Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 6, Efterår 1993.
Verden har her fra starten af 1990'erne været ude i en rivende malstrøm af forandringer, hvis betydning, det kan være svært at overdrive. Murens fald i 1989 og Østblokkens efterfølgende kollaps var enden på det verdensbillede, som har været fremherskende siden 2. verdenskrig. Nemlig et billede af en verden delt op i to blokke: kapitalismen i vest og kommunismen i Øst.
Det var samtidig enden på ideologien om 'den kolde krig'. Den ideologi, som de herskende klasser på verdensplan havde brugt til at tæmme klassekampen og isolere militante arbejdere og socialister. Var man militant i Vesten gik man ind for de totalitære og brutale regimer i Østblokken. Og omvendt var man oppositionel i Østblokken gik man ind for kapitalistisk restaurering og mod arbejderklassens interesser. [1]
Denne myte blev gentaget så ofte og med en sådan kraft, at militante og oppositionelle selv troede på det. De fleste socialister i Vesten har derfor forsvaret Østblokken som den eksisterende, virkeliggjorte socialisme, eller som samfund der i det mindste var bedre end de kapitalistiske.
Den isolation af socialister i Vesten, der fulgte af den kolde krig, kan illustreres af eksemplet fra de danske kommunister i DKP. DKP havde efter 2. verdenskrig opnået en stor popularitet på grund af sin kritik af, at Socialdemokratiet havde samarbejdet med nazisterne. Ved valget i 1945 opnåede de 12,5% af stemmerne. Men da den kolde krig satte ind for alvor i 1947, lykkedes det socialdemokraterne at generobre det meste af sin tabte stemmeandel. Ved valget i 1947 fik DKP kun 6,8% og i 1950 kun 4,6%. [2]
Især med Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 oplevede DKP at komme i modvind. Demonstrationer udenfor DKPs avis, Land og Folk, med rudeknusning, ødelæggelse af biler og afbrænding af bøger. [3]
Selv midt i opsvinget i begyndelsen af 70'erne, hvor den ikke-stalinistiske venstrefløj voksede eksplosivt, var det kun få og små grupper, som mente, at Østblokken var statskapitalistiske regimer og derfor rejste parolen: "Hverken Washington eller Moskva, men International Socialisme".
Med sammenbruddet i Øst var det i første omgang de vestlige magthavere, der triumferede. "Der kan I se, socialismen er død - kapitalismen lever". Markedsøkonomien fejrede fra 1989-90 sin store sejr. Dens indtrængen i Østeuropa og Sovjet skulle være afsættet for en fornyet økonomisk vækst både i Østlandene selv, men også for de vestlige firmaer, som forstod at udnytte de nye markeder.
Internationalt erklærede USAs præsident, George Bush, "den nye verdensorden" som en verden fri for stalinistisk diktaturer og med demokratiet som den fremherskende styreform. USA som den eneste militære supermagt og dermed verdens politibetjent skulle afstraffe dem, der forbrød sig mod verdensordenen. USAs afklapsning af Irak i begyndelsen af 1991 skulle demonstrere denne nye verdensorden.
Store dele af venstrefløjen med illusioner om Sovjet og Østeuropa, kollapsede endeligt efter at have ført en stadig mere hensygnende tilværelse i løbet af 1980'erne. Og andre, først og fremmest fra SF, bekendte sig nu åbent til markedsøkonomien. Gert Petersen, tidligere formand for SF, udtalte i 1990:
"...i højtindustrialiserede lande fungerer den [planøkonomien, TC] ikke, heller ikke selv om den var mere demokratisk. Der er alt for mange millioner forskellige varer, der skal fra producenten og hen til de rette mennesker i rette tid. Det problem kan selv ikke de fineste computere klare, men kun markedet ... økonomien [må] ... have lov til at udfolde sig frit, så vi får det højst mulige udbytte for den mindst mulig indsats." [4]
Men markedsøkonomiens og den nye verdensordens triumftog blev brat afbrudt. For 1990 var ikke bare det første år i den nye verdensorden. Det var også begyndelsen til, at 80'ernes økonomiske mirakel skulle udvikle sig til 90'ernes mareridt. De økonomiske nøgletal for den industrielle produktion og udviklingen i bruttonationalproduktet begyndte at vende tommelfingrene nedad. I den vestlige verden har vi oplevet, at en række store velrenomerede firmaer er gået konkurs [5] med en stigende arbejdsløshed til følge. I Japan faldt det industrielle output i 1992 med 8,7% og de største japanske firmaer indskrænkede deres investeringer med mellem 20 og 40%. [6] I Tyskland faldt det industrielle output i 1992 med 3%, samtidig med at arbejdsløsheden steg med 10%. [7] Og i det Østeuropa og Sovjet, som skulle give anledning til vækst og fremgang er den industrielle produktion faldet med mellem 20 og 40%. [8]
Den økonomiske krise er slået om i en politisk krise, fordi den herskende klasse ikke ved, hvad den skal stille op. Alle deres økonomiske teorier er kommet til kort, samtidig med at arbejderklassens utilfredshed med den stigende arbejdsløshed og de sociale nedskæringer er stærkt voksende. Mistilliden til det politiske system og de gamle institutioner er mere reglen end undtagelsen i dag.
