Krisen i Sydøstasien: Ingen kan vide sig sikker
Algeriet: Massakre for land og olie
Blandt dem, der fik et opmuntrende skulderklap i Poul Nyrups nytårstale var børnefamilierne. Han beskrev den stressede familie, hvor moren cykler de søvndrukne små i institution i det tidlige morgenmørke.
Det er faktisk et alvorligt problem. Men han lovede ikke nogen som helst lettelser for børnefamilierne. Hverken kortere arbejdstid, flere institutionspladser eller bedre normeringer i daginstitutionerne.
Når børnene er i institution, er de ofte stuvet sammen som burhøns, den eneste umiddelbare forskel er, at støjniveauet er langt værre. Personalenormeringen er udhulet, og er kun tålelig, fordi der fyldes op med folk i jobtilbud 7-9 måneder ad gangen.
Det eneste konkrete fra Nyrups mund var, at børnechecken ikke skulle hæves. I stedet skal familien have "mere tid til at være sammen".
Undersøgelser viser, at netop børnefamilier er nogen af dem, der har den længste arbejdstid, og at den er stigende. Stigende boligudgifter - især de første år - har en stor del af skylden.
Det bedste middel til at give mere tid til familien ville være at nedsætte arbejdstiden. Men netop to af Nyrups trofaste ministre har gjort alt for at forhindre, at det sker.
Arbejdsminister Jytte Andersen fik i 1995 stoppet "skraldemandsmodellen". Modellen blev lanceret af de daværende århusianske skraldemænd, som tog en arbejdsløs ind i deres 3-mandssjak. De kunne så skiftes til at have fri hver fjerde uge på understøttelse. På sit højeste havde omkring 100 skraldemænd skaffet 26 andre i arbejde.
Det gav godt nok en lønnedgang, men efter skat var prisen for mere tid med familien ikke stor, og modellen blev utrolig populær. Men selvom modellen var udgiftsneutral for både arbejdsgiverne og staten blev den altså stoppet af Nyrups minister.
Finansminister Mogens Lykketoft er den, der lægger rammerne for de offentligt ansattes overenskomster. I den egenskab har han nu to gange afvist krav fra de ansatte om kortere arbejdstid, som netop kunne give de offentligt ansatte børneforældre mere tid. Denne gang har deres fagforeningsledere helt opgivet at rejse kravet.
Regeringens planer om et fleksibelt arbejdsmarked vil heller ikke kunne gavne forældrene. I virkeligheden er arbejdstiden allerede meget fleksibel, så al snakken om fleksibilitet skjuler i virkeligheden blot arbejdsgivernes interesse i at presse og stresse arbejderne endnu mere.
Det eneste der er tilbage, er Nyrups appel om "holdningsændringer", og "at hver enkelt vælger fra og til".
Det kan børneforældrene ikke bruge til andet end at lægge oven i den dårlige samvittighed, de fleste arbejderforældre i forvejen har over ikke at kunne være nok sammen med deres børn.
Der hvor der virkelig er brug for en holdningsændring, er hos de politikere og embedsmænd, der står for finansloven. Holdningsændringen skal gælde Poul Nyrup, Jytte Andersen og Mogens Lykketoft, hvis der skal blive mere tid til børnene.
Alt er ved det gamle: Hvis forholdene skal forbedres, så sker det kun, ved at lægge så hårdt et pres på de faglige ledere, at de ikke kan krybe udenom. Og dernæst være enige om at gå i konflikt, indtil arbejdsgiverne også må bøje sig.
Her er der ingen forskel på Nyrup og AP Møller.
Jørn Andersen
Den økonomiske krise, der har hærget Asien siden sidste sommer, er langt fra slut. Tværtimod er der alle mulige tegn på, at den vil vokse og brede sig.
Krisen har ramt den mest befolkede del af jordkloden, så allerede nu er flere mennesker end nogen sinde før i verdenshistorien ramt af en økonomisk krise. Indonesien, som er et af de hårdest ramte lande, er befolkningsmæssigt set verdens fjerde største. Men økonomisk set er landet ikke en sværvægter. Det er derimod Japan og Sydkorea.
Japan har mange investeringer i det øvrige Sydøstasien. Det japanske finansministerium indrømmede i starten af januar, at landet havde lån, det ikke var sikkert, de kunne få indfriet, for 4.000 mia. kroner.
I Hong Kong måtte en af de allerstørste banker, Peregrine, gå i betalingsstandsning mandag den 12. januar. Det skete, fordi banken havde tabt en tredjedel af sin egenkapital på en eneste investering i Indonesien. Hong Kong fungerer som finansielt knudepunkt i Asien og er hovedmotor i Kinas økonomiske vækst. Kina er Asiens næststørste økonomi og en fjerdedel af jordens befolkning bor der.
Den amerikanske avis Wall Street Journal vurderer, at Kina, Hong Kong, Rusland, Brasilien, Polen, Indien, Pakistan, Peru, Sydafrika, Venezuela og Grækenland er i farezonen.
Der har hidtil i pressen været fokuseret meget på Japans rolle som det land, der havde flest investeringer i Asien, og som derfor var mest sårbar. Men det viser sig, at den største investor i området er EU. Japanske banker har fx 163 mia. kroner til gode i lån i Sydkorea, EU har 250 mia. kroner.
Som en følge af det indre marked er de forskellige EU-landes økonomier vævet uløseligt ind i hinanden, så rammer krisen ét EU-land, vil den uundgåeligt sprede sig til resten af EU.
