Socialistisk Revy nr. 6 - Side 10 - August 1998  

Minearbejdere i Rusland:

Ned med systemet

Mens den sociale elendighed og utilfredshed vokser, er samfundets top splittet af intern rivalisering. Frank Antonsen fortæller om minearbejderstrejker og regeringskriser i Rusland

En dyb økonomisk og politisk krise, er baggrunden for den besynderlige farce, der for tiden udspiller sig i Rusland. I slutningen af marts måned i år fyrede Jeltsin pludselig hele sin regering, men havde derefter svært ved at få parlamentet til at godkende sin nye kandidat til topposten som regeringsleder, Serjei Kirijenko. Samtidigt har vrede minearbejdere blokeret den transsibiriske jernbane flere gange i løbet af de sidste seks måneder og har slået lejr uden for parlamentet med slogans som "Vi bar dig til magten Jeltsin, nu smider vi dig ud!". Minearbejderne strejker, fordi de ikke har fået udbetalt løn i op til ni måneder.

Krisen i Sydøstasien har forværret den russiske økonomi, men allerede inden de sydøstasiatiske "tigerøkonomier" kollapsede i juli sidste år, var den russiske økonomi i store vanskeligheder. Det økonomiske tidsskrift Financial Times beskrev omkring årsskiftet Rusland som "verdens bedst fungerende nye marked", men alligevel svandt den russiske økonomi med 28% i perioden 1993-96, hvilket er mere end på noget andet tidspunkt i dette århundrede.

For almindelige mennesker har det haft katastrofale konsekvenser: den forventede levealder er faldet drastisk, reallønnen er faldet, der er mangel på vand og olie om vinteren, og et stadigt større antal mennesker bliver hjemløse.

I følge FN rapporten "Human development report 1997" er antallet af selvmord øget med 50% fra 1989 til 1994, og antallet af mord er mere end fordoblet i samme periode. Tydeligvis var økonomien slet ikke så velfungerende som Financial Times troede. Før den økonomiske krise i Sydøstasien for alvor satte sine spor, var udlandsgælden på omkring 80 mia. kroner og den samlede lønsum, der ikke var blevet udbetalt fx. til minearbejderne, var på næsten 17 mia. kroner. Samtidigt havde de russiske banker kortfristede lån til udlandet på anslået 102 mia. kroner, lån, der gør bankerne særligt sårbare overfor internationale kriser.

På trods af bankernes mange kortfristede lån er storkapitalen ikke blevet ramt lige så hårdt som arbejderklassen. For eksempel har de store oliefirmaer, der alle skylder mange millioner i skat, fået lov til at bruge de statsejede rørledninger gratis. Som en betingelse for at yde en lånerate på 670 mio. dollars, der har været indefrosset i et år, samt et nyt lån på 10 mia. dollars, kræver Den Internationale Valutafond, IMF, nedskæringer i velfærden, bl.a. med fyring af 300,000 i uddannelses- og sundhedssektoren. Regeringens nye kriseplan fortsætter i samme spor med skattelettelser til de rige med sænkning af selskabsskatten og skattestigninger til arbejderklassen, idet personskatten hæves og momsen firdobles. Det eneste svar, regeringen giver på den økonomiske krise, er at give erhvervslivet endnu mere favorable vilkår og angribe almindelige mennesker endnu mere.

Den 13. juli fik Rusland forhandlet sig til en ekstra lånepakke fra Den Internationale Valutafond på ca. 160 mia. kroner over de næste to år. Men intet tyder på, at pengene skal bruges til at rette op på velfærden eller betale løn til minearbejderne. For at få lånepakken igennem måtte Ruslands chefforhandler, viceministerpræsident Anatolij Tjubais, love, at landet ville sænke sit underskud på statsbudgettet fra 6,8% sidste år til 5,6% i år og 2,8% i 1999. Det kan kun gennemføres med massive offentlige nedskæringer. Og Tjubais understreger, at lånet ikke skal bruges til at "lukke småhuller og slukke lokale ildebrande", men derimod til at stabilisere finansmarkedet og statsbudgettet.

