![[ Indhold nr. 2 ]](../img/to_top.gif){kind=small}
Frankrig: Underfrankrig presser overklassen
Hvem har ret til at få børn?
Hvor farlig er Saddam?
De riges Clan
Noter: Posten, Studerende, DSB-stewardesser, Overenskomster
Frankrigs 3,1 millioner arbejdsløse vil ikke længere finde sig i skiftende regeringers nedskæringspolitik. Derfor har de aktioneret siden lidt før nytår i mere og mere radikale aktioner. I februar spredte oprøret sig til Tyskland, hvor der er omkring 5 millioner arbejdsløse - det største tal siden 1933, det år, Hitler kom til magten.
De aktionerende kræver bistandshjælpen sat op med 1700 kroner om måneden og indførelse af 35 timers arbejdsuge med det samme. Der har været demonstrationer i de største byer, Paris, Strasbourg og Marseille, besættelser af a-kasser, arbejdsløshedsformidlinger og senest også luksusrestauranter og -hoteller samt eliteuniversitetet Ecole Normale Supérieure, hvor mange topembedsmænd kommer fra.
Franske arbejdsløse inspirerede tyske arbejdsløse til lignende aktioner |
Samtidig er forholdene for de, der har arbejde, blevet forringet, fx er mindstelønnen på blot 5.700 kroner om måneden og gennemsnitslønnen kun ca. 10.000 kroner. Alligevel er der 2,8 millioner fattige arbejdere, der tjener mindre end den officielle mindsteløn. Hele 3,3 millioner husstande, svarende til godt 6 millioner personer, lever under fattigdomsgrænsen på 3.800 kroner per person per måned.
Det er ellers ikke, fordi pengene ikke er der. I perioden 1970 til 1995 er produktionen vokset med 85 pct., men antallet af personer på den sociale minimumsydelse er fordoblet. De meget lave lønninger i Frankrig viser i øvrigt også, at massearbejdsløshed ikke skyldes for høje lønninger, som det er blevet påstået igen og igen fra liberal side.
Presset har fået Jospins regering til at love, at arbejdsløse kan køre for halv pris med den offentlige transport i Paris. Samtidig er Jospin blevet tvunget til at stå fast på sit valgløfte om 35 timers ugen, selvom han dog har besluttet, at den først skal gennemføres ved årtusindskiftet. Regeringen er også kommet med et udspil på ca. 1 mia. kroner, men der er langt til de mellem 30 og 60 mia., det ville koste at gennemføre alle de arbejdsløses krav. Jospin har nægtet at hæve formueskatten, hvilket ellers kunne have skaffet penge, selv inden for de nuværende budgetter, der er dikteret af hensyn til ØMUen.
Det er også hensynet til ØMUen og mange års konservativ nedskæringspolitik, der står bag den rekordstore arbejdsløshed i Tyskland, og ikke, som Kohlregeringen påstår, for høje tyske lønninger. Inspireret af de franske arbejdsløse, er nu også de tyske arbejdsløse gået på gaderne. I begyndelsen af februar aktionerede tusindvis af tyske arbejdsløse i de fleste større byer. I det hele taget er det forholdsvis høje kampniveau i Frankrig, der ledte til den konservative regerings fald, begyndt at smitte af på den tyske nabo, hvor også de studerende har aktioneret i de største demonstrationer siden 1968.
Det er denne modstand nedefra i to af ØMUens kernelande, der viser, at de herskende klassers EU-projekt er en kolos på lerfødder, og at modstanden må gå på tværs af grænseskel, hvis den skal have en effekt.
Frank Antonsen
Tirsdag den 27. maj 1997 blev "Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling diagnostik og forskning" vedtaget i Folketinget som den første samlede lov om kunstig befrugtning. Hovedessensen i loven er, at kun kvinder under 46 år, der lever i et parforhold med en mand kan tilbydes kunstig befrugtning.
Frem til 2. oktober 1997, da loven trådte i kraft, lå der blot en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, hvor man kun anbefalede at kvinder over 45 år ikke skulle tilbydes kunstig befrugtning. Danmark var dermed et af de få lande, hvor lesbiske kvinder kunne få gennemført en kunstig befrugtning. Dette gav også homoseksuelle mænd mulighed for at få børn, gennem samarbejde med lesbiske par. Homoseksuelle i parforhold afskæres også fra muligheden for at adoptere børn, da lov om adoption kun godkender enlige eller heteroseksuelle par som adoptanter. For at få børn, må lesbiske nu rejse til udlandet, hvilket betyder, at kun de mest velhavende har råd.
