Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 3, dec. 1992.
|
De to nazi-organisationer, Partiet De Nationale, PDN, og Nationalpartiet Danmark, NPD, har besluttet at stille op ved kommunalvalget i 1993. Med opstillingen forsøger partierne at flyde med den nazi-bølge, som i de sidste år er skyllet over Europa.
PDN udtrykker det sådan her: "Overalt i Europa er handlekraftige partier på vej frem til afløsning af slappe passive uduelige regeringer, der har ført Europa ud i en sump af social uro, moralsk opløsning og uhæmmet indvandring".1
En kort rundtur i udvalgte europæiske lande skaber et indtryk af naziproblemets omfang.
Frankrig
I marts 92 fik Le Pens Front National 13,9% af stemmerne ved de franske regionalvalg. Le Pen har udtalt, at han betragter KZ-lejrene som en parantes i historien, og han har en fortid som tortur-bøddel under Algier-krigen. Den franske partileder er idømt adskillige bøder for racistiske udtalelser om jøder og arabiske indvandrere.
Partiets program fra 91, Manifestet fra Marseilles, indeholder en handlingsplan for et racerent Frankrig. Indvandrere og farvede indbyggere skal fratages deres sociale rettigheder, puttes i opsamlingslejre og udvises af Frankrig.
Højrebølgen har også ført til en stigning i antallet af overfald på flygtninge og indvandrere. Og gravskændinger af jødiske kirkegårde.
Østrig
Partiet FP fik i 1991 22,5% af stemmerne ved Wiens Landdagsvalg. Partiet har markeret sig med voldsomme udfald mod flygtninge og indvandrere og advarer om, at udlændinge "truer med at ombefolke det tyske folke- og kulturfællessskab".2
Partiformanden Jörg Haider har beundrende erklæret, at under Hitlers regime var der orden på arbejdsmarkedet.3
Belgien
I slutningen af 1991 opnåede Vlaams Blok 20,7% af stemmerne i Antwerpen. Partiet har en klart racistisk profil og stiller derudover krav om Flanderns selvstændighed.
Italien
Gruppen Leghe står til 15-20% af stemmerne i opinionsundersøgelserne. Leghe markerer sig med racisme og krav om lov og orden.
England
British National Party forsøger at vokse gennem offentlige møder, gadepropaganda og overfald på venstreorienterede. Der er sket en stigning af racistisk begrundede mord på taxachauffører og forretningsdrivende af udenlandsk oprindelse.
Tyskland
I 1991 begik nazisterne 2074 ulovligheder rettet mod udlændinge. Deriblandt 325 tilfælde af brandstiftelse og 122 voldelige overfald.
De første tre måneder af 1992 betød en fire-dobling af de voldelige overfald. Efter pogromerne i Rostock og andre tyske byer tør man dårligt håbe på, at statistikken ser bedre ud, når den bliver ajourført for resten af året.
Samtidig kom nazisterne over 5%-spærregrænsen ved delstatsvalgene i april 92. Republikanerne, som ledes af den tidligere Waffen-SS-officer Franz Schönhuber fik 10,9% af stemmerne ved delstatsvalget i Baden-Württemberg. I Schleswig-Holstein røg en anden nazi-gruppe, Deutche Volks Union, DVU, ind i parlamentet med seks mandater ud af nioghalvfems. Året før var DVU kommet ind i Bremens delstatsparlament. Den tredje af nazisternes store parlamentariske paraplyorganisationer hedder Nationaldemokratiske Partei Deutschlands, NPD, og er repræsenteret i adskillige byråd.
I følge den interne tyske efterretningstjeneste, Vervassungsschutz, var der i foråret 69 "højreekstremistiske organisationer" med omkring 40.000 medlemmer. Det er 10.000 flere end sidste år. Siden er tallet steget til 80.000!
Ingen af de store europæiske nazi-partier bekender sig offensivt til Hitlertiden. Det kan ikke undre, for erindringen om fortidens forbrydelser ligger så dybt i befolkningerne, at partierne ikke ville have en chance, hvis de gjorde det. Derudover er erklæret nazistiske partier forbudt i flere lande, bl.a. Frankrig og Tyskland.
Derfor kalder alle partierne sig for nationale eller folkelige. Der er ikke noget nyt i, at partierne kalder sig noget tilforladeligt.
I dag er "national-socialisme" et belastet begreb, men i 20ernes og 30ernes Tyskland var det et velvalgt propagandaord. Socialismen var stadig populær efter den bølge af revolutionsforsøg, som fulgte efter 1. verdenskrig. Og der var baggrund for at slå på de nationale strenge efter Versailles-freden, som betød afgivelse af landområder og store krigsskadeerstaninger, som arbejderne fik lov at betale.
Nazisterne i dag opbygger efter en to-strenget strategi. På den ene side satser de på et parlamentarisk gennembrud og viser en pæn facade. På den anden side ønsker de, at opbygge en horde, som kan hærge i gaderne, skræmme deres modstandere og øge medlemmernes selvtillid. De to styrkepositioner skulle så gerne forstærke hinanden.
Men der er naturligvis en modsætning, som er let at aflæse i de offentlige udtalelser fra de førende nazi-ledere. De balancerer på en knivsæg.
Le Pen benægter, at han er nazist, men kalder KZ-lejrene for en parantes i Europas historie.
Franz Schönhuber, Republikanernes leder, udtaler, at "anti-semitter har ingen chance hos os. Men hvis formanden for det jødiske centralråd, Heinz Galinski, fortsætter sin linje, kommer det desværre til den anti-semitisme, vi bekæmper".4 I øvrigt vil partiet genindføre grænserne fra 1937. Det betyder, at hele Østrig og dele af Italien, Tjekkoslovakiet, Polen og Rusland vil blive en del af et nyt Stortyskland.
