Socialistisk Revy nr. 4 – Side 9 – Maj 1998  

30 år efter 68-oprøret:

Vil der komme et nyt oprør?

Mange har i dag travlt med at lægge luft til 68-oprøret i håbet om at det aldrig vil ske igen. Men, som Jakob Nerup og Martin Johansen dokumenterer i denne artikel, eksisterer de konflikter, der udløste 68-oprøret, også i dag

1968

I alle medier vil 30-året for 1968 være genstand for analyse og vurdering. Langt de fleste vil nedgøre 1968 til det store flip for de velbjærgedes børn. Og det skal bruges i dagens politiske diskussion mod forsvaret af velfærdsstaten. F.eks. skriver forfatteren Jan Sonnergård i Aktuelt d. 12.3.98:

"Studenteroprørernes idealer var muligvis høje. Men det er i dag umuligt, at se bort fra den ekstreme grad af egoisme, der lå bag. Denne egoisme vil vi helt sikkert støde på i nutidens debat, når de aldrende oprørere igen går på barrikaderne og kræver: – Mere i pension (til os!), – Tidligere pensionering (af os), – Bedre lægehjælp (til os), - Flere privilegier til de ældre (ie. os).

Set i bakspejlet fremstår studenteroprørerne derfor som en flok kyniske og hykleriske undermennesker, som kun havde et punkt på dagsordenen: At mele deres egen kage!"

Holdninger af den skuffe, vil blive forsøgt underbygget med billeder af kendte samfundsstøtter, som dengang var oprørere. I TV kan man se Fede tider og Det store flip som latterliggørelse af 1968. Og under alle omstændigheder vil oprøret blive behandlet som en episode i historien, som ikke vil gentage sig. Alle disse holdninger skal bruges til at retfærdiggøre nutidens samfund og overbevise de unge om, at der ikke er noget at hente der.

Men årene omkring 1968 var ikke en parentes i historien. Som den britiske marxist Chris Harman skriver i forordet til sin bog The Fire last Time: 1968 and after :

"1968 var et bemærkelsesværdigt år, fordi det var en del af en revolutionær proces på verdensplan. Det finder sted i slowmotion meget af tiden og byder på mange nederlag. Dets fortalere fortaber sig selv i de forhindringer, den gamle orden kaster imod dem. Og som resultat forvirres venner og fjender. Modstandere af tyranni i en del af verden allierer sig med undertrykkere andre steder. Aktivister brænder ud og foragter de som efterfølger dem… Og i sidste ende indeholder denne revolutionære proces det eneste håb for menneskeheden."

Og modsat de herskendes forsøg på at reducere 1968 til ingenting, så var det et radikalt oprør, en hel generation – og til tider store dele af arbejderklassen – tog del i. 1968 involverede millioner af unge verden over, der var oprørske imod manglen på demokrati og en retfærdig verden. De demonstrerede mod USA's brutale imperialistiske krig i Vietnam. De gjorde oprør mod universiteter, som var håbløst forældede og reaktionære. De udfordrede den konforme livsstil samfundet havde pålagt dem. De afprøvede alternativer til kernefamilien. De gjorde op med undertrykkelsen af kvinderne. De skabte en helt ny musik. Og deres oprør skabte en hel masse vigtige reformer i eftertiden. F.eks. mere demokrati i uddannelsessystemet og nye studieformer som gruppearbejde.

I Frankrig nærmede oprøret i maj 68 sig revolutionære tilstande, fordi arbejderklassen og studenterne fandt sammen

De titusinder af unge studenter og arbejdere, som tog del i oprøret i Danmark, var i sagens natur ikke et flertal. For havde det været et flertal, så havde den herskende klasses magt og kapitalismens eksistens været truet for alvor. Kun i Frankrig nåede den revolutionære proces så langt. Flertallet af befolkningen bakkede op om den herskende orden og de parlamentariske partier. Arbejderklassen havde fortsat tillid til de store reformistiske partier.

Men det mindretal i arbejderklassen, som kiggede efter alternativer til reformismen og den herskende klasses ideologi, voksede. Og særlig radikalt voksede antallet af studenter, som kiggede den vej. På meget kort tid i 1968 bevægede dette mindretal sig fra at være en oprørsk og demokratisøgende bevægelse til at blive socialistisk og revolutionær. Alene i Danmark voksede Venstresocialisterne, som blev dannet af 300 udbrydere fra SF i december 1967, til 3500 medlemmer på et halvt år.