Det tog Bush mindre end halvandet år at vende den kolossale popularitet, han havde vundet i kølvandet på Golfkrigen til et valgnederlag til Bill Clinton. Clinton koncentrerede, som den første præsidentkandidat i USAs nyere historie, sin valgkamp på de interne økonomiske forhold, fordi det var det, der lå vælgerne mest på sinde. Til gengæld er det på mindre end et halvt år lykkedes Clinton at vende sin opbakning til vrede, fordi heller ikke han har noget svar på de almindelige menneskers problemer. Ikke engang med de seneste bombninger af Irak kan han genvinde sin popularitet snarere tværtimod.
I Storbritannien er John Major den mest upopulære premierminister nogen sinde. Tilliden til systemet, til kongehuset, til politiet osv. har aldrig før været så lille. [9] De samme træk gør sig gældende i andre dele af Europa.
EFs politiske union blev lanceret som de herskende klassers offensive svar på vækst og fremgang, men er endt med at blive et fokus for utilfredshed, i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og ikke mindst i Danmark. Samtidig har valutauroen og sammenbruddet i EMS'en skudt illusionerne om den økonomisk-monetære unionen i sænk. Og ikke mindst har EF vist sig - ligesom resten af verden - at være magtesløs overfor krigen i det tidligere Jugoslavien.
Den økonomiske krise, væksten i arbejdsløsheden og væksten i nazistiske grupper henleder opmærksomheden på situationen i 30'erne. Og der er også paralleller til 30'erne. Først og fremmest hvad angår den økonomiske krise og den officielle arbejderbevægelses svar på krisen. [10] Krisens udvikling er parallel på den måde, at systemet ikke selv har indbygget en renselsesmekanisme, som kan sørge for udrensningen af de usunde virksomheder, og ny vækst for de sunde. Økonomien er vævet så tæt sammen, at en udrensning også vil ramme de sunde virksomheder. [11]
Og dengang som nu har de socialdemokratiske partier taget ansvaret for den kapitalistiske økonomi, og været med til at skære ned i arbejderklassens levevilkår i profits navn.
Men der er to ting, der adskiller dengang fra nu. For det første havde nationalstaterne i 30'erne, gennem en statskapitalistisk udvikling, en mulighed for at sætte gang i økonomien igen, som de ikke har i dag. For det andet er der spørgsmålet om krisens tidsmæssige forløb. Mens det i 30'erne kun tog ganske få år for krisen at arbejde sig hele vejen ned gennem systemet med op til 40% nedgang i den industrielle produktion, så har vi i Vesteuropa efter snart 20 års krise endnu ikke set en nedgang som bare tilnærmelsesvis ligner 30'erne - selvom det går den samme vej.
Det har nogle meget vigtige konsekvenser for udviklingen i den politiske krise og i klassekampen, og dermed for såvel nazismens som reformismens muligheder for at manøvrere i dag.
For det første kan nazisterne ikke i dag pege på en løsning på krisen indenfor kapitalismens rammer, som de kunne det i 30'ernes Tyskland, fordi deres løsning netop var en nationalistisk og statskapitalistisk udvikling. Nazisternes mulighed for at blive et alternativ, som borgerskabet under bestemte forudsætninger vil kunne vælge er derfor svækket.
Krisens langsomme forløb er med til at uddybe denne udvikling. I dag er der ikke et stort småborgerskab, som i løbet af kort tid bliver udraderet eller er truet med det. Radikaliseringen af småborgerskabet er derfor heller ikke stærk. Borgerskabet er heller ikke så desperate efter radikale løsninger, at det ser nazismen som et aktuelt valg. Derfor ser vi de steder, hvor nazisterne har en relativ succes som i Frankrig og Tyskland, at de ikke har en opbakning fra dele af borgerskabet, og at deres opbakning er meget blød. Hard-core-nazister udgør stadig et uhyre mindretal.
