Socialistisk Revy nr. 5 – Side 27 – Juni/Juli 1998  

Anmeldelser

Sinatras røde fortid
Bøger:
LOs historie 1871-1997
Freerk Huisken: Ungdomsvold
Hanne Reintoft: Træd varsomt – Dansk socialpolitik ved en skillevej

Sinatras røde fortid

Frank Sinatra er efter sin død blevet lovprist i medierne. De har endog glorificeret hans forbindelser til mafiaen og hans skørtejægeri. Men pressen har fuldstændig glemt at nævne, at gamle Frankie-boy engang tilhørte "de røde".

Sinatras forældre var italienske indvandrere fra arbejderklassen, og han blev antiracist efter, at irsk-amerikanske børn kaldte ham øgenavne.

Som mange andre filmstjerner og musikere i 30'erne og 40'erne var Sinatra tiltrukket af de venstreorienterede ideer og kredsede omkring det amerikanske kommunistparti. Han følte lede ved den fattigdom hans familie led under og ved den stigende fascisme i Europa.

Han blev udråbt til kommunist tolv gange under McCarthys heksejagt i 50'erne.

Sinatra udtalte sig i forbindelse med raceuroligheder i Harlem i 1943 og imod den spanske diktator Franco i 1946. Han donerede store pengebeløb til fagforeningers uddannelsesprojekter.

Sinatra blev udråbt som kommunist under McCarthys heksejagt

I 1949 blev Sinatra, der på det tidspunkt var en af de mest populære popstjerner, fyret af sit pladeselskab og af sit filmstudie. Og hvorfor? Fordi de samme medier, der i dag hylder ham, havde udråbt ham som rød og forfulgte ham.

I 40'erne og 50'erne var Sinatra en dedikeret antiracist. I 1943 boykottede nogle hvide studerende timerne i deres nyligt integrerede skole. Sinatra talte både til de sorte og de hvide studerende, der modigt havde brudt boykotten. Han sang ligeledes sangen "The house I live in", en sang der handler om nødvendigheden af ligestilling i USA.

Sinatra sagde i 1947, "Vi har allerhelvedes lang vej at tilbagelægge i denne her racesituation. Så længe de fleste hvide mænd tænker på en sort som sort i første række og en mand i anden række, har vi et stort problem. Jeg ved ikke hvorfor, vi ikke kan blive voksne. Skuespillere skal tage et politisk standpunkt, selv om det betyder at det gør ondt på billetsalget."

Han gav velgørenhedskoncerter til fordel for borgerretsforkæmperen Martin Luther King. Han hjalp endog Jesse Jackson i hans kamp for de sortes rettigheder i Alabama i 60'erne.

Men det gik i vasken, som Jesse Jackson så rigtigt sagde, da "Sinatra solgte sin førstefødselsret for en krukke med guld".

Da Demokraterne smed Sinatra ud, blev han i stedet medlem af det Republikanske parti i 1970 og blev senere bedste ven med Ronald Reagan.

Manden, der før havde været antiracist, var nu blevet en af de eneste entertainere, der brød boykotten og sang i det apartheid-ramte Sydafrika i 80´erne.

Den velhavende livsstil som verdensstjerne var langt fra hans rødder i arbejderklassen.

Han stod som et levende eksempel på den amerikanske drøm om den fattige dreng, der ender på toppen. Men da han nåede toppen, var den drøm blevet til et mareridt.

Han døde som en rig, sorgfuld og bitter gammel mand. Frank Sinatra har en unik plads i den amerikanske populærkultur. Han var den første popstjerne.

Det er også værd at huske, at Sinatra var en af de første hvide kunstnere der anerkendte de sortes biddrag til popmusikken. Han byggede sin egen stil på jazzsangerinden Billie Holliday og anså Count Basie for sin største inspirationskilde.

Sinatra sagde engang, at han "drømte om at gøre popmusik til en kunstart". Det mål nåede han i hvert fald.

Martin Smith, Socialist Worker

Toppen af siden

BØGER

Fagtoppens selvforherligelse

Fremad og atter Fremad- LOs historie 1871-1959
Henning Tjørnehøj
I takt med tiden – LOs historie 1960-1997
Henning Grelle og Anette Eklund Hansen (red.)
Udgivet af LO
712 + 593 sider. Pris 350 kr. pr. bind eller 500 kr. for begge

LOs monumentale jubilæumsskrift i anledningen af 100 års-jubilæet på godt 1300 sider er mere en hyldest til LO-toppen gennem tiderne, end det er fagbevægelsens historie. De fleste konklusioner er kendt på forhånd fra andre af LOs udgivelser og selve historieskrivningen er holdt i stramme socialdemokratiske tøjler.

