Socialistisk Revy 7: På randen af kaos

Så mange penge er forsvundet siden 17 juli:
Brasilien 101 milliarder dollars	Japan 217 milliarder dollars	USA 1.900 milliarder dollars

På randen af kaos

Mens den økonomiske krise går fra Fjernøsten til Rusland og mod Europa, fortæller vore herskere os stadig, at vi skal tro på markedet. Men Rob Hoveman argumenterer for, at det var markedet, der oprindeligt skabte krisen

Verdensøkonomien står på randen til den alvorligste økonomiske krise siden 1930'erne. For mange er krisen allerede begyndt.

I Asien er de tidligere 'mirakeløkonomier' allerede på tilbagegang med en hidtil uhørt fart. I Sydkorea er økonomien gået tilbage med 3,8 pct. i de første tre måneder af 1998, sammenlignet med en vækst på 5,7 pct. i 1997. I Indonesien, verdens femte folkerigeste land, forudses økonomien at gå tilbage med hele 20 pct. i år - et økonomisk sammenbrud, der bortset fra under borgerkrig ikke er set siden den store depression i 30'erne. Og disse tal for 1998 er sandsynligvis undervurderede. Millioner er kastet ud i arbejdsløshed til dyb fattigdom uden selv den mindste form for socialt sikkerhedsnet. Men krisen er ikke begrænset til "de økonomiske Tigre".

I Japan er det finansielle system belastet af 'usikker gæld' på 4.500 milliarder kr. - 35.000 kr. for hver eneste kvinde, mand og barn. Japans premierminister, Obuchi, beskriver verdens næststørste økonomi som stående over for en længere 'tilbagegang'. Efter at have frygtet for inflation i 25 år er priserne nu faldende, i nogle tilfælde dramatisk. Og det fortsatte fald af værdien på den japanske yen truer med at udløse yderligere devalueringer i hele regionen og dermed bringe flere økonomiske katastrofer.

Krisen i Asien er allerede begyndt at påvirke verdensøkonomien i bredere forstand. USA's handelsunderskud er pludselig øget dramatisk, efterhånden som eksporten til Asien falder og importen stiger. Handelsunderskuddet i maj nåede helt op på 15,8 milliarder dollars.

Faldende vækst, overproduktion af varer, stigende arbejdsløshed (som betyder faldende forbrug), bankkrisen og virkningerne af krisen i 'tiger-økonomierne' har alle medvirket til at skabe et alvorligt deflationært pres i Japan, hvor priserne på varer for alvor begynder at falde. Dette truer med at dreje spiralen endnu en tand nedad, idet virksomheder og forbrugere udskyder deres indkøb i forventning om at tjene på yderligere prisfald. Desuden stiger realværdien, og dermed byrden, af den japanske industris store gæld efterhånden som varepriserne falder. Dette gør den økonomiske krise endnu mere uregerlig.

Regeringen og centralbanken har forsøgt at bremse denne nedadgående spiral. Renten er sænket til næsten nul, og der har været betydelige offentlige pengeudpumpninger i form af skattelettelser og investeringer i infrastruktur, som ialt beløber sig til omkring 40 pct. af den årlige produktion.

Disse tiltag har kun haft en begrænset virkning. Når priserne falder, og bankerne har masser af usikre lån, har rentesænkninger vist sig ikke at være nogen særlig effektiv stimulans af økonomien, som Keynes påpegede allerede i 1930'erne.

Trods yderligere løfter om skattenedsættelser og øgede offentlige udgifter er der ikke megen grund til at tro, at det vil hæve forbruget og øge forbrugernes og erhvervslivets tro på fremtiden.

Stillet over for forværrede økonomiske udsigter er regeringen begyndt at overveje et radikalt indgreb over for finanssektoren. Den havde i forvejen tænkt sig en 'big bang' deregulering af finanssektoren, som måske ville tiltrække udenlandsk kapital (og overtagelse af virksomheder). Men der vil ikke ske nogen betydelig forbedring i det finansielle system, før man tager fat på problemet med fallerede banker og usikre lån. Det betyder lukninger af banker og krav om tilbagebetaling af lån. Virksomheder, som viser sig ude af stand til at betale, vil blive erklæret fallit og deres aktiver solgt.

Regeringen startede på den model i november 1997, da den lod tre banker gå fallit, men fik så kolde fødder på grund af konsekvenserne. Banklukninger ville uundgåeligt gøre krisen endnu værre på kort sigt, med stigende arbejdsløshed og yderligere fald i produktionen. På den nordlige ø Hokkaido gik øens største bank Takushoku fallit i slutningen af 1997, hvilket betød en smadring af regionens økonomi med 600 konkurser alene mellem januar og juli i år.

