Den økonomiske krise i Asien nægter at dø ud, og panikken og tvivlen begynder at melde sig hos borgerlige økonomer, forretningsfolk og politikere. Chris Harman gennemgår de forskellige forsøg på at forstå krisen, og hvad der skal gøres
Da 1997 var ved at ebbe ud, måtte selv den mest snæversynede kapitalistiske kommentator indrømme, at krisen i de asiatiske økonomier ikke "bare" var en lille markedskorrektion, som de havde hævdet tidligere.
I november stod det lige pludseligt klart, at den sygdom der havde ramt den asiatiske kapitalisme ikke kun ramte "småtigrene" Thailand, Indonesien og Malaysia, der tilsammen kun udgør et par procent af verdensøkonomien. Det var også meget alvorligt i tilfældet med sydkoreanske økonomi, der er langt den største "tiger", selvom den kun er en tredjedel af Storbritanniens økonomi, og næsten ingenting når man ser på hele verden.
Milliarder af dollars pumpes ind i de asiatiske økonomier for at dæmme op for krisen, der truer med at brede sig til Vesten. |
Det mest alvorlige var dog, at det i slutningen af november blev klart, at der var noget fundamentalt galt i Japan, verdens næststørste økonomi efter USA. Selv før det gigantiske børsfirma Yamaichi kollapsede, advarede Financial Times i ramme alvor om faren for en japansk gentagelse af hvad "USA's oplevede i 1930erne". Som det er værd at huske, faldt USA's industrielle produktion med 50 procent i 1930erne, millioner mistede deres opsparinger da hundredvis af banker krakkede og arbejdsløsheden steg til 30 procent.
Så det er intet under at Financial Times dagen efter Yamaichis kollaps skrev om: "En ny og farlig fase i asiens økonomiske krise ... Hvis japanske, koreanske og internationale myndigheder forkludrer det her ... bliver konsekvenserne for verdensøkonomien frygtelige."
Det kan således heller ikke undre nogen, at en amerikansk topembedsmand har advaret om "den første krise i det 21. århundrede, når man ser på hvor hurtigt den har udviklet sig."
De sidste år har der været meget løs snak, både fra fortalere for det kapitalistiske marked og fra venstreorienterede systemkritikere, om at "globaliseringen" vil reducere nationalstatens betydning i forhold til økonomien, eller endog gøre den overflødig. Men stillet overfor de rædselsvækkende risici, de selv blev udsat for ved et muligt økonomisk sammenbrud i Japan og Sydkorea, var alle seriøse kapitalistiske kommentatorer enige om, at deres stater måtte skynde sig at gribe ind.
Hvad de bare ikke helt forstod, var hvad det var, der skulle gøres.
Så Financial Times tilskyndede den japanske regering til at pumpe penge ind i systemet, for at holde bankerne oven vande, selvom de også samtidigt i en anden artikel advarede om faren ved at gøre netop dette.
Der var lignende modsætningsfyldte meninger om Den Internationale Valutafonds lån til Sydkorea. Det er meningen, at dette lån skal gøre regeringen i stand til at sikre, at afviklingen af underskudsgivende og uduelige men gigantiske firmaer ikke skader de firmaer, der har et stort udbytte. Men adskillige røster advarer om, at regeringsbureaukratiet er alt for involveret i de store firmaer til at man kan stole på, de vil gøre det.
Disse dybtgående uenigheder om hvad der skal gøres er ikke tilfældige. De ligger dybt forankret ved roden af vore dages kapitalisme.
Der har været to hovedlejre blandt kapitalistiske økonomer i dette århundrede. Den første, det frie markeds lejr, har historisk set haft en tendens til at ignorere økonomiske kriser fuldstændigt, selvom en undervariant af lejren, "den østrigske skole", nogen gange ser kriserne som en forbigående fase i et forløb af "kreativ destruktion" som gør systemet "dynamisk".