Værkets første del Fremad og atter Fremad..., som er skrevet af LO-konsulent Henning Tjørnehøj, dækker historien fra arbejderbevægelsens dannelse i 1871 til og med 1959. Tjørnehøj er i modsætning til, hvad mange af hans kolleger i LO er i dag, ideologisk socialdemokrat. Derfor er de fjender han udpeger i bogen ideologiske, nemlig partiet Venstre, ikke arbejdsgiverne, på den ene side og kommunisterne, ikke fagbevægelsens venstrefløj, på den anden. Det har resulteret i en historieskrivning, som er levende og engageret. Tjørnehøj vurderer LOs indsats ud fra om den forbedrer arbejdernes leve- og arbejdsvilkår, og ikke, som det i dag er socialdemokratisk kutyme, om det gavner samfundsøkonomien, betalingsbalancen og konkurrenceevne. Desværre er konklusionerne givet på forhånd: LO har gjort det bedst muligt, og kritikken fra venstrefløjen har ikke taget højde for, hvad der har vært realistisk at gennemføre.

Tjørnehøj forsøger ikke at slippe udenom nogle af de svære kapitler, hvor socialdemokratiets herredømme i fagbevægelsen har været under angreb. Han tager tværtimod kampen op mod syndikalisterne i Fagoppositionens Sammenslutning og mod kommunisterne i DKP. Men hans argumentation er desværre mere præget af hadefuld polemik og gentagelse af datidens socialdemokraters snakken udenom og angreb på venstrefløjen end af historisk dokumentation. Fx bygger hans traditionelle, socialdemokratiske angreb på den russiske oktoberrevolution i 1917 for at være et diktatorisk kup alene på et enkelt citat, skrevet af en unavngiven person i avisen Isvestia (i sig selv et udtryk for, at der var ytringsfrihed i den unge sovjetstat). Han har oven i købet hentet det fra en bog, der er skrevet udelukkende for at bevise, at oktoberrevolution var en kontrarevolution i forhold til revolutionen i februar. Men Tjørnehøjs påstande om, at oktoberrevolutionen var et diktatorisk kup, står i skærende kontrast til andre citater, der viser, at selv modstandere af revolutionen måtte bøje sig for, at det var en revolution fra neden.

Lige så overfladisk afviser han fx Karl Marx' teori om, at en vares pris primært bestemmes af den mængde arbejde, der er brugt til at fremstille den. Hans argumentation er: "Der er jo f.eks. ikke meget arbejde forbundet med at hugge diamanter fri. Alligevel er de værdifulde. Varernes pris er først og fremmest bestemt af udbud og efterspørgsel." Man kunne modsvarende spørge Tjørnehøj om han mener, at hvis der blev produceret tilstrækkelig mange biler og tilstrækkeligt lidt rugbrød, om man så kunne bytte en pakke rugbrød med en bil. Det kunne man næppe. I hvert fald ikke uden at bilproducenten går fallit, fordi de arbejdere, der har bidraget til at fremstille bilen, tilsammen har spist adskillige pakker rugbrød i den tid, det tog at fremstille bilen.

Jubilæumsskriftets anden del I takt med tiden, skrevet af henholdsvis Anette Eklund Hansen (1960-1980) og Henning Grelle (1980-1997), er holdt på mere sober grund. Men desværre bliver der mest fokuseret på det institutionelle niveau i LO, mens det, der rørte sig blandt bevægelsens medlemmer, kun bliver taget med ind som kulisse. Dog skal to ting nævnes. For det første har storstrejken i 1985 - også kaldet påskestrejkerne – fået næsten en hel side. Det er vi ikke vant til i dansk historieskrivning. For det andet har billedredaktøren valgt at kompensere lidt ved at bringe en del billeder og billedtekster fra arbejdskampe, som ellers ikke er blevet nævnt i teksten.

Alt i alt indeholder jubilæumsskriftet ikke megen selvstændig historisk forskning, men kan sikkert bruges som et opslagsværk.

Tom Christiansen

Toppen af siden

Voldens oprindelse

Ungdomsvold
Freerk Huisken
Forlaget politisk revy
144 sider, 198 kr.

Gennem de seneste år er der tilsyneladende opstået nye miljøer af unge, som gennem vold, tyverier og hærværk sprænger alle rammer for almindeligt accepteret opførsel og moral. Oven i købet synes de bedøvende ligeglade med samfundets reaktion. Det er en opførsel, der kommer til udtryk i 'meningsløs' vold, opkrævning af 'beskyttelsespenge', biltyverier osv.