De russiske minearbejdere har i deres månedlange strejke flere gange blokeret den transsibiriske jernbane. Deres krav er ikke blot at få udbetalt deres tilbageholdte løn, men også præsident Jeltsins afgang

I enhver kapitalistisk stat er der en meget nær kontakt mellem regering og storkapital, tænk blot på, hvordan regeringen herhjemme greb ind storkonflikten til arbejdsgivernes fordel. Men i Rusland er kontakten usædvanlig tæt. Den russiske økonomi domineres af syv store tidligere statsejede monopoler, hvoraf to vil fusionere i den nærmeste fremtid. Disse syv firmaer ejer stort set alle medier, banker og sidder tungt på olie- og gasindustrien samt handelen. Lige siden Jeltsin var i fare for at tabe præsidentvalget i '96, har disse syv firmaer støttet ham massivt. Ikke blot økonomisk, men i høj grad også via deres kontrol over medierne. De to store tvstationer NTV og ORT kontrolleres i samarbejde mellem de tre store firmaer Gazprom, Berezovskij og Most, som alle tre har særdeles tætte forbindelser til både Jeltsins familie, tidligere ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin, der selv var chef for Gazprom i perioden 1989-92, og viceministerpræsident Anatolij Tjubais. Derudover kontrollerer de også de fleste aviser, inklusive de såkaldte uafhængige medier.

Visse politiske kommentatorer har set Jeltsins pludselige fyring af regeringen under Tjernomyrdin som et forsøg på at distancere sig fra "oligarkiet", den snævre kreds af storkapitalister. Andre har, temmelig naivt, set det som et forsøg på at give Tjernomyrdin en chance for at forberede sig til at blive præsidentkandidat, når Jeltsins periode udløber.

I virkeligheden skal man nok snarere se forløbet som et udslag af rivalisering internt i "oligarkiet." En rivalisering der udspringer af den økonomiske krise, som stiller den herskende klasse i en vanskelig situation. På den ene side er de tvunget til at gennemføre en hård krisepolitik, på den anden møder den sociale elendighed, det medfører, større og større modstand i form af strejker og kampe fra neden i det russiske samfund.

En af de ledende storkapitalister, Boris Berezovskij, som oprindelig var hjernen bag forretningsverdenens hjælp til Jeltsin i den sidste valgkamp, har længe sagt, at det russiske erhvervsliv måtte finde en afløser for Jeltsin. Berezovskij er rådgiver for lederen af Jeltsins stab, Valentin Jumasjev (en tidligere ansat i Berezovskijs firma), og er en nær ven af Jeltsins datter Tatjana Djatjenko. Det er ikke nogen hemmelighed, at Berezovskij støtter Tjernomyrdin, eller at viceministerpræsident Tjubais er en af hans værste modstandere.

Berezovskijs største rival er Vladimir Potanin, der leder Uneximbank gruppen, han er tilgengæld en kendt Tjubais støtte, men er på det sidste begyndt at støtte Moskvas borgmester Jurij Luzhkov. Luzhkov er samtidig er en af favoritterne til næste præsidentvalg. Han støttes tilsyneladende også af Vladimir Gusinskij, lederen af Most gruppen, men Gusinskij har også annonceret, at han vil støtte socialdemokraten Gregorij Javlinskij.

Det billede, der tegner sig, er et billede af en lille håndfuld storkapitalister, der hver især søger at sikre sig mest mulig indflydelse, og som hver især støtter en præsidentkandidat. Det er den rivalisering, der ligger bag tumulten i toppen.

Det præsidentvalg, som de indflydelsesrige erhvervsfolk forbereder sig på, kan komme meget tidligere end planlagt. Jernbaneministeriet anslår tabet som følge af minearbejdernes strejke til at være ca. 18 mia. kroner allerede. Men strejken er meget mere end blot et økonomisk problem for den herskende klasse.

Guvernøren fra Kemerovo regionen, hvor en del af minearbejderstrejkerne finder sted, udtrykker truslen mod den herskende klasse: "Vi får måske et præsidentvalg i Rusland i år, hvis myndighederne fortsætter deres nuværende politik over for kulminearbejderne." Og han minder om, at minearbejdernes højest prioriterede krav ikke længere blot er at få udbetalt deres løn, men at Jeltsin skal gå af. Det er ikke tomme trusler; "minearbejderne udgør i dag den stærkeste politiske kraft i Rusland," siger Tulejev.

Minearbejderne støttede Jeltsin under det kupforsøg, der væltede Gorbatjov i 1990-91. I dag er de parat til at vælte ham. Som en minearbejder i byen Mezhduretjensk siger det: "ikke flere bønner om brød. Ikke mere bukken sig i støvet ... Vi må komme med et krav ... Ned med systemet."

Minearbejdernes strejke er på det sidste blevet støttet af lærere, læger og sygeplejesker, ansatte på elektricitetsværkerne og andre grupper, der heller ikke har fået udbetalt deres løn. I en sådan situation med stigende social utilfredshed og kamp, og krav fra det nationale og internationale erhvervsliv om at "trimme" økonomien endnu mere, sidder den russiske herskende klasse for alvor på en krudttønde. Det er tydeligt, at der er stor uenighed i samfundets top om, hvordan problemerne skal gribes an.

Resultatet kan meget vel blive endnu et militært kupforsøg.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 6

Sidst opdateret 14.8.1998