Ifølge megen lærdom går det danske Folkestyre, som vi kender det i dag, tilbage til 1849, hvor den første grundlovgivende forsamling blev valgt. Mange kender sikkert billedet, hvor man lige netop kan se Grundtvig sidde i et hjørne. Så får man associationer i retning af, at dansk folkestyre har en nerve med langt ældre rødder i dansk/nordisk folkelighed og bondekultur. Langt om længe fik vi den naturlige styreform, som modsvarer den ånd, som i århundreder havde ligget i folkets gener og arvemasse.
Men der kan rejses mange indvendinger mod denne lidt myte-belastede vinkel. Dels var det først ved Systemskiftet i 1901, at parlamentarismen blev indført, dvs. at regeringens farve blev bestemt af Folketinget. Det bør her nævnes, at det var et Folketing, som hverken kvind- eller fattigfolk havde valgret til - det fik de først i hhv. 1915 og 1933.
Det ændrer dog ikke ved, at Systemskiftet var et kvalitativt skridt. Det er måske væsentligere, at det derefter stadig var en meget ung parlamentarisme. Så sent som i 1920 følte kongen sig berettiget til at sætte sig ud over denne ved simpelthen at fyre regeringen, hvilket han dog slap så uheldigt fra, at det ikke siden har været forsøgt.
En anden indvending er, at der langt fra var den kontinuitet fra 1849 til 1901, som gør det rimeligt at tale om en sådan næsten "grundtvigsk" arv. Dels kom Systemskiftet ikke som en kontinuert udvidelse af den demokratiske åbning fra 1849, med en stadig stigende folkelig indflydelse. I halvdelen af perioden var der et kongeudnævnt godsejerstyre (1875-1901), og i en stor del af denne (1885-94) havde det form af et diktatur, som i perioder lignede en politistat. Ydermere var det hverken i form eller indhold de samme kræfter, som stod bag enevældens afskaffelse og parlamentarismens indførelse. Enevælden faldt på baggrund af en revolutionær social bevægelse, som åbent udfordrede kongehuset. Parlamentarismen blev indført på baggrund af et hemmeligt diplomati i samarbejde med kongehuset.
Ingen af delene var udtryk for noget særligt dansk eller en fornuftens sejr. Derimod var det politisk udtryk for den type økonomisk-social revolution i 1800-tallet, som af marxister kaldes overgangen fra feudalisme til kapitalisme.
Sammenlignes Danmark i slutningen af Valdemartiden med tiden under Christian VII, er der mange forskelle. Men på to punkter sker der næsten ingen udvikling i 500 år: I folketallet og i livet på landet. Netop disse forhold ændredes i århundredet frem mod Systemskiftet med en så rivende fart, at det ikke er overdrevet, at tale om Danmarks anden1 socio-økonomiske revolution. Her skete Danmarks overgang fra feudalisme til kapitalisme, fra én samfundsformation til en anden, som var karakteriseret ved to afgørende forhold: Dels en kvalitativ udvikling på landet, hvor der skete en overgang fra fæstevæsen og arbejdsrente til selveje og lønarbejde, og dels ved en voldsom kvantitativ udvikling af lønarbejdet i byerne, som også betød, at håndværket tabte terræn i forhold til industriarbejdet. Hermed skete også et kvalitativt spring i udviklingen af vare- og pengeøkonomien, samt dertil hørende institutioner og en "udfletning" af det feudale købmandsborgerskab i et grossererlag og en småhandlende middelklasse.
Kontrollen med statsmagten er også baseret på væsensforskellige samfundsklasser. I det første tilfælde lå den hos en feudal overklasse af store jordbesiddere og rige købmænd. Selvom mange fra sidstnævnte gruppe havde en borgerlig baggrund, var det karakteristisk, at de søgte ind mod adelen, både ved køb af jord og titler. I det andet tilfælde er det en kapitalistisk overklasse, der er centreret omkring storindustriens ejere og finansverdenes top. Magten gik fra landet til byen.
En fundamental forskel i forlængelse heraf er undertrykkelsens karakter. Under feudalismen bestod den af godsejernes direkte, decentrale "tugtelsesret", som blev ophævet i 1788 (dog først i 1848 for husmænd) og efterhånden erstattedes af kapitalismens mere indirekte økonomiske tvangsmidler og statens centraliserede undertrykkelsesapparat.
Derfor betød kapitalismens gennembrud også en omvæltning af de politiske magtforhold, hvilket i en lang række europæiske lande udkrystalliseredes i borgerlige revolutioner.