Der er ikke noget nyt i de europæiske nazisters to-strengede strategi. Hitlers nazister stillede op ved valgene, og fremstod som et lovligt parlamentarisk parti. Da de var stærke nok, begyndte deres stormtropper, SA, at hærge i gaderne.
Hitlers valgpropaganda proklamerede ikke, at han ville udrydde jøderne. Inden han kom til magten, talte programmet om, at jøderne skulle smides ud landet.
Europas økonomiske magthavere og pæne politikere bærer en stor del af ansvaret for nazisternes vækst. Magthaverne udpeger indvandrere og flygtninge som syndebukke for de sociale problemer, som de herskendes økonomiske politik har skabt. Overalt i Europa er midlet de evindelige stramninger af udlændingelovene, som gør de etniske minoriteter til et problem.
I Tyskland øver nazisterne i dag terror i et omfang, som ikke er set tidligere. Årsagen er ikke, at tyskerne har en specielt barbarisk folkekarakter, som det nogen gange antydes i læserbreve og kommentarer. Men den tyske økonomi er meget brat blevet kastet ud i store problemer.
Den tyske genforening har skabt enorme arbejdsløshedsproblemer i det tidligere Østtyskland. Halvdelen af arbejdsstyrken er arbejdsløse, "midlertidigt" hjemsendte eller ansat i korttidsjobs. Og et helt lag af privilegerede håndlangere for det gamle system har mistet deres fordele.
Derfor så man Stasi-folk med walkie-talkies under pogromerne i Rostock, og en del unge arbejdsløse bakkede op om nazisternes terror. Det er blandt de desperate østtyskere, at nazisterne vil rekruttere deres stormtropper.
Men den parlamentariske opbakning er større i vest, hvor folk frygter lønnedgang og skattestigninger. I oktober 92 omtalte Radio-avisen en tysk undersøgelse, som viste, at hver fjerde vesttysker overvejede at stemme "højre-radikalt". I øst var det hver sjette vælger.
Jeg er ikke i stand til at tage afstand fra Hitlers national-socialisme. Har der overhovedet eksisteret KZ-lejre? Der har været så mange løgne fremme i medierne, at ingen kender sandheden.
Kaj Vilhelmsen, Formand for NPD.5
Måske går vores program endnu videre end nazisternes, hvad flygtninge og indvandrere angår!
Elin Uttrup, Næstformand i NPD.6
Nationalpartiet Danmark, NPD, blev stiftet d. 18.2. 1990 som en udbryder af Den Danske Forening (DDF). Initiativtagerne var en gruppe medlemmer, som ønskede, at DDF skulle være et politisk parti.
Medlemstallet oplyses ikke, men der er tale om en lille gruppe. Et københavner-medlemsmøde i marts 92 samlede otte deltagere og et offentligt møde i Haslev, april samme år, tiltrak elleve mennesker og kun få lokale.
Kaj Vilhelmsen, NPDs leder, var med til at stifte DDF, og sad i foreningens almægtige styrelse fra 86 til 89. Elin Uttrup, partiets næstformand, var indtil 1989 sekretær i DDF. Samme år blev de begge ekskluderet af foreningen, angiveligt på grund af udtalte nazi-sympatier, og siden da har medlemskab af NPD officielt været eksklusionsgrund.
På overfladen er der altså et spændt forhold mellem de to organisationer. Men sådan er virkeligheden ikke.
NPD uddeler åbenlyst materiale på DDFs interne, hemmelige møder og rekrutterer medlemmer. Ligesom ekskluderede medlemmer optræder i fri dressur på møderne.7
Udbryderne opstillede til kommunalvalget i 1989 under navnet Borgerlisten Stop indvandringen. Opstillingen skete i fire kommuner: Aalborg, Odense, Frederiksberg og København, og listen fik 1836, 1409, 425 og 2198 stemmer i de respektive byer.
Stop indvandringen deltog også i amtsrådsvalget på Fyn og opnåede 1,2% af stemmerne. I Aalborg var listen tættest på et parlamentarisk gennembrud, da kun få hundrede stemmer skilte dem fra et mandat.
Da borgerlisterne senere dannede NPD, holdt Ålborg-folkene sig udenfor. Deres leder P.H Bering ønskede tydeligvis at blive national fører i stedet for føreren, Kaj Vilhelmsen.
Partiets program8 er ekstremt racistisk. Angrebene på de etniske minoriteter minder meget om de forslag, de tyske nazister kom med, inden de erobrede magten i 1933. Man skal bare erstatte ordet "jøder" med "fremmedarbejdere".
Mennesker som ikke tilhører "den europæiske kulturkreds" skal smides ud af landet i løbet af et år. Lidt overflødigt kunne man synes, kræver programmet også, at de etniske minoriteter fyres fra alle jobs i det offentlige og smides ud af boligforeningerne.
Politiske flygtninge fra Tyskland, England, Norge og Sverige får lov til at opholde sig i Danmark. Men i følge programmet må de "ikke integreres i det danske samfund", men skal opholde sig i "særlige flygtningecentre".
Den politik vil sikkert vække en vis modvilje i befolkningen. Men NPD ved godt, hvordan man tackler folkelig modstand. I paragraf 17 kræver partiet, "at Danmark opretter et stærkt forsvar mod evt. ydre fjender, idet man samtidig giver udvalgte militære enheder en specialuddannelse med henblik på en politimæssig bekæmpelse af indre uroligheder."
Partiet fortsætter også bogbrænder-traditionen fra trediverne. Vi må ikke læse bøger på spændende sprog. I paragraf 11 hedder det: "Danmarks biblioteker ophører med indkøb og udlån af bøger, som er skrevet på sprog, der ikke tilhører den europæiske kulturkreds".