Ingen ved hvilket omfang, sammenbruddet vil få, hvis virksomheder og banker begynder at blive likvideret i større omfang. Skiftende regeringer og centralbanken har af samme grund forsøgt at undgå denne mulighed, men så længe det ikke lykkes at slippe af med overskydende kapital og usikre lån, vil krisen kun blive værre.

Endelig gør det forhold, at Japan trods dybe økonomiske problemer stadig er verdens største långiver, at resten af verden og især USA er sårbar over for ændringer i den japanske økonomi. Enhver formindskelse af opsparingen som følge af krisen eller skift i rentemarginalerne eller i dollar/yen-forholdet vil have en dramatisk virkning på valutakurser, aktiemarkeder og det finansielle system generelt og hermed forstærke det, som allerede nu er en højst ustabil situation.

Omfanget og hastigheden af det økonomiske sammenbrud i Asien i kølvandet på devalueringerne mellem juli og november 1997 har overrasket alle. Tilførslen af udenlandsk kapital, som regionen i stigende grad var blevet afhængig af, er så godt som standset. Og når vestlige banker er uvillige eller ude af stand til at udvide handelskreditterne, finder mange virksomheder det vanskeligt at købe de importvarer, de har behov for.

Selv om sammenbruddet har påvirket de forskellige lande forskelligt, oplever de fleste af dem nu, at deres økonomier trækker sig sammen. Dette er uden tvivl blevet gjort værre af IMF (Den Internationale Valutafond). IMF krævede, at Tiger-landenes regeringer hævede renten, skar ned på udgifterne og hævede skatterne for at stabilisere deres valutaer, begrænse importen og øge eksporten. Det vigtigste motiv til dette var at sikre, at Tigrene tjener den udenlandske valuta, der er nødvendig for at betale gælden tilbage til de vestlige banker. Desuden krævede de deregulering af økonomien, så vestlige virksomheder kan komme ind og håndplukke de mest finansielt levedygtige virksomheder.

Devaluering tegnede til at øge eksporten, men der var problemer. Mange Tiger-virksomheder, i hvert fald uden for Sydkorea, var for at kunne eksportere afhængige af import, som imidlertid var steget voldsomt i pris. Krisen i det hjemlige finansielle system og ophøret af udenlandske lån betød, at eksportører i en stram finansiel situation var ude af stand til at opnå de lån, de havde behov for, samtidig med at devalu-eringerne sænkede dollar-priserne på deres eksport.

Tiger-regeringerne har ført en svingende politik. Nogle banker og virksomheder har fået lov til at gå fallit, mens andre er blevet reddet.

Den sorte hest i Asien er Kina. Devalueringen af renminbi (valuta, der bruges til udlandshandel) i 1994 gjorde kinesisk eksport billigere og øgede presset på Tigrenes eksportindtjening. Reaktionen fra Tigrene var at udvide investeringerne ved hjælp af udenlandske lån, hvilket skabte en overproduktionskrise og en gældsbyrde, som blev stadig mere kortfristet og umulig at vedligeholde.

Nu er det omvendt den kinesiske eksport, der lider under devalueringerne af Tiger-valutaerne og under nedgangen i eksporten til Japan, som er forstærket af yen'ens fald. Imidlertid rammer nedgangen i eksporten den dynamiske eksportsektor og hæmmer den økonomiske vækst på et tidspunkt, hvor regeringen har indledt et privatiseringsprogram for at bringe nyt liv i den ineffektive og skrantende statslige fremstillingsindustri. Resultatet er hurtigt stigende arbejdsløshed.

Kinas finansielle sektor er tynget af usikre lån. Moody's (bureau til vurdering af kreditværdighed) siger, at de fire største banker i Kina, som beskæftiger 1,7 millioner mennesker og står for 80 pct. af al bankvirksomhed i Kina, teknisk set er insolvente. En stor og stigende del af deres lån kan ikke inddrives og omkostningerne ved at redde bankerne ville sluge 20 pct. af værdien af Kinas årlige produktion.

Fristelsen til at devaluere er stigende, men det vil forværre den finansielle ustabilitet i hele regionen.

Østen er lammet af krise, og kommentatorer i USA hoverer, at den frie markedskapitalisme efter USA-modellen har vist sin styrke over for den statskontrollerede udgave i Øst. USA oplevede en relativt mild lavkonjunktur i 1990 og har haft betydelig vækst siden - hverken så meget, at det skabte inflation, eller så lidt, at det førte til stigende arbejdsløshed.

