Den Danske Banks grådighed og færøske kapitalisters overforbrug bliver betalt af de færøske arbejdere. Jakob Nerup skriver om, hvordan dansk imperialisme er den egentlige baggrund for den færøske bankskandale
Kun ganske få måneder efter, at den socialdemokratisk ledede regering trådte til i januar 1993 med en erklæring om en højere moralsk standard, stod den begravet i en beskidt sag, som nu er blevet afdækket i den såkaldte Færøbank-rapport. Regeringen har aktivt medvirket til en lyssky aktieoverdragelse, som i virkeligheden har overført milliarder af kroner fra den almindelige færings lommer og ned i Den Danske Banks bugnende kasser.
Affæren er så alvorlig, at de skyldige - ministre, embedsmænd og topcheferne i Den Danske Bank - har haft travlt med at beskylde hinanden for at stå bag røverforretningen. Et af argumenterne, som bliver forsøgt som undskyldning, er at kaste skylden tilbage på færingerne selv ved at spille på myterne om færingernes overforbrug i 1980erne.
I den virkelige verden handler Færø-sagen om griske kapitalister i Danmark og på Færøerne, som begyndte at skændes, da de ikke længere uhæmmet kunne score kassen. En kasse som blev og bliver betalt af skattepenge fra danske og færøske arbejdere.
Påstande om, at færingene har levet et liv i luksus med dyre biler, overforbrug og en tunnel for hver husstand, er meget misvisende. Færøernes gæld til den danske stat på 6 mia. kr. skyldes ikke, at den almindelige færing har haft fingrene i hverken de færøske bankers kasse eller den danske stats.
Det færøske velfærdssamfund er skabt gennem hårdt arbejde i mange år af den færøske arbejderklasse - det store flertal på Færøerne. En arbejderklasse, som ikke har taget store lån i bankerne eller spekuleret i statsstøtte, men har tjent til huset og bilen gennem salget af sin arbejdskraft. Derfor er harmen også stor i den færøske arbejderklasse, når det færøske landsstyre laver store nedskæringer på velfærden, samtidig med at de sænker skatten fra 54 til 38 pct. for ejerne af de store fiskekuttere. De samme fiskere, som spekulerede, lånte og fik milliarder i færøsk statsstøtte i 80'erne.
Derfor var der 24 timers generalstrejke med 75 pct. deltagelse og en større demonstration d. 9. januar i år. Filétfabrikker, børnehaver, aviser, radio, tv, posthuse, offentlig trafik og mange flere strejkede. Som formanden for Færøernes Arbejder Forbund udtrykker det "Det er uforsvarligt, at politikerne diskuterer tunnelprojekter og sænker skatten i dele af samfundet, mens der stadig er alvorlige følger af krisen." Hun henviser til, at ventetiden på sygehusene er blevet længere, og der er skåret kraftigt i hjemmehjælpen. Her er dagsorden altså et forsvar for velfærdsstaten og samtidig et opgør med de egentlig ansvarlige for krisen og den enorme gæld. Det er nemlig de færøske og danske kapitalister, som tilsammen malkede den danske og færøske arbejderklasse for 9 milliarder kroner af de skattepenge, som var indbetalt af deres hårdttjente løn.
Hvordan disse mange milliarder kunne fosse ned i kapitalisternes lommer, er en historie om, hvordan politikere, bankfolk og erhvervsfolk i mange år holdt offentligheden uvidende om deres tyverier, samtidig med at de indbyrdes dækkede over hinanden.
Den færøske økonomi er 100 pct. afhængig af fiskeriet. Det er ikke et tilfælde eller en geografisk naturnødvendighed. Det er resultatet af dansk imperialisme gennem hundreder af år. Fiskeriet har altid spillet en stor rolle for opretholdelsen af livet på Færøerne, men det er dansk imperialisme, som har fastholdt færingene i denne ensidige produktionsform. Hermed er færingene blevet afhængige af en dansk handelsflåde og danske varer, som importeres til øerne. De nyeste tal fra Danmarks statistik viser, at danske kapitalister har et kæmpeoverskud på handlen med Færøerne. I perioden fra januar til september 1996 solgte danske firmaer varer til Færøerne for godt 891 millioner kroner. I samme periode importerede Danmark for 610 millioner kroner. Dette ulige forhold forværredes i 1997, hvor forholdet var 910 millioner kroner overfor 531 millioner kroner. Kapitalisterne i Danmark, som sælger varer og ejer transportmidlerne til Færøerne, tjener altså stort på den danske stats imperialistiske overherredømme over Færøerne.