I maj måned 1968 var Frankrig i en situation, hvor der kunne være blevet en socialistisk revolution. Det skyldes ikke noget særlig fransk oprørs-gen, men at arbejderklassen kom på banen. De franske studenter havde protesteret over manglen på demokrati, over reaktionære normer for studenternes sociale liv, over forældede studier og over de elendige fysiske rammer. Men studenternes krav og protester blev mødt af afvisning og hån af universiteternes ledelser og samfundets spidser. Studenterne greb derfor til frække aktionsformer og besættelser. Systemet reagerede med vold. Politiet blev sat til at smide studenterne ud af universiteterne, og studenterlederne blev sat i fængsel. Hver gang systemet reagerede, voksede protesterne blandt de andre studenter, og de bredte sig fra universitet til universitet.

I udgangspunktet var studenternes krav ikke særlig radikale eller samfundsoverskridende. Men det blev de undervejs, fordi studenterne kunne se, at den herskende klasse ikke ville give sig frivilligt. I den første besættelse af universitetet i Nanterre deltog 150. Men de disciplinære angreb på studenterne fik 12.000 studerende i protestdemonstration. På samme måde skabte den herskende klasse gennem politirepression oprøret i maj 68. Sorbonne universitetet i Paris blev omringet af politi, som arresterede mere end 500 fredelige studenter. Den efterfølgende protestdemonstration blev voldsomt angrebet af politiet. Men denne gang svarede militante studenter og parisiske arbejdere igen, og udløste kæmpe gadekampe. Men studenterne var ikke alene. Masser af unge arbejdere tog studenternes krav op, bl.a. fordi studenterne henvendte sig til fabrikkerne om støtte eller udtalte deres støtte til arbejdernes krav. Det pressede de kommunistiske fagforeningsledere til at bakke op om en kæmpedemonstration mod politiets vold og støtte til studenterne, hvor mange hundereder af tusinder deltog. Det var forspillet til en generalstrejke, hvor arbejderklassens egne sociale krav blev politiseret og vendt mod regeringen. Regeringen med De Gaulle i spidsen måtte træde tilbage, og reformisterne med kommunisterne i spidsen fik overbevist arbejderne om, at strejken skulle stoppes til fordel for parlamentariske løsninger. Havde det revolutionære lederskab været stærkere i arbejderklassen, så kunne generalstrejken have udviklet sig til en revolution.

Selv om det kun var i Frankrig, at oprøret udviklede sig i retning af revolution, så var optakten og forudsætningerne internationale. Efter 2. verdenskrigs afslutning tog industrialiseringen voldsom fart. Folk tog fra landet til byerne, fordi landarbejdet blev mekaniseret. Samtidig voksede kapitalismen eksplosivt, så både produktionen og arbejderklassens antal mangedobledes. Kvinderne kom i stigende antal på arbejdsmarkedet, f.eks. kom 300.000 flere kvinder i Danmark ud på arbejdsmarkedet i 60'erne. Produktionen blev mere og mere krævende, og derfor blev der også brug for et stadigt stigende antal højtuddannede. Antallet af studerende ved de videregående uddannelser eksploderede fra 6000 i 1959 over 21.500 i 1968 og til 35.000 i 1970. Statsapparatet voksede også, og det samme gjorde udbygningen af de offentlige velfærdstiltag. Arbejderklassens materielle levestandard voksede, og socialdemokraternes middelklasseideal om kernefamilien i parcelhus med bil og råd til charterrejser så opnåeligt ud for flere. Men billedet af et krisefrit og lighedsskabende samfund krakelerede imidlertid, hvis man kikkede ned under de overfladiske betragtninger.

I 1969 udgav socialdemokraten Bent Hansen en bog med titlen Velstand uden velfærd, som blev solgt i mere end 20.000 eksemplarer. På forsiden skriver han: "De rige fører klassekamp mod de fattige. Bag overfladen er det moderne velstandssamfund præget af ulighed og gennemfuret af sociale skel". Det udtrykte meget mere præcist virkeligheden end de overleverede myter. Til trods for mere velstand så var det arbejderklassen, som betalte den med højere arbejdstempo og højere skatter. Og hver gang økonomien viste det mindste tegn på krise, var det arbejderne, som måtte holde for med smalle overenskomster eller regeringsindgreb overfor den automatiske dyrtidsregulering af lønnen.