Bortset fra indvandrer- og flygtninge-politikken forsøger NPD ofte at optræde som et pænt borgerligt parti. I forbindelse med partiets opstilling i Århus udtalte Kaj Vilhelmsen oven i købet, at han "flere gange havde taget afstand fra nazismen". Det er ren camouflage.
Ifølge Politiken har Kaj Vilhelmsen tidligere været aktiv i Danmarks National-Socialistiske Bevægelse, DNSB.9 Og han har offentligt udtalt sin støtte til den internationale bevægelse af såkaldte "historiske revisionister". Bevægelsen argumenterer for, at jødeudryddelserne aldrig fandt sted.
Da Borgerlisten Stop Indvandringen præsenterede sit program til kommunalvalget i 89, var det trykt på samme trykkeri og i samme format som DNSBs blad, Nationalsocialisten.10
Der har været kontakter mellem NPD og de tyske nynazister i Nationaldemokratische Partei Deutschlands; men tyskerne var ikke interesserede i et samarbejde, før danskerne havde opnået pladser i kommunalbestyrelser eller folketing.11
NPDs nazistiske præg viser sig endnu tydeligere, når man ser på organisationens praksis. Partiet har siden 1990 kørt en kampagne mod det Islamiske Kulturcenter på Amager, som også skulle indeholde en moske. Organisationen indsamlede underskrifter mod byggeriet og truede håndværkernes fagforeninger med, at billeder af arbejderne ville blive offentliggjort på plakater.
Partiet troppede i marts 92 op på arkitektens kontor og fotograferede hans sekretær. Arkitekten var ikke selv tilstede, så man efterlod et brev, som indeholdt en direkte trussel:
Hjælper man de fremmede, kan man ikke gøre krav på nogen respekt fra sine egne. På denne baggrund må vi forlange, at De inden 20. marts offentligt tilkendegiver Deres udtræden af projektet. Hvis ikke de imødekommer vort krav, kan vi ikke længere fraråde vore landsmænd at gribe ind over for firmaet.12
Kaj Vilhelmsen lægger ikke skjul på formålet med aktionen. "På længere sigt er tanken, at vi skal sørge for, at ikke en eneste dansker tør tage del i arbejdet med at opføre moskeen."13
Kampagnen kulminerede med en fælles aktion, som også DNSB, De Nationale og medlemmer af Den Danske Forening deltog i. Man satte grisehoveder på stager og placerede dem på byggegrunden. Som en ekstra hån mod indvandrerne var hovederne omviklet med partisan-halstørklæder. Kaj Vilhelmsen blev senere ved Københavns Byret idømt bøder for sin deltagelse i aktionen.
Partiet har en aktionsgruppe, som skal gennemføre partiets mere skumle aktiviteter. Gruppen kalder sig Patrioterne.
NPD har forsøgt at indsamle underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget ved folketingsvalg, men det er heldigvis ikke lykkedes. Til gengæld vil organisationen opstille i 20-25 kommuner ved kommunalvalget i 93.
Jeg er stadig nationalsocialist. Jeg går fuldt og helt ind for national-socialismen.
Albert Larsen, Landsleder for PDN.14
Partiet De Nationale, PDN blev stiftet 5. maj 1989. Partiet er i høj grad et familieforetagende. Albert Larsen er leder, hans søn Michael er organisationssekretær og var indtil fornylig ungdomsleder. Medlemstallet er i PDNs optimistiske øjeblikke 700, andre gange 400, mens det reelle tal formentlig er langt lavere, dvs. under hundrede.
Da PDN i 1989 forsøgte sig ved kommunalvalget i Ledøje-Smørum, kunne de ikke skaffe stillere nok, og måtte gribe til utraditionelle metoder. Partiets aktivister stemte dørklokker, og påstod – i strid med sandheden – at kommunen ville stille et helt boligkompleks til rådighed for flygtninge. Folk blev opfordret til at deltage i en underskriftsindsamling; men reelt skrev de under på PDNs stillerliste. Ved valget fik partiet 27 stemmer.
Indtil 1988 sad Albert Larsen i Sorø byråd, valgt af Fremskridtspartiet. Samme år meldte kirkegårdsgraveren sig ind i DNSB, tog sit mandat med sig og blev dermed nazisternes første kommunalbestyrelsesmedlem i nyere tid. I 1989 brød han med nazisterne.
Jeg går fuldt og helt ind for national-socialismen. Jeg meldte mig ud af DNSB, fordi jeg ikke er enig med Riis Knudsen i synet på Den Anden Verdenskrig. Men ellers er jeg enig i DNSBs politik.15
Sådan forklarer Albert Larsen selv bruddet. En anden forklaring går på, at han var utilfreds med, at DNSB optog en græker i partiet.
Den store forskel på PDN og DNSB ligger i partiets fremtoning. PDN skilter ikke med hagekorset, og hylder heller ikke Hitler som en gud.
I 1989 bestilte Albert Larsen en bunke nazistisk, anti-semitisk litteratur fra Riis Knudsens forlag, men bad om at få hagekorset fjernet.
