Socialistisk Revy nr. 7 - Side 11 - September 1998  

Fra kaos til revolution

De lande, hvor den økonomiske krise har ramt hårdest, er stærkt på vej mod økonomisk kollaps. Men det er samtidig de steder, hvor muligheden for sociale oprør er størst
 

Krisen i Rusland fortsætter, og både blandt vestlige og russiske kommentatorer er der stor uenighed om, hvad den skyldes, hvordan den skal fjernes, og hvad fremtiden vil bringe.

Da Berlinmuren faldt i 1989 og Sovjetunionen fulgte efter i 1991, lovede økonomerne en ny gylden tidsalder, hvor kapitalismen ville bringe global velstand. Nu, nogle år senere, står det klart, at de løfter ikke bliver indfriet. Den russiske økonomi er tværtimod gået tilbage. Reallønnen er faldet, den forventede levealder er faldet, og millioner af arbejdere har ikke fået løn i flere måneder.

Det voldsomme kursfald på rublen i slutningen af august har yderligere forværret situationen for helt almindelige russere. Billetten til metroen i Moskva steg med 50% på en enkelt dag. I forvejen var den blevet 60.000 gange dyrere end i 1991. Situationen bliver yderligere forværret af, at prisen på de russisk producerede varer er steget med 20% siden devalueringen af rublen, mens prisen på udenlandske varer er steget hele 80%. Et pund kaffe koster fx det halve af, hvad en pensionist får udbetalt om måneden.

Den russiske herskende klasses problemer med krisen er småting i forhold de almindelige russeres problemer

Den økonomiske krise fører til en ideologisk og en politisk krise. Økonomerne og reformpolitikerne kan ikke forklare, hvorfor deres løfter om guld og grønne skove ikke bliver til noget, på trods af at de gør alt det, der står i de markedsøkonomiske lærebøger: privatiserer, skærer i de offentlige udgifter (bl.a. ved ikke at udbetale lønninger) og giver økonomisk støtte til erhvervslivet (bl.a. ved ikke at inddrage skatter). De kan ikke se, hvad der ellers bliver mere og mere klart for de folk, der må leve med følgerne af deres reformer, at reformerne selv er en del af problemet. Hvor perioden op til Murens fald var statskapitalismens sammenbrud, så er den periode, vi nu befinder os i, privatkapitalismens begyndende sammenbrud - i første omgang specielt på det ideologiske plan.

Det er den forvirring, der får den herskende klasse til at strides indbyrdes og Jeltsin til at fyre og genindsætte ministre på stribe. Og det får oppositionspolitikere til at indgå og bryde koalitioner i et stadig mere panisk tempo. For oppositionen har heller ikke noget bud på krisens løsning. Kommunistpartiet under Gennadij Sjuganov, der sidder på flest pladser i underhuset, Dumaen, står til at kunne profitere på utilfredsheden med Jeltsin og hans reformpolitikere. Men Sjuganov er på ingen måde selv særlig radikal, han ønsker højst et lavere tempo for reformerne. Og hans parti har længe indgået i den såkaldte rød-brune alliance med det yderste højre i Dumaen. Det er ikke dér, kimen til et bedre samfund for den kriseplagede russiske befolkning ligger.

Det er heller ikke hos en anden præsidentkandidat, den tidligere general og sikkerhedschef Alexandr Lebed. Han er en stor beundrer af Chiles tidligere diktator Pinochet, der udførte et militærkup og dræbte tusinder af fagligt aktive og socialister.

For den russiske arbejder er det ligegyldigt, om det bliver Tjernomyrdin eller Kirijenko, der sidder på ministerpræsidentposten, eller Jeltsin, Lebed eller Sjuganov i præsidentens stol. Deres håb ligger i stedet hos de tusinder af arbejdere, der har strejket og blokeret jernbanerne i løbet af sommeren. Den 7. oktober er der indkaldt til en landsdækkende generalstrejke. Ganske vist kun en en-dags strejke, men situationen kan nemt komme ud af fagbureaukraternes kontrol, for som en af lederne af det russiske LO, Andrej Isajev, udtalte til Politiken: "Den sociale krise og den oprørske stemning har inden for de sidste syv år ikke været større… Jeg vil gå så vidt som til at sige, situationen er præ-revolutionær. Et voldsomt oprør er på vej."