Samfundets materielle vækst havde ikke medført en tilsvarende ideologisk udvikling. Manglen på demokrati blev udtrykt af studenter og unge arbejdere i aktion. Selvfølgelig var der ikke demokrati på arbejdspladsen. Men det var der heller ikke for lærlingene i fagbevægelsen eller for studenterne på universitetet. Valgretsalderen var på 21 år, og de unge fik tudet ørene fulde af moral om familie, kvindernes plads bag kødgryderne, respekt for systemet og hyldest til, at USA styrede verden retfærdigt. Det passede ikke til den virkelighed, som de unge oplevede den i Danmark eller ude i Verden. Og slet ikke USA's krig i Vietnam.

1968 bliver ofte identificeret med studenteroprør, fordi der var oprør på universiteterne over hele verden i 1968. Forklaringen skal findes i den måde modsætningerne i samfundsudviklingen ændrede studenternes bevidsthed. Ikke blot voksede antallet af studenter eksplosivt, hvorved de fysiske rammer for undervisningen blev for dårlige. Samtidig blev studenternes fremtid som en lille privilegeret elite usikker. Alene antallet af studenter måtte betyde, at kun et fåtal fik adgang til denne elite. Og samtidig med dette forlangte samfundet, at de studerende skulle matche en rivende udviklings krav med en gammeldags uddannelse underlagt professorvældet. Derfor forlangte studenterne med stigende styrke op gennem 60'erne, at der skulle være mere demokrati, retfærdige eksaminer og et moderniseret indhold af studierne. I sin bog om 1968 forklarer Chris Harman, hvor dyb en modsætning mellem systemmet og studenterne det skabte:

"Store sektioner af studentermassen forventes at tilegne sig den herskende ideologi, så de er i stand til at formidle den til andre, når de er færdiguddannet. Hvis den ideologi er i håndgribelig modsætning til virkeligheden, som de studerende oplever den, så bliver de selv kastet ud i intellektuelt oprør og kan reagere med moralsk indignation."

Derfor var forløberen for studenteroprøret ikke politisk afklaret eller særlig radikalt. De politiske udtryk, som studenternes minimale mindretal søgte i midten af tresserne, var endnu ikke Marx eller Lenin. Den tyske studenterleder Rudi Dutschke forklarer selv sin uafklarethed:

"Jeg er muligvis blevet for hurtigt færdig med eksistentialismen, jeg stod allerede fast plantet på den kritiske side af den traditionelle marxisme – Lukacs, Bloch, Korsch osv. Jeg forenede disse tendenser med kritiske teorier fra Herbert Marcuse til Horkheimer uden at lade modsætningerne og kontrasterne komme tydeligt til udtryk."

Den ideologiske forvirring blev ikke til afklaring før i selve oprøret og i særdeleshed efter. Men antallet af studerende, som søgte efter andre ideologiske svar end den herskende klasses voksede betydeligt. Derfor bakkede mange op om kravene om demokrati og afskaffelse af professorvældet, samt retten til politisk aktivitet og kritik. Og her lå kimen til oprøret.

Statsmagtens voldelige reaktion mod de oprørske studenter og arbejdere i Paris øgede opbakningen bag oprøret

I 66-67 var der på mange af universiteterne verden over protestmøder og demonstrationer mod manglen på demokrati og rettigheder. De fik opbakning af et mindretal af studerende, men for hver gang universiteternes ledelser mødte studenterne med foragt og disciplinærstraffe blev opbakningen blandt flertallet større. Det var retten til politiske aktiviteter bl.a. imod Vietnamkrigen, der udløste oprøret på Berkley Universitet i Californien, USA. Det var disciplinære tiltag overfor studenter, som havde demonstreret udenfor universitetet, der udløste oprøret i Berlin. Det var kravet om demokrati, der fik de tjekkoslovakiske studenter med i foråret i Prag, som den sovjetiske imperialisme så blodigt kvalte. Det var bl.a. retten til liv og sex mellem de studerende, der udløste oprørene i Frankrig. Og det var 100 psykologistuderendes besættelse mod professorvældet, der udløste oprøret i Danmark.