Dermed har politikerne besluttet, at en stor gruppe mennesker per definition ikke er egnet til at få børn. Begrundelsen er, at det er unaturligt for børn at vokse op i en "ufuldstændig" familie, og at barnet ville tage skade af det. Dette bygger ikke på andet end et ønske om at lægge ansvaret for børns opdragelse udelukkende hos familien, og dermed slippe for at se i øjnene, at det er problemer ved kapitalismen, der tit frembringer skader på børn. Ved på forhånd at forbyde en bestemt gruppe mennesker at få børn, undgår man også fokus på det offentliges ansvar for børns opvækst. Det er nemmere at lave en diskriminerende lov, end at udbygge støtteapparatet til socialt svagtstillede småbørnsforældre, at udvikle pædagog- og læreruddannelsen, og at bygge flere vuggestuer, børnehaver og skoler.
Den borgerlige moral fastholder kernefamilien som idealbillede, til trods for at virkeligheden tit viser noget andet. Kernefamilien er ikke nogen fundamental institution.
Gennem historien har familiestrukturen forandret sig i takt med, at samfundet har forandret sig
Det er, i løbet af de sidste tyve år, blevet mere og mere normalt - og acceptabelt - at være enlig forsørger, og der er ikke påvist, at børn af enlige forsørgere tager skade af at mangle en forælder. De borgerliges bekymring over kernefamilien hænger altså sammen med kravet om offentlige nedskæringer. Ved at køre kampagner om "moderinstinktet" om, at børn har bedst af at blive opdraget af to forældre om, at familien skal tage sig af sine ældre osv. prøver politikere og medier at give folk dårlig samvittighed over at belaste det offentlige system, og få dem til at forsøge at klare flere omsorgsopgaver privat. Uanset hvor meget de borgerlige forsøger at opretholde idealbilledet om familien, vil det synes mere og mere urealistisk. Det, det så handler om, er at skabe et samfund uden "idealfamilien", et samfund hvor mennesker får lov til at udvikle sig frit, og leve og få børn sammen med dem de vil, uden at blive diskrimineret for dette.
Landsforeningen for bøsser og lesbiske i Danmark har reageret på loven, som det angreb den er mod homoseksuelles rettigheder. Men reaktionen nåede desværre ikke ud over Folketingsmurene. Organisationen gik ind i en sej kamp om at få de fritstillede folketingsmedlemmerne til at afvise lovforslaget. Det lykkedes ikke, sandsynligvis fordi organisationen havde fokus på de grå støvede erhvervspolitikere, og ikke på de mange udenfor Folketinget, som sagtens ville gå imod loven, og dermed lægge et reelt pres på beslutningstagerne.
Ida H. Jacobsen
I politikernes iver efter en ny golfkrig fremstilles Iraks diktator Saddam Hussein som en trussel mod verdensfreden. Men hvor farlig er Saddam egentlig?
Der er ingen tvivl om, at Saddam med vestlig billigelse har anvendt kemiske våben mod fx kurderne i 1988, og det kan da bestemt heller ikke udelukkes, at det irakiske militær stadig ligger inde med store lagre af kemiske og biologiske våben. Det har de vestlige regeringer og efteretningstjenester vidst hele tiden, for de har selv solgt udstyret til Iraks diktator, dengang han var deres store ven og allierede i kampen mod både kommunisme og islam. Fx viser nyligt frigivne dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste, at USA's regering allerede i 1983 vidste, at Irak både sad inde med og havde brugt kemiske våben. I en beretning til det amerikanske senat sidste år, fortalte CIA's direktør George Tenet, at mindst 20 lande besad kemiske våben, men han kritiserede blot tre af disse: Irak, Iran og Syrien.