Mange medier, forældre, lærere og behandlere har reageret med bestyrtelse og kastet skylden på den antiautoritære opdragelse, på den 'feminiserede' opdragelse i børnehaver og skoler eller på forældrenes manglende ansvarlighed over for børneopdragelsen. Det er denne problematik, som den tyske professor i pædagogik, Freerk Huisken, går ind i med sin bog Ungdomsvold med undertitlen Selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater.

Det skal slås fast med det samme, at Huiskens bog klart adskiller sig fra den moralske panik, som ellers dominerer debatten om ungdomskriminalitet. I stedet for at fokusere på mediernes indflydelse, på volden som udtryk for et naturligt 'aggressionspotentiale' eller som 'afvigende' adfærd placerer han direkte volden som udtryk for den konkurrencemoral, der er indbygget i det kapitalistiske samfund.

En af Huiskens centrale pointer bygger på det, han kalder 'sammenligningsmanien'. Grundlæggende mener han ikke, at der er noget unaturligt i, at mennesker foretager en "rationel selvransagelse", dvs. at man danner en selvbevidsthed om hvem, man er, ved at vurdere sin placering og evner i forhold til andre mennesker. Men i konkurrencesamfundet fungerer denne sammenligning ikke længere i kraft af, hvad de enkelte mennesker er, kan eller gør. Sammenligningen får til formål at være bedre end andre – rigere, større, stærkere. Konkurrencen skal skabe vindere og dermed også "tabere i massevis". Konkurrencen løsriver sig fra ethvert indhold, og individets præstation bliver alene bedømt ud fra, om det er vinder eller taber. Konkurrenceprincippet bliver altså et abstrakt princip.

Det er dette princip, som Huisken genfinder i ungdomsvolden. I modsætning til politikere og behandlere, der forarges over voldens råhed og meningsløshed, så mener Huisken at volden bestemt har et formål i, at udøverne får mulighed for at skabe situationer, hvor de automatisk gør sig selv til vindere. Slagsmål, overgreb eller tyveri af overtøj behøver ikke at skyldes konkrete uoverensstemmelser - de indeholder deres egen begrundelse, i og med at udøverne får placeret sig som vindere i præstationshierarkiet.

Efter på den måde at have forklaret det 'meningsfulde' i ungdomsvolden går Huisken over til at analysere samfundets reaktion. Først er der statsmagtens reaktion, som er simpel og let forståelig: Enhver form for voldsanvendelse er en udfordring af statsmagtens voldsmonopol – mennesker, der ikke vil indordne sig, må derfor bekæmpes eller tvinges til at opføre sig som pligtopfyldende samfundsborgere. Karen Jespersens forslag om udbygning af ungdomsfængsler og lukkede institutioner for voldelige unge ligger i direkte forlængelse af dette.

Men behandlerne og pædagogerne mener selv, ifølge Huisken, at de kan spille en rolle i at behandle de unge voldsmænd. Imidlertid har der i de seneste år i disse kredse udviklet sig en ny-moralistisk holdning, der forklarer volden ud fra en medfødt eller samfundsskabt aggressivitet, der giver sig udtryk i socialt afvigende adfærd. I virkeligheden, siger Huisken, gør disse behandlere blot politiets arbejde, idet pædagogernes begreb om aggressivitet modsvarer statsmagtens begreb om samfundsulydighed. Begge dele ser de unge som afvigere, der er kommet ud af kurs og skal bringes tilbage i folden. "Man frakender dem principielt, at de kan have viljen til at handle på den måde, som man kritiserer."

Huiskens kritik er altså, at den pædagogiske tilgang psykologiserer volden og river den ud af sin sociale sammenhæng. For Huisken er der en logisk sammenhæng mellem konkurrencesamfundets (stigende) produktion af tabere og det udtryk, som ungdomsvolden har fået som socialt fænomen. Huisken forsvarer ikke volden eller romantiserer den som indeholdende et oprørsk potentiale. Tværtimod siger han, at de "unge render rundt med en hel samling falske tanker og forestillinger om sig selv og verden," i og med at de tror, at volden og overgrebene overhovedet kan løse deres problemer.

Men løsningen af problemet med ungdomsvold ligger for Huisken ikke i psykologiserende diagnoser og behandling. Den ligger derimod på det samfundsmæssige og politiske plan. Fremkomsten af ungdomsvold som et moderne fænomen synes hos Huisken at hænge sammen med, at konkurrencemoralen i de seneste årtier er blevet accepteret bredt og ikke bliver udfordret af en kritik af konkurrencen og markedsøkonomien.

Huiskens bog er hverken et bud på alternative behandlingsmetoder eller at hjælpe de unge ud af kriminaliteten. Hans formål er at opnå indsigt i de forhold, der skaber volden. Men hans sidste ord antyder, at han også vil gå længere, idet han skriver, at hans indsigt "næppe vil ... afholde sig fra at antaste den "falske" virkelighed," der er årsagen til problemerne. Det er nærliggende at læse dette som en opfordring til, at hvis man virkelig vil behandle ungdomsvolden, så må man ændre det samfund, der skaber den.

