ATTAC – stiller skarpt på den nyliberale fundamentalisme
af Lene Junker
ATTAC-bevægelsens succes i Danmark er en glædelig kendsgerning – om end
den også har overrasket mange.
For nylig viste en meningsmåling, at hele 63% af danskerne deler ATTAC's kritik
af globaliseringen.
ATTAC har ramt den stemning af skepsis, utryghed og modstand mod det
etablerede politiske system, som også kom til udtryk ved ØMU-afstemningen i
september sidste år. Derfor er vi nu i stand til at samle hundredevis af
mennesker til møder og andre aktiviteter.
Fælles for os er, at vi sætter mennesker højere end markedskræfter, frihandel
og konkurrence. Vi er også
fælles om at gøre de nyliberale fundamentalister ansvarlige – hvad enten de
bruger økonomiske eller ideologiske argumenter. Og vi er fælles om at kræve en
anden fordeling af verdens rigdomme for at bekæmpe uligheden.
Med ATTAC's kritik af nyliberalismen er der trukket en streg i sandet, som
markerer den vigtigste skillelinie i alle politiske spørgsmål fremover.
Liberalt angreb
Vi har set nyliberale fundamentalister angribe ATTAC – ikke altid
lige begavet. Men for første gang siden Murens fald i 1989 er Anders Fogh
Rasmussen og Co. tvunget til at forsvare nyliberalismen.
Anders Fogh Rasmussen skrev forleden i Politiken: "Frihandel og markedsøkonomi
har gjort, at verden er bedre i dag, end den nogensinde har været.
I dag løfter globaliseringen fattige mennesker i alle egne af verden ud af
deres fattigdom"
For ca. et år siden var EU-kommissionen tættere på sandheden, da de
beskrev, at globaliseringen var truet af 4 onder:
1. Forringelse af miljøet.
2. Større ulighed mellem de rigeste og de fattigste.
3. At ulighederne i de rige landes øges.
4. Demokratisk underskud, fordi de store virksomheder og
banker har så stor økonomi.
Verdensbanken har i en rapport om Afrika måttet indrømme, at Afrika i dag er
fattigere, end da de afrikanske lande fik deres uafhængighed i 1960'erne.
ATTAC-bevægelsens kritik af nyliberalismen bygger i høj grad på f.eks.
EU-kommissionens og Verdensbankens egne rapporter.
Fattigdom vokser
Selvom flere fra den europæiske magtelite har talt positivt om et af
ATTAC-bevægelsens hovedkrav - sletningen af de fattige lands gæld - er der
lange udsigter til, at de faktisk vil gøre noget ved det.
Fra 1980 til 1989 blev den 3. verdens gæld således fordoblet, og fra 1982 til
1997 blev gælden tredoblet, så de i dag skylder 15 trilliarder kr. væk.
Det har tvunget de fattige lande til at optage nye lån for at betale
gammel gæld. De nye lån er optaget på de såkaldte "strukturelle tilpasnings betingelser".
Det betyder, at landene skal privatisere statslige selskaber, skære ned på
udgifter til uddannelse og sundhed mv., og give udenlandske firmaer ret til at
producere og handle frit. Landene i Afrika låner i øjeblikket ca. 75 mia. kr.
om året, men betaler ca. 90 mia. kr tilbage. Og de bruger langt flere penge
på afdrag på gæld end på skoler, sundhed og velfærd. Det er en vigtig årsag
til at 1.3 mia mennesker lever under FN´s officielle fattigdomsgrænse, som er
1 dollar om dagen.
De seneste år har der været store strejker mod de strukturelle tilpasningsprogrammer
i Indonesien, Tyrkiet og Colombia.
Interesserede kan læse mere om verdens uligheder på
www.wdm.org.uk, som er hjemmeside
for World Development Movement.
Tobinskatten
Et andet af ATTACs hovedkrav er indførelse af Tobin-skatten, som er en skat
på valutaspekulation. Også det krav får en hård medfart af nyliberalisterne.
Kritikken går mest på, at det ikke praktisk kan lade sig gøre og dernæst, at
det alligevel ikke vil stoppe spekulationen. Alle problemer har en praktisk
løsning – det gælder også Tobinskattten.
Det væsentligste er, at den vil indbringe ca. 700 mia kr. om året, som kan
bruges til at skaffe medicin, rent vand, mad og andre basale fornødenheder til
de millioner af mennesker, der har brug for det. Kun kynikere og valutaspekulanter
kan være imod dette.
Skatteparadis
ATTAC kæmper også mod skatteparadiser, hvor firmaer og enkeltpersoner kan
placere formuer uden at betale skat. Det er bl.a. Monaco, Schweiz og
Lichstenstein. Men Danmark er også et skatteparadis.
F.eks. betaler A.P.Møller 23% i skat af sine olieindtægter.
I Norge betaler man 31%, mens det i Holland er 46%. Danmark havde en
selskabsskat i 1991 på 50%. I dag er den på 32%. Og for et par år siden
gjorde Nyrup-regeringen Danmark til et mekka for de store
multinationale selskabers holdingafdelinger, fordi de næsten undgår at betale
skat af deres spekulationsgevinster.
Pensionsformuer
Det sidste af ATTACs fire hovedkrav er opstilling af etiske spilleregler
for pensionskasserne.
F.eks. vil det være oplagt, at indføre et investerings-boykot mod de to
danske medicinalfirmaer - Novo og Lundbeck - som er med i retssagen mod
Sydafrika. ATTAC'et mod Novo fortsætter – bl.a. den 20. marts, hvor Novo
holder generalforsamling i Falkonercentret i København.
ATTAC-bevægelsen skal fortsætte med at stille skarpt på nyliberalismen og
holde fast i at hensynet til mennesker vejer tungere end de liberalistiske
principper.
For liberalisterne stopper ikke før markedsøkonomien har overtaget alle sider
af folks hverdag og verdensøkonomien.
I disse dage starter GATS-forhandlingerne under WTO i Genève. Op til
forhandlingerne har EU-kommissionens chefforhandler i GATS, Michel Servoz,
udtalt, at sundhed og uddannelse er områder, som er modne til liberalisering.
Se mere: www.OSWTO.dk
Så derfor bliver den fremtidig dagsorden for ATTAC bevægelsen også at
angribe nyliberalismen både globalt og lokalt.
Mennesker før penge
Kampen mod udlicitering og privatisering må føres ud fra ATTAC's hovedidé
om, at mennesker kommer før penge;
kampen mod racisme og diskrimination må føres ud fra ATTAC's ide om global
lighed og mere demokrati;
kampen for uddannelse for livet - fremfor for erhvervslivet - må
føres ud fra ATTAC's idé om mere demokrati og mindre marked.
Hvad det handler om er at omsætte ATTAC bevægelsen parole tænk globalt - og
handel lokalt i oplysningskampagner, aktioner og demonstrationer for en
anden verden.