Marxisme i hverdagen
af Alexander Lassithiotakis
Når ISU'ere deltager i demonstrationer eller i bevægelsesarbejde, markerer vi os også som ISU'ere.
Selvom vi bakker op om et fælles grundlag fremhæver vi også vores egne
meninger. Af nogen bliver dette opfattet negativt, som om ISU'ere er parasitter,
der springer fra krop til krop og suger blod. Som ISU'er må man således vænne sig
til at modtage en del øretæver, men hvorfor fortsætter vi så med at handle som vi gør?
Er vi "bevægelsesparasitter", der vil dominere og kuppe bevægelsen og profilere
os selv?
Bred bevægelse
Selvfølgelig ønsker ISU'ere ikke at kuppe noget som helst. Vi går ind i
bevægelser, fordi vi mener, at det er vigtigt, at de vinder, fordi det
umiddelbart vil forbedre folks levevilkår. Men lige så vigtigt er det, at en
sejr er med til at give folk selvtillid til at tage nye slagsmål. Men vi mener
også, at det er en fordel, at der er så mange socialister i bevægelsen som muligt.
De kan være med til at rejse diskussioner om alternativet til neoliberalismens
afskyelige fjæs.
Derfor ønsker vi også at involvere flest mulige mennesker omkring os i
aktiviteter eller progressive bevægelser, f.eks. ATTAC.
Det er også derfor, vi forsøger at være til stede ved så mange begivenheder
som muligt. Men dette gør os ikke til snyltere. Ud over at mobilisere så mange
som muligt til aktiviteter, ønsker vi også at binde de forskellige begivenheder
sammen og give de interesserede vores holdninger.
Som socialister vil vi altid henvende os til de mest radikale i en bevægelse og
forklare dem sammenhængen mellem f.eks. krige, nedskæringer, racisme og det system,
der skaber disse problemer - kapitalismen.
Det er vi nemlig de eneste til at gøre; i de borgerlige medier betragter man
oftest forskellige begivenheder som adskilte fænomener, og denne opfattelse vil
således også dominere de fleste ellers både progressive og
venstreorienterede aktivister.
Konkret betyder dette, at vi vil kaste alle vores kræfter ind i at opbygge
handlekraftige ATTAC-grupper, hvor alle der vil en mere social verden kan
være med.
Åbenhed
Samtidig fremfører vi vores holdninger som revolutionære socialister.
Og hvorfor? For at kuppe bevægelsen, rekruttere medlemmer og skræmme
socialliberalister væk?
Selvfølgelig ikke. ATTAC skal styres og ledes af de aktive græsrødder, have en
flad struktur og beholde et bredt grundlag. En sådan bevægelse hverken kan
eller vil vi kuppe. Når vi alligevel sælger vores avis til vores medaktivister
er det for at give vores input til debatten. Hvis det betyder, at bevægelsen
bliver radikaliseret, eller at vi rekrutterer medlemmer fra bevægelsen, er det
simpelthen fordi, vi har gode argumenter og løsninger i en grad, ATTAC ikke
kan have.
En bevægelse, hvor der ikke er plads til åbent at diskutere noget, der rækker
længere end det fælles grundlag, er udemokratisk og vil dermed visne hen og dø.
Traditionen med kun at fremhæve fælles paroler i enhedsarbejde går tilbage til
stalinismen, og det meste af den ellers antistalinistiske venstrefløj har arvet
arbejdsformen. I stedet for at beskylde os for selvpromovering og kupforsøg
burde resten af venstrefløjen stå åbent frem og dele deres ideer og visioner
med bevægelsen. Dette var også tilfældet ved det store ATTAC-møde den 24/2 hvor
de fleste partier havde lagt materiale frem til aktivisterne.
Dette var en helt rigtig ting at gøre, for en bevægelse kan ikke kuppes, når
partierne fremligger deres strategier og holdninger i åbenhed.
Revolutionært parti
ISU'ere ønsker hverken at belære folk eller at lave samfundet om på vegne af
andre. Vi ønsker at organisere de bedste folk, for derved at involvere stadig
flere mennesker i kampen for en anden verden.