Systemskiftet i 1901 var et spring i den politiske udvikling i Danmark, men uden at være spektakulært eller ligne en revolution, opfatter jeg det som sidste trin i den politiske side af den borgerlige revolution her i landet. Da gik den politiske magt og det samfundsmæssige initiativ definitivt over fra de store jordbesiddere på landet til - om ikke fabrikanterne direkte - så dog industrielt orienterede finansfolk i byerne. Denne politiske "revolutions" første etape var enevældens fald i 1848, som førte til valget af den grundlovgivende forsamling i 1849. Den materielle baggrund herfor skal man finde i den accelererende økonomisk udvikling, som strakte sig fra Landboreformerne (1781-99) og frem til industrialiseringens gennembrud i slutningen af 1890erne.
Jeg vil nu vise, at det var en fundamental samfundsforandring, der fandt sted i perioden. Det vil antydningsvist fremgå, at "rykket" i udviklingen ofte var forskudt, netop fordi nogle "udviklinger" forudsatte andre, medens nogle forudsatte en vekselvirkning med andre.
Det var de internationale konjunkturer, som betingede den danske udvikling fra affeudaliseringens start i 1780erne. Baggrunden var den industrielle revolution i England, som tog fart fra sidste halvdel af 1700-tallet, og som bidrog til at den danske korneksport fordobledes i løbet af Stavnsbåndet (1733-88). Det ledte frem til landboreformerne, fordi de traditionelle feudale rammer simpelthen var for snævre til at kunne øge produktiviteten på landet, og drage fordel af den stigende efterspørgsel. Lige fra starten indplacerede Danmark sig i en international kapitalistisk arbejdsdeling uden selvstændigt at udvikle en egentlig kapitalisme.
Bortset fra nogle kriseår i 1818-28 fastholdtes den gode kornkonjunktur helt frem til 1876 forstærket af, at den industrielle revolution efterhånden bredte sig til andre lande:
| Planteavl 1830 - 1870 2 | |||||
| 1830 | 1840 | 1850 | 1860 | 1870 | |
| Værdi (mio.kr) | 30 | 38 | 52 | 71 | 104 |
| Eksport | 9 | 16 | 26 | 32 | 53 |
Det betyder ikke, at det var en krisefri periode. I 1857 udløstes èn af de første internationale kriser, men det var i høj grad en pengekrise, som ikke varigt ramte landets hovederhverv. Derimod blev den en løftestang for udviklingen af et nationalt dansk kreditvæsen, således at man løsnedes fra afhængigheden af Hamburg. Omvendt ramte krisen fra 1875 det danske landbrug hårdt, ikke mindst godsejerne.
De industrielle konjunkturer spillede derfor ingen reel rolle - kun i det omfang, de påvirkede landbrugspriserne. Faktisk var det først fra 90erne, at den danske industri blev så integreret i verdensmarkedet, at den påvirkedes af dets konjunkturer, og samtidig havde så stor en vægt, at det slog tilbage på samfundsøkonomien.
Landboreformerne i 1788 satte afgørende skred i udskiftningen3 og afviklingen af hoveriet og fæstevæsenet. Før århundredskiftet havde hovedparterne af godserne afviklet hoveriarbejdet og sideløbende overgik det meste af fæstegodset til selveje. Processen bremsedes af svage konjunkturer i 1818-28, men fortsatte derefter igen. I tal ser det sådan ud:
| Selvejere/fæstere 1780 - 1905 4 | |||||
| 1780 | 1835 | 1864 | 1885 | 1905 | |
| Selvejere | 6.000 | 42.000 | 65.000 | 67.500 | 70.800 |
| Fæstere | 60.000 | 25.000 | 13.000 | 5.400 | 3.700 |
Denne udvikling i bøndernes sociale opstigen var den økonomiske baggrund for århundredets befolkningstilvækst. Blot i perioden 1770-1800 voksede kornproduktionen pr. indbygger med 50%.5 Befolkningsvæksten medførte imidlertid en voldsom vækst af en deklasseret husmandsstand, som i periodens første del næsten var lig befolkningstilvæksten:
| Husmænd 1700 - 1872 6 | |||||
| 1700 | ca. 1800 | 1835 | 1850 | 1872 | |
| Husmænd | 20.000 | 60.000 | 87.000 | 108.000 | 162.000 |
Tallene siger kun, hvor mange der deklasseredes, men intet om graden af forarmelse, som imidlertid var ganske overvældende. I en forordning fra 1807 "genindførtes" hoveriet for husmænd ligesom tugtelsesretten,7 der først blev afskaffet i 1848.