Et sådant socialt oprør kan snildt feje Jeltsin af pinden, ligesom det skete for Indonesiens Suharto tidligere på året. Men uden et revolutionært parti til at lede kampen videre, kan vreden blandt de almindelige russere gå i mange retninger.

Frank Antonsen
 
 

Den økonomiske krise, som i dag hærger Rusland, Sydøstasien, Japan og Latinamerika, fører ikke kun kaos, nød og elendighed med sig, men også at millioner af mennesker gør oprør mod at blive gjort til ofre for markedsøkonomiens rædsler.

I Indonesien, som blev hårdest ramt af krisen i Sydøstasien, lykkedes det studenter og arbejdere i maj i år at vælte Suharto, diktatoren gennem 32 år. I stedet kom en af Suhartos næstkommanderende Habibie til magten. Men hermed ender historien ikke. Selv om Habibie til en vis grad har bøjet sig for oprørenes krav, løsladt politiske fanger og lovet indførelse af demokratiske rettigheder, så står han med nøjagtigt de samme problemer som Suharto - økonomien bliver ved med at rasle nedad. FN's arbejdsorganisation, ILO, regner med, at antallet af fattige i Indonesien vil vokse fra 75 til 140 millioner mennesker i løbet af det næste år. Og inflationen er oppe på 78 pct. Habibie kan derfor ikke indføre tilstrækkelige reformer til at forhindre et nyt oprør.

Indonesiske bønder besætter jord, som var ejet af den afsatte diktator Suharto

Der er i gennemsnit 16 demonstrationer om dagen i hovedstaden Jakarta. I den næststørste by Surabaya var der for nylig den første studenterdemonstration siden Suhartos afgang. Den samlede over tusind i protest mod stigende fødevarepriser. "Der vil komme en revolution inden for kort tid. Se bare på den intensiverede kamp mellem folket og regeringen. Det sker, fordi folket ikke bliver hørt," udtalte en af demonstranterne til Reuters.

På landet tager landarbejdere sagen i egen hånd og tilbageerobrer den jord, Suharto har stjålet fra bønderne i løbet af de 32 år, han har siddet på magten. Folk invaderer plantager og tager afgrøderne. I Bogor syd for Jakarta besatte adskillige hundrede bønder en kvægfarm, som tilhørte Suharto. Ligeledes blev golfbanen indtaget, og en del af den indrettet som gartneri.

Gamle regeringstro og korrupte embedsmænd bliver jagtet, som den amerikanske arbejdsgiveravis Wall Street Journal skrev: "I et udbrud af hævntørst næret af økonomisk desperation søger denne kriseramte nation efter politiske forandringer på alle niveauer i samfundet. Fra Sumatra til Salawi til Irian Jaya, har Suhartos fald sendt resten af Indonesien på jagt for at udrydde alle, der var medskyldige i fortidens korruption."

I Sleman besatte 700 indbyggere administrationsbygningen og forlangte, at ledelsen af administrationen gik af, fordi de havde tætte forbindelser til Suhartofamilien. Nogenlunde det samme skete i Ngestihardjo i Bantul-distriktet, hvor befolkningen beskyldte borgmesteren for at have modtaget bestikkelse, svindlet med de offentlige midler og bevidst forsinket behandlingen af bøndernes jordkrav. Også i nabobyen Banguntapan er der blevet stillet spørgsmålstegn ved borgmesterens hæderlighed. Under Suhartos regime kunne de korrupte, lokale ledere behandle landsbyerne som deres ejendom. De købte og solgte landsbyens jord og udskrev skatter efter deres eget forgodtbefindende. I dag er de nødt til at søge beskyttelse fra befolkningen hos militæret.

En ny opblussen af revolutionen står for døren, men til forskel fra maj måned har oprørerne denne gang mere selvtillid og mere erfaring. De vil næppe lade sig affeje uden væsentlige sociale forandringer, som rækker langt ud over, hvad den kriseramte kapitalisme kan opfylde.

Tom Christiansen

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 10.10.1998