Vi støtter op om ATTAC's grundlag og vil opfordre alle, der er enige med ATTAC,
til at gå med. Samtidig mener vi dog ikke, at ATTAC's krav er nok til at løse
verdens problemer. Reformer er nødvendige, men så længe der er kapitalisme, vil
der også være ulighed, sult, krig, kriser og racisme. Derfor ønsker vi også
at opbygge et netværk af folk, der kan argumentere for socialisme på deres
arbejdspladser, skoler og universiteter, for at organisere kampen for
socialisme. Vi er tilhængere af demokrati og debat i bevægelser, men samtidig
mener vi, det er nødvendigt at organisere og centralisere vores kræfter i kampen
mod de virkelige parasitter - kapitalisterne og deres system.
af Poul Erik Kristensen
Den 25. marts kan jeg tage med spritbussen til Otto Duborg for at købe Hansadåseøl uden at skulle vise pas ved grænsen.
Ja, faktisk kan jeg, hvis jeg er heldig, komme helt til den solbeskinnede
Algarvekyst uden mit rødbedefarvede pas.
Til gengæld kan jeg måske komme i voldsomme problemer, hvis jeg ikke har
legitimation med mig, når jeg traver rundt i Århus.
Det er blot et af resultaterne af, at Danmark den 25. marts tilslutter sig
Schengen -aftalen.
Finnerne har allerede taget ID-kortene i brug, og Sverige overvejer at gøre det
samme. Det sker, for at alle borgere i fremtiden skal kunne legitimere sig over
for det nye, mobile baglandspoliti, som afløser det faste grænsepoliti på de indre
grænser.
Indenrigsminister Karen Jespersen har da også bekæftet, at alle borgere fra
Schengen -landene skal kunne bevise deres statsborgerskab.
Det er defor, jeg kan få problemer i Århus - tænk sig, hvis jeg ikke kan bevise,
at jeg dansk statsborger. Måske ender jeg så på et fly i selskab med par
gardehøje betjente, der skal forsøge at sluse mig ind i Sri Lanka, Irak,
eller et andet eksotisk og meget lidt sikkert land.
Det indre marked
Men egentlig er der ingen grund til at gøre grin med Schengen -samarbejdet.
Magteliten i Europa ved såmænd godt, hvad de foretager sig. Schengen -aftalen
er helt i tråd med det indre marked, der trådte i kraft i 1986, og som sikrer,
at varer, tjenesteydelser og arbejdskraft har fri bevægelighed.
Dermed skal de fysiske barrierer, der forhindrer bevægelse mellem EU-landene
fjernes.
Men samtidigt ønsker man at beskytte det nye store hjemmemarked mod konkurrence
og mod flygtninge og immigration. Derfor har EU-landene bl.a. indført fælles
asylpolitik og visumtvang. Og man har opbygget et tæt
politisamarbejde.
SIS
Det er planen at udvikle et overvågningsorgan, som skal overvåge de
kriminelle, grænseoverskridende gangstere og så selvfølgelig personer, som
magthaverne mener vil true den indre sikkerhed.
Et vigtigt redskab i denne overvågning er SIS - Schengen Informations System.
Det er en databank, som sammenkører store mængder følsomme oplysninger fra de
enkelte lande om personer med kriminel baggrund, asylansøgere og personer, der
ifølge magthaverne truer den indre sikkerhed.
Og SIS-systemet har flere gange vist sin værdi for magthaverne. Det britiske
borgerretsmagasin Statewatch har tidligere beskrevet, hvordan en
Greenpeace-aktivist fra New Zealand blev nægtet indrejse i Holland, fordi de
franske myndigheder havde opført hende som uønsket.
Den franske beslutning skyldtes aktivistens deltagelse i miljøorganisationens
protester mod atomprøvesprængningerne i 1995.
Det har også vist sig, at det er næsten umuligt at få at vide,
om man er registreret.
Et helvede
Også for flygtninge- og invandrere bliver Schengen et helvede. Dels bliver EUs ydre grænser næsten hermetisk lukkede. Der bliver for alvor tale om et Fort Europa. Dels bliver de få flygtninge og indvandrere, der slipper ind, jaget vildt over hele Europa. De kan vel knap møde en betjent, uden at skulle vise legitimation og opholdstilladelser. Hvis de har glemt det, ender de måske på samme fly som mig!