Det er ikke for at træde DNSB over tæerne, eller fordi jeg har noget imod hagekorset; men det har mange af mine medlemmer. Men da jeg mener, at flest muligt skal læse om, hvordan jøderne er, ville jeg gerne forhandle disse titler.16
Albert Larsen behandler altså sin nazistiske arv på en afdæmpet måde. Her er han helt på linie med sin tyske samarbejdspartner, Nationalistischer Front, NF, som også har fundet ud af, at nazi-propagandaen når længere ud, hvis man dropper hagekorset og de andre gamle symboler. Det tyske parti er en af de mest voldelige nynazistiske grupper, og var en af de drivende kræfter bag pogromerne i Rostock.17
De to partier arbejder tæt sammen. I foråret afholdt PDN således et fællesmøde med NF i Fangel på Fyn. Partiet har også kontakter til ny-fascister i Italien og Franco-tilhængere i Spanien. I det hele taget ser PDN sig selv som den danske del af den nazi-bølge, som under nationale navne vinder frem i Europa.
Noget tyder faktisk på, at PDNs internationale kontakter er andet end blær. Partiet hævder, at de har købt en kursusejendom på Langeland. Og PDN har nok ikke råd til ejendomskøb uden støtte udefra.
PDN er den nazi-gruppe i Danmark, som mest åbenlyst har grebet til vold, og som mest direkte har truet politiske modstandere. Partiets stormtropper kalder sig Danskernes Broderskab og består ifølge Albert Larsen af tredive medlemmer. PDN kontrollerer også den fynske rockergruppe "Romerne", der optrådte som vagtværn ved Fangel-mødet.
Den 6. juni 1990 blev Lubna Elahi, SF-medlem af borgerrepræsentationen, overfaldet foran sin bopæl af seks-syv mænd. Lubna, som er af pakistansk afstamning, blev mødt med racistiske tilråb og flere gange slået i ansigtet med karateslag.
Hun måtte til behandling på skadestuen, og anmeldte derfra overfaldet til politiet. Ordensmagten foretog sig dog intet, før Politiken omtalte sagen en måned senere.
Albert Larsen fortalte politiet og pressen, at han kendte forbryderne, og havde godkendt aktionen.
Den 10. august blev nazisten idømt dagbøder på 600 kr., fordi han ikke ville oplyse navne på voldsmændene. Da han fortsat nægtede at vidne, blev han idømt 14 dages fængsel, så opgav politiet. Loven rummer mulighed for fængsel op til et halvt år i den slags sager.
Et år efter fortalte nazi-lederen, at Danskernes Broderskab stod bag overfaldet og en hærværksaktion mod Foreningen af Indvandrere og Danskere i Odense, FIDO. Albert Larsens nye tilståelser faldt i forbindelse med, at han nu truede flere folketingspolitikere med bank.
Intet folketingsmedlem skal føle sig sikker. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at finde de folk, som står bag. Vi vil finde Arne Melchior, Mimi Jacobsen og Peter Duetoft og rive dem godt og grundigt i kinderne. Og måske give dem et par på hovedet.18
Anledningen var folketingets racisme-debat. Under debatten havde CDerne foreslået strengere straffe for vold mod indvandrere og flygtninge.
I oktober 92 kom det frem, at PDN ville købe en kursusejendom på Langeland. En lokal kvindelig beboer skrev et læserbrev til Fyns Amts Avis, hvor hun protesterede mod planerne.
Kort efter blev beboeren passet op af tre "ekstremt korthårede" unge mænd. "Nå, det er dig, der skal have nogen tæv, din dumme kælling. Du har sgu nok også jødeblod i årerne." Sådan lød en af de tåbeligheder, kvinden blev udsat for, inden det lykkedes hende at undslippe i en forbipasserende taxa. Kvinden tog hjem, og låste heldigvis døren. For fem minutter efter troppede bøllerne op på hendes bopæl.
Da beboeren ringede til politiet i Svendborg, fik hun den besked, at der jo ikke var sket noget.
"Det chokerede mig faktisk, at jeg ikke kunne få hjælp. Jeg føler mig fuldstændig alene nu. Men ingen skal skræmme mig til at holde mund. Når man som tolvårig under krigen har set sin far blive sparket ned af trapperne, kan man ikke bare lade stå til. Tavshed er ikke guld, men underkastelse", forklarede kvinden senere.19
Hun står heldigvis ikke alene. Postbud Erik Nielsen fra Rudkøbing har taget initiativ til en bevægelse af langelændere, som skal stoppe nazisternes planer. Allerede nu er der bred opbakning blandt langelænderne.
De Nationales politik er traditionelt nazistisk. En stor del af partiprogrammet er direkte afskrifter af DNSBs program.
Det nazistiske gods fremgår også af partiets udadvendte tidsskrift Bavnen. Racismen er meget traditionel: "Om lighed mellem racerne skulle gennemføres, hvilke af racerne skulle da være forbillede for de andre?"20
Bavnen henvender sig direkte til en af nazisternes sædvanlige målgrupper, det klassiske småborgerskab, som består af bønder, små mestre og småhandlende:
Efterhånden skal der uopnåelig stor kapital til for dem, der selv vil gå i gang med en nicheproduktion. ... Med de nuværende landbrugslove kan ingen husmand mere ørke den stridige jord. ... Hans liv regnes for mindre end trækfugleflugt under himlen.
Husmandens efterkommere er blevet lønmodtagere, der akkurat som andre modtager deres løn i form af diverse fagforeningsdagpengeordninger.
Dette system har efterhånden kvalt den fantasi og det mod, der skal til for at starte som selvstændig håndværker eller producent af omsættelige produkter, der kan give en familie et rimeligt udkomme.
Partiets løsning er ligesom i tredivernes program en afskaffelse af renten. Ud over de etniske minoriteter retter PDN vreden mod politikerne:
På Christiansborg kender man ikke hans (husmandens; red.) liv og ønsker ikke at forstå det.
Grunden til, at vore problemer ikke er løst endnu, er simpelthen, at de, der styrer i dag, ikke har nogen interesse i vores land. De er ikke uddannet nok til at sidde på poster de gør.