Det frie markeds skole var praktisk talt uimodsagt indtil den katastrofale krise i begyndelsen af 1930erne. Men da krisen fortsatte uden at se ud til at ville tage ende, skiftede nogle af tidligere tilhængere synspunkt, mest kendt er den britiske økonom Keynes. De fortsatte med at hylde kapitalismen, men hævdede, at man kun kunne holde krisen fra døren ved, at staten intervenerede i økonomien. Deres synspunkt blev nærmest ortodokst for alle borgerlige økonomer de første 30 år efter anden verdenskrig.
Men det gik af mode, da det viste sig at regerings indblanding ikke var i stand til at stoppe den fornyede krise i midten af 1970erne og begyndelsen af 80erne.
Den gamle markedsøkonomi, der nu blev kaldt "monetarisme" eller "neo-liberalisme", kom endnu en gang til magten. Mange "eks-keynesianere" argumenterede nu for, at "globaliseringen" betød at statsinterventionen havde overskredet salgsdatoen. Men nogle få, i Storbritannien anført af folk som avisen Observer´s redaktør Will Hutton og erhvervsredaktør William Keegan brugte, at den skrantende britiske økonomi under Thatcher gik ind i en lavkonjuktur i starten af 1990erne, til at argumentere for at Keynes stadig var relevant.
Den nye omgang kriser i Fjernøsten har rystet alle argumenter fra begge lejre. Så stor er truslen mod Japan, at ikke ret mange "neo-liberalister" tør at stå frem og argumentere for at man bare skal lade markedet hærge. De fleste ser sig nødsaget til at råbe på, at staten tager affære hurtigt, men samtidigt forsøger de at dække sig ind ved også at råbe på "deregulation" og en ende på "statskapitalismen".
Der bliver også sat spørgsmålstegn ved keynesianernes argumenter. Det er trods alt kun få år siden, at Hutton og Keegan udgav bøger der insisterede på, at det niveau statsinterventionen var på i Japan og Sydkorea ville gøre dem ude af stand til at undgå de kriser, der dengang påvirkede de "angelsaksiske" økonomier i England og USA!
Faktum er, at ingen af disse forsøg kan finde kernen i den Østasiatiske krise. De hviler begge på de samme formodninger, givet af grundlæggerne af den moderne mainstream "marginalistiske" økonomi i 1880erne. Hutton insisterer fx på, i en artikel i Observer, at " ... ingen med seriøs viden om den eksisterende økonomiske teori, kan drage de fundamentale principper i tvivl" i Blair-regeringens politik. Det er næppe overraskende at Hutton er lige så forvirret over krisen i Østasien som markedsøkonomerne i Finansministeriet.
For virkelig at forstå, hvad det er, der sker, må man gå tilbage til Marx´ beskrivelse af kapitalismen. Han fastholdt, at der var tendenser imod stadigt dybere kriser indbygget i kapitalismens centrale dynamik – tendensen til akkumulation, der er resultat af rivaliserende firmaers konkurrence på liv og død.
Han indså imidlertid også, at den selv samme lavkonjunktur der var resultatet, til et vis grad, kunne bremse krisen på længere sigt. For lavkonjunkturen tillader nogle kapitalister at øge deres profit, idet deres konkurrenter går konkurs. Markedsøkonomerne kunne aldrig forstå kriserne. Men det kunne for så vidt være et overbevisende billede af verden, så længe, lavkonjunkturskriserne så ud til at løse sig selv ganske automatisk på denne måde.
Omkring 1930erne var der også en anden tendens, Marx havde peget på, der gjorde kraftigt opmærksomt på sig selv. Efterhånden som de stærke kapitalister udkonkurrerede de svagere ved hver krise, kom nogle få, store firmaer til at dominere den nationale økonomi mere og mere. Men det betød også, at gik et af disse firmaer konkurs, ville det have en enorm ødelæggende effekt på de øvriges marked. Krisen sluttede langt fra automatisk, den blev værre og værre for hvert uprofitabelt firma, der gik fallit og hev andre firmaer, der før havde været profitable, med sig.