Endelig mangler den sidste forudsætning for, at borgerskabet tør vælge nazismen. Nemlig at arbejderbevægelsen har lidt et afgørende nederlag. For selvom arbejderbevægelsen er blevet svækket gennem 80'erne, så er den ikke slået. Tilbagerulningen af arbejderklassens styrke er ikke større, end at den hurtigt kan genvindes, hvis klassekampen skærpes. Under alle omstændigheder er arbejderklassen stærkere i dag end i 30'erne, hvor den var præget af de mislykkede revolutionsforsøg i 20'erne. At der er den sammenhæng mellem arbejderklassens nederlag og nazisternes mulighed for at vokse og borgerskabets mulighed for at vælge dem, fremgår bla. af Trotskijs observationer i 1924:
"Fascismen var og forbliver stærkest i de lande, hvor proletariatet var tættest på magten, men var ude af stand til at tage den eller beholde den: Italien, Tyskland, Ungarn etc." [12]
Ikke så meget fordi nederlaget ligefrem havde smadret arbejderklassen og dens organisationer. Det var i hvert tilfælde ikke det, der skete i Tyskland i 1923, [13] hvor fagbevægelsen var intakt, og hvor socialdemokratiet og kommunistpartiet forblev massepartier frem til nazisternes magtovertagelse i 1933. Pointen er snarere, at arbejderklassen forfejlede sine muligheder for at være et lederskab for et radikaliseret småborgerskab, og fordi en arbejderklasse, der har forfejlet en revolution behøver tid for at komme over det.
Efter en periode med store kampe og nederlag vil en krise snarere end opildne arbejderklassen fremkalde en depression i den. Den vil underminere arbejdernes tillid til deres egne kræfter og demoralisere dem politisk. Under sådanne betingelser kan kun en industriel fremgang få arbejderklassen til at slutte op i rækkerne, tilføre arbejderklassen frisk blod, genskabe dens selvtillid og gøre den klar til kamp igen. [14]
De tyske arbejdere nåede ikke at overvinde nederlaget før krisen satte ind. Men at arbejderklassen i 80'erne ikke har lidt et nederlag i stil med Tyskland og Italien i 30'erne betyder naturligvis ikke, at nazisterne ikke kan vokse, eller at de ikke kan blive en meget alvorlig trussel for socialister. Det kan de, hvilket vi desværre allerede har eksempler på i Tyskland og Frankrig. Men det er vigtigt, at vi forstår deres begrænsninger. Vel har de i Tyskland på det seneste optrappet deres aktiviteter. Men der er stadig langt til et opgør i gaderne. Den eksplosive vækst, som nazisterne havde i Tyskland fra 1928-33, hvor NSDAPs (Hitlers parti) stemmeandel voksede fra 2,6% til 43,9%, [15] er der næppe belæg for kan finde sted i dag.
Den økonomiske krises karakter har også svækket reformismen, såvel de socialdemokratiske partier som fagbevægelsen. For også de stod for nationale løsninger på krisen. Men eftersom kapitalen er blevet mere forbundet internationalt, kan virkningerne af projekter finansieret af staten ikke engang fastholdes indenfor et enkelt land.
Et eksempel er, at arbejdet på Storebæltsbroen går til italienske entreprenører. Det er selvfølgelig ikke det centrale problem for internationalister. Men for Socialdemokratiet i Danmark er det et problem, at et milliardprojekt ikke kan levere varen i form af øget beskæftigelse i Danmark.
Krisens langsomme forløb betyder også, at arbejderklassen får tid til med egne øjne at erfare, at reformismen ikke kan levere varen. Det var ikke en udbredt erfaring i 70'erne, hvor de socialdemokratiske regeringer i samarbejde med fagbureaukratiet var i stand til at isolere de militante og venstrefløjen fra resten af arbejderklassen. [16] De havde på daværende tidspunkt ikke udlevet sine muligheder for at vinde arbejderklassens opbakning, omend den var passiv. Der fandtes stadigt muligheder for om ikke at forhindre krisen så dog forsinke dens gennemslag.
I dag er forventningerne til reformismen meget små, hvad enten det er de franske eller spanske socialister, det britiske Labour eller skandinaviske Socialdemokratier.