Løsningen er forudsigelig:
Det er ikke politikere, som skal styre landets økonomi, landbrug eller industri – det skal fagfolk – folk med forstand.
Albert Larsen har slået til lyd for samling på højrefløjen. I Bavnen har han opfordret til et officielt samarbejde mellem De Nationale, DNSB, Nationalpartiet og Den Danske Forening.
Hans begrundelse er, at samarbejdet i forvejen eksisterer, og at aktivistlaget består af de samme mennesker, som skifter rundt mellem grupperne.
PDN-lederen bruger afsløringer af de andre grupper for at fremme sit enhedsprojekt. Han fortalte således, at aktivister fra de forskellige grupper havde været sammen om "grisehoved-aktionen" på moskegrunden.
Formentlig er det også enhedsbestræbelserne, som ligger bag Larsens forsøg på at svække ledelsens position i DNSB. I hvert fald var det PDN-lederen, som afslørede, at Jonni Hansen, leder af DNSB-ØST, har en marokkansk stedfar. Hvilket meget naturligt betyder, at DNSB-lederens halv-lillesøster er halvt marokkaner.
Planerne om enhed blandt nazisterne er inspireret sydfra. I Tyskland udfylder Nationalistischer Front samme rolle.
PDN bebudede en offensiv i forbindelse med afstemningen om EF-unionen, men den udeblev. Nu har partiet besluttet at stille op ved kommunalvalget i flere byer.
Danmarks National-Socialistiske Bevægelse, DNSB, er den eneste nazi-gruppe, som bruger hagekorset og de andre gamle symboler, og som åbenlyst har Hitler-tiden som ideal.
Meget tyder på, at DNSB har tabt konkurrencen med de nazi-partier, som ikke så åbenlyst forbinder sig med fortidens forbrydelser.
DNSB har rødder tilbage til Danmarks National-Socialistiske Ungdom, som blev stiftet i 1970. Det lykkedes ikke gruppen at slå igennem, og omkring 1980 var foretagendet nærmest i opløsning. I begyndelsen af firserne startede gruppen op igen, og kaldte sig nu DNSB.
Det lykkedes i 86 og 87 DNSB at få en del medieomtale, og en udsendelse, partiet producerede på radio-båndværkstedet, gav ifølge nazisterne selv en del nye medlemmer.
Under alle omstændigheder følte de sig stærke nok til at proklamere, at DNSB ville stille op ved kommunalvalget i 88. Men de forregnede sig. Partiet har været i krise, siden de i 1988 måtte opgive at stille op til kommunalvalget på grund af omfattende protester.
I slutningen af 1990 opløste DNSB sig selv; men organisationen blev straks gendannet under navnet DNSB af 1.1.91. Der er to forklaringer på manøvren. Den ene er, at partiet var på fallittens rand, fordi DNSB skyldte TV-journalisten, Bent Henius, 27.000 kr. i erstatning og sagsomkostninger efter en tabt injuriesag.
En anden forklaring går på, at der også var tale om en reel splittelse. I hvert fald blev DNSB opdelt i en øst- og vestkreds med Jonni Hansen, København, og Henrik Asferg Kristensen, Randers, som formænd. Mens Poul Heinrich Riis Knudsen – i hvert fald formelt – fik en mere tilbagetrukket position som leder af forlaget Nordland.
Medlemstallet er hemmeligt, men forskellige kilder gætter på, at der er lidt under 100 kernemedlemmer og en noget større sympatisørkreds. Det mest bekymrende ved medlemmerne er, at de gennemsnitligt er yngre, og dermed bogstaveligt talt mere slagkraftige end åndsfællerne i de andre organisationer.
Ellers tyder meget på, at DNSB har tabt konkurrencen med de nazi-partier, som ikke så åbenlyst forbinder sig med fortidens forbrydelser.
Gruppen stiller ikke op ved kommunalvalget. Og partiets position i det rablende gale sorte miljø blev yderligere svækket, da Poul Heinrich Knudsens meget personlige forbindelse med en arabisk fascist blev afsløret.
Historien om Jonni Hansens marokkanske stedfar var heller ikke populær i de åndeligt formørkede kredse.
Det udløste muligvis et terror-forsøg mod historiens ophavsmand, Albert Larsen fra den konkurrerende nazi-organisation, De Nationale.21
Meget peger på, at DNSB i desperation har valgt terrorvejen for at genvinde deres position i nazi-kredse. Og det skal ikke bare gå ud over konkurrenterne. Det parlamentariske perspektiv er opgivet, og gruppen har lanceret parolen: Rostock i Danmark. Foreløbig har de udpeget flygtningeskibet Norrøna, som angrebsmål. I nattens mulm og mørke overmalede de skibet med hagekors og slagord.
Hvis demokratiet i stedet for at styrke Danmark undergraver landets eksistens, må vi lige som vores fædre se virkeligheden i øjnene og turde sætte noget nyt i stedet.
Søren Krarup22
Den Danske Forening blev stiftet i 1986. DDF opgiver sit medlemstal til 3000. Det er nok en overdrivelse; men foreningen er helt sikkert den største ekstremistorganisation på højrefløjen. Tallet tretusinde er udtryk for, at medlemstallet er faldende, for DDF har tidligere påstået, at foreningen havde 4000 medlemmer. Organisationsstrukturen er hierarkisk og udemokratisk. Nederst er lokalforeningerne, som er opdelt i celler. Cellerne har ikke kontakt med hinanden. Næste niveau består af områdeledere, og øverst troner styrelsen, som består af seks personer.
Områdelederne og styrelsen mødes fire gange om året. På det årlige landsmøde har medlemmerne mulighed for at give styrelsen gode råd. Men de har ingen bestemmende indflydelse.
