Anmeldelse

Kampen mod Hitler

Kampen mot Hitler
Leon Trotskij og Kenth-Åke Anderson
IS Norge

I juni og juli 1932, dvs. et 1/2 år før Hitler tog magten, var der 461 eksempler på optøjer og angreb. 82 mennesker blev dræbt og 400 alvorligt sårede. Sidste år var der i Tyskland 1700-2000 anmeldte overfald og angreb på indvandrere, flygtninge, handicappede m.fl., alle politiske motiverede. 17 mennesker døde som følge af den nazistiske terror.

Det er blandt andet på baggrund af disse hændelser, at pjecen – Kampen mot Hitler – er udgivet. Den indeholder 2 artikler. Den ene er skrevet af den svenske trotskist Kenth-Åke Anderson, og er en historisk gennemgang af Hitlers vej til magten. Den anden er skrevet af Trotskij under titlen For arbejdernes enhedsfront mot fascismen.

Da Trotskij skrev sin artikel, var situationen den, at Hitler og hans nazi-parti ved valget d. 14/9-30 havde opnået 18,3 % af stemmerne. Verden var inde i en økonomisk krise uden sidestykke, hvor specielt Tyskland var hårdt ramt.

Men under 20% af stemmerne skulle vel ikke være ensbetydende med, at et land bukkede under for nazismen? Hvis man skal forklare, hvordan det alligevel kunne ske, må man kigge på den kraft, som skulle være garant for en kamp mod Hitlers magtovertagelse, nemlig arbejderklassen.

Den tyske arbejderklasse bestod af Socialdemokratiet og Kommunistpartiet. Både de socialdemokratiske og de kommunistiske stemmetal overgik langt de nazistiske. I det sidste valg i marts 33 havde man tilsammen flere stemmer end nazisterne. Men historien taler sit tydelige sprog; stemmetal gør det ikke i kampen mod nazismen.

Kenth-Åke Anderson gennemgår Socialdemokratiet og Kommunistpartiets teorier og handlinger i perioden.

Socialdemokraterne stod i et dilemma, hvor deres basis var en forholdsvis passiv arbejderklasse. Hvis de havde forsøgt at mobilisere arbejderne, ville det samtidig have betydet, at de ville miste indflydelse. Reformismens sjæl er jo ikke lige netop kendetegnet ved kamp.

"Altså var de tvunget til at forsøge at manøvrere mellem to flammer – den kontrarevolutionære fascisme og den revolutionære kommunisme."

For kommunisterne var det afgørende, at Stalin i 1924 havde formuleret en "teori" om sammenhængen mellem socialdemokratiet og fascismen! I følge den teori fandtes der ingen afgørende modsætninger mellem disse to bevægelser. Socialdemokratiet blev betegnet som "fascismens moderate fløj", i daglig tale omtalt som "socialfascister". Altså var de to bevægelser tvillinger. Og i følge Stalin var socialdemokraterne faktisk farligere, fordi de ikke viste deres hensigter åbent.

Det gav nogle groteske situationer. I slutningen af 1932 gik militante kommunister og nazistiske aktivister rundt arm i arm i Berlins gader og samlede penge ind til strejkende transportarbejdere! Set på baggrund af denne situation var det naturligvis umuligt at forestille sig en enhedsfront mellem socialdemokraterne og kommunisterne, i hvert fald ovenfra.

Den manglende forståelse af forskellen mellem den borgerlige stat på den ene side og nazismen på den anden side, ser vi også i dag. Nazismen vokser ud af et kapitalistisk system i krise, og ligger i den forstand i forlængelse af den borgerlige stat. Men den afgørende forskel er, at nazismens løsning på økonomisk kriser går gennem en smadring af alle arbejdernes klasseorganisationer. Hvorimod den borgerlige stat bygger på eksistensen af og dermed kampen mellem klasserne. Som Kenth-Åke Anderson meget præcist skriver.

Taktik

Centralkomiteen i det tyske kommunistparti skrev i november 31 en appel, hvor man tog udgangspunkt i, at det var umuligt at slå nazismen, før man havde slået Socialdemokratiet. Trotskij erklærede sig enig i den grundlæggende tankegang, hvis man kiggede på det i historisk målestok. Men han advarede kraftigt imod, at man ved simple gentagelser troede at kunne løse dagens problemer.

"en idé, som er rigtig ud fra den revolutionære strategis synspunkt, forvandles til en løgn, en reaktionær løgn, hvis ikke den oversættes til taktikkens sprog."

Netop ovennævnte citat er helt essentielt i Trotskijs analyse af, hvordan kampen skulle vindes. Hele vejen igennem blev målene "oversat" til taktik udfra den helt specifikke situation man stod i.

Situationen var, at Hitler stormede frem og vandt mere og mere terræn. Hvis man overhovedet ville gøre sig noget håb om nogensinde at vriste det store flertal af arbejdere ud af den reformistiske tankegangs rænker, måtte udgangspunktet være, at man havde en organisation, der var i stand til at lede og tiltrække dem. Og hvis man derefter havde planer om at lægge det kapitalistiske system i grus og føre arbejderklassen til sejr, ja, så måtte man naturligvis sikre sig, at arbejderklassens organisationer eksisterede. Hitlers fremmarch var en altoverskyggende fare mod disse, og måtte derfor bekæmpes med næb og klør her og nu. Hele arbejderklassen måtte rettes ind på denne kamp, hvis den skulle vindes og arbejderklassen overleve.

Det overvældende flertal af de socialdemokratiske arbejdere ville faktisk slås mod fascismen, men på dette tidspunkt kun sammen med deres egne organisationer. Trotskij forstod dette. Hans metode var enhedsfronten og hans parole var:

"Ingen fælles platform med socialdemokraterne eller ledelsen for de tyske fagforeninger, ingen fælles publikationer, paroler eller plakater! Marcher hver for sig, men slå sammen! Bliv bare enig om, hvordan man skal slå, hvem man skal slå og hvornår man skal slå!"

Situationen i dag er heldigvis ikke så fremskreden som da Trotskij skrev sin artikel, men hvis ikke vi lærer af historien, kan vi meget hurtigt stå i det samme frygtelige situation. Der findes heldigvis idag masser af historiske skrifter, vi kan bruge til at lære af tidligere tiders fejltrin, så vi ikke begår de samme. Pjecen Kampen mot Hitler er en af dem, og den er oveni købet nem at læse. Der findes ikke nogen undskyldning for ikke at gøre det, hvis bare man har den mindste følelse for sin klasse og dens videre skæbne!

Louise Madsen     

Sidst opdateret 6.4.01