Men reformismens krise er ikke blot et problem for de socialdemokratiske partier, men for de herskende klasser i det hele taget. For reformismen har siden århundredskiftet været et af de vigtigste redskaber for den herskende klasse for at undgå revolution.
For at forstå det nærmere er det værd at se, hvordan borgerskabet er i stand til at fastholde magten og undertrykkelsen af det store flertal. Den italienske revolutionære socialist, Antonio Gramsci, forsøgte efter den russiske revolution at forstå, hvilke problemer en sådan revolution i Vesten ville stå overfor. I Vesten regerede de herskende klasser ikke så meget ved hjælp af den rå og direkte undertrykkelse gennem staten som i det russiske samfund. Til det brugte han begrebet det civile samfund:
I Østen [Rusland] var staten alt, det civile samfund var kun i sit udspring og uden substans; i Vesten var der et udviklet forhold mellem staten og det civile samfund. Og når staten blev rystet blev det civile samfunds solide struktur afsløret. Staten var kun en ydre skanse bag, hvilken der var et stærkt system af fæstninger og jordvolde. [17]
Det civile samfund stod i den moderne verden ved siden af staten. Det bestod af forskellige private institutioner, som var med til at formidle den herskende klasses ideologi til arbejderklassen. Gramsci indregnede kirken, politiske og kulturelle foreninger, borgerlige og småborgerlige politiske partier samt intelligensiaen som lærere, advokater og præster som det civile samfunds institutioner.
Allerede da Gramsci udviklede sin analyse af det civile samfund, havde de fleste af de omtalte institutioner mest relevans i Italien, men havde allerede udspillet sin rolle i de mere udviklede lande. For det småborgerlige samfund, hvori disse institutioner blev udviklet, var allerede overhalet af industrialiseringen. Tilbage stod den reformistiske arbejderbevægelse, som var blevet bygget op fra 1870'erne, som den væsentligste civile institution i arbejerklassen.
Hen mod århundredskiftet bestod den af masseorganisationer i form af politiske partier, fagforeninger, men i høj grad også af idræts- og kulturelle arbejderforeninger. Og hver større by med respekt for sig selv havde et socialdemokratisk dagblad.
Socialdemokratiet og fagbureaukratiet spillede en aktiv rolle i at forme og fastholde den reformistiske ideologi i arbejderklassen, og inddrog arbejderne mere eller mindre aktivt i den socialdemokratiske bevægelse.
Siden 2. verdenskrig har kapitalismen medført en atomisering af masserne gennem en centralisering af den ideologiske magt gennem massemedierne. Nettet af socialdemokratiske foreninger og organisationer er stort set skrumpet ind til fagforeningerne, hvor medlemskabet først og fremmest er passivt. Den aktive tilværelse som reformistisk arbejder er reduceret til at stemme på valgdagen, samt blive holdt informeret og underholdt via de kommercielt styrede massemedier. Den generelle tilstand i arbejderklassen er apati og resignation. Den eneste anden institution i det civile samfund, hvor arbejderklassen indgår i større tal er arbejdspladsen, og de organiseringer, der udgår herfra. [18]
Men selvom det direkte forhold mellem den reformistiske arbejderbevægelse og arbejderklassen er svækket, så er det stadigt de socialdemokratiske partier og fagbureaukratiet, som siden 2. verdenskrig har været den vigtigste kraft i at undgå revolution. [19] En svækkelse af reformismens opbakning i arbejderklassen er derfor i Vesteuropa en svækkelse af den herskende klasses muligheder for både at vejre stemningen i arbejderklassen og at holde den i ro.
Vi vil derfor i den nuværende periode se den generelle apati blive afløst af eksplosive udbrud i arbejdskampe som følge af den herskende klasses svækkelse.
Indtil videre er det vigtigt at forstå, at den nye situation først og fremmest er et opbrud i ideerne og ikke et egentligt opsving i arbejderklassens aktiviteter.
Et idemæssigt opbrud er flygtigt og ustabilt. For ideer er kun et udtryk for, at vi forsøger at forstå den verden vi lever i. Det vil sige, at ideer kun kan bruges for så vidt, at de i et eller andet omfang beskriver eller forklarer reelt forekommende begivenheder og sammenhænge.
Så længe socialistiske ideer ikke kan blive bekræftet af, at arbejderklassen rent faktisk er synlig og kæmper, så er de endnu kun en abstraktion. Det samme er tilfældet med borgerlige ideer. Men situationen er den, at hverken borgerskabet eller arbejderklassen er i offensiven.