I alt skete der en rivende økonomisk udvikling i landbruget i perioden, men det er værd at bemærke sig flere forhold:
Ved fæsteafsløsningen skete der en voldsom prisstigning i bondejorden, som overvejende blev kapitaliseret af godsejerne. Det blev den væsentligste kilde til kapitalophobning måske frem til en gang i fyrrerne, samtidig med, at der skete en markant værdistigning i godserne.
Frem til engang i 1870erne, var storlandbrugets indtjening stadig større end investeringerne, væsentligst p.gr.a. kornsalget. Generelt var det herfra, at kreditten ydedes til resten af samfundet, medens det omvendte blev tilfældet i den sidste del af perioden, hvor tvangen til store produktionsomlægninger gjorde storlandbruget kreditafhængig.
Det er også i denne periode, at det mindre landbrug, gårdmændene, klarede sin omlægning via andelsbevægelsen, og dermed løsrev sig definitivt af afhængighedsforholdet (og dermed også det direkte klassemodsætningsforhold) til godsejerne. Dette blev igen en spore til udviklingen af et købekraftigt og differentieret hjemmemarked.
Der skete en eksplosiv udvikling af pengevæsenet i perioden. Der er her to ting, som det er vigtigt at forstå: Dels at det i lang tid (frem til 1850erne) stadig er et feudalt kredit- og pengevæsen, som udvikles kvantitativt. Men også, at et egentligt kapitalistisk pengevæsen blev udbygget før landet havde gennemløbet nogen egentlig industriel udvikling. Kreditgivningen ved overgangen til selveje var i høj grad godsejernes kredit til den enkelte bonde. Så længe gælden stadig var der, ville den i sit indhold ikke være forskellig fra den feudale pengerente, som afløste arbejds- eller produktrenten, og fastholdt afhængigheds- og modsætningsforholdet mellem bonde og godsejer.
På samme måde var udlånsvirksomheden derudover i høj grad forbeholdt købmændene i provinsen og vekselerervirksomheder i hovedstaden. Kun i et spinkelt omfang opbyggedes der sparekasser og en forenet kreditvirsomhed i første halvdel af 1800-tallet. Først i 1851 kom der egentlige kreditforeninger, i 1856 kom den første sparekasse for bønder, og det var først efter Tietgens stiftelse af Privatbanken i 1857, at der opbyggedes noget egentligt bankvæsen og et aktiemarked.
Også inden for handelen skete en revolutionerende udvikling, hvor det gamle købmandsborgerskab opløstes i sine bestanddele. Som nævnt gik kreditgivningen over til bank- og andet kreditvæsen, og ydermere opsplittedes købmandsvæsenet i et grossererlag og en stadig mere differentieret detailhandel. Især efter liberaliseringen af næringsloven i 1857 tog det alvorligt fart, hvilket bedst illustreres ved udviklingen af detailhandelen på landet, som i 1850 næsten var fraværende, men hvor tallet for købmænd de følgende tiår blev:
| Købmænd 1860 - 1890 8 | ||||
| 1860 | 1870 | 1880 | 1890 | |
| Antal købmænd | 288 | 923 | 1862 | 2335 |
| Nyoprettede/år | under 28 | 63 | 93 | 57 |
Disse tal siger i sig selv ikke noget om, hvor omfattende detailhandelen udviklede sig, dvs. omsætningsstigningen. Men de viser, at der var udviklet en forgrenet institution for den lokale detailhandel, som gjorde hjemmemarkedet "klædt på" til en hjemmemarkedsorienteret industriel produktion.
Rytmen i detailhandelens udvikling afspejledes også i dannelsen af handelstandsforeninger: Til og med 1857 stiftes 10, 1858-75 stiftes der 16, 1876-83 er tallet på 26, og i 1884-1901 er der ni.9 For en ordens skyld skal der gøres opmærksom på, at der blandt medlemmerne i disse foreninger også fandtes "storhandlende" (direktører, grosserer, vekselerer o.lign), som imidlertid udgjorde under 10% af medlemsskaren i 1890.10 Ydermere opstod brugsforeningerne på samme tid, hvilket også bidrog til det differentierede afsætningsled.
Specielt fra 1848-1875 skete der en revolutionering af infrastrukturen især med udviklingen af jernbanedriften og telegrafvæsenet. Esbjerg Havn påbegyndtes f.eks. 1868. Dette var i høj grad motiveret af landbrugets eksportinteresser og den pengekapital, som var knyttet dertil.
1800-tallets samfundsomlægning efterfulgtes også ved en markant stigning af byernes befolkningsandel, som nok havde befolkningstilvæksten, som forudsætning - men ikke som årsag. Byvæksten satte nemlig først for alvor ind i sidste fjerdedel af århundredet, medens befolkningsvæksten var jævnt fordelt over hele århundredet. I alt steg den 65% på hundrede år, medens den havde stagneret i de forudgående 500 år.
