![[ Indhold nr. 2 ]](../img/to_top.gif){kind=small}
Overalt i verden fejres Bertolt Brechts 100 års fødselsdag. Han hyldes berettiget som et af dette århundredes store dramatikere. Jakob Nerup skriver om den politiske Brecht
Brecht er især berømt for de velkendte syngestykker Mahagonny, Mutter Courage og Galileis liv, teorierne om det episke teater og "lærestykkerne", samt for fantastiske digte som En læsende arbejders spørgsmål. I anledning af Brechts fødselsdag skrives der festtaler og laves gallaforestillinger. Selv kan fødselaren ikke deltage, idet han døde i Berlin i 1956.
Fælles for de fleste af den kulturelle elites udbrud er, at de gør Brecht til en teaterform og et individ med hang til kvinder og stort ego. DR 2 viste en 2 timer lang udsendelse om Brecht i Danmark, hvor såvel hans politiske holdninger som indholdet af hans teaterstykker forsvandt til fordel for historien om Brecht og kvinderne. Det gjorde udsendelsen til en intellektuel udgave af Se&Hør.
Dagbladet Politiken bragte en stor artikel af Niels Barfoed, som ud over de åbenbart obligatoriske mange linier om kvinderne, forsøgte at gøre Brecht til en slags "venstreintellektuel." Niels Barfoed skrev bla.: "Det egentlig antiborgerlige sprængstof ligger ikke i hans teaterform, som borgerskabet elskede at lade sig håne af, og som tværtimod gik ud på at folk ikke skulle forføres eller omtåges af følelser, men belæres af pengenes og de borgerlige politikeres tyranni. Det ligger i selve hans væsen og dets radikalitet, der hvor det kommer til udtryk uden dogmer."
En større hån kan man ikke udsætte Brecht for, i det Niels Barfoed angriber ikke blot indholdet, men selve formålet med hele Brechts virke. Gang på gang formulerede Brecht sin afsky for borgerlige æstetikere, som ikke ville eller kunne se sammenhængen mellem klassesamfundet og kunstnernes frembringelser. Brecht betragtede kunsten og kulturen, og dermed forfatterne, politisk. Og han gjorde det konsekvent med et socialistisk udgangspunkt. Det må være de dogmer, en borgerlig intellektuel som Niels Barfoed fornægter.
Brecht formulerede i 30ernes kulturelle diskussion på venstrefløjen følgende om forfatterens opgaver:
"Han tager hensyn til sine læseres samfundsmæssige situation, deres klassetilhørsforhold, deres stilling til kunst og deres aktuelle mål: han undersøger kritisk sit eget klassetilhørsforhold; han skaffer sig sit stof med betænksomhed og kritiserer det omhyggeligt. Han fører ikke sine læsere ud af deres virkelighed og ind i sin egen, han gør ikke sig selv til mål for alle ting ... men fravrister ved hjælp af alle hjælpemidler fra praksis og viden naturen dens list og fremstiller dens lovmæssigheder på en sådan måde, at de kan gribe ind i livet selv, klassekampens liv, produktionens, vor tids specifikke åndelige og legemlige behov."
Brechts liv var viet til, at bevidstgøre gennem kunsten. Hans teaterstykker er ikke blot kritiske overfor kapitalismens elendigheder, men de udstiller også borgerskabet og ejendomsforholdene gennem satire og sceniske effekter. Og hele formålet er, at:
Hvis de nederste ikke
Tænker på de nederste
Kommer de ikke op
- som Brecht skriver i et sted i digtsamlingen Tysk Krigs-ABC fra 1938. Og her er vi ved hele kernen af hans kunstneriske virksomhed. Brecht var ikke en eller anden udefinerlig slags socialist. Brecht var marxist og revolutionær. Han fokuserede konstant på, at det var selve klassesamfundets ejendomsforhold, som var årsagen til elendighederne, og ikke blot nogle naragtige "borgerlige politikere", som Niels Barfoed forvansker det til. Som Brecht skriver andetsteds i Tysk krigs-ABC:
For en kande mælk til dine børn
Støber du en stor flaske, støbning
Som ikke er bestemt for mælk. Hvem
skal drikke af den?
Men Brecht nøjedes ikke med at pege på klassesamfundet. Igen og igen appellerer han til, at man må gøre noget selv. Hans digte emmer af Det Kommunistiske Manifests ord "Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk". Og selv om Brecht ikke officielt brød med stalinismen, så fastholdt han grundlæggende sin indstilling til, at socialisme og arbejdermagt vokser op fra neden. Fx. skrev han:
Spørgsmål
Hvordan skal den store orden opbygges
Uden massernes visdom ? Egenrådige
Kan ikke finde vejen For de mange.
I store lærere
Lyt dog, men I taler!
Efter Sovjethærens besættelse og oprøret den 17. Juni 1953 i det såkaldt socialistiske DDR's hovedstad Berlin, skrev Brecht sit berømte digt:
Løsningen
Efter opstanden den 17. Juni
Lod Forfatterforbundets sekretær
I Stalin Allé uddele flyveblade
På hvilke man kunne læse, at folket
Havde forskertset regeringens tillid
Og kun ved fordoblet arbejde
Kunne genvinde den. Var det da
Ikke enklere, om regeringen
Opløste folket og
Valgte et nyt?