Jeg vil her vende tilbage til Gramsci for at forklare hvorfor. For en af konsekvenserne af hans analyse af det civile samfund i den moderne verden er, at kampen mod borgerskabet er langt mere langvarig og tålmodig, end den var i den russiske revolution. Han brugte et billede fra den militære verden til at beskrive forskellen - nemlig mellem manøvrekrig, hvor arbejderklassen går frontalt til angreb på staten som i Rusland, og stillingskrigen, hvor arbejderklassen tålmodigt må opbygge sin styrke position for position.
For Gramsci betød det ikke, at man i Vesten kunne undvære frontalangrebet på staten. Men det skulle efterfølge den tålmodige stillingskrig. [20]
Hvis man bruger Gramscis billede af klassekampen som en stillingskrig, så kan man få et ganske godt billede af, hvad der sker i dag. I løbet 80'erne er der blevet udkæmpet mange slag med arbejdsgiverne som den offensive part. Men der er ikke rykket noget afgørende i de positioner, som henholdsvis borgerskabet og arbejderklassen indtager. Men begge parter er blevet svækket.
Borgerskabet er svækket af angrebene på arbejderklassen uden nogen større sejre. Arbejderklassen er blevet svækket af at forsvare sig med ryggen mod muren, og af de små nederlag, som de gennem 80'erne måtte indkassere. Begge styrker er for udmattede til at angribe for alvor, og når de ikke har villet slås længe, så kender ingen det rigtige styrkeforhold. Fortiden hersker derfor over nutiden i den forstand, at det stadigt er nederlagene, der præger stemningen i arbejderklassen. Men især arbejdsgiverne forsøger at få det til at se ud som om, de stadigt er stærke.
Overenskomstforhandlingerne i 1993 kan illustrere det. Ved forhandlingsbordet pustede arbejdsgiverne sig op, og ville ikke give sig. Og selv om arbejderne var meget utilfredse, så troede ikke mange på, at man kunne overvinde arbejdsgiverne, hvilket resulterede i meget lave stemmeprocenter. Selv indenfor de områder, som oprindeligt stemte nej til forligene (Sygeplejerskerne, PMF'erne, SiD-kommunalt osv.) blev arbejderne skræmt af arbejdsgivernes pusten sig op.
Indenfor slagterierne udførte arbejdsgiverne også meget spil for galleriet, men slagteriarbejderne lod sig ikke skræmme, og efter tre ugers strejke havde slagteriarbejderne splittet arbejdsgiverfronten sønder og sammen.
Arbejderklassen undlader med andre ord at tage til genmæle, fordi de ikke har erfaret arbejdsgivernes svækkelse. Og de modtager heller ingen efterretninger om det, fordi der ikke findes militante oppositionsfora af nogen betydning, der kan overbevise dem om, at kamp nytter.
Det er selvfølgelig en meget ustabil situation med begrænset levetid. Enten vil borgerskabet kunne samle sine kræfter og genoptage offensiven mod arbejderklassen. Eller arbejderklassen vil efterhånden erfare borgerskabets svaghed og gå i offensiven. Udfaldet afhænger af to forhold: dels udviklingen i økonomien, og dels hvordan arbejderklassen vil reagere på den økonomiske udvikling. Man kan ikke udelukke, at en mindre udrensning af usunde virksomheder, kan finde sted og skabe grobund for en mindre fremgang i økonomien. Det kan øge borgerskabets selvtillid. Men det kan også øge arbejderklassens selvtillid, at der kommer flere i arbejde.
Økonomien kan også gå den anden vej. Sammenbruddet i EMS'en fik flere valutaer til at flyde, inflationen til at rulle med en undergravning af reallønnen, hvilket igen kan sætte skub i lønkampe. [21]
I øjeblikket er der på den ene side ikke nogen tegn på forbedring af økonomien. På den anden side er der til gengæld tegn på, at arbejderklassens modstand vokser også i form af kampe - både ude i verden og i Danmark. Vi ser, at apatien og resignationen momentvis bliver afløst af kampe, hvor sympatien fra andre arbejdere er stor. [22]
Indenfor den nærmeste fremtid - sandsynligvis de nærmeste år - vil situationen være præget af den kamp om ideer, der er opstået i kølvandet på murens fald. Kampen foregår på en åben slagmark, hvor alle slags ideer kæmper mod hinanden - lige fra nazistiske ideer til revolutionære socialistiske ideer.