Økonomisk vækst og faldende arbejdsløshed kombineret med offentlig sparepolitik har betydet et overraskende omslag i den amerikanske stats budgetunderskud, der er vendt til et overskud.

Den amerikanske herskerklasse har haft en vis succes med at omstrukturere den overskydende kapital i økonomien og især med at øge udbytningen af arbejderklassen gennem tempoopskruning og begrænsning af lønnen. Sammen med en nedsættelse af virksomhedsbeskatningen og opsving i industrien som følge af devalueringen af dollaren efter 1985, er industriens profitter steget betydeligt.

Der er imidlertid betydelige problemer forude. Forbruget i den amerikanske økonomi er vokset langt mere end indtægterne. Den private gæld nåede det rekordhøje niveau på 3,3 pct. af den årlige produktion i USA i første kvartal af 1998. Det er umuligt at tro på, at den private gæld kan fortsætte med at stige nok til at fastholde USA's økonomiske vækst, særligt hvis Wall Street bliver udsat for et betydeligt fald.

Virksomhedernes investeringer er også steget og er begyndt at forstærke det verdensompændende overproduk-tionsproblem. Men profitternes stigning er blevet hjulpet på vej af lave skatter og faldende renteudgifter. Arbejdsløsheden har nu nået et historisk lavt niveau, og fortsat vækst i efterspørgslen efter arbejdskraft vil presse prisen på arbejdskraft op, selv uden kollektive aktioner, idet arbejdsgiverne er tvunget til at betale mere for at tiltrække og holde på arbejdskraften. Stigende lønomkostninger kombineret med overproduktion og en opbremsning i forbruget vil nødvendigvis presse profitterne selv uden de deflationære virkninger af billig asiatisk import.

De amerikanske virksomheder står over for stigende konkurrence fra Japan og Tigrene som følge af disses devalueringer. Men den største fare for et betydeligt sammenbrud i økonomien kommer fra en vild "børskorrektion" - et kursfald på Wall Street. Væksten i den private gæld er blevet holdt oppe af væksten i investeringsselskabernes værdi på Wall Street. Et fald af en vis størrelse på Wall Street vil reducere denne fiktive formue og dermed forudsætningen for yderligere privat gældsætning.

Enhver usikkerhed i USA's økonomi vil give rystelser over resten af verden og specielt i Latinamerika, som også lider under manglende udenlandsk långivning, valutapres og højere renter i kølvandet på den asiatiske krise, samt i de skrantende japanske og asiatiske økonomier.

Hvorfor er der en generel krise? Først og fremmest så har verdensøkonomien lidt under betydeligt lavere profitrater siden begyndelsen af 1970'erne end dem, der var almindelige under de foregående 25 års 'lange boom'. Profitraterne faldt, fordi den skærpede konkurrence på verdensplan betød, at investeringer blev flyttet fra at ansætte arbejdere til fordel for at købe maskiner. Dette hævede arbejdskraftens produktivitet, sænkede produktionsomkostningerne og gjorde arbejdsgiverne i stand til at konkurrere mere effektivt mod deres rivaler. Men overordnet set reducerede det afkastet på den samlede investering.

Profitten afhænger i sidste instans af, at arbejderne bliver betalt mindre end værdien af det, de producerer. Når der investeres mere i maskiner frem for i at ansætte arbejdere, så undergraver sådanne investeringer selve kilden til profit - udbyttede arbejdere - og fører til, at den generelle profitrate falder.

Den økonomiske cyklus har spillet sammen med den generelt lavere profitrate ved at skabe svagere og mere modsætningsfyldte perioder med økonomisk vækst og mere alvorlige lavkonjunkturer. Når profitterne er høje og arbejdsgiverne ser optimistisk på fremtiden, vil de reinvestere relativt meget, både for at øge produktiviteten og for at udvide kapaciteten. Hvis de ikke gør det, risikerer de at miste konkurrenceevne over for rivaliserende virksomheder.

Mens investeringer planlægges af de enkelte virksomheder, så er de overordnet set ikke planlagte. Når investeringerne stiger, vil der før eller siden opstå mangel på input til investeringerne - knaphed på råvarer, maskiner og arbejdskraft, især uddannet arbejdskraft. Disse knapheder vil presse omkostningerne i vejret. Men efterhånden som der kommer ny produktion ud af disse investeringer, vil markedet for de ekstra varer blive oversvømmet, de øgede omkostninger kan ikke lægges på priserne, og prisen på varerne vil måske endda falde. Resultatet er pres på profitterne. Dette er den klassiske overproduktionskrise, en krise som er unik for kapitalismen.

