Anmeldelse

Et nyttigt værk om Aksel Larsen

Aksel Larsen - en politisk biografi
Kurt Jacobsen
Vindrose 1993.

Aksel Larsen er uden tvivl den mest markante og kendte venstreorienterede politiker, der har levet i Danmark.

Han var medlem af DKP og dets forgænger Venstresocialistisk parti i mere end 37 år. Af dem var han formand i 24 år og folketingsmedlem i flere perioder. Han var den første kommunist, der kom i folketinget sammen med Arne Munch Petersen i 1932.

Det var Aksel Larsens brud med DKP i 1958, der skabte muligheden for dannelse af Socialistisk Folkeparti, som han repræsenterede på Christiansborg i perioden 1960-72. Aksel Larsen repræsenterer på den måde et stykke Danmarkshistorie, som særligt må interessere socialister.

Historien om Aksel Larsen bliver også DKPs historie - ihvertfald frem til 1956 og bliver på den måde et dokument over DKPs fejltagelser i dansk politik. Derfor er Kurt Jacobsens biografi af Aksel Larsen meget velkommen. Kurt Jakobsen har gjort en kæmpeindsats i sit researcharbejde. Alt er veldokumenteret, og det fremgår tydeligt af noterne, at Kurt Jakobsen har sorteret kraftigt i materialet om Aksel Larsen. Det syntes jeg, han er sluppet godt fra.

DEN ER velskrevet, og indimellem er spændingen på højde med en god krimi. Som da Kurt Jakobsen beskriver bruddet med DKP i 1956-58. Her er telefonaflyninger, opvisning i bureaukratisk magtkamp, trusler, CIA, KGB osv.

Det eneste problem er, at læseren selv må drage de politiske konsekvenser. Kurt Jakobsen gør det dog ikke svært for læseren, da de politiske analyser, han foretager, på den ene side er loyale ud fra Aksel Larsens udgangspunkt og på den anden side forholder sig til den virkelige verden.

De to forhold, der var mest afgørende for, at DKP ikke fik større succes, end de gjorde, var deres forhold til Sovjet og Socialdemokratiet.

Tilknytningen til Sovjet fik i flere omgange katastrofale konsekvenser for DKP. Kurt Jakobsen beskriver fint, hvordan Aksel Larsen sloges for at føre en national politik; men tilsidst accepterede, at DKPs politik først og fremmest blev bestemt af Sovjets udenrigspolitiske hensyn.

Det gav sig udslag i, at DKP blindt fulgte de politiske analyser fra Sovjet og forsvarede alt, hvad Sovjet foretog sig.

I SLUTNINGEN af 30'erne var DKP igen ved at vinde en vis opbakning i arbejderklassen. De mistede den igen, da de forsvarede Sovjets annektion af Finland.

I forsøget på at genvinde opbakningen var DKP det eneste parti, der stemte imod, at Danmark skulle skrive under på en ikke-angrebspagt med Tyskland. Det havde helt sikkert også været en klog politik, hvis ikke de tre måneder efter skulle til at forsvare den såkaldte Ribentrop-aftale, en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjet.

Forholdet til Sovjet var da også ambivalent for Aksel Larsen. I flere perioder sloges han for en selvstændig DKP-profil, selvom han aldrig talte Moskva midt imod i de store sager.

I 1927 blev han forvist til Sibirien for afvigende holdninger, dvs. 'Trotskisme', og i 30'erne var han på kant med kominterns eksekutivkomite om den førte politik. Til Aksel Larsens ros kan man sige, at han ikke bare bøjede af efter pres fra Moskva.

På den anden side kan man undre sig over, hvorfor datidens kommunister, for Aksel Larsens vedkommende med insider-viden, på trods af knægtelse af en enhver politisk opposition i Sovjet, valgte at se det som sine drømmes fjerne mål.

Kurt Jakobsens beskrivelser af forholdene i Sovjet dokumenterer til fulde, hvordan Sovjetunionens Kommunistiske Parti udviklede en ekstrem centralisme, hvor ethvert spørgsmåltegn til den førte politik blev opfattet som kætteri, og derfor skulle bekæmpes med alle tænkelige midler.

Det smittede af i Sovjetunionens Kommunistiske Partis udenlandske aflæggere, og DKPs opfattelse af demokratisk centralisme var med to tykke streger under centralisme, og demokratisk skrevet med usynligt blæk.

FOR DKP HAR forholdet til Socialdemokratiet altid været afgørende for deres politiske og dermed faglige strategi og taktik. I slutningen af tyverne hældte de til den såkaldte socialfacisme teori.

Den gik ud på, at det kapitalistiske samfund bevægede sig i retning af fascisme. Socialdemokratiet adskilte sig grundlæggende ikke fra fascistiske partier, da de ønskede at bibeholde det kapitalistiske samfundssystem.

Derfor blev det ligeså vigtigt at bekæmpe socialdemokratiet som fascismen, særlig fordi de ofte anvendte venstreorienteret retorik og derfor opsamlede noget af den radikale samfundskritik, som kommunisterne ellers stod for.