Men en åben slagmark er for socialister langt at foretrække fremfor, at de liberalistiske og konservative hærger, som de gjorde i 80'erne. Det betyder, at folk, der søger nye ideer også er åbne for revolutionære ideer.
Men de socialistiske kræfter er blevet uhyre svækket. Stalinismen er kollapset og med den også organisationer, som har været inspireret af stalinismen. Og venstrereformisterne har overgivet sig til markedsøkonomien. Tilbage står små revolutionære grupper, som ikke har størrelsen til at vinde afgørende indflydelse på hvilke ideer, folk søger. Det de kan gøre er at tage kampen og vinde så mange som muligt for socialistiske ideer.
1. Også i den såkaldte tredje verden spillede den kolde krig en afgørende rolle. De nationale befrielsesbevægelser måtte vælge side mellem Vesten eller Østblokken. De befrielsesbevægelser, der kaldte sig socialister, gjorde det mest af alt for at tækkes Sovjetunionen.
2. Stemmetallene er hentet fra Steen Bille Larsen: Kommunisterne og arbejderklassen, København 1977 s. 39.
3. Henning Lund: Udviklingen i Danmarks Kommunistiske Parti 1956-58, Århus 1977. s. 85.
4. Se Peter Iversen: Venstrefløjens storhed og fald - i: International Socialisme nr. 4, februar 1993.
5. Chris Harman: Where is capitalism going? - i: International Socialism no. 58, 1993 s. 39.
6. Ibid. s. 36.
7. Ibid. s. 32.
8. Ibid. s. 3.
9. Se Lindsey German: Can there be a revolution in Britain? - i: International Socialism no. 57, 1992.
10. Lindsey German er gået mere i dybden med spørgsmålet om 30'erne, end jeg kan her, i The past in the present - i: Socialist Review no. 162, marts 1993.
11. Se Chris Harman: Explaining the crisis, London 1984, kapitel 2 og 3, hvoraf kapitel 2 findes på dansk i pjecen; Derfor er der krise - Dengang i 30erne, IS-Forlaget, Århus 1993.
12. Trotskij: The first five years of the Communist International vol. 1 s. 9 London 1973 (egen oversættelse).
13. Om revolutionerne i 1918-23 se f.eks. Chris Harman: The lost revolution, London 1982. Charlie Lywood: De forspildte muligheder, København 1990. Duncan Hallas: The Comintern, London 1985.
14. Leon Trotskij: My Life, Harmondsworth 1986, s. 230 (egen oversættelse).
15. Ralf Beckenbach: Den fascistiske stat - økonomi og politik i det tyske rige fra 1920 til 1945, - i: Politiske Arbejdstekster nr. 9 august 1976. s. 27.
16. Se f.eks. Ole M. Jensen: Socialdemokratiet sidste gang - i: International Socialisme, nr. 5 1993.
17. Antonio Gramsci: Selection from Prison Notebooks, Oxford 1986, s. 238 (egen oversættelse).
18. Denne udvikling er nøjere beskrevet dels i Chris Harman: Gramsci versus reformism, London 1983, dels i Lindsey German: Can there be... op.cit.
19. Se f.eks. Ian Birchall: Bailing out the system, London 1986.
20. Teorien om stillingskrig kan ses udviklet i Prison Notebooks op.cit. Gramsci formuleringer er imidlertid uklare, fordi han skrev noterne under overvågning af streng censur. Reformister har derfor fortolket Gramsci derhen, at han mente, at arbejderklassen kunne overtage den borgerlige stat bid for bid, og dermed undgik revolution. Chris Harman: Gramsci... op.cit. er et glimrende forsvar for Gramsci revolutionære synspunkter.
21. Om sammenhængen mellem den økonomiske udvikling og klassekampens udvikling se Trotskij: Krise, boom og revolution, - i: International Socialisme - Politiske arbejdstekster nr. 14, IS-Forlaget 1991.
22. Alene i 1993 er der adskillelige eksempler på kampe med en bred opbakning. Metalarbejderne i det tidligere Østtyskland fik stor opbakning fra metalarbejdere i det tidligere Vesttyskland, da de strejkede for at få samme løn som arbejderne i Vest. Aktiviteterne mod lukning af minerne i Storbritannien blev fokus for alle mulige andre arbejderes utilfredshed. I Danmark blev slagteriarbejdernes kamp mødt med stor sympati i den danske arbejderklasse.
Sidst opdateret 6.4.01