Mens politikere, regeringen og Den Danske Bank skændes om at fordele ansvaret i Færøbank-sagen, er der ingen, der stiller det indlysende spørgsmål: Hvorfor er Færøerne - i Nordatlanten, 2000 km fra København - overhovedet et problem for den danske regering?
Svaret er lige så indlysende: Danmark er en imperialistisk stat.
Danmark er ikke et fredeligt og generøst folkefærd, som skyer krig og udplyndring af fremmede lande. Den danske overklasse og stat har en særdeles beskidt fortid i slaveri, jagt på hurtige profitter, erobring af kolonier og undertrykkelse af andre folkeslag. Det danske engagement i Færøerne og Grønland er i direkte forlængelse af den imperialistiske fortid.
Selvom regeringen ynder at føre sig frem som Færøernes velgørere med et årligt tilskud på cirka 900 millioner kr., så er det ikke nogen gave til øerne. Tilskuddet går dels til at favorisere danske erhvervsinteresser på Færøerne - erhvervslivet har overskud på samhandlen med øerne - dels til at sikre sig særrettigheder på fremtidig råstofudvinding, bl.a. olie. Og ikke mindst er den danske stats kontrol over Færøerne og Grønland vigtig for Danmarks militære position i forhold til USA.
Den danske stats medvirken til at tvinge færingerne til at betale for Den Danske Banks udlånseventyr på Færøerne i 1980erne bekræfter, at Danmark stadig opfører sig som en kolonimagt. Da Varde Bank gik ned med et milliardtab, var der ikke noget krav om, at indbyggerne i Ribe Amt skulle betale gildet. Hvorfor er det så kun færingene, der skal betale regningen efter Den Danske Banks hærgen?
Borgerlige historikere nedtoner gerne den danske imperialisme som et lille eventyr på nogle eksotiske Vestindiske øer. Men faktum er, at det var relativt få lande, der deltog i koloniseringen og slavehandelen - og Danmark var ét af dem. Danmark var verdens syvende største slavehandlernation.
Og dansk kolonipolitik handlede om mere end kolonier i Afrika og Caribien. Helt op til 1815 havde Danmark kontrol over Norge, Færøerne, Island og Grønland - kort sagt en stor grad af kontrol over hele Nordatlanten.
Den danske politik overfor kolonier og slaver var hverken mere fredsommelig eller mere humanistisk end de øvrige kolonimagter. Slavehandelen blev indledt i 1625 af kong Christian IV for at skaffe arbejdskraft til sukkerplantager i Vestindien. Selv om handelen med slaver blev forbudt i 1803, så blev slaveriet først afskaffet i 1848.
Grønland blev koloniseret i 1721 og var i mere end 200 år en overskudsforretning for virksomheder som Kongelige Grønlandske Handel og Kryolitselskabet Øresund, der havde monopol på henholdsvis handel og minedrift i Grønland.
Grønlænderne selv blev tvangsforflyttet til danske handelsstationer, så danske kolonister kunne få kontrol over hval- og sælfangst. Da den danske stat efter 1950 begyndte at modernisere Grønland, førte det til oprettelse af et rent apartheidsystem, hvor danskere fik dobbelt så meget i løn som grønlandske kollegaer.
Danmarks medvirken til tvangsforflytningen af indbyggerne ved Thulebasen i 1953 er endnu et eksempel på den arrogance, som kendetegner en kolonimagt.
Soc. Revy - forsiden | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 1
Sidst opdateret 8.9.01