Der er ikke valg til ledelsen. Styrelsen supplerer sig selv og har i øvrigt det afgørende ord i alle spørgsmål. I forhold til omverdenen tegner formanden Ole Hasselbalch billedet, støttet af foreningens åndelige vejleder Søren Krarup.
Lige siden starten har DDF forsøgt at opretholde en pæn facade; men den er krakeleret flere gange.
Den 16. august 91 kom det frem, at DDF-formanden studerede bombe-opskrifter, og personligt havde taget noter som "Kaliumklorat antænder molotovcocktail?".23 Hasselbalch nægtede først ethvert kendskab til sagen, men måtte bide i det sure æble, da en grafolog kunne genkende hans skrift. Han påstod så, at bombepapirerne var blevet tilsendt anonymt få dage tidligere.
Det viste sig også at være løgn. DDF-formanden havde allerede et år tidligere vist papirerne til lederen af Kulturhistorisk Fondsarkiv, Frede F. Rasmussen. "Du skal vide, at vi i Den Danske Forening har folk, der kan fremstille disse ting, som du ser her på dette papir. Dette er hvad vi kan.", forklarede Hasselbalch ifølge arkivaren.24
Kulturhistorisk Fondsarkiv er et mystisk privat foretagende, som samarbejder med flere af de ekstreme højregrupper. Fondsarkivet har blandt andet lavet en video for DDF.
Samtidig begyndte DDF-formanden at opfordre til vold. I et papir til områderepræsentanter og styrelse med titlen Hvorfor skrive?25 skrev han:
Hvis man ikke vil se landet gjort til ruin, ja, så er man henvist til med fysiske midler at hindre, at ødelæggelsespoltiken føres ud i livet.
At fortsætte som undertegnede har gjort i en lang periode med at argumentere, skrive og stille op som skydeskive for umoralske menneskers tilsvining er uden mening.
Den egentlige kamp for Danmarks fremtid kan under de herskende forhold kun føres ude i mørket. At blive ved med at skrive det, der allerede er sagt mange gange, er formålsløst, ja, endog skadeligt.
Skriverierne skader ved at skabe falske forhåbninger om, at landet kan reddes med pennen.
Hasselbalch mener, at biologisk racisme vil blive nødvendig: "Det lader sig uden videre se, at vore egne efterkommere vil komme til at slås i gaderne for at overleve, og at de kan blive nødt til at praktisere den biologiske racisme, som nutidens politikere lægger så megen vægt på at distancere sig fra."
Hovedlinien i hyrdebrevet gik igen i den tale, som Hasselbalch holdt på DDFs landsmøde den 31. august 1991.
Formanden havde landsmødets fulde opbakning. En af deltagerne, Eigil Bækgaard, modtog voldsomme klapsalver for følgende svada:
Når man fortæller, at man er medlem af Den Danske Forening, siger folk: "Jamen er det ikke dem, der vil slå de fremmede ihjel?". Så simpelt er det jo ikke. Men jeg vil opfordre til, at vi nu, sådan som Ole Hasselbalch jo selv skriver det, går væk fra den oplysende fase og over til den angribende fase. Ikke nødvendigvis med krudt og kugler. Men vi kan ikke fortsætte med bare at skrive og oplyse. Muslimerne skal ud.26
Stemningen på DDFs hemmelige møder smadrer også foreningens stuerene image. En af Ekstra Bladets journalister gik i marts 92 til et sådant møde under falsk navn. Han blev ringet op, bedt om at troppe op ved et busstoppested, men kunne ikke få mødestedet oplyst. Ved stoppestedet blev han afhentet og eskorteret til mødet af Danskerens redaktør, Lillian Bostock.
Under mødet krævede et medlem, at man nu måtte gribe til våben. DDFs næstformand Poul Vinther svarede: "Jeg tror ikke, tiden er inde til at bruge våben. Endnu." Da medlemmet senere under klapsalver gentog sit krav, protesterede næstformanden ikke.27
1991-92 var årene, hvor DDF-medlemmer talte ud om deres voldelige ambitioner. Eller blev afsløret i dem. Daværende styrelsesmedlem og områderepræsentant for Lolland-Falster, Jan Simonsen, fortalte Berlingske Tidende og TV2, at han var parat til at bruge vold mod flygtninge og indvandrere.28
Og mod Berlingskes Connie Hedegaard, som havde viderebragt hans udtalelser: "Hvis Connie Gedehår ikke var en dame, ville jeg den ondelyneme køre til København og slå med dørene hos hende."29
Jan Simonsen er politiassistent og arbejdede dengang i grænsebyen Gedser. Han indrømmer, at han har forsynet DDF med interne politi-papirer om palæstinensiske flygtninge.30
I det hele taget har flere medlemmer af politikorpset nære forbindelser til DDF. Kriminalassistent Thomas Andreasen var indtil august 91 områderepræsentant for Sydsjælland, men droppede tillidsposten, da Hasselbalchs bombeinteresse blev afsløret. Politimanden blev i stedet regnskabschef. En deltager på DDFs landsmøde forklarede: "Han regner øjensynlig ikke med, at hans chef opdager, at han nu påtager sig jobbet som regnskabschef."31
Andreasen er da heller ikke uenig med DDF-formanden: "Jeg går fuldstændig ind for Hasselbalchs synspunkter i "Hvorfor Skrive?""32
Områderepræsentanten på Fyn hedder Erik Dagø og er også politiassistent. Han var indtil maj offentlig anklager, men blev degraderet for at blande job og politisk aktivitet sammen.