Martin Johansen

Toppen af siden

Blind for klassekamp

Træd varsomt – Dansk socialpolitik ved en skillevej
Hanne Reintoft
Hans Reitzels Forlag, 1998
192 sider, 185 kr.

Hanne Reintoft har skrevet bogen, Træd varsomt – dansk socialpolitik ved en skillevej, som et indlæg i den offentlige debat. Hun er en af de få socialrådgivere, der tør "gå imod strømmen". Som sådan er det dejlig læsning og den giver et historisk overblik med udgangspunkt i solidaritet med de nederste i samfundet.

Bogens store svaghed, som debatindlæg betragtet, er, at den ikke har noget bud på de nye love. Titlen antyder, at noget er galt, men Hanne Reintoft siger ikke hvad. Tværtimod indrømmer hun åbent og ærligt, at hun ikke har noget bud på en løsning samtidig med, at hun ganske rigtigt skriver, at tiden skriger på visioner og handling. Der er brug for, at nogen gør noget, men hvem og hvad står ubesvaret hen.

Noget af årsagen ligger i, at Hanne Reintoft ikke har øje for, hvad der er drivkraften i historien. Det er klassekampen. Det er, når folk protesterer mod vedtagelser i regering og kommunalbestyrelse. Det er oprør fra neden, som virkelig rykker ved magtbalancen. Men klassekampen er ikke med i hendes skildring.

Et eksempel på dette er storstrejkerne i 1956, som vi netop har set en pendant til i maj i år. Dengang i 1956 stemte arbejderklassen nej til overenskomsten, hvor nogle af kravene var forbedring af syge- og ulykkesbetalingen samt lavtløns- og kvindelønstillæg. Da storstrejken i 1956 var på sit højeste, var den ved at glide fagbureaukraterne af hænde. Måske er det derfor, at Hanne Reintoft overhovedet ikke nævner dem i bogen.

Men hun burde have nævnt dem, for de var med til at presse forbedringer igennem. Hun nævner bl.a. forbedring af invalidepensionsloven i 1956 men ikke, at det var genstand for kamp. Det samme gælder kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet og deres lønkrav.

Hvis man ser på, hvad arbejderklassen har gået til kamp for og har opnået eller mistet i tidens løb, så ligger løsningen lige for – også hvad angår de dårligst stillede grupper.

I dag har vi desværre et A- og et B-arbejdsmarked. A-holdet er kernetropperne i arbejdsstyrken, som er organiseret i fagforeninger, A-kasser og har ret til ferie, løn under sygdom og arbejdsskadeserstatning. B-holdet anvises jobs, de ikke selv har ønsket, til en ussel løn uden ferie osv. De er uorganiserede og fagbevægelsen vil ikke kendes ved dem. Men de undergraver A-holdets forhold og styrke.

Reintoft siger, at der er flest forbedringer i socialpolitikken, når der er råd til det, dvs. i højkonjunktur. Men i arbejdsløshedsperioder, hvor der burde sættes mere ind for de svageste, kommer forringelserne. Men hvordan vil hun så forklare forbedringerne i fx 1970´erne, hvor den økonomiske krise satte ind? Sandheden er, at forbedringer for de fattigste sker, når arbejderklassen selv kæmper mest, og det gør den ikke nødvendigvis kun i perioder med økonomisk vækst, men også i krisetider. Nedgang i den økonomiske udvikling betyder ikke altid nedgang i klassekampen.

I 1956 blev der af almindelige strejkende slået til lyd for sloganet "arbejdende – arbejdsløs, samme kamp". Det slagord blev igen populært i slutningen af 1970´erne med arbejdsløshedsmarcherne, og da var der økonomisk krise.

Splittelser som dem mellem A- og B-holdet kan overvindes gennem konkret kamp, organiseret af folk selv. For fagbevægelsen har solgt ud af kravene og skal presses til at organisere B-holdet. Det pres skal komme fra kernestyrken i arbejderklassen, for B-holdet kan ikke slås for forbedringer alene. De kan vinde styrke gennem gradvise forbedringer og reformer. Derfor må vi slås for enhver forbedring af levevilkårene på vejen mod et endeligt opgør med systemet.

Det er denne kamp, Hanne Reintoft ikke har øje for. Derfor kan hun heller ikke se nogen løsning på de sociale problemer. Men bogen er alligevel værd at læse for den er skrevet med kritisk sans og giver et fantastisk historisk overblik.

Inge-Lise Bjørn

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 5

Sidst opdateret 9.9.01