De færøske kapitalister fik for alvor styrket deres position under sidste verdenskrig. Færøerne blev besat af Storbritannien, som havde et stort behov for fødevareforsyninger bl.a. til militæret. Færingene kunne under engelsk beskyttelse fiske og sælge klipfisk til Storbritannien, så fiskeriet ikke bare voksede, men også blev kapitaliseret. Det vil sige, at skibene ændredes fra mindre skibe til større skibe, der blev ejet af færre og færre. Det samme skete på land, hvor forarbejdningen af fisken gennemgik en koncentrations af industrien på færre hænder. Det skabte grundlaget for Færøernes industrialisering på samme tid som i Danmark. Men det skabte også en klasse af kapitalister, der havde egne nationale interesser i at pleje deres forretning mod danske kapitalister.
Det færøske fiskeri på verdenshavene voksede voldsomt op gennem 1980erne, men ramte naturens loft, da de var ved at fiske havene tomme. Og så faldt det økonomiske korthus sammen.
Gennem et indviklet net af fonde støttede den færøske stat fiskeriet, så det var uafhængigt af svingende markedspriser. Fiskerne, det vil sige ejerne af trawlerne, var garanteret en mindstepris, mens fiskefabrikkerne fik støtte til opkøb, og salgsleddet var garanteret en fast provision af salget. Den massive støtte til kapitalen nåede sit højeste i 1989, hvor de modtog en halv milliard kroner, svarende til 10 pct. af det færøske bruttonationalprodukt. Samtidig fremmede fordelagtige støtteordninger investeringer i nye fiskefartøjer. Rederen skulle selv stille med 10 pct. af byggesummen, mens resten var garanteret af det færøske Landsstyre og den Danske skibskreditfond. I slutningen af 1980erne, var der ikke den driftige færøske forretningsmand, som ikke brugte disse totalt risikofrie investeringsmuligheder i store flydende fiskefabrikker til op mod 100 millioner kroner stykket.
Kapitalismens absurde logik skabte ikke blot en alt for stor fiskerflåde, men tømte også havene og fjernede hermed sit eget grundlag. I samme periode skød der en masse nye fiskefabrikker op på land omkring de enkelte bygder. Hertil krævedes en bedre infrastruktur, og der blev investeret og planlagt storstilet fra politikerne. Penge som både kom fra de færøske arbejderes lommer og fra lån i Danmark.
Finansieringen af gaverne til de færøske kapitalister kom også fra Danmark gennem Den Danske Bank. De ejede aktiemajoriteten Føroya Banki, som de brugte til statsgaranterede lån til de færøske kapitalister. Hermed var der en risikofri fortjeneste for Den Danske Bank i mange år. Da boblen brast, og de to store færøske banker - herunder Føroya Banki - stod overfor at krakke, fordi hverken den færøske stat eller kapitalisterne kunne betale lånene, så brugte Den Danske Bank sin indflydelse langt ind i regeringskontorerne.
Den Danske Bank fik både den daværende, borgerlige statsminister, Poul Schlüter, og senere statsminister Poul Nyrup og finansminister Mogens Lykketoft til at hjælpe sig. De løj og forhalede sagen og påtvang den færøske stat store lån til at dække underskuddet. Samtidig hjalp deres embedsmænd bl.a. i Finanstilsynet Den Danske Bank med at ombytte deres aktiemajoritet i Føroya Banki, så det pludselig var den færøske stat, der stod med bankens skæbne i hånden. Og som i så mange andre lande, tillader staten ikke de store banker at krakke.
Kommissionens rapport er derfor ikke overraskende. Det vrimler med udsagn om, at det hele er en besynderlig affære, men ingen får ansvaret. Hvorfor? To forklaringer ligger lige for. Den ene handler om, at landets største bank, Den Danske Banks, indflydelse på regeringen og embedsmænd og finanstilsyn er stor og meget større end Færøernes. F.eks. har Den Danske Bank fået noget af kommissionens materiale til gennemlæsning inden rapportens udgivelse. Den anden forklaring er, at der ikke findes enkelte ansvarlige. Det er regeringerne, statsapparaterne, bankvæsen og erhvervslivet på både Færøerne og i Danmark, som bærer ansvaret. Og det er dem, som arbejderklassen i Færøerne og i Danmark burde sætte på anklagebænken for underslæb, bedrag og løgn.
Soc. Revy - forsiden | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 1
Sidst opdateret 9.9.01