Den genrejsning fra krisen, der til sidst fandt sted – først i Japan og Tyskland, siden i England, Frankrig og USA – bragte kun oprustning og risiko for en verdenskrig med sig. Igennem krig og koldkrig var den militære statskapitalisme i stand til at skaffe en drivkraft der ikke havde været til stede i 1930erne. Hvilket førte til det længst varende boom, kapitalismen nogensinde har set. Det keynesianske bidrag til den økonomiske styring fik rosen for alt dette – selvom analyser af britisk og amerikansk økonomi viser, at de "keynesianske" teknikker næsten ikke blev brugt da boomet var på sit højeste i 1950erne og begyndelsen af 60erne, eftersom økonomien voksede under alle omstændigheder. Men til sidst underminerede selve boomets størrelse sig selv.
Økonomier, der kun påtog sig meget få oprustningsomkostninger selv, men nød godt af den oprustning andre foretog, ekspanderede voldsomt. I midten af 1970erne var den del af verdensudbyttet, der gik til våbenproduktion, under halvdelen af hvad den havde været i 1950erne. Efter en enestående kortfristet opadgående bølge i 1973, blev der krise i alle de førende vestlige lande i 1974-76.
Nu prøvede regeringerne så den "keynesianske" metoder – blot for at finde ud af, at de ikke hjalp. Nationalt baserede firmaer begyndte mere og mere at orientere sig mod investeringer i andre lande, og var nu i stand til at omgå den begrænsede statslige styring, keynesianerne før havde prædiket. Siden da, er verden gået mere og mere tilbage til den gamle cyklus med skiftevis optur og krise. Men dette er dog ikke enden på historien.
Koncentrationen af kapitalen på færre hænder, har resulteret i et stadig hurtigere vekslen mellem optur og krise. I slutningen af 1980erne sås en serie kæmpe fusioner – et mønster, der er ved at komme igen her i sen-90erne, især i USA – samtidigt med, at nedturen i starten af 1990erne var vidne til fallitter, der ikke er set større siden 1930erne.
Samtidig har der været en massiv stigning i den internationale finansudveksling, som resulterer i at en lille forstyrelse et vilkårligt sted i systemet hurtigt påvirker resten af verden.
Overalt er resultatet det samme – udsigten til at store firmaer går konkurs skaber frygt i erhvervs- og regeringskredse for at 30erne skal gentage sig, og der er et uimodståeligt pres for, at regeringer, eller om nødvendigt, internationale organisationer skal gribe ind i økonomien.
Men dette er igen blandet med en ligeså stor frygt for at interventionen vil have den stik modsatte virkning og simpelthen opmuntre uprofitable firmaer til at årelade de profitable. Dette kommer til udtryk blandt regeringsrådgivere og finansjournalister i diskussionen om, hvorvidt den største fare er "deflation" (firmaer der går konkurs, med økonomisk krise til følge) eller "inflation" (regeringen eller bankerne pumper penge ud og priserne stiger for at forhindre at firmaerne går konkurs). Diskussionen kan ikke vindes af nogle af parterne, eftersom systemet er gået ind i en fase, hvor intet forsøg kan genoprette den "sundhedstilstand", systemet så ud til at nyde i "guldalderen" for 30 år siden. Det er det, der gør diskussionerne så intense. Det betyder også, at krisen fører til politiske splittelser imellem rivaliserende bander af politikkere fra de dominerende partier, mens de prøver at klare begivenhederne, som de selv føler, de ikke har kontrol over.
Intet af dette betyder dog, at de mest dommedagsagtige forudsigelser nødvendigvis vil blive opfyldt.
Regeringer og nationalbanker vil, mere eller mindre kaotisk, forsøge at afstive virksomheder, og Den Internationale Valutafond vil, lige så kaotisk, forsøge at afstive regeringer og nationalbanker. Dette vil dog hverken kunne genopbygge den japanske eller koreanske økonomi fuldstændigt eller stoppe frygten for spredning af krisen til andre lande. Men det kan måske lige være nok til at forhindre et kollaps á la 1930erne, selvom konsekvenserne på længere sigt vil være flere og mere uløselige problemer.
I mellemtiden vil de svage og internt splittede regeringer forsøge at få arbejderne til at sluge de bitre piller. Men arbejderne er blevet ledt til at forvente noget bedre. Det kan godt blive et eksplosivt scenario.
Soc. Revy – forsiden | Toppen af siden | Soc. Revy – indhold nr. 1
Sidst opdateret 9.9.01