Når urbaniseringen ikke i sig selv blev en følge af befolkningstilvæksten, skyldes det, at det først var den industrielle udvikling, som gjorde, at "overskuddet" blev suget til byerne, hvor det før ophobedes på landet som en reserve.
Denne havde spæde tilløb i opgangsårene frem mod 1855 og 1875, men det var først med de gode konjunkturer i halvfemserne - især den sidste halvdel - at der skete et egentligt gennembrud.11 De nødvendige forudsætninger for denne lå i udviklingen af hjemmemarkedet, transportvæsenet, kreditvæsenet og aktieselskabsformen. Tilsammen gav de basis for, at der via en koncentration af kapitalen, kunne etableres en lang række industrier inden for rammerne af den 2. industrielle revolution: Kemisk industri og elektrificering til konsum og anlæg. To nøgletal viser, at industrien afgørende skiftede status. Det første er selve industriens vækst:
| Industriproduktion 1855 - 1900 | ||||
| 1855 | 1870 | 1890 | 1900 | |
| Industriens produktion i mio. kr | 18 | 29 | 63 | 131 |
| %-vækstrate/år | 3,2 | 4,0 | 7,6 | |
men især dens vægt i samfundsøkonomien og overfor håndværket:
| Håndværksproduktion 1855 - 1900 | ||||
| 1855 | 1870 | 1890 | 1900 | |
| Industriens %-del af produktionen | 3,8 | 4,3 | 6,5 | 9,9 |
| Håndværkets | 11,9 | 11,8 | 12,3 | 10,0 |
Med hensyn til sidstnævnte er det en veritabel forrykning der er tale om. Som et sidste nøgletal skal nævnes industriens andel i aktiemarkedet. Indtil 1870 er industrikapital på aktieform nærmest ukendt, nemlig:
| Industriaktier 1870 - 1899 | ||||
| 1870 | 1877 | 1887 | 1899 | |
| Industriaktier i mill. kr. | 1 | 32 | 45 | 113 |
| Andel A/S-kap. | 1% | 16% | 20% | 28% |
Disse tal peger sammen med de foregående på 90erne som industrialiseringens økonomiske gennembrud. Men politisk set var det måske udviklingen af arbejderklassen, som var vigtigst. I tal var den, som følger:
| Industriarbejdere 1890 - 1900 12 | |||
| 1890 | 1895 | 1900 | |
| Samlet antal industriarbejdere | 42526 | 52628 | 78206 |
| Tilvækst | 24% | 49% | |
| I Jylland var tilvæksten endnu større | 41% | 71% | |
Det vil sige, at der udover en kvantitativ vækst skete en kvalitativ udvikling af en national arbejderklasse. Dertil kan føjes et kvalitativt spring i organisationsgraden, da den nu også omfattede kvinder og ufaglærte.
På grund af den internationalt betingede kapitalistiske udvikling af landbruget, lå mulighederne for en industriel udvikling som færdige forudsætninger, da kapitalen begyndte at vandre ind i industrien. Forudsætninger, som var skabt til andre formål. Men det er heri, at man skal forstå den noget evolutionære karakter af den danske borgerlige revolution: Den var betinget af, at den feudale overklasse i høj grad var i stand til at transformere sig selv til en agrar-kapitalistisk overklasse, og selv "varetage" løsningen af jordspørgsmålet og dele af den feudale oprydning på landet og i en meget lang periode fastholde sig som statsbærende lag. Men det skete dog ikke i en "rund", harmonisk og særlig dansk udvikling. Det skete i en tid med forbitrede kampe.
I det foregående har jeg vist den danske overgang til kapitalisme som en proces, der forandrede samfundet i løbet af 1800-tallet. Jeg vil i det følgende se på den politiske omvæltning/revolution, altså den proces som førte den politiske magt fra de store jordejere på landet over i hænderne på byernes industri- og finanskapitalister - en proces, som får et afgørende skub fra 1848 med enevældens fald.
Den marxistiske historiker Benito Scocozza daterer i modsætning til dette kapitalismens gennembrud i forbindelse med landboreformerne i 1780erne og nedtoner klart betydningen af 1848 i en artikel i Historisk Tidsskrift.13
Dette er efter min opfattelse misvisende, og bygger bl.a. på følgende fejl:
1. Det er forkert at sammenblande indførelsen af kapitalistiske forhold i dele af landbruget med kapitalismens gennembrud. Som det fremgår af det foregående afsnit skete der med landboreformerne kun indledningen til en langstrakt proces af fæsteafløsning.
