socialdemokratiske og kommunistiske tillidsfolk i de lavere instanser.
Mens de to første bind næsten udelukkende beskæftiger sig med dansk arbejderbevægelse og helst med spirerne til den, er hovedvægten i Årbog 3 lagt på dette århundrede; det er allerede meget. Desuden er der medtaget en større artikel om Austromarxismen, hvorefter Årbøgerne åbenbart også vil behandle den udenlandske arbejderbevægelse i dette århundrede.
Norbert Flugers artikel om Austromarxismen er for størstedelen en gennemgang af dens teoretikere, som svinger mellem revisionismen og reformismen. Før man når frem til denne beskrivelse, skal man dog igennem en indledende svada: “I de sidste ti år, hvor socialistiske bevægelser med næsten religiøs hengivelse har søgt veje og mål, der kunne give indhold og mening i en verden, der var blevet dem ubegribelig, har de søgt til mange forskellige ideer, teorier – ja, endog personligheder. Ideer, der har overlevet sig selv, forstenede teorier er gravet frem, er blevet tiljublet – og smidt væk.” Etc. etc. Blandt de teorier, som skulle være blevet gravet op, mener Fluger også at have fundet Austromarxismen. Denne retning er imidlertid så død som nogensinde, og den eneste indflydelse, den har haft på den nuværende diskussion, er af nok så indirekte art: den skyldes, at Hilferding, der en tid tilhørte Austromarxismen i 1910 udgav en bog om finanskapitalen, som dengang vakte voldsom opsigt og blev en af de teoretiske forudsætninger for Lenins bog om imperialismen. Lenins bog bliver ganske rigtigt diskuteret – og kritiseret – i dag, og denne diskussion har også bragt Hilferding ud af glemselen. Det turde være det nærmeste, Austromarxismen er kommet teoretisk indflydelse i vore dage.
På trods af denne svada er der en del oplysninger at hente om de forskellige teoretikere, der efter første verdenskrig troede at balancere mellem kommunisterne og socialdemokraterne. Desværre er beskrivelsen af den politik, det østrigske socialdemokrati førte, da det efter 1. verdenskrig fik magten, skåret ned til et par sider.
En anden hovedartikel af Hans Kirchoff om strejkerne i Middelbart og Nyborg i august 1943 giver en detaljeret beskrivelse af strejkeforløbene, dannelsen af strejkeudvalg og forholdet mellem strejkeudvalgene og fagforbundene. Artiklen uddyber Lunds artikel i Årbog 2 ved at beskrive nogle af de kampe, der var medvirkende til at tvinge DsF’s ledelse bort fra samarbejdspolitikken over for tyskerne.
Årbog 3 indeholder endelig brevvekslingen mellem Engels, Gerson Trier og Nikolaj Petersen omkring eksklusionen af oppositionen i Socialdemokratiet 1890.
Hver årbog indeholder desuden en afdeling anmeldelser, som viser problemerne ved årbøgernes manglende politiske holdning: Når anmelderen af Niels Thomsens disputats om dagbladskonkurrencen indleder med at beklage sig over, at beskrivelsen af arbejderpressen i provinsen kun udgør 9 af i alt 1100 sider, var det måske en nærliggende konklusion at undlade at anmelde denne stak makulatur i en årbog for arbejderbevægelsens historie. Det samme kunne vel siges om Ove Rodes dagbøger, hvor anmelderen undervejs konkluderer, at “de ikke bringer væsentligt nyt til forståelsen af Socialdemokratiets stillingtagen til aktuelle dagspolitiske spørgsmål”; da de heller ikke bringer væsentligt nyt om Socialdemokratiets strategi og langsigtede mål, ligesom de heller ikke bringer væsentligt nyt om andre politiske retninger inden for arbejderbevægelsen, burde anmelderen nok have konkluderet, at dagbøgerne ikke bringer væsentligt nyt om arbejderbevægelsen overhovedet og draget konsekvensen. Hvis redaktionen ikke finder, der er danske bøger om arbejderbevægelsen, der er værd at anmelde, findes der til overflod litteratur om emnet i udlandet – også uden for det tysktalende område.
Det ville være en billig fornøjelse til sidst at sammenligne Årbøgerne med det svenske Arkiv för studier i arbetarrörelsens historia, hvis formålsparagraf ganske vist ligner Årbøgernes til forveksling, men som i en helt anden grad beskæftiger sig med væsentlige problemer inden for den svenske arbejderbevægelses historie og især har forstået at forbinde dem med den internationale arbejderbevægelse. Selv om også Arkiv er præget af den akademiske interesse, har den i modsætning til Årbøgerne undgået de emner, der er ligegyldige, hvordan de end behandles; der er et stykke vej endnu, før Årbøgerne når hertil. Det vil som en forudsætning kræve, at redaktionen gør sig klart, hvad hensigten med dem er udover at “fungere som forum for de mange, der er interesserede i arbejderbevægelsens historie”. Årbog 3 betegner et afgjort fremskridt: det meste arkæologiske stof er fjernet, og man er begyndt at behandle arbejderbevægelsen uden for landets grænser. Der er altså håb om, at Årbøgerne vil kunne udvikle sig i en retning, hvor de ikke blot er af akademisk interesse for de historikere, der af en eller anden grund har gjort arbejderbevægelsen til deres speciale, men kan komme til at levere et arbejde, som er en af forudsætningerne for, at den nye revolutionære arbejderbevægelse kan lære af den gamle.
Jan Bo Hansen
Udskrevet fra www.socialister.dk 21. november 2024 kl. 22:22