Forløbene i de enkelte lande ligner hinanden. Der var et langt tilløb over flere år, hvor kravene er beskedne, men tilslutningen vokser. Kravene voksede fra upolitiske krav formuleret af bureaukraterne i studenterorganisationerne til meget politiske krav. Små møder voksede til massemøder og demonstrationer, hver gang systemet mødte dem med afvisning og repressalier. Den ideologiske forvirring i midten af tresserne blev skærpet, fordi den ændredes gennem bevægelsens udvikling. Oprøret blev først samfundsoverskridende i krav og ideologi i selve højdepunktet. Oprørene falder hurtigt sammen de steder, hvor arbejderklassen ikke kom med som i Frankrig. Først efter oprørets udløsning transformeredes de politiske radikaliseringer over i politiske organisationer, og der fulgte en længere periode med ideologisk skærpet kamp, hvor de socialistiske revolutionære grupper vokser. Udviklingen i studenteroprøret i Danmark fulgte også ovenstående mønster. "Mod professorvældet" var et gennemgående krav, og medindflydelse var helt centralt for studenterne. På Københavns Universitet regerede professorerne enevældigt, hvor hverken yngre undervisere og slet ikke studenterne havde noget at skulle have sagt. På psykologi var antallet af studerende mangedoblet uden, at der var kommet flere undervisere, eller indholdet var ændret. Professorerne på psykologi løste problemerne ved at dumpe halvdelen af de studerende. Da de studerendes krav om medindflydelse som vejen til forandring hånligt blev afvist, måtte det skabe en reaktion. 100 studerende besatte d. 19. april psykologistudiets lokaler og barrikaderede sig symbolsk. Deres besættelse fik stor tilslutning og udløste en kæmpe opsparet vrede. To dage efter var 5000 studerende samlet til demonstration på Frue plads. Og systemet kapitulerede. Der blev indført 50 pct. medindflydelse til de studerende og professorvældet blev afskaffet. Hermed tog systemet luften ud af oprøret, men ikke luften ud af radikaliseringen.

Et mindretal af studenterne begav sig ind i fagkritiske studier og studieformer, mens andre søgte politiske organisationer. Og studenterne var blevet meget mere bevidste. I efteråret 68 kunne Danske Studerendes Fællesråd udtale, at de støttede arbejderklassens overenskomstkrav, fordi det var arbejderklassen, der skabte samfundets værdier.

Dannelsen af Venstresocialisterne i efteråret 1967 betød, at de radikaliserede havde et sted at gå hen. VS blev dannet, fordi højrefløjen i SF for enhver pris ville fortsætte samarbejdet med Socialdemokratiet. Det betød, at de bl.a. skulle acceptere indefrysningen af en dyrtidsportion og dermed et direkte angreb på arbejderklassen. VS's dannelse var altså mere en reaktion på stemningen i arbejderklassen end på universitetet. VS opnåede valg til Folketinget i januar 68 og rummede alle modsætninger og muligheder. Det kunne blive atter en venstrereformistisk parlamentarisk platform med stalinistiske sympatier eller det kunne blive et revolutionært socialistisk parti. I året 1968 var det begge dele iblandet en masse antiautoritær anarkisme. Ikke desto mindre virkede VS som en magnet på de mange radikaliserede. Allerede på kongressen i marts 68 havde man 3500 medlemmer, og det var ikke blot studenter, men også unge arbejdere.

VS forblev uafklaret, men 1968 var startskuddet til en årrække, hvor den danske arbejderklasse var meget aktiv med majstrejkerne i 74 som højdepunktet. Og 1968 var begyndelsen på store bevægelser blandt lærlinge, kvinder og studenter med mange reformer til resultat. Men først og fremmest var 1968 et politisk ryk af dimensioner mod revolutionære socialistiske ideer, som gav håb om en bedre fremtid.

1998

I 30-året for studenteroprøret vil vi få mange forklaringer på, hvorfor 1968 ikke vil gentage sig. De vil have ret i, at vi ikke kommer til at se en tro kopi, idet et nyt oprør i høj grad vil være et oprør mod de personer, som var en del af 1968-oprøret.