2. Den anden fejl er at identificere bøndernes formelle frigørelse fra godsejerne med den reelle. I en meget lang periode efter landboreformerne fastholdt godsejerne reelt grebet om bønderne i form af kreditafhængigheden - et greb som først afgørende løsnedes med opbygningen af et kreditvæsen, som var uafhængigt af de enkelte godsejere, og kun afhænigt af de frie markedskræfter. Indtil da var der i høj grad kun sket det at bonde/godsjerforholdet havde udviklet sig fra et feudalt arbejds- og produktrenteforhold til et næsten lige så feudalt pengerenteforhold.14
3. Den tredie fejl er at tale om kapitalismens gennembrud uden et udviklet kapitalistisk hjemmemarked. Som tidligere nævnt var selvforsyningsgraden på landets "dagligvarer" næsten 100%, og lokalhandelen var svøbt i den feudale næringslovs snærende bånd indtil den ny næringslov kom i 1857 -og havde stadig mange restriktioner.
4. Den fjerde fejl er at opfatte bondeklassen som subjekt for reformerne i 1780erne - som et resultat af bøndernes klassekamp. Bønderne var et - omend genstridigt - objekt for disse reformer - med henblik på at øge deres produktivkraft. I Stavnbåndsperioden, hvor den danske korneksport fordobledes, skete der en rimelig ubrudt produktivkraftforøgelse, som langt overvejende skete under anvendelse af pisken. Landboreformerne var så et udtryk for, at nu måtte guleroden tages i anvendelse for yderligere at ekspandere produktionen.
Alt taget i betragtning blev der med landboreformerne kun åbnet op for en udvikling, som efterhånden rejste et stærkere pres mod den, i bund og grund, feudale enevoldsstat for demokratiske og økonomiske reformer i perioden frem til 1848.
De første udtryk for dette var indkaldelse til stænderforsamlinger fra 1831, som var direkte foranlediget af hoffets nervøsitet i kølvandet på den franske julirevolution i 1830.
Op gennem fyrrerne udviklede især den sjællandske bondebevægelse sig, som en truende social kraft, med bl.a. husmanden Peder Hansen "med en revolutionær glød af de sjældne"15 og skolelæreren Rasmus Sørensen som ledende figurer. På et møde i sommeren 1845 var disse i stand til at samle intet mindre end 6-8000 til et møde ved Holbæk. Kort efter dannedes Bondevennernes Selskab, hvor liberale og industrifolk forsøgte at gøre bondebevægelsen til en drivkraft for deres mål ved meget bevidst at identificere sig med bøndernes krav.
Ved tronskiftet i 1848 afløses enevælden af et konstitutionelt monarki, som dog stadig var centreret omkring folk fra enevælden. Det kan dog ikke hindre, at folkestemningen udvikler sig i en stadig mere truende revolutionær retning. I et kompliceret samspil mellem denne stemning i Slesvig-Holsten og København og befordret af revolutioner ude i Europa blev der den 20. marts i København afholdt et folkemøde, som krævede regeringens afgang for "ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp." Dagen efter kunne kongen meddele det folketog, som overbragte kravet, at det allerede var sket.
Dette åbnede op for valget til den grundlovgivende forsamling, som førte til Junigrundloven fra 1849. Til denne forsamling var valgdeltagelsen på 33% af de stemmeberettigede.
Allerede under udarbejdelsen af Grundloven blev der givet indrømmelser til de konservative kræfter bl.a. ved accepten af et to-kammersystem. Men ikke destomindre indeholdt den et så udstrakt demokrati, at den med et slag indebar en alvorlig trussel mod den gamle godsejermagt.
Men det var stadig kun en trussel. Bønderne og husmændene - det store flertals - parlamentarisk/politiske bevidsthed var endnu så svag, at de i høj grad lod sig repræsentere af andre klasser og lag - både i form af nationalliberale og bondevenner. Ingen af disse havde tiltænkt underklassen nogen selvstændig indflydelse, og kun sidstnævnte kunne siges at repræsentere en vis social reformvilje.
I det politiske billede udgjordes Højre af de gamle godsejere og enevældens folk, centrum af de nationalliberale, som repræsenterede de byliberale interesser og dele af de intellektuelle, og Venstre som udgjordes af radikalt-liberale, "bondevenner", bønder, husmænd og skolelærere.
I takt med, at underklassens repræsentation steg og begyndte at gøre krav på en del af magten, jo mere drejede deres tidligere allierede i de dannede lag sig mod de gamle godsejere, hvilket selvsagt skabte frustrationer hos førstnævnte.