Dagø er også redaktør af DDFs telefonavis. I avisen angreb han firmaet Intersport for at bruge farvede modeller. Da han senere udtalte, at danske jøder ikke burde have været reddet under 2.Verdenskrig, blev det hele for broget for CDs ledelse med Mimi Stilling i spidsen.
Politiassistenten var nemlig også folketingskandidat for CD. Den efterfølgende storvask i partiet afslørede, at en gruppe medlemmer var enige med Dagø. Gruppen gik eller blev smidt ud, og nogle af dem startede Dansk Center Parti, som også vil stille op ved kommunalvalget.
Erik Dagø er i øvrigt formand for den højre-rabiate forening Selskabet til Værn om dansk Folkestyre.
DDF har også forbindelser i Politiets Efterretningstjeneste, PET, som har forsynet foreningen med fortrolige politirapporter. Ifølge Flemming Hammerild, eks-landssekretær i DDF, har Hasselbalch udpeget kilden som Christian Medum fra Århus. Medum er kriminalassistent og PET-agent.33
Om forholdet mellem forskellige politifolk og DDF siger formanden: "Masser af politifolk er dybt frustrerede. Det siver ind til os i store mængder fra højre og venstre og kryds og tværs."34
Foreningens forbindelse med NPD er allerede beskrevet tidligere i artiklen. Partiets ledere var med til at stifte DDF, og NPD rekrutterer medlemmer på DDFs møder. Partiet ligger nok også inde med foreningens gamle medlemslister, fordi Elin Uttrup indtil 1989 var sekretær i DDF.
Der er også kontakt til PDN. Under et debatmøde med Anker Jørgensen på Århus Kathedralskole i 1992 påstod Hasselbalch, at en gruppe muslimer planlagde hellig krig i Danmark. Da han blev bedt om at dokumentere sin påstand, kunne det naturligvis ikke lade sig gøre. Derfor ringede han efter mødet rundt til PDN-medlemmer og bad dem bakke ham op i BT. Men ikke engang PDN ville rodes ind i den historie.
DNSBs leder på Sjælland hedder Jonni Hansen. Allerede i 1987 meldte han sig ind i DDF, og har så lavt et medlemsnummer som 24. Officielt er medlemskab af nazistiske organisationer eksklussionsgrund i DDF. Men den sjællandske fører bevarede sit medlemskab, selv om Ekstra Bladet i 1988 afslørede hans nazistiske aktiviteter. Han er dog senere blevet slettet p.g.a. kontingentrestance ...
Den tidligere formand for Folkebevægelsen Mod Nazisme, FMN, Inge Thyregod, fandt i sommeren 91 en del racistiske løbesedler nær sit hjem på Amager, dels fra DDF og dels fra DNSB. "Sedlerne er trykt på samme papir og i samme format allesammen, og vi finder dem i de samme bykvarterer – for mig at se er der klare forbindelser mellem Den Danske Forening og nazisterne."35
Den 22. januar fik Inge Thyregods udtalelser det blå stempel i Gentofte Civilret. FMNs formand, Jens Sejersen var stævnet for injurier af DDF, men vandt sagen.
I begrundelsen for dommen hedder det:
Det er godtgjort, at DDF har forbindelse med højreekstremistiske kræfter, herunder det danske naziparti.
og
Retten finder, at de anvendte metoder og foreningens sprogbrug over for fremmede, som de kommer til udtryk i deres under sagen påberåbte publikationer og øvrige adfærd, er af en sådan karakter, at udtrykket "tendenser mod racisme" ikke kan anses for ærekrænkende i den i injurielovgivningen nævnte forstand.
Inden for de sidste måneder er DDF begyndt at vise muskler i forbindelse med deres offentlige møder. Den 6. oktober 92 holdt DDF møde i Århus, og en flok med køller troppede op for at slå løs på moddemonstrationen, som politiet imidlertid holdt på afstand. I København var man i samme periode vidne til at en flok skinheads bevogtede et DDF-møde.
Den Danske Forening nyder godt af en udtalt politibeskyttelse. Fredelig civil ulydighed, hvor deltagerne passivt blokerer indgangen til racisternes mødelokaler, bliver mødt med vold fra politiet.
DDF har altså ikke brug for en tærskegruppe for at afholde deres møder. Derfor er der snarere tale om en styrkemarkering. Foreningen ønsker at vise omverdenen, at den har et voldspotentiale.
I sin kommentar til Århus-mødet balancerede Hasselbalch på en knivsæg mellem pæn facade og opbakning til vold. Han understregede, at han bad sine tilhængere lade politiet klare ærterne og udtrykte samtidig forståelse for deres reaktion.36
Forbindelsen mellem DDF og nazisterne er udtryk for en tilnærmelse mellem ekstremt konservative kræfter og organiserede nazister. Dele af det rabiate konservative miljø søger tilbage til tiden før den franske revolution, før det borgerlige demokrati.
Søren Krarups kirkepolitiske retning, Tidehverv, udgiver et blad af samme navn. Især i 200-hundredåret for den franske revolution, 1989, var bladet fyldt med kritik af de lighedsidealer og menneskerettigheder, som har været fælles tankegods for progressive mennesker de sidste 203 år. Og som Europas borgerskaber alle har bekendt sig til siden 1945.
Tendensen til samarbejde mellem rabiate konservative og nazisterne går igen i resten af Europa. Franske Nouvelle Droite er et eksempel på en gruppe højreintellektuelle, som argumenterer for folkefælleskab og mod universelle menneskerettigheder, og som hylder "den totale stat under den italienske fascisme som et lysende eksempel".37 En af gruppens ledende medlemmer, Yvan Blot, sidder i Europa-parlamentet for Front National og er rådgiver både for Le Pen og de tyske republikanere.