Saddam Hussein er altså langt fra den eneste, der sidder inde med kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. De største lagre har USA selv; sidste år indrømmede USA at ligge inde med hele 30.000 tons. Et andet land med store lagre er Storbritannien. Begge disse lande er de mest aggressive over for Irak og de mest ivrige fortalere for en ny golfkrig. Men også andre mellemøstlige lande besidder masseødelæggelsesvåben fx Saudi-Arabien, der både har kemiske våben samt de missiler, der skal til for at sprede dem over et stort område. Ægypten brugte krigsgas i 1960erne, og Israel har ikke blot sit eget kemiske våbenprogram, men tillige atombomber.
Der er altså mange andre lande, der har kemiske og biologiske våben, men hvor farlige er så egentlig Iraks våben?
Ifølge vestlige kilder har Irak 200 tons af nervegassen VX og 8.400 liter anthrax, et biologisk våben. Begge våben er i øvrigt fremstillet i Vesten. Det er dog slet ikke sikkert, at Irak rent faktisk har så store mængder, for man kan ikke stole på de vestlige kilder. Det blev klart under den sidste golfkrig. To dage efter, at meningsmålinger viste, at flertallet af den amerikanske befolkning ville være imod en krig, der kun drejede sig om olie, men derimod gerne ville støtte en krig, der gik ud på at forhindre Saddam i at kunne fremstille atomvåben, skiftede USA's daværende præsident George Bush taktik. Han påstod, at Irak var tæt på at kunne udvikle atomvåben. Det amerikanske militær har senere indrømmet, at det var stærkt overdrevet. Irak havde næsten intet uran og besad slet ikke den nødvendige teknologi. Det amerikanske militær skønnede, at det ville tage Irak mindst ti år at udvikle atomvåben.
I teorien kan de 200 tons VX gas godt nok dræbe hele jordens befolkning, men det forudsætter, at man kunne give hver eneste menneske en dosis. Irak har slet ikke våben, der skal til for at sprede gassen over et stort område.
Hvad anthrax angår, så er det for det første den svageste form nemlig som væske, Irak muligvis besidder. For det andet ville de raketter, som Irak har til rådighed, ødelægge 99 pct. af bakterien ved eksplosion. De særlige avancerede raketsystemer har kun USA og Storbritannien. Endelig kan anthrax ikke overleve i dagslys og kan i øvrigt slås ned med penicillin.
I alle tilfælde har Irak aldrig nogen sinde været i besiddelse af et våben med en rækkevidde udover de nærmeste lande i Mellemøsten.
Da chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokat Michael Clan, trak sig fra selskabstømmersagerne, var det blot et forsøg på at afværge nye afsløringer af, hvor omfattende Overdanmark har været involveret i det, som uden overdrivelse kaldes "Danmarkshistoriens største røveri."
Michael Clan, chef for bagmandspolitiet, har holdt hånden over Danmarkshistoriens største røvere
|
Men dermed åbnede han også for et bedrageri, hvor 1600 selskaber blev tømt for to milliarder skattekroner - penge som selskaberne opkrævede i kildeskat fra deres ansatte, men aldrig fik indbetalt til skattevæsenet. I stedet blev pengene stukket i lommen af købere og sælgere i selskabstømningerne.
Kursen overfor svindelen blev ikke strammet op, da Nyrup afløste Schlüter i januar 1993, på trods af at et af den nye socialdemokratiske regerings budskaber var 'højere moral og mere ærlighed.' Den nye skatteminister, Ole Stavad, fremlagde i juli 1993 en plan for at stoppe tømningerne, men den var alene rettet mod den ene part i sagerne, nemlig køberne. Stavdads efterfølger, Carsten Koch, forsøgte i februar 1997 at undersøge muligheden for at sigte sælgerne, men aflyste det siden.
I virkeligheden var det sælgerne, som løb med den største del af rovet, som regel 75-80 pct. Men hvor køberne bestod af en forholdsvis lille personkreds, så var en lang række banker, advokatfirmaer, revisorer og selv politikere involveret på sælgerside for at tjene nogle nemme penge. De har påberåbt sig, at de var uvidende om, at køberne var ude i ulovligt ærinde - en undskyldning som ikke bliver accepteret i økonomisk mere beskedne hælerisager.
I juli 1995 forklarede Told & Skat, hvorfor man skulle være forsigtig overfor sælgerne: En offentliggørelse ville "have stemplet ikke kun selskabssælgerne og selskabsopkøberne, men også de advokter, revisorer og banker, der medvirkede ... " Med andre ord ville straffesager mod de formentlig tusinder, der medvirkede på sælgersiden i de 1600 sager, udstille den ringeagt, som det danske erhvervsliv udviser for retssystemet.