Selve grundlovsrevisonen i 1866 (Estrups værk) skete i en meget taktisk betonet alliance mellem de konservative og Bondevennerne vendt mod de nationalliberale i byerne. Ved landstingsvalget byggede den på et statisk forhold mellem landområdernes indflydelse overfor købstæderne, men som i sin endelige udformning sikrede de store jordejeres dominans i Landstinget.
Derved var der sikret konservative garantier, og den væsentligste forudsætning for, at den gnidningsfrit kunne fungere som stopklods mod reformer var, at der ikke opstod et decideret landstingsfjendtligt flertal i Folketinget, hvor man havde fastholdt de relativt demokratiske valgregler fra 1849.
Folketingsflertallet skiftede imidlertid op gennem halvfjerdserne, hvor Venstre vandt flertal i 1872, som naturligt medførte krav om folketingsparlamentarisme og venstrefolk i regeringen.
Regeringerne siden 1849 havde været blandet konservativt/nationalliberale. I 1874-75 sås den sidste med et nationalliberalt indslag med en Fonnesbech som konseilspræsident. Denne håbede at kunne balancere mellem det folkelige pres, som Venstre udtrykte og kraften fra de gamle magthavere.
De gamle godsejere havde dog ikke tænkt sig at Venstres styrkelse var noget, der skulle mødes med indrømmelser af nogen slags. Fonnesbeck blev fældet, og ind trådte Estrup i spidsen for en næsten ren godsejerregering.
Det er karakteristisk at Fonnesbeck faldt samme år, som Gedalia, én af Landmandsbankens stiftere, som stod Fonnesbeck nær, gik fallit, og Tietgen (Privatbanken) var i store vanskeligheder bl.a. på baggrund af krisen fra 1873. Byernes kapitalister var stadig langt fra at besidde en solid samfundsmæssig magt.
Det er også karakteristisk, at Estrups regering var stærkt repræsenteret i Handelsbankens bankråd.16 Det kan tolkes derhen, at Estrup-regimet repræsenterede en fløj blandt godsejerne, som havde akkumuleret kapital i århundredets begyndelse, og som nu levede af denne uden at fungere som dynamiske kapitalister. Dette lag havde udviklet sig parasitært og dets væsentligste interesse var nu at bevare status quo.
Denne interesse blev ikke nødvendigvis delt af alle godsejere, og senere kom Estrup da også i modsætning til agrart orienterede godsejere.
For Estrup forblev den strategiske grundstamme hele perioden, at hindre ethvert tilløb til en ændring af skattelovgivningen, som ville være en umiddelbar økonomisk fordel for godsejerne, men ville underminere de politiske privilegier, der var knyttet til skatteydelsen.
Dermed indvarsledes den forfatningskamp, som kom til at vare århundredet ud. Kernen i denne blev Venstres forsøg på at vælte Estrup-regeringen ved at bruge folketingsflertallet til at blokere for finanslovsvedtagelser ("Visnepolitikken"). Estrup reagerede på dette ved at hjemsende Folketinget i henholdsvis 1877 og igen i 1885, og vedtage "provisoriske" finanslove. Herefter var alle finanslove frem til 1894 provisoriske, og på mange områder øgedes statens repression med politiovervågning af møder, fyringer af radikale præster og lærere, et halvt års fængsel til Venstrelederen Chr. Berg og endelig oprettelsen af det forhadte korps af "blå gendarmer".
Venstre opfattede klart dette som forfatningsstridigt, men partiets ledere havde kun legalistiske svar. Som en borgerlig Estrup-historiker skriver, var det "svært at øjne en vej ud af uføret, når man ikke ville gribe til revolution."17
Selv om der generelt ikke var nogen revolutionær stemning i Estrup-årene, var stemningen omkring hjemsendelsen af Folketinget 1. april 1885 så ophedet, at man måske kunne have væltet regimet ved en beslutsom aktion med baggrund i den faktiske folkebevæbning, som lå i riffel- og skytteforeningerne landet over. Specielt generalforsamlingerne i den københavnske skytteforening blev fulgt med stor opmærksomhed fra begge sider: Store demonstrationer på den ene side og militær alarmberedskab på den anden side. Endvidere blev det forhindret at soldaterne "under de foreliggende forhold opholdt sig på gaderne."18
I begyndelsen af maj blev der afholdt et møde mellem Venstres fællesbetyrelse og lederne af riffelbevægelsen - hvor Venstrelederne afviste muligheden af en opstand.