Den taktik fulgte kommunisterne i mange år og var ude af stand til at føre en effektiv kamp mod fascismen. Kurt Jakobsen beskriver udemærket, hvor svært de danske kommunister havde ved at lægge kursen om, da folkefronts-taktikken blev lanceret af Moskva i midten af trediverne.

Her kunne det have været interessant at høre, om nogle i DKP overhovedet læste Trotskijs værk om kampen mod fascismen, som den dag i dag er en mere end brugbar vejledning i enhedsfrontens metode til bekæmpelse af fascismen.

Det lykkedes aldrig rigtig DKP at komme på talefod med Socialdemokratiet før efter 2.verdenskrig, hvor Socialdemokratiet var totalt kompromiteret af samarbejdspolitikken.

Socialdemokratiet havde brug for DKP, som gennem arbejdet i modstandsbevægelsen - men også på baggrund af den "røde" hærs succes - havde bred opbakning i befolkningen og fik 18 mandater ved det første folketingsvalg efter krigen.

SOCIALDEMOKRATIET viste her, at også de mestrede en af reformismens største styrker; evnen til at gå til venstre og få folk til at tro på det, for derefter, når stormen var redet af, straks at trække i land igen.

Socialdemokratiet og DKP gennemførte flere drøftelser; men DKP gik med på socialdemokraternes krav om lukkede møder, der ikke måtte refereres fra. Det viste sig hurtigt, at Socialdemokratiet forhandlede på skrømt - DKP kunne bare melde sig ind i Socialdemokratiet; men da forhandlingerne blev afbrudt, havde Socialdemokratiet vundet den tid, de skulle bruge, og DKP havde ikke offensivt brugt forhandlingerne til at få Socialdemokratiets menige medlemmer i tale.

Det ville ellers have gjort det sværere at isolere dem, som det skete senere under den kolde krig.

Bogen dokumenterer til overmål DKPs opfattelse af enhedsarbejdet med socialdemokraterne, som en programmatisk enhed med toppen af partiet. Revolutionære socialister kan godt ingå i et enhedsarbejde med Socialdemokratiets top om konkrete aktiviteter. Men aldrig, som DKP gjorde, underlægge faglige aktiviteter hensynet til en enhed med Socialdemokratiet om programmatiske spørgsmål.

Enhedsforhandlingerne efter krigen er et godt eksempel og DKPs faglige arbejde, særlig efter krigen underbygger dette.

Da DKP stod i spidsen for overenskomststrejken i 56, brugte de al deres indflydelse på at få lukket strejken ned igen, mens den stadig kunne kontroleres. For at tækkes Socialdemokratiet, som var mod strejken. Selvom strejken ganske givet kunne have givet et bedre resultat, prioriterede DKP det parlamentariske spil højere.

I folketinget var det så meningen, at man ville bruge mandaterne til at presse Socialdemokratiet til at føre arbejderpolitik. Det på trods af, at al erfaring viser, at Socialdemokratiet kun lader sig presse af en bred bevægelse uden for folketinget. Vel at mærke mens bevægelsen er der.

PÅ DET TIDSPUNKT skiltes Aksel Larsens og DKPs veje. Opgøret var en udløber af Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20 kongres, hvor Khrustjov gjorde op med stalintidens enevælde.

Aksel Larsen var meget inspireret af den startende selvransagelse, og invasionen i Ungarn blev hovedet på sømmet. Den begyndende åbenhed blev langsomt kvalt af partibureaukratiet, som ikke ønskede noget grundlæggende opgør.

Opgøret, som endte i dannelsen af SF, er interessant, og Kurt Jakobsen kommer rundt i mange kringelkroge, både politiske og personlige. Dannelsen af SF gjorde op med DKPs ekstremt hierarkiske opbygning; men i forsøget kastede SF barnet ud med badevandet og blev et vælgerforeningsparti.

I den proces spillede Mogens Fog en vigtig rolle, og det var også ham, der formulerede en klar afstandtagen til revolutionen i 1917, selvom det længe var ham, der sloges for at genskabe marxismen i DKP. Tyngden i det nye parti lå klart i de parlamentariske aspirationer, og her havde Aksel Larsens egne ambitioner også spillet en vis rolle.

BOGEN ER OGSÅ værd at læse, fordi den giver et godt overblik over perioden, og Kurt Jakobsen gør på ingen måde Aksel Larsen til en helgen. Han prøver at forklare Aksel Larsens påståede stikkeri under 2. verdenskrig; men han bortforklarer det ikke.

En god og solidarisk biografi, og selvom man kunne have ønsket de politiske konklusioner anskuet fra en revolutionær vinkel, skal vi være glade for, at det blev Kurt Jakobsen og ikke en borgerlig historiker, der kom til at skrive biografien om Aksel Larsen.

af Jens Loller     

Sidst opdateret 20.2.00