Europa var i 30erne scene for en kulturkamp, hvor venstrefløjen ikke blot kæmpede mod de borgerlige og nazisterne, men også mod hinanden i interne diskussioner. Den store debat rasede om der fandtes en særlig proletarisk og socialistisk kultur. Stalinisterne havde deres bud, som var den socialistiske realisme, hvor kunsten tjente partiet, arbejderne og staten og var 100% firkantet i de gode og onde.
En scene fra Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", opført i Berlin 1970 |
Brecht var uenig med sådan en dogmatisk opfattelse. Han formulerede:
"Vi gør klogt i at definere realistiske værker som kampberedte værker. I dem tildeles realiteten ordet, som vi ellers ikke får at høre. Den melder om en modsigelse (og gør sig til dens ordfører), hvori nye bevægende kræfter er begyndt at træde op imod bestående opfattelser og handlemåder. Realisterne bekæmper dem, der benægter de reelle kræfter. Realisterne bekæmper enhver form for skematisme, fordi den ikke gør realiteten mulig at beherske."
For Brecht var der ikke evige sandheder eller eviggyldige kunstneriske udtryksformer. Tværtimod formulerede Brecht at tingene udvikler sig dialektisk, dvs. i kampen mellem modsætninger.
Fx kritiserede han den ungarske marxist Lukács for "at fjerne klassekampen fra litteraturhistorien", fordi denne ikke ser eller vil se, at den borgerlige litteraturs nedgang og den proletariske litteraturs opgang udtrykker sig i kampe og ikke blot er afløsninger.
Hermed afviser Brecht både de som påstår, at socialister blot kan overtage en form af den gamle borgerlige kultur, og samtidig afviser han, at proletariatet kan skabe sin egen selvstændige kultur, idet den må komme af noget.
Friheden til kunstnerisk og kulturel udfoldelse var altid en del af Brechts politik og teorier om kultur og teater. Derfor er der et modsætningsforhold mellem Brecht og stalinisterne. Desværre valgte Brecht, at holde uenighederne for sig selv og undlod at gå imod stalinisterne offentligt for ikke at splitte den fælles front mod nazisterne.
Brechts kunstneriske nyskabelser inderfor teatrets verden står stadig som noget banebrydende i det tyvende århundrede. Brecht ønskede at bryde med teatrets hang til romantik og individualiserede følelser.
Han ville kombinere form og indhold, så teatret i stedet for underholdning eller tilskuerens følelsesmæssige identifikation, skabte stykker som "appellerede til fornuften" og fik tilskueren til, at "tage parti i stedet for at identificere sig".
Derfor brugte Brecht musik og sange som afbrydelser, der understregede en pointe, fremfor at sætte stemninger med det. Han brugte scenelyset modsat normen, idet projektørerne var synlige og ikke nødvendigvis oplyste aktørerne. Samtidig er hans stykker fyldt med modsætninger, som skal tvinge tilskueren til at tænke.
De store stykker, som Mutter Courage, er bygget over dette, og kunne fungere i den borgerlige virkelighed, som var hans ramme. Men Brecht stoppede ikke med de store stykker. Han skrev også de såkaldte "lærestykker", som han selv fandt som de vigtigste. Komponisten Hans Eisler, som sammen med Kurt Weil skrev musikken til Brechts stykker, har fortalt, at: "Lære-stykket er ikke kun et musikstykke der foredrages for hørere. Det er en særlig slags politisk seminar om spørgsmål i forbindelse med partiets taktik og strategi. Kormedlemmerne vil diskutere politiske spørgsmål ved prøverne ... lærestykket er ikke lavet til koncertbrug. Det er kun et middel i det pædagogiske arbejde med studenter på marxistiske skoler og proletariske kollektiver."
Lærestykkerne fungerede indenfor det borgerlige samfunds rammer, som en slags modkultur, der viste nye kollektive former, hvori indholdet ikke blot var konstant til debat, men også i konstant udvikling. Lærestykkerne skulle fungere stramt, forenklet og disciplineret, samtidig med at de var frie, variable og eksperimenterende. Hvis vi tillægger det stærkt samfundskritiske og agiterende indhold, så er det sprængstof under det elitære, finkulturelle og æstetiske teater, som vores samtid er belemret med.
Derfor er det naturligt, at det almindelige teater i fx Danmark blot nøjes med at fejre Brecht med en intim gallaaften, og ikke sætter hans stykker op. Den danske skuespiller og Brecht-fortolker Birgitte Bruun, siger til Aktuelt:
"Jeg har i mange år forgæves forsøgt at sælge Brecht til teatrene herhjemme, men de har altid været lukket land".
I stedet vælter teatrene sig i storslåede musicals, som lever op til Brechts værste forestillinger om det etablerede borgerlige teater. Her er der masser af sødsuppe og indpakkede følelser, hvor enhver politisk brod eller samfundsmæssig kritik er fjernet.
Tilbage er det individuelle, hvad enten det er det postmodernistiske ingenting eller det tunge følelsesteater for middelklassen. Desværre er den seneste opsætning af Pelle Erobreren et godt eksempel på dette, hvor politikken er fjernet til fordel for sødsuppen.
Dansk teater ville have godt af modige teatre og instruktører, som turde tage Brecht op igen.
Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 2
Sidst opdateret 9.9.01