Estrup opererede da også bevidst med, at Venstrelederne ikke ønskede nogen revolution,19 og i flere omgange komprimitterede disse sig ved senere kompromisbestræbelser for at opnå ministerposter. Disse år blev en ynkelig politisk ørkenvandring for Venstrelederne. Dette har formentlig været med til at udvikle underdanige og kompromissøgende karaktertræk hos den enkelte Venstreleder, men det bidrog også til en udvælgelse af sådanne typer, så kampånden svandt mere og mere ind.
Men i den samme periode skete der via andelsbevægelsen en vældig økonomisk styrkelse af bønderne sideløbende med den sociale differentiering i gårdejere, husmænd og landarbejdere. Denne fremmede især gårdejernes (Venstres basis) individuelle velstand, og dels lykkedes det at holde både forarbejdnings- og eksportleddet fri af storkapitalens indflydelse, som gjorde, at bønderne kollektivt blev en kapitalfaktor. Derved slap bønderne godt fra omlægningen til animalsk produktion i kølvandet på kornkrisen fra 1876, og blev en aftagende revolutionær faktor.
Langt vanskeligere var den for de store jordejere. For mange af disse var omlægningen så kapitalkrævende, at de overgik fra at være kreditydere til at være kreditafhængige - og dermed meget direkte afhængige af landbrugets rentabilitet.
På den måde tenderede det store og det knapt så store landbrug, mod at udvikle et branchemæssigt interessefællesskab i den førte politik - fra at have haft et feudalt klassemodsætningsforhold begrundet i den personlige kreditgivning.
I den henseende blev Estrups uforsonlige regime meget hurtigt en anakronisme, og som person faldt han i 1894 - bl.a. på baggrund af modsætninger i godsejerlaget.
Men det havde dog et rationale i sig: At udgøre en slagkraftig modvægt mod de underste klassers fremturen. Socialt bestod disse i perioden af bønder, husmænd og skolelærere, som der i hele eliten var konsensus om, ikke skulle have lov at til at komme ind og tilsøle ministertaburetterne.
Byernes kapitalister - de nationalliberale - var ikke modne til at udgøre en sådan modvægt i 1875.
Derfor var det udviklingen af den moderne industri med både dens arbejderklasse og en ny generation af magtfulde ejere, som afgørende fratog godsejer-regimet sit sidste rationale. En del af dets rationale havde nemlig også været, at optræde som en dæmper på en altfor drastisk industriel udvikling, som alligevel var sket ved århundredskiftet
Overfor den fremstormende arbejderbevægelse kunne godsejerne i længden ikke være noget bolværk. Nationalt kunne arbejderklassen i længden kun beherskes af de herrer og med de metoder, som den beherskedes med på fabrikkerne.
Derfor var det disse med ØK-stifteren H.N. Andersen i spidsen, som trak i trådene i 1901, da kongemagten åbnede op for Systemskiftet, som kom to år efter at arbejderbevægelsen med det sviende nederlag i September-forliget blev påtvunget at anerkende arbejdgivernes ledelsesret. Det er næppe tilfældigt at en Heide, som var med i ØK-kredsen og én af Systemskiftets mænd også var arkitekten bag septemberforliget.
Med Systemskiftet kom Venstres ledere langt om længe - ikke til magten, men - ind i varmen med adgang til gemakkerne og de bonede gulve. Det er nemlig karakteristisk, at Venstres ledere ikke spillede nogen rolle i dette - fysisk var de slet ikke i København, da det skete. Som Ole Lange beskriver det i den hvide elefant:
Det var en barok situation: Parlamentarismen indført ad ekstraparlamentarisk vej. De folkevalgte fik af en ekstraparlamentarisk camarilla20 påtvunget en ekstraparlamentariker21 som deres første parlamentarisk valgte statsminister.22
Venstres leder I.C. Christansen fik nemlig først i 1905 "lov til" at blive konseilspræsident, altså statsminister. Det kan tolkes som et forsøg på ikke at provokere kongehuset. Men det kan ligesåvel tolkes på den måde, at denne skulle akklimatiseres til magtens cirkler, før man turde betro ham posten. "Man" er her de reelle magthavere, som var centreret omkring ØK-kredsen og kongehuset.
En karakteristisk baggrund for hele dette forløb var, at samtidig med, at de parlamentariske partier konstitueredes som stadig fastere organisatoriske størrelser, skiftede de også karakter. Det er almindeligt kendt, at både Venstre og senere Socialdemokratiet har udviklet sig fra en baggrund i bøndernes og arbejdernes græsrodsbevægelser, ligesom de radikale havde rod i husmandsbevægelsen. Det er imidlertid mindre kendt at disse tre partier reelt, omend indirekte, blev dirigeret af den moderne industris interesser. For Det radikale venstres vedkommende skete det endda direkte ved, at det var by-radikale, som sad i ledelsen.
