Klassekamp

En regeringskommission fyrede Teamster-fagforeningens Ron Carey som præsident d. 28. juli - præcist et år efter at Carey havde ført de strejkende UPS-arbejdere til sejr. Officielt blev Carey fjernet som præsident og derefter ekskluderet, fordi han "havde undladt at udføre sin tilsynspligt", da en af medarbejderne i Careys valgkampagne i 1996 deltog i et finansielt cirkus for at kanalisere penge ind i kampagnen. Carey blev ikke selv anklaget for at tage del i de lyssky affærer, men udelukkende for ikke at være vidende om dem.

Men den slags transaktioner er helt normale i den tunge ende af USA's fagforeningsbureaukrati. Kommissionen har faktisk indrømmet, at Careys modkandidat, Jimmy Hoffa Jr. (søn af den berygtede mafiamand, der styrede Teamsters i årtier), var mistænkt for svindel, da han hævdede at have modtaget to millioner dollars i små sedler fra bl.a. bingo. Kommissionen besluttede imidlertid ikke at straffe Hoffa, der sandsynligvis vil vinde posten som Teamsters præsident ved valget til efteråret.

I virkeligheden er fyringen af Carey en hævnakt fra arbejdsgivernes side og et forsøg på at kvæle en voksende arbejderbevægelse ved at ramme dens ledere. Samtidig kan man miskreditere en fagforenings-reformator, idet Carey vandt præsidentposten i Teamsters i 1991 som leder af en bevægelse for demokratisering af fagforeningen. Republikanere i Kongressen, for ikke at nævne UPS-ledelsen, glæder sig åbenlyst over, at Teamsters igen bliver en del af Hoffas imperium. En ærke-konservativ senator har forudsagt, at 'Hoffa bliver det 21. århundredes arbejderleder'. I en alder af 62 er Ron Carey nu udelukket fra den fagforening, han har været medlem af siden 1956, da han fik sit første job hos UPS. Alligevel har ikke en eneste fagforeningsleder taget sig sammen til at protestere, hverken mod denne uretfærdighed eller mod regeringens ret til at gribe ind i interne fagforeningsforhold.

Men fyringen af Carey har ikke kunnet standse den vrede i arbejderklassen, som fik sit første udbrud i den landsdækkende UPS-strejke sidste sommer, da 185.000 UPS-arbejdere vandt den første store sejr for arbejderklassen i to årtier. Det er snarere sådan, at vreden bryder ud, så snart der er en lejlighed. Syv år inde i et økonomisk opsving, hvor profitterne er tårnhøje og arbejdsløsheden rekordlav, har arbejderne stadig meget ringe sikkerhed i jobbet. De store firmaer har i år nedlagt 32 pct. flere jobs end sidste år. En ny undersøgelse har vist, at halvdelen af alle firmaer har planer om at skære ned i arbejdsstyrken i de kommende måneder. Siden 1994 er fabriksarbejdernes lønninger sakket 9 pct. bagefter inflationen.

Gennem de seneste måneder er der startet flere og flere strejker, ikke blot for højere løn, men imod brugen af uorganiserede arbejdere frem for organiserede og imod tvungent overarbejde og tempoopskruning. Transportarbejdere i Philadelphia lammede byens offentlige transport i 40 dage i juni og juli og tvang bystyret til at droppe planer om at privatisere buslinierne. Den 7. og 8. juli gik flere hundredtusind arbejdere i Puerto Rico i generalstrejke i solidaritet med telefonarbejderne, efter at guvernør Pedro Rosello havde offentliggjort planer om privatisere telefonvæsenet. Lastbilchauffører lukkede vejen til øens vigtigste lufthavn i San Juan, og 5.000 arbejdere, mange bevæbnet med baseballbats, slog de politibetjente tilbage, som forsøgte at fjerne dem. I august strejkede 73.000 telearbejdere fra fagforbundet Communication Workers of America (CWA) langs hele østkysten i to dage, inspireret af en ulovlig arbejdsnedlæggelse i New York, og vandt alle de vigtigste krav. Den nye to-årige overenskomst sætter en stopper for udlicitering af opgaver til firmaer uden overenskomst og forhindrer firmaet i at skære ned i arbejdsstyrken. Arbejderne jublede på blokaderne, da de hørte om aftalen.

General Motors-arbejdernes 54 dage lange strejke har haft den største virkning på nationalt plan i USA. GM er stadig verdens største firma, selv om dets andel er faldet fra 2,3 pct. af USA's økonomiske output i 1970 til 1,5 pct. i dag. Firmaets årlige omsætning på 178 milliarder dollars ligger stadig mange gange over de fleste andre firmaers. GM's aktivitet i Nordamerika indbragte i første kvartal af 1998 en nettoprofit på 1,6 milliarder dollars - den største nogensinde. Men GM's produktivitet halter bagefter konkurrenternes. Mens GM tjener 850 dollars for hver bil, der fremstilles, så er firmaet misundeligt på Fords fortjeneste på 1520 dollars. Det er på den baggrund, at ledelsen i General Motors har undskyldt sig med dårlig økonomi for at retfærdiggøre massive fyringer - de sidste seks år er 80.000 fyret af en arbejdsstyrke på 370.000. Alt i alt er 27 fabrikker lukket, og yderligere tre er på vej.

Den 5. juni gik 9.200 medlemmer af United Auto Workers (UAW) i strejke på to fabrikker i bilindustrien i Flint, Michigan. Strejken var en protest mod GM's beslutning om at udbyde overenskomstdækket arbejde til underleverandører andre steder i USA og i Mexico. Efter få uger var 27 ud af GM's 29 fabrikker lukket som følge af strejken og GM måtte sende 192.000 arbejdere hjem. Da strejken sluttede havde den kostet firmaet over to milliarder dollars. Skønt UAW ikke vandt en klar sejr, så er aftalen med til at opretholde status quo indtil de landsdækkende overenskomstforhandlinger i september 1999. GM vandt i hvert fald ikke, hvilket de fleste arbejdere tolkede som en sejr i sig selv efter tyve år med lutter nederlag. Som et symbol på dette var GM nødt til at flytte maskiner og anlæg tilbage på fabrikken, mens arbejderne stod arm i arm på blokaden og sang 'Solidarity Forever'.

Denne strejkebølge finder sted på et tidspunkt, hvor de fleste mainstream-økonomer forudsiger er begyndelsen til enden på det økonomiske opsving. Om et år er det tænkeligt, at arbejdsgiverne er langt mere besluttet på ikke at give efter. UPS er allerede begyndt at trække i land på indrømmelserne om flere fuldtidsjobs - hvilket var det centrale spørgsmål i sidste års konflikt. Der ligger utvivlsomt bitre kampe forude, men billedet er ved at skifte. Sidste års UPS-strejke viste, at arbejderne kan strejke og vinde - mod selv de største selskaber. Den erfaring er begyndt at ændre hele scenen i USA's klassekamp.

Sharon Smith
Socialist Review 222

Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 24.6.99