Allerede i 1981 formulerede 11 anerkendte tyske professorer Heiselberg-manifestet, som advarede imod "fremmed infiltration af det tyske folk." 38 Den sorte pastor og hans ven, professoren, er altså ikke de eneste konservative europæere, som mænger sig med nazisterne, og baner vejen for dem.
De nazistiske organisationer i Danmark i dag er hverken særligt store eller særligt farlige, og ingen af dem har for alvor slået igennem. Der foregår i øjeblikket en rivalisering de forskellige grupper imellem om at vinde den samme gruppe medlemmer, som i dag vandrer fra organisation til organisation.
Uenighederne grupperne imellem handler ikke så meget om det principielle forhold til vold eller demokrati – eller afskaffelse af samme, men om hvilken taktik, nazister skal bruge for at slå igennem. Og i et vist omfang også om hvilken person, der skal være fører.
Man kan betragte de nazistiske organisationer som perler på en snor, hvor der i den ene ende er nazisterne i DDF, som lægger mest vægt på den stuerene facade, og hvor der i den anden ende er DNSB, som holder den rene nazi-profil. Imellem ligger så organisationer som NPD og PDN.
Det er kun et forsvindende mindretal, som i dag bakker den åbenlyse nazisme op. Når nazister som Le Pen og Schönhuber kan få opbakning, så hænger det netop sammen med, at de skjuler deres nazisme bag mere stuerene facader.
Men får vi afsløret dem, så kan vi også adskille dem fra deres løsere tilhængere. Et første skridt er at dokumentere, at de er nazister, hvilket denne artikel er et forsøg på. Det næste skridt er, at få dem til at fremstå over for en bred del af befolkningen som nazister. Det gør vi ved at konfrontere dem, lave blokader mod deres møder eller moddemonstrationer mod deres demonstrationer, og det vel at mærke i samme gade.
Hvis de har formået at opbygge et lag af bøller, vil de i sådanne situationer stå frem og afklæde sig sit pæne ydre. Det vil have en mobiliserende effekt i sig selv.
Men konfrontationen skal ikke være enkelte eller en lille gruppes værk. Netop det, at mange hader og frygter nazister, gør, at vi også kan få mange med i en konfrontation.
Socialdemokrater, SFere, fagforeningsfolk osv. ved fra de historiske erfaringer med nazisterne sidste gang, at de selv og deres egne organisationer er i fare, hvis nazisterne får magt, som de har agt. Og flere ting peger også på, at en erkendelse af, at det er nødvendigt at tage kampen mod nazisterne op, så småt er ved at spire frem i de kredse.
Det højresocialdemokratiske byråd i Hillerød har vedtaget, at kommunen ikke vil stille lokaler til rådighed for Den Danske Forening. Og i en kronik i Fagbladet har Torben Bach en kronik, hvor han bl.a. skriver:
Er der plads til et nazistisk parti i et demokratisk samfund? Svaret må være, at der er plads til alle, der bekender sig til demokratiet.
Nazister og andre egoister, der har som sit erklærede mål med magt at ville overtage regeringsmagten, er der ikke plads til....
Fagbevægelsen og de politiske partier har her en vigtig opgave. Nazismen og egoismen må aldrig igen få overtaget! 39
Og endelig kan man pege på den opbakning, som demonstrationen mod nazisme, racisme og fremmedhad d. 7. november 1992 i København bl.a. fik fra Claus Larsen Jensen, international sekretær i SiD.
En anti-nazistisk bevægelse må tage sit afsæt i, at overbevise i hvert fald dele af arbejderpartierne og fagbevægelsen om, at nazisterne skal stoppes – ikke ved brug af ord og fine løfter – men gennem konkrete aktiviteter, der hvor nazisterne forsøger at bygge op.
1. Bavnen nr. 2/6 3. årgang 1992. Bavnen er PDNs tidsskrift.
2. Politiken 20.3.1990.
3. Ibid.
4. Politiken 5.1.1990.
5. Ekstra Bladet 17.9.1992.
6. Ekstra Bladet 15.7.1989.
7. Ekstra Bladet 14.3.1992.
8. I det følgende citeret fra Ekstra Bladet 2.3.1990 og 17.9.1992.
9. Politiken 22.3.1991.
10. Ekstra Bladet 16.10.1989.
11. Politiken 22.3.1991.
12. Ekstra Bladet 18.3.1992.
13. Ekstra Bladet 14.3.1992.
14. Ekstra Bladet 6.5.1990.
15. Ibid.
16. Ibid.
17. Det Fri Aktuelt 29.9.92 og Ekstra Bladet 14.10.92.
18. Ekstra Bladet 5.12.1991.
19. Ekstra Bladet 14.10.1992.
20. Dette citat og de følgende er hentet fra Bavnen, 2/6 3. årgang. 1992.
21. Ekstra Bladet 14.10.1992.
22. Midtjyllands Avis 6.6.1989.
23. Ekstra Bladet 16.8.1991.
24. Ekstra Bladet 17.8.1991.
25. Her citeret fra Ekstra Bladet 16.8.1991.
26. Ekstra Bladet 1.9.1991.
27. Ekstra Bladet 13.3.1992.
28. Berlingske Tidende 1.9.1991.
29. Ekstra Bladet 2.9.1991.
30. Ekstra Bladet 10.10.1991.
31. Ekstra Bladet 9.9.1991.
32. Ekstra Bladet 9.8.1991.
33. Ekstra Bladet 16.1.1992.
34. Ekstra Bladet 18.1.1992.
35. Politiken 14.6.1991.
36. Århus Stiftstidende 7.6.1992.
37. Politiken 20.3.1992.
38. Ibid.
39. Fagbladet (SiD) nr. 38, oktober 1992.
Sidst opdateret 22.2.00