Men det er nærmest ukendt, at også Højre havde sit udspring i en bredere social, omend konservativ bevægelse mod den uhæmmede kapitalisme, som talte småhandlende, håndværkere og selv arbejdere. Initiativet til dette kom ikke fra regeringen, som i starten dårligt ænsede det, men senere anerkendte det som et nyttigt redskab som modvægt mod venstrekræfterne.
Alle fire partier udviklede en dobbelthed af at være et redskab for fløje i den herskende elite og samtidig optræde som talerør for bredere lag i middel- og underklassen. Højre appellerede til byernes middelklasse, Venstre til landets ditto, hvor så det radikale venstre opsamlede landets underklasse, som Socialdemokratiet gjorde det med byernes, omend med nogle få års forsinkelse.
Systemskiftet i 1901 havde rent tidsmæssigt sin baggrund i Junigrundloven fra 1849, men var ikke nogen videreførsel af dens ånd. Junigrundloven gav så udstrakte demokratiske rammer, at det ville true herskernes privilegier, hvis disse fik lov at blive fyldt ud.
Da det begyndte at ske, og bevægelsen udfoldede sig (1871-1875), indsnævrede man demokratiet mere og mere og monarkiet udartede senere (1877 og 1885-94) i et rent diktatur.
Systemskiftet i 1901 var ingen venden tilbage til junigrundlovens demokratiske potentialer. Det var et amputeret demokrati, fordi de relle magthaverne installerede lederne af en amputeret bevægelse, hvis basis havde mistet sin kraft.
For at skære det helt ud i pap var den store forskel, at Junigrundloven i 1849 havde sin baggrund i enevældens fald i 1848, som var en sejr for underklassen.
Systemskiftet havde sin baggrund i Septemberforliget i 1899, som var et ydmygende nederlag for arbejderklassen.
Det, som reelt skete i de to årtier op til Systemskiftet, var, at den parti- og organisationsstruktur, som har karakteriseret klasseherredømmet indtil den dag i dag, blev formet, afprøvet og stabiliseret. I sine væsentligste træk skete dette under Estrups diktatur.
Derfor er det nuværende folkestyre ikke nogen arv fra 1849. Det er en arv fra Estrups tid - den tid det tog at kvæle arven fra 1849. Arven fra Rasmus Sørensen og Peder Hansen med dens revolutionære glød, visioner om demokrati og social lighed blev aldrig ført videre på et samfundsmæssigt plan. En opgave, vi har foran os, og som vi ikke har lagt bag os.
1. Den første var overgangen fra jægersamfundet til agerbrug.
2. Vagn Skovgaard-Petersen: Danmarks Historie, Bind 5: Tiden 1814-1864. København, 1985. Gyld. 5, side 69.
3. En samling af den feudale landsbys mange spredte jordlodder (strimler), så hver gård fik et sammenhændende areal.
4. Chr. Kolding: Dansk Jord, 1-2. Odense, 1942. Kolding 1, side 410 og 2, side 68.
5. Svend Åge Hansen: Økonomisk Vækst i Danmark, 1-2. København 1972-77. Økonomisk vækst 1, side 80.
6. Gyld. 5, side 119.
7. Kolding 2, side 422.
8. Vagn Dybdahl: Partier og Erhverv, 1-2. Århus 1969. Dybdahl 1, side 288.
9. Dybdahl 1, side 295.
10. Dybdahl 1, side 297.
11. Jeg lægger mig her tæt på Svend Åge Hansens syn i Early Indistrialization in Denmark. København 1970. Early Ind.
12. Early Ind., siderne 11, 22, 25 og 57.
13. Benito Scocozza: Den borgerlige revolution i Danmark. I: Historisk Tidsskrift, Bind 84, hæfte 2.
14. Se Marx, Kapitalen, Bind 3, Kapitel 47, II-IV, hvor han netop analyserer denne "merværdis" feudale former.
15. Gyld. 5, side 188.
16. Hof- og Statskalenderen, 1875.
17. Troels Fink: Estruptidens politiske historie, 1-2. Odense 1986. Bind 2, side 178.
18. Krigsministeriets arkiv, fortrolige sager. Citeret fra Fink, nævnte værk.
19. Svend Thorsen: De danske ministerier 1848-1901. København 1967, side 455.
20. H.N.Andersen.
21. Deuntzer, som dårligt nok ville vedstå sit tilhørsforhold til partiet Venstre. Direkte adspurgt af kongen var hans svar: "I nogen grad".
22. Ole Lange: Den hvide elefant. København, 1986, side 108.
Sidst opdateret 12.11.99