EU-landet Grækenland er allerede nævnt som et land i farezonen. Men også andre EU-lande er i fare. Eksempelvis er Storbritannien storinvestor i sin tidligere koloni, Hong Kong.
De borgerlige økonomer lovpriste for bare et år siden Sydøstasien som skoleeksemplet på velfungerende kapitalisme. Derfor breder panikken sig nu i den herskende klasse. De har hidtil ment, at kriser skyldtes, at den offentlige sektor blev for stor, men ingen af landene i Sydøstasien har en stor offentlig sektor eller underskud på betalingsbalancen. Derfor ved de heller ikke rigtigt, hvad der skal gøres.
Forskellige lag af den herskende klasse begynder at skændes indbyrdes. Den Internationale Valutafond, IMF, der har lovet krisehjælp på flere hundrede milliarder dollars bliver pludseligt kritiseret af både højre- og venstrefløj i USA og sågar af fondens tro hjælper, Verdensbanken. Det er den samme panik, der ligger bag, når politikere og cheføkonomer har så travlt med at fortælle, at krisen da så sandelig ikke kan ramme os.
Men de kan på ingen måde føle sig sikre. Når markederne kollapser i Asien, bliver råvarerne måske nok billigere, men det bliver også sværere at eksportere produkter til Asien. Derfor forsøger nogle politikere desperat at få pumpet forbruget i gang i især Japan og Sydkorea. De samme folk, der i årevis har prædiket liberaliseringer og privatiseringer, foreslår nu massiv statsintervention som den eneste kur.
Allerede i sidste århundrede forklarede Karl Marx, at kriser i kapitalismen opstår som følge af overproduktion. Han skønnede at kriser vil dukke op med ca. 11 års mellemrum.
Sidste gang var i 1987.
Frank Antonsen
I de sidste ti dage af 1997 blev 428 mennesker dræbt i Algeriet. I januar 1998 er der på blot en uge blevet dræbt mindst 600. Disse sidste mord er blot toppen af isbjerget af den borgerkrig, der har hærget Algeriet siden militærkuppet i 1992, og som anslået har kostet 80.000 menneskeliv.
Volden er eskaleret i den første uge af Ramadanen, muslimernes hellige fastemåned. Så den sædvanlige påstand om, at massakrerne skulle være udført af islamiske fundamentalister, holder næppe stik. I virkeligheden drejer borgerkrigen sig om land og olie og ikke så meget om religion.
I januar 1992 aflyste militæret et parlamentsvalg, som det islamiske parti FIS ("Front islamique de salut," den islamiske frelserfront) stod til at vinde. Militærkuppet satte en stopper for en demokratiseringsproces, der var sat i gang i 1989 med landets første demokratiske forfatning. FIS blev forbudt, og op mod 10.000 formodede tilhængere blev interneret i fangelejre i ørkenen.
I 1992 begyndte borgerkrigen. Først var ofrene militærfolk, men efter at FIS var blevet splittet, og en mere rabiat fraktion, GIA, begyndte sine terroraktioner, er angrebene blevet rettet mod civile med "uislamisk" livsstil. Der hersker ikke tvivl om, at der findes terrorister, som benytter sig af islamisk retorik. Men derimod hersker der tvivl om, hvorvidt striden drejer sig om religion.
I hvert fald nogle af de påståede "islamiske" terroraktioner er begået af militæret. Det beretter såvel deserterede soldater som øjenvidner om. En rapport fra Amnesty International fra november 1997 dokumenterer regeringens indblanding. Det forklarer også, hvordan de fleste store aktioner har kunnet finde sted lige i nærheden af kaserner sågar i stærkt minerede områder.
Det er også bemærkelsesværdigt, at de største massakrer finder sted i det område, hvor regeringen har planer om at privatisere landjorden. De bønder, der dyrker den frugtbare jord kan gøre krav på jorden ved privatiseringen i følge en lov fra 1986. De kan gøre krav på i det mindste at forpagte jorden i 30 år, hvis de ikke har mulighed for at købe den.
I Algeriet er næsten al jord nationaliseret. Det er kun 2,8 mio. hektar ud af de 42 mio. hektar, der regnes som landbrugsjord, der vil blive privatiseret. Men samtlige 2,8 mio. hektarer befinder sig i det lille bælte af særlig frugtbar jord, Mitidja sletten, der betragtes som Algeriets kornkammer.
Reelt ejes det meste af den nationaliserede jord dog af en lille klike på 150 personer. Denne lille klike har tætte bånd til militæret og til udlandet. De har økonomiske interesser bundet i den frugtbare jord, som de bruger til luksusbebyggelse i stedet for at producere fødevarer.
Også GIA har store økonomiske interesser i området, hvor de opkræver "skat" af befolkningen. Det er først og fremmest kontrollen over dette vigtige område, kampene drejer sig om.
Men også olien spiller en rolle, i hvert fald for Vesten. Den tyske regering har opfordret til at sende en delegation til Algeriet for at hjælpe med til at undertrykke volden. Forslaget blev straks støttet af Italien, Danmark og Frankrig. Der er nu ikke tale om humanitær interesse.
Hele 90 pct. af Algeriets råolieeksport går til Vesteuropa, først og fremmest Tyskland, Italien og Frankrig. Den ene af de to hovedledninger ud af Algeriet går til Italien, der også aftager 47 pct. af Algeriets samlede salg af naturgas. Mærsk Olie har netop gjort nye oliefund i landet og regner med at tjene flere milliarder de næste par år.
Frank Antonsen
Soc. Revy - forsiden | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 1
Sidst opdateret 9.9.01