Og for at undgå at blive stemplet som kriminelle har erhvervsledere, banker, advokater og andre involverede benyttet sig af, at de gennem personlige venskaber, forretningsforbindelser og andre forhold reelt kontrollerer mange af de embedsmænd og jurister i staten, som egentlig skulle kontrollere erhvervslivet. Michael Clan var en af dem, men er nu ofret for at vinde tid. Inden det eventuelt lykkes for en ny statsadvokat at rejse sigtelser mod sælgerne i selskabstømmersagerne, så vil en stor del af sagerne være for forældede til at kunne rejses ved domstolene.
POSTEN — Lang tids utilfredshed og lokale konflikter på posthusene resulterede i starten af februar i en omfattende fælles endags-strejke, hvor 3.000 postbude på næsten 40 posthuse nedlagde arbejdet. Endagsstrejken sammensmeltede tre lokale konflikter i Odense, Nakskov og København.
Strejken var en protest mod, at PostDanmark ville tvinge en arbejdsskadet tillidsmand fra Lyngby posthus til at tage et job i den modsatte ende af København - eller blive fyret. Men dette var kun provokationen, der fik bægeret til at flyde over.
I Odense havde både brevomdelere og pakkebude forud for den fælles strejke været ude i arbejdsnedlæggelser i protest mod stress og overarbejde. Også i Nakskov strejkede budene mod for meget overarbejde.
Endagsstrejken fik en udløber på Vesterbro i København, hvor postbudene fortsatte strejken i tre dage i protest mod konstant lange arbejdsdage og ledelsens manglende vilje til at løse problemerne.
Postledelsen udlagde konflikten som et slagsmål mellem de to fagforeninger, der organiserer postbude. Men på alle posthusene har postbude fra begge fagforeninger været fælles om strejkerne.
STUDERENDE – 85 studerende på den humanistiske basisuddannelse på RUC har stoppet projektarbejdet i protest mod, at bevillingerne til projektvejledningen er blevet alt for små. Centrets egne eksperter anbefaler gruppestørrelser på 6-8, men på grund af besparelser må grupper slås sammen til 10-13 personer.
I stedet for projektarbejdet har de studerende nedsat en række arbejdsgrupper, der arbejder for at udvikle aktionen.
RUCs rektor, Henrik Toft Jensen, erklærer sig enig i, at bevillingerne er for små, men i stedet for at slutte sig til aktionen anbefaler han de studerende at stoppe den.
DSB-STEWARDESSER — 60 togstewardesser strejkede 12. februar i protest mod, at deres arbejdsgiver Tog Service beskylder dem for tyveri. I et brev til samtlige ansatte belærte firmaets direktør, at hvert enkelt rundstykke er firmaets ejendom og "noget der udgør en indtjeningsmulighed."
Stewardessernes tillidsmand Randi Olsen forklarede, hvorfor det brev var for meget: "Mange oplever, at der er fejl på lønsedlerne, så de ikke får, hvad de skal have. Og siden DSB indførte ny køreplan 11. januar, har vi ikke kunnet stole på vores vagtskema."
OVERENSKOMSTER — Forhandlingerne om nye overenskomster for industriarbejderne under CO-Industri er brudt sammen. De første konfliktvarsler for de omkring 225.000 industriarbejdere er afsendt til at træde i kraft 2. marts. Statens forligsmand, Asbjørn Jensen, vil dog i givet fald formentlig benytte sig af sin mulighed for at udskyde en eventuelt storstrejke helt frem til 1. april.
Arbejdsgiverne vil bruge overenskomsterne til at lade arbejderne betale for øgede udgifter, som staten har pålagt dem. Det afviser fagforeningerne og kræver i stedet højere løn, længere ferie og højere pension.
Sammenbrud i de lukkede forhandlinger og trusler om storstrejke er ikke unormalt - som regel går fagforeningerne ind på arbejdsgivernes krav. Men i den seneste tid har bl.a. ledere i Metal opfordret lokale fagforeninger og klubber til at forberede sig på konflikt - og det er bestemt ikke normalt.
Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 2
Sidst opdateret 15.9.01