Mange peger fingre ad de gamle 68-oprørere, der i dag sidder i ledende positioner på universiteter, i det offentlige og i private firmaer, og siger: "Se, hvad de blev til." Men at kritisere de tidligere oprørere for dette er i virkeligheden at sige ingenting, for 68-oprøret blev i princippet tabt. Det er på grund af 68-oprørets nederlag, ikke oprøret i sig selv, at de gamle oprørere er blevet til det, de er i dag.

Men det udelukker ikke, at der kommer et nyt oprør, som i radikalitet og omfang kan sammenlignes med eller endda overskygge 1968.

På et enkelt punkt er der et interessant sammenfald mellem nutiden og årene op til 1968. Dengang hyldede politikerne slogans som "I har aldrig haft det så godt" og "Gør gode tider bedre." Mange unge arbejdere og studerende delte imidlertid ikke denne optimisme, men så med skepsis på systemets fremmedgørelse, mangel på medbestemmelse, overforbrug og tilsvining af miljøet.

Her i slutningen af halvfemserne er der ved at opstå den samme modsætning mellem politikere, der taler om "Danmark som foregangsland," og et stigende antal unge, der vender sig imod hyldesten af markedets egenrådighed.

Dette sammenfald er ikke tilfældigt og illustrerer, at kapitalismen er et uharmonisk system, som igen og igen producerer modstand, oprør og revolutioner.

Konturerne til et nyt oprør tegner sig i ophobningen af en række samfundsmæssige problemer, som systemet ikke er i stand til at løse.

Først og fremmest har systemet aldrig rigtigt fået løst de problemer, som tydeligst formede 68-oprøret. Hvis man tager kvindespørgsmålet, så er det trods visse fremskridt stadig tilfældet, at kvinder må finde sig i generelt lavere løn, diskrimination og i at blive vurderet alene på udseende. Et andet uløst problem er universiteterne. Fra 1992 til 1997 voksede antallet af optagne med 50 pct. uden en tilsvarende udvidelse af kollegier og studiefaciliteter. Det skaber i sig selv konflikter. Dertil kommer, at de studerendes indflydelse på studierne er blevet begrænset, og for mange står de fine ord om demokrati og medindflydelse mere og mere som en illusion.

Nyt i forhold til 1968 er indvandrerne og racismen. I de borgerliges øjne er andengenerationsindvandrere lig med bander og kriminalitet, men der er også ved at opstå mere politiske miljøer blandt unge fra etniske mindretal, som ikke reagerer med desperation, men med politisk kritik af systemet.

Desuden har to årtiers forsøg på at slippe ud af økonomisk lavkonjunktur haft sin pris. Hele den offentlige sektor lider under mange års nedskæringer – og politikernes eneste løsning er: De ansatte skal løbe stærkere, flere børn i klasserne og mere brugerbetaling. Det har skabt en omfattende mistillid i befolkningen og blandt de offentligt ansatte til politikernes evne til at løse problemerne i den offentlige sektor.

Endelig har arbejdere i industri og håndværk været igennem en lang periode, hvor arbejdsgiverne og fagtoppen har været enige om at holde lønnen i ro, øge fleksibiliteten med hensyn til arbejdstider og øge arbejdstempoet – af hensyn til virksomhedernes indtjening. Én ting er, at der har ført til en kraftig stigning i antallet af arbejdsulykker, og at folk forlader arbejdsmarkedet, så snart de får mulighed for det. Men derudover har arbejderne de sidste par år oplevet, at de trods virksomhedernes stigende overskud og rekordstore udbetalinger til aktionærerne ikke bliver belønnet for mange års tilbageholdenhed. Det forstærker kravet om "payback-time.".

Tilsammen tegner der sig et billede, hvor den herskende klasse på den ene side har mistet det ideologiske overtag i diskussionen om liberalisme eller velfærd. Mange mennesker ser med skepsis på, hvor den herskende klasse trækker samfundet hen. På den anden side mærker et flertal, at samfundet ikke er i stand til at løse deres problemer.

Ingen kan sige, hvornår et nyt oprør bryder, ud eller hvordan det vil forme sig. Men den vigtigste erfaring fra 1968 er, at selv små kampe kan udløse de samfundsmæssige spændinger, som er bygget op på forhånd.

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 4

Sidst opdateret 9.9.01