Samspillet mellem den økonomiske boom-krise cyklus og et generelt fald i profitraten har skabt tre lavkonjunkturer, i 1974, 1980 og 1990. På verdensplan var der et anslået produktionstab på op mod 40 pct. som følge af de to første af disse lavkonjunkturer og de svage opsving, der fulgte efter. Siden da har der yderligere været lavkonjunkturen i 1990, stagnationen i den japanske økonomi og sammenbruddet i Tiger-landene.

Det finansielle system er på internationalt plan blevet meget mere dereguleret og globalt, især gennem de seneste 20 år. Dette har gjort det langt lettere at overføre kapital fra områder med et relativt lavt afkast, som fx. Europa og USA i starten af 1990'erne, til områder med et højere afkast, som fx. de asiatiske Tiger- og Tigerunge-økonomier (indtil midten af sidste år).

Mens det finansielle system kan hjælpe med til at øge graden af kapitalinvestinger, vil den også forværre tendensen til, at der skabes oveproduktionskriser. Efterhånden som flere lån bliver usikre, vil bankerne mindre og mindre blive i stand til at yde nye lån og en kritisk kreditsituation vil opstå. Det finansielle system vil selv stå over for et muligt sammenbrud.

Da økonomiske kriser under kapitalismen er resultater af et fald i profitraten, tvinger krisen bosserne til at forsøge at genoprette profitraten ved at hæve udbytningsgraden og til at rense ud i den overskydende kapital, som har forårsaget overproduktionskrisen.

Verdensøkonomiens indbyggede ustabilitet siden begyndelsen af 1970'erne er blevet ledsaget af forsøg på at øge arbejdstempoet, skære ned på lønnen og forlænge arbejdsdagen for at øge den mængde merværdi, der pumpes ud af arbejderklassen. Mens bosserne har haft en vis succes med at øge udbytningen, så har modstanden fra arbejderklassen samt de rent fysiske grænser for hvor meget arbejde, der kan pumpes ud af arbejderne, betydet, at succesen har været begrænset.

Det har vist sig endnu vanskeligere for verdens herskende klasser at omstrukturere kapitalen for at skaffe sig af med overskudskapacitet og overproduktion. Det er, fordi selve omfanget af de investeringer, der nu kræves for at konkurrere effektivt i større områder af produktionen, har vist sig at være for stort for nogen stat eller større selskab til, at de kan tillade, at store dele af denne kapital afskrives. Når stater er blevet tvunget til at afholde sig fra direkte subsidier for at opretholde produktionen, har de opretholdt den ved højt statsligt forbrug og ved at lade virksomheder stifte gæld.

Den manglende evne til at genskabe profitraten til et tilstrækkeligt og vedvarende niveau er grunden til, at verden gang på gang står på randen af en alvorlig økonomisk verdenskrise. Atter en gang vil de herskende klasser forsøge at øge udbytningen, men de er ved at blive bange for, at det stigende pres for at ophugge større mængder af overskydende kapital vil fremskynde en endnu værre og potentielt ukontrollabel økonomisk nedsmeltning. Og de er endnu mere bange for, at økonomisk krise og sammenbrud vil fremskynde politisk ustabilitet og arbejderoprør.

Økonomisk krise undergraver 'den politiske stabilitet', den herskende klasses evne til at fortsætte med at regere på den gamle måde. Det er netop, hvad der skete i Indonesien. Oprør, demonstrationer og splittelser i den herskende klasse væltede en af de længst siddende og mest brutale diktatorer, Suharto. Og dette er kun begyndelsen.

De menneskelige konsekvenser af krisen er enorme. Millioner er kastet ud i arbejdsløshed og i desperation. Endnu flere millioner er tvunget til at arbejde meget hårdere, under mere elendige forhold og til endnu mindre løn. Kriser i nyindustrialiserede lande i Asien og Latinamerika er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død. Arbejdsløshed kan betyde sult. Dette er en skæbne, som allerede er påført millioner af mennesker gennem de seneste 25 års ustabilitet i de fattigste lande i verden.

Det hele er så fuldstændigt unødvendigt. Der er masser af produktive ressourcer i verden og nok produktive arbejdere til, at alle kan få en anstændig levestandard. Hvis den herskende klasse ikke har nogen svar på den økonomiske krise, så har socialismen det. Det betyder, at de folk, der producerer verdens rigdomme, arbejderklassen, er nødt til at tage kontrol over denne rigdom fra bosserne og planlægge produktionen, så den dækker behov frem for profit. I kølvandet på den generelle økonomiske krise vil den klassekonflikt, som ligger forude, skabe et langt større publikum for denne simple og uomgængelige idé.

Socialistisk Revy nr. 7 - Side 8 - September 1998

Så mange penge er forsvundet